Af Maria Krabbe Hammershøy, generalsekretær i Caritas Danmark, den katolske kirkes humanitære organisation |

I løbet af sommerferien henvendte en kvinde sig til Caritas Danmark efter at have været i kontakt med andre sociale tilbud, der ikke havde kunnet hjælpe hende. Hun oplevede, at hun var for ung til nogle tilbud, for gammel til nogle andre, eller at hun stod med de ”forkerte” udfordringer. Det hele blev selvfølgelig kun yderligere kompliceret af, at hendes verden var brast sammen midt i en national ferieperiode med ferielukkede indsatser til følge.

Kvinden fortalte, at hun bare gerne ville have, at der var nogen, der tog sig af hende. Her var vi glade for, at vi som den katolske kirkes sociale arm kunne støtte hende.

Vores sociale indsats i Danmark har til formål at give udsatte grupper en håndsrækning, både når det kommer til hverdagens problemer og til større, strukturelle barrierer. Vi arbejder hver dag med diakoni gennem forsøg på at bekæmpe ulighed i sundhed, at ingen får deres rettigheder undertrykt, og at alle får adgang til fællesskaber.

For os er diakoni at give frivillige, både inden for og uden for vores kirkelige bagland, mulighed for at omsætte Jesu bud om næstekærlighed til stærke handlinger i praksis. For modtagerne af omsorgstjenesten betyder det alverden at blive mødt af mennesker, der frivilligt bruger deres sparsomme fritid på at hjælpe andre. Herunder læger og jurister, der efter lange arbejdsdage gør deres for, at nytilkomne migranter får adgang til sundhed, og at deres rettigheder ikke knægtes.

Nogle gange kan man af den offentlige debat få indtryk af, at diakonien er under pres i dagens Danmark. Der er historier om, at det er vanskeligt at rekruttere nye frivillige, og at pressede økonomiske rammer besværliggør det sociale arbejde.

Det er dog langt fra vores oplevelse i Caritas Danmark. Vi er taknemmelige over det store antal frivillige, der hjælper os med at hjælpe andre. Det er nemt at rekruttere, for en stor del melder sig af sig selv. Mange katolikker ser det frivillige, sociale arbejde som en naturlig del af at udleve deres tro.

Men på den anden side oplever vi, at vores sociale arbejde i Caritas Danmark er under pres, hvad angår finansiering. For som målgruppe, der primært udgøres af flygtninge og migranter, går vi lidt under radaren, når der skal uddeles offentlige midler.

Der er ingen tvivl om, at staten drager nytte af, at vi som kirkelige organisationer udfylder hullerne i sikkerhedsnettet. Og selv med den manglende finansiering fortsætter de frivillige med at afholde konsultationer, uddele overskudsmad og meget andet. For det diakonale arbejde er netop fæstnet i det relationelle og ikke det økonomiske.

De fleste civilsamfundsorganisationer er oprindelig trosbaserede fællesskaber, som i løbet af historien har bevæget sig væk fra deres kirkelige ophav. Men for Caritas Danmark er diakonien udgangspunktet, også i dag. Vi er kirkens omsorgstjeneste. Og det skal skinne igennem alt det, vi gør. For vores brugere, hvoraf en stor del kommer fra katolske lande, er der noget trygt og genkendeligt over at henvende sig til en kirkelig organisation, når de har brug for hjælp. Det er den måde, de er vant til at få assistance. Og Caritas er et navn, de genkender – for som den katolske kirkes officielle humanitære organisation er vi til stede over hele verden. ”Jeg går altid til Caritas, når jeg har brug for hjælp,” sagde en af vores brugere for nylig.

Kvinden, der i sommerferien henvendte sig til os, blev mødt med en skræddersyet social indsats, der tog højde for alle hendes problematikker. En finansiel rådgiver hjalp med overblik over hendes budget og gæld. En konsultation i vores lægeklinik kom rundt om alle hendes sundhedsmæssige bekymringer. Og hun går nu i terapi hos en af vores terapeuter på sit eget modersmål. I dag er hun selv blevet frivillig hos os og deler overskudsmad til flygtninge og migranter.

Det er for mig at se et meget smukt aspekt ved den diakonale indsats: at der ikke er en klokkeklar forskel mellem modtager og giver, men at det varierer, alt efter hvilken rolle den enkelte spiller. Det er relationen og omsorgen, der er i fokus.