Af Levi Giversen og Joan Münch

Velfærdssamfundet er konstant til debat. Det er som om, vi aldrig bliver færdige med diskussionen om, hvem der har ret til at få hjælp, og hvad de skal have hjælp med. Denne debat foregår ikke i Frelsens Hær, her er det klart, at hjælpen starter der, hvor mennesket er og i forhold til hele situationen, som personen eller familien står i. Det er omsorg for hele mennesket og evangeliet levet ud i praksis. Sådan forstår vi vores diakonale rolle. Et særligt projekt vidner om, hvordan diakonien og missionen kan gå hånd i hånd trods et i øvrigt sekulariseret omgivende samfund.

Arbejdet i Tønder blev etableret som et partnerskab mellem Frelsens Hær, den A.P. Møllerske støttefond og Tønder Kommune. Under navnet ’Familieværkstedet’ skabtes et tilbud til sårbare familier med fokus på især familieliv, uddannelse og job. Projektperioden løber over 5 år, men allerede efter det tredje projektår konstateres det i BDO Advisory’s evaluering: at efterhånden som projektet har fået tid til at leve, har det vist sig, at et vigtigt virkemiddel er selve fællesskabet, som borgerne bliver en del af, når de kommer i huset.

Projektlederen Kaptajn Astrid Christensen udtaler:

De tænker, de skal ind og have hjælp, men det er dem, der køber hele netværket og engagerer sig i huset, der udvikler sig.

Dette er bemærkelsesværdigt, idet ’fællesskab’ som noget udefinerbart henviser til det samspil, der opstår mellem mennesker, der føler sig taget godt imod, både set og hørt og dermed medvirker til den forandringsproces for udsatte mennesker, hele projektet har som målsætning.

Siden juni 2022 har Frelsens Hær i Tønder således i forlængelse af Familieværkstedet også valgt at etablere en såkaldt ‘udpost’ i byen, hvor der indbydes til et kirkeligt fællesskab med blandt andet familiegudstjenester på programmet.

Det tilbud har også kun mødt positive reaktioner. Vi har hver gang 60-80 deltagere til vores månedlige familiegudstjenester, siger Astrid og tilføjer, at syv tøndringer indtil videre også har valgt formelt at tilslutte sig som civile medlemmer af Frelsens Hær.

Et fællesskab uden ophør

Med udposten møder Frelsens Hær således et fundamentalt behov, som også nævnes i rapporten – nemlig, at mange deltagere finder både netværk, nye venner og fællesskab gennem projektet.

En omstændighed, der giver sig udslag i, at mens mange gerne lader sig indskrive i projektet, har ingen særlig travlt med at udskrive sig, når deres mål er indfriet.

For Astrid Christensen er der imidlertid ikke tale om et modsætningsforhold, idet konceptet netop er indrettet på en måde, hvor det er muligt at forblive en del af stedet efter af have fuldendt forløbet.

Folk kan jo godt deltage i aktiviteterne, uden vi behøver at måle på deres progression. Man kan derfor sagtens være en del af huset, efter man er udskrevet af projektet, siger hun og peger samtidig på behovet for efterværn og muligheden for at deltage som frivillig.

Overvandt angst gennem tillid

En, der også kan bekræfte, at relationsarbejde kan føre til forvandling og fornyet fremtidstro, er Sofie Andresen, der har oplevet det selv. Siden hun i august for tre år siden gjorde sin entré i huset, har hun således oplevet, hvordan angst og tungsind er blevet vendt til smil og stortrivsel.

En proces, hvor hun skridt for skridt har bevæget sig væk fra en svær og fastlåst livssituation, og nu efter sommerferien sætter kursen mod en fremtid som studerende. En personlig sejr, hun tilskriver Familieværkstedet, og hvor hun har kunnet vokse i et tillidsfuldt og trygt miljø.

Da jeg var 14 år, fik jeg en depression og udviklede angst. Det betød, at jeg fik en ungekonsulent i kommunen, som jeg mødtes med en gang om ugen. En dag for tre år siden foreslog han så at besøge det her sted, og selvom jeg var lidt betænkelig, besluttede jeg at give det en chance.

Jeg var meget usikker og fik angstanfald i samvær med mange mennesker, hvis jeg ikke helt fysisk var sikker på, at en pålidelig person havde en hånd på min ryg. Medarbejderne her forsikrede mig straks om, at jeg altid kunne regne med dem, og jeg tænkte: ‘Ja tak, den har jeg hørt før’, smiler hun og fortsætter:

Men de kan altså bare et eller andet her, for jeg har altid kunne stole på dem. Det betyder, at jeg har kunnet udvikle mig vildt meget, og i dag er angsten helt væk. Og selv hvis jeg bliver lidt nervøs, så har jeg ikke længere behov for, at nogen fysisk står ved siden af for at støtte mig.

Forvandling og fremtidsdrømme

Sofie Andresens forvandling har udmøntet sig i et stort engagement, hvor hun som frivillig dagligt hjælper med praktiske opgaver i huset, men også sammen med andre unge på eget initiativ har stiftet en lokalafdeling under Frelsens Hærs børne- og ungdomsafdeling, hvor hun er formand.

I tillæg til dette indgår hun sammen med fire andre unge fra Frelsens Hær i Danmark i et nordisk lederudviklingsprogram, kaldet LUP, hvilket også har bidraget positivt til både hendes udvikling og overvejelser om fremtiden.

Min plan er at uddanne mig til diakon og arbejde med sårbare unge. Men jo længere tid jeg har været her, jo mere er jeg begyndt at tænke, at det også kunne være ret fedt at arbejde for Frelsens Hær, ler hun og tilføjer, at det føles lidt som en rejse, hvor destinationen ikke er helt fastlagt.

Det er også sådan, jeg beskriver mit forhold til den kristne tro. Faktisk gik der længe, før jeg fandt ud af, at arbejdet her hviler på et kristent grundlag. Men jeg oplever gradvist, at også troen har åbnet sig for mig, hvilket er med til at give mig et nyt syn på verden – og det er jeg åben overfor.

Min familie er også virkelig glade for den udvikling, der er sket med mig. De kan se, at det er godt for mig at være her, og de glæder sig på mine vegne, siger Sofie Andresen, der fyldte 20 år i april.

Projektet vokser ud af rammerne

Allerede godt og vel midtvejs i forløbet er der i stigende grad pladsmangel i det 400 kvadratmeter store ’Vajsenhuset’, Østergade 69 i Tønder, som kommunen har stillet til rådighed som ramme, mødested og fleksibelt bindeled mellem den offentlige og private socialindsats.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi nærmer os grænsen for, hvor mange mennesker i Tønder, der kan have gavn af den her type støtte, har vi drøftet ved vores møder med kommunen. Her må jeg bare konstatere, at der stadig kommer nye til, og at jeg endnu ikke tror, området er udtømt, siger leder af projektet, kaptajn Astrid Christensen. Faktisk er arbejdet da også i år vokset fysisk ud af rammerne i Tønder og suppleret med et sideprojekt i den modsatte ende af kommunen, idet der siden slutningen af februar ligeledes er blevet afholdt et ugentligt familieværksted i Toftlund.