Folkekirken laver et selvmål, når de inviterer til fredagsbar med drop-in dåb. Det er det bedste argument for gendåb, vi har set i meget lang tid

// Af Jørgen Thaarup, Metodistkirken, Doktor of Ministry fra Wesley Seminary, Washington DC, dr.theol. fra Göteborgs universitet

Danske Kirkers Råd har nedsat en arbejdsgruppe, som skal kulegrave et af det forhold, som altid har været en snublesten i forholdet mellem Folkekirken og nogle af de danske frikirker, nemlig dåbspraksis og dåbsteologi. 

Måske bliver det vigtigste i det arbejde at få kirkerne til at acceptere og godkende de dåbshandlinger, som finder sted i andre kristne kirker. Hvis det sker, er et stort historisk resultat nået. 

For den danske Folkekirke, som jo er luthersk i sin bekendelse, har gendåb været en markør i Confessio Augustana lang tid før anabaptisterne i Danmark blev en anstødssten. 

I mange økumeniske samtaler om samarbejdsorganisationer har dåb og gendåb og ingen dåb historisk fastholdt afstanden mellem kirkerne og forhindret union og anerkendelse. Jeg kender ingen protestantisk kirke, hvor dåben har så central plads i forkyndelsen som Folkekirken i Danmark. Det er lidt mærkeligt at se på og endnu sværere at forstå. 

For de frikirker, som ikke praktiserer dåb af børn, har dåben været en ligeså vigtig identitetsmarkør som i Folkekirken, blot med ensidig anerkendelse af bekendelsesdåben. 

Jeg mistænker, at årsagen til Danske Kirkers Råds nedsættelse af en studiegruppe om dåb, har sin baggrund i, at gendåb nu igen er dukket op i medierne, og det i en vis forbindelse med den fælles kampagne: ”Lad os tale om tro.” 

I hvert tilfælde er det omtalt i medierne, at Casper Christensen, som har medvirket i flere af videoerne om ”lad os tale om tro,” først blev døbt i en Folkekirke og senere igen døbt i en frikirke, hvor også ledere har Frikirkenet var til stede og efterfølgende udtalt sig om dåb. Det kan Folkekirken ikke lide.

Folkekirken inviterer til fredagsbar med drop in-dåb

Nu har Folkekirken i mindst et sogn inviteret til fredagsbar med drop-in dåb. Det synes sognet sikkert er et fint initiativ, men det kan ikke undgås, at netop dette opslag er det bedste argument for gendåb, vi har set i meget lang tid. For Folkekirken er der tale om et tydeligt selvmål. 

Anabaptismen opstod som en før-protestantisk bevægelse, hvor protesten mod den etablerede kirke var mindst to ting: For det første, at den etablerede kirke havde en formalistisk dåbspraksis, hvor alt og alle uden forberedelse blev døbt, og hvor dåbsriten gennemført af et præsteskab med monopol på det sakramentale, blev opfattet som frelsende for den døbte. For det andet, at ”læring” til tro og ”læring” i tro ikke fandt sted, i hvert tilfælde ikke i en sådan grad, at den tro, som alene giver dåben betydning, blev opnået og accepteret af den døbte.

Det er således, at missionsbefalingens angivelse af at gøre alle folk til disciple skal ske ved dåb og læring til tro. Dåbens rite og sakramente, som kun har betydning og mening ved tro, står i forhold til den læring, som skal hjælpe den døbte til tro. 

Kirkernes praksis har forskellig rækkefølge på dåb og læring, men alle kirker, alle kirker, har betoning af de to elementer og deres indbyrdes relation. 

For Luther var dåben ingen automatik

Luthers reformatoriske arbejde var også en protest mod den etablerede kirkes formalistiske dåbspraksis. Her protesterede Luther mod en opera operato forståelse af sakramentet, som gjorde dåbens rite til en hokus pokus handling, hvor hele frelsen blev meddelt af den ordinerede præst i det øjeblik vandet dryppede af. 

For Luther var dåben ingen automatik, men gav kun mening, når dåben blev modtaget i tro, troen alene. Som noget nyt for at balancere et sakramentalt dåbssyn indførte Luther konfirmationsundervisningen som forberedelse til den handling, hvor den døbte kunne bekræfte sin tro, den tro, som gør dåben meningsfuld.

Drop in-dåb mangler læring i tro

Når Folkekirken indbyder til fredagsbar med drop-in dåb, så ved vi selvfølgelig ikke, om de personer, som ønsker dåb, har forberedt sig ved læring i kristen tro og praksis. 

Vi ved heller ikke om menigheden er til stede i fredagsbaren, da dåb altid er en menighedshandling, fordi den døbte døbes ind i ekklesia, som en gren på vinstokken. Vi ved heller ikke hvilken ”læring” i tro og ”læring” i kristen praksis, som den døbte forpligter sig på efterfølgende. 

Men sådan, som fredagsbar med drop-in dåb annonceres, ligner det til forveksling den etablerede, overfladiske, men dog formalistiske kirkelighed, som anabaptisterne protesterede imod med genoptagelse af den dåbspraksis, som vi kender fra første generations kristne og fra mission i hedningelande.

Metodistkirken stiller ikke op med nogen fredagsbar med drop-in dåb. Vi døber gerne børn af kristne familier, og vi tilbyder altid læring i tro og læring i praksis, sådan som missionsbefalingen angiver. Det er dog ikke ved konfirmationsgudstjenesten, at unge metodister bekender deres tro på Kristus. Det sker, når den døbte person er rede til at bekræfte sin dåb og tilslutte sig kirkens tro, som menigheden bekender i trosbekendelsen. Det finder altid sted ved menighedens gudstjeneste og ikke i nogen fredagsbar eller anden bar. 

Jeg ser med forventning frem mod, hvad Folkekirken vil gøre, når den fortsat leverer de bedste argumenter for opretholdelsen af protesten fra gendøberne og de kirker, som ikke ser noget problem i, at en person bliver døbt flere gange, samtidig med at Folkekirken ikke kan lide gendåb, når der sker. 

Hvis Folkekirken mener, at det er ok med den overfladiskhed og nærmest ligegyldighed, som drop-in dåben i fredagsbaren signalerer, så kan det vel ikke være noget problem, at der er nogen, som synes, at de trænger til en dåb nummer to, når de senere i livet genoptager deres kirkelige engagement. 

Det betyder jo ikke automatisk, at de underkender legitimiteten i den første dåb. Det afgørende for kirkefællesskab og kirkeunion må jo være, at enhver kirke anerkender de dåbshandlinger, som er foretaget i andre kirker, uanset om de er enige i, at dåb kun er gyldigt, hvis det sker en gang.