Af Anne Mie Skak Johanson

Mindst 150.000 børn lever på gaden. For at overleve springer de rundt mellem bilerne på de store veje og tigger. De mangler mad. Om natten sover de i plastik og pap i grøfter og i høje træer. For at holde det ud, sniffer mange af børnene lim. Ingen ønsker dem, og meget få hjælper dem.

Sådan er forholdene for gadebørnene i Nicaragua. Det er her, Børnenes Liv i samarbejde med deres lokale partner er med til at skabe håb for disse gadebørn. Jeg har talt med Tove Videbæk, som er initiativtager til og formand for bestyrelsen for Børnenes Liv, for at høre mere om deres arbejdet men også for at høre, hvordan det er at være involveret i missionsarbejde i Mellemamerika.

Behovet for hjælp var så tydelig

Der er rigtig mange, som slet ikke ved, hvor Nicaragua ligger, eller hvordan forholdene er dér, fortæller Tove Videbæk. Det kan jeg tydeligt mærke, når jeg er ude og fortælle om vores arbejde. Der mangler kendskab til landene i Mellemamerika. Vores kendskab til Nicaragua startede, da min mand og jeg besøgte vores søn og svigerdatter, som på det tidspunkt arbejdede i landet. Det var hen over jul og nytår 2011-2012. Vi besøgte familien, gik i kirke om søndagen, som vi plejer og nød tiden.

Men dette besøg i Nicaragua blev mere end et familiebesøg og hygge. Tove Videbæk blev nemlig mødt af de brutale realiteter, der konfronterende kom til syne i mødet med gadebørnene i landet. Hun fortæller: Mens vi var der, så vi de mange gadebørn. Vi havde været andre steder i verden, hvor der også var gadebørn, men i Nicaragua var der så mange, og de mindste af dem var meget unge. Børn helt ned til fem år, som bare stod ude i rabatten. Når folk så smed noget ud fra bilen, en halv pizza eller en halv burger, så stormede de ud på vejen og spiste øjeblikkeligt resterne. Vi var overvældede. Bedre blev det ikke, da vores tolk viste os billeder af, hvor børnene sov.  

Børnene er typisk smidt ud hjemmefra. Enten fordi forældrene ikke orker eller kan tage vare på dem. De opretholder livet ved at løbe ærinder for narkohandlerne eller tigger sig til mad. Mange ender i kriminalitet eller/og prostitution. Det var en voldsom oplevelse, og vi sagde til hinanden at nogen må gøre noget.

Vi må da gøre et eller andet!

Men hvordan kan et ægtepar fra Danmark hjælpe gadebørnene i Nicaragua? Tove Videbæk fortæller videre: Altså, vi ville gerne gøre et eller andet. Men vi vidste ikke, hvad eller hvordan. Vi var vant til, at man bare støttede missionæren, som så lavede projekterne. Men vi kendte ingen missionærer i Nicaragua, som vi kunne støtte. Dem der havde været der, de var stoppet, fordi det blev for svært. Vi kunne ikke selv starte op, da vi er oppe i årene. Altså havde vi brug for nogen lokale, som vi kunne indgå et samarbejde med. Så huskede vi de kirker, som vi havde besøgt – særligt én kirke nemlig Verbo Christian Ministries. Og de blev så vores samarbejdspartnere.

Gennem CKU fik Børnenes Liv, som foreningen kom til at hedde, hjælp til at formalisere samarbejdet med Verbo. Børnenes Liv støtter nu skoler og børnehjem samt bespisningssteder, hvor gadebørn får hjælp. Desuden arbejdes der med uddannelse af unge, især indenfor landbruget.

Usikkerhed og vold præger

Engang var Nicaragua det mest velstående land i Mellemamerika. Men på grund af borgerkrig, naturkatastrofer og diktatur er landet nu et af de fattigste. I dag er bandekriminalitet, korruption og fattigdom det, der kendetegner nationen. Der er stor usikkerhed, og mange har ikke håb for fremtiden. Det er naturligvis ikke helt ufarligt at arbejde i et land som Nicaragua, fortæller Tove Videbæk. Styret i landet vil bestemme og styre det hele, derfor smed de sidste år 300 NGO’er ud af landet. Det er Guds nåde, at vi ikke er blevet smidt ud. Og du kan mærke det overalt. Folk virker bange og er tilbageholdende med at tale om styret og deres udfordringer overfor fremmede. Selv på online møder er der forbehold. Vi har kontakt til en ung mand, som bor i Honduras. Han er en meget dygtig ung mand, som har hjulpet os med afrapportering m.m. Vi skulle mødes med ham og medarbejderne i vores projekt i Nicaragua. Men han kunne simpelthen ikke få lov at komme ind i landet. Han prøvede med fly, med bus og med bil, men hver gang blev han forbudt adgang. Vi prøvede at finde ud af, hvorfor det var så svært. Det viser sig, at den unge mand havde medvirket i en radioudsendelse, hvor han havde sagt noget negativt om regeringen i Nicaragua. Så han fik ingen indrejsetilladelse. Der er pres på fra styrets side.

For Børnenes Liv er kontakten til kirken i Nicaragua rigtig god, og de har fortsat mulighed for at rejse ind i Nicaragua. Selv har Tove Videbæk ingen betænkeligheder ved at rejse på partnerbesøg. Dog rejser Tove ikke alene. Et nyt bestyrelsesmedlem, som er født i Nicaragua, rejser med. Hun kan sproget og kender til forholdene i landet. Det er en kæmpe hjælp. En anden hjælp er kontakter i Nicaragua, som gerne vil støtte Børnenes Liv. Kontakterne skabes nogle gange på uventet vis og opleves som gaver fra Gud.

Mellem positive nye projekter og statslige overgreb

I den lille landsby Vera Cruz, som ligger 11-12 kilometer udenfor hovedstaden, Managua, er det børnehjem, hvor Børnenes Liv startede sine projekter og fadderskaber. Hovedfokus var i starten støtte til hjemmet og til den tilknyttede skole. Men arbejdet udviklede sig. Børnehjemmet ligger i et landbrugsområde, og det var tydeligt, at der var behov for projekter, der kunne støtte landbrugsproduktionen. De fleste landmænd arbejdede på den måde, som deres bedstefar og oldefar havde gjort. Deres udbytte var meget lille. Tove Videbæk fortæller: Nu havde vi hørt, at man i Afrika havde arbejdet med nye dyrkningsmetoder, som kunne hjælpe landmænd i tropiske områder til større udbytte. Sammen med vores partner i Nicaragua tog vi derfor til Tanzania. Én dansker og tre fra Nicaragua. Vi besøgte landbrugsuniversitetet og lærte om de nye metoder. Tilbage i Nicaragua indførte vi landbrugsundervisning i skolen. Vi fik ansat en landbrugslærer og købt redskaber og drivhuse. Sådan udvikler vores arbejde i Nicaragua sig.

Desværre bliver forholdene i landet ikke bedre. For et år siden lukkede styret børnehjemmet i Vera Cruz, fjernede alle børnene og placerede dem i forskellige plejefamilier. Det var en voldsom tid, forklarer Tove. I en længere periode vidste ingen af os, hvor børnene var. Hvad havde styret gjort ved dem? Heldigvis blev de placeret hos plejefamilier, og børnehjemmets leder har efterfølgende fået kontakt med de fleste af børnene. De andre projekter i Vera Cruz fortsætter, men sammen med partnerne undersøger Børnenes Liv nye muligheder for at hjælpe børnene. 

Også i andre forhold er situationen i Nicaragua forværret. Da vi begyndte vores arbejde i Nicaragua, støttede Den Katolske Kirke styret. De sagde ikke fra overfor magtmisbrug og overgreb. Det ændrede sig dog efter den store opstand i 2018, beretter Tove Videbæk. Folket viste sin utilfredshed med styret ved demonstrationer og gadeuroligheder, og Den Katolske Kirke var på folkets side. Men styret lyttede ikke, de viste bare med hård hånd, hvem der bestemte. Præster blev fængslet, og de slog voldsomt ned på demonstranterne og satte mange af dem i fængsel. En lille dreng, der bare ville bringe vand til nogen, blev fængslet, unge blev fængslet og mange, mange andre. Og det værste var, at de hundredvis af folk, der blev fængslet ingen rettergang fik. Sidste år, fem år efter opstanden, blev de fængslede sat på et fly og sendt til USA. Man vidste de var uskyldige, men man havde heller ikke lyst til bare at slippe dem fri. Så afsted med dem uden papirer eller noget som helst.

Der er altså fortsat stor brug for hjælp til Nicaragua. Magtmisbrug, diktatur og korruption skaber et samfund med massive problemer. Særligt ramt bliver udsatte grupper, og børnene er udsatte. Det kan godt bedrøve os, at så få missionsorganisationer har øje for Mellemamerika. Der er så mange succesrige indsatser i Afrika, men meget lidt i Mellemamerika. Det gør os kede af det, fordi der virkelig er behov for en indsats i de lande. Det er som om, vi har glemt Mellemamerika.

Selvom det er udfordrende, så fortsætter vi, så længe Gud vil og giver os mulighederne, slutter Tove Videbæk. Vi gør, hvad vi kan for at oplyse, men oplever også, at det er svært at skabe interesse for Nicaragua – for hvor er det egentlig det ligger? Er det i Afrika eller Asien eller hvor …?