Kommunikation er formidling fra afsender til modtager. Kirkelig kommunikation må derfor benytte sig af metaforer i bevidstheden om, hvem man kommunikerer til

// Af Svend Løbner, journalist og forfatter

Blot det faktum at Kristus er Logos, Ordet, bør få os til at træde varsomt, når vi kommunikerer åndeligt indhold. Ordene skal formidle så meget som ordforråd og begrebsindhold nu kan. Ethvert sprog er i sin natur begrænset, og den åndelige virkelighed, vi gerne vil formidle, er i bund og grund uudgrundelig.

Men hov, Kristus er jo Ordet, og så længe vi lader os inspirere og udvikle i relation til ham/det er der trods alt et glimt af håb.

Sproget skaber virkelighed for subjektet

Johannes Sløk gør i bogen Det religiøse sprog (Centrum 1981) gældende, at det, han kalder det mytiske sprog, indfanger en virkelighed, der unddrager sig konkret beskrivelse. Det mytiske kan kun indfanges metaforisk.

Men igen: Fortvivl ikke! For myten er virkelighed i dens oprindelige form, skriver han (s. 79):

”Det mytiske sprog er det rationelle sprogs uopgivelige og legitimerende forudsætning… myten er sproget selv i sin egen oprindelighed… Myten er den oprindelige udlægning, der lader en verden fremstå i sin således udlagte sproglighed…”

Han går så langt som at sige, at sproget skaber og er med til at forme virkeligheden, hvor jeg vil begrænse det til, at det indfanger, konceptualiserer og beskriver virkeligheden. Sproget bruges af mennesker og er derfor en subjektiv opfattelse af fænomener.

Korrekt kommunikation på modtagerens betingelser

Det leder så til kommunikation, hvor Torsten Thurén i sin bog med den betegnende titel Tanke, sprog og virkelighed (Munksgaard-Rosinante 1996) netop gør gældende, at sproget er udtryk for tanken, men at det -når det kommunikeres med de virkemidler, der er til rådighed – er med at forme vores virkelighed (-sopfattelse).

Det er så her diskussionen om det religiøse, mytiske, sprog skal have mere plads i kommunikationen. I mit interview med Johannes Nørregaard Frandsen i bogen Det vigtigste først (Kirkeligt Medieakademi 2012, 2020) siger han meget enkelt, at kommunikation skal kunne to ting: Den skal være korrekt, og den skal kommunikere.

Tager man så Ciseros klassiske kommunikationsmodel – med afsender-budskab-modtager – til hjælp, ja, så har det korrekte med afsender at gøre, mens formidling handler om modtagerne. Afsender skal kommunikere så sandt og ægte, som det nu kan lade sig gøre. Og modtagerne har visse forudsætninger for forståelse, som stiller krav til formidlingen.

Fare for flad jargon

Formidlingen er altså sproget, ordvalget, billedsymbolikken, der skal kunne gribe om to virkeligheder: Afsenderens budskab og modtagerens forståelse.

Det er så her, det kan gå galt. Den religiøse afsender, fx præster, har måske i årevis bedt ganske andægtigt ”Vor Herre bevare os!” Men det er med tiden blevet til en floskel der flittigt benyttes i skurvogne og kantiner, når man over bordet hører noget helt utroligt: ”Vorherrebevar’s”. Det som begyndte som seriøst religiøst sprogbrug er blevet til flad jargon tømt for åndeligt indhold.

Der er altså sammen med det religiøse sprogbrug behov for religiøs dannelse, hvor man standser op og tænker: Hvad er det, jeg siger! Eller som en sygeplejerske, jeg kender, sagde til en patient, der bandede og svovlede: Jeg gider ikke høre på at du holder bedemøde med djævelen!

Brug metaforer, der passer til målgruppen

Skal vi ikke tale forbi hinanden bliver vi nødt til at holde os to målsætninger for øje:

1. Vores sprogbrug skal indrettes efter målgruppen. Taler vi til en kirkelig forening, kan vi helt naturligt bruge ord som bøn, nåde, velsignelse osv. og blive forstået. Taler vi til en sportsklub er det måske klogt at sætte sig ind i deres begrebsunivers og indrette ordvalget efter det. Det fører til det næste:

2. Vi skal tilbage til det mytiske sprog, metaforerne, med risiko for variation i modtagernes fortolkning. Generelle ord og vendinger som ”blomstre” (om Guds skaberværk) og ”have vinden i ryggen” (om Helligåndens virke) er nok brugbare. Men igen, også det afhænger af målgruppen.

Smid ikke barnet ud med badevandet

Spørgsmålet er så, findes der ord, der krydser grænser fra en indforstået religiøsitet til almindeligt hverdagsliv?

Ja, konkret kan ord som ”skabelse”, ”forvaltning” og ”barmhjertighed” forstås af alle, selv om ordene har åndelig oprindelse. Derfor var det en fadæse af dimensioner, at oversætterne af Bibelen 2020 bevidst erstatter ordene ”nåde” og ”barmhjertighed” med ”kærlighed” og ”omsorg”. Nåde bruges jo i ”benådning” og ”at lade nåde gå for ret”. Og barmhjertighed har en metaforisk betydning, idet både ”barm” og ”hjerte” er med i ordet. Man smed med andre ord barnet ud med badevandet.

Og metaforisk er ord som ”ånd” og ”guddommelig” kommet tilbage i sproget. Men når man råber ”halleluja”, når det lykkes at samle et IKEA-møbel eller man på Facebook kan tilføje emoji’en ”jeg føler mig velsignet” er det spørgsmålet, om ikke vi risikerer at forfladige det religiøse sprog.

Det religiøse sprog giver indsigt og erkendelse

Som journalist gør jeg en dyd ud af at ”skrive til Maren i kæret”, dvs. så alle – selv de enkleste mennesker – kan forstå det. Derfor bliver sproget nemt enkelt og ligetil med en lige så stor fare for at det bliver fladt. Og når det skal være faktuelt, ja, så risikerer man at miste det, der kendetegner det religiøse og mytiske sprog, mindst tre ting:

Åbenheden for det åndelige, refleksionen over for det mystiske og lindringen for sjælen – ved at alt ikke er sort-hvidt, men at menneskers erfaringer er forskellige, og at når vi har med Gud at gøre, er alting muligt og alting omfattet af hans ubegribelige nåde.

Åndelige begreber og metaforer kommunikerer til hele mennesket, ikke kun forstanden, men også følelsen. De giver ikke blot fakta på bordet, men indsigt. De når dybere end overfladisk føleri til erkendelse og giver mere end stemning, nemlig atmosfære.