Vielse af par af samme køn er ikke et dogmatisk spørgsmål, for det udfordrer ikke bekendelsen: Jesus er Herre. Når vi mener, at samkønnede vielser handler om etik, er det ud fra de teologiske overvejelser omkring hedningers adgang til kristentroen uden først at overholde den jødiske etik, samt Paulus’ håndtering i moralsk-etiske udfordringer i nogle af de første kristne menigheder, svarer Jørgen Thaarup

// Af Jørgen Thaarup, Metodistkirken, Doktor of Ministry fra Wesley Seminary, Washington DC, dr.theol. fra Göteborgs universitet.

Her svarer Jørgen Thaarup især på Anne Mie Skak Johanson kritik af, at hun mener, at Thaarup adskiller etik, dogmatik og teologi i tidens etiske spørgsmål.

Artiklerne under overskriften ”Kan en splittet kristendom hele verden?” rejste en del kommentarer. Jeg tillader mig at svare på nogle af dem.

Metodistkirken forbliver formentlig ikke splittet

Den første kommentar er til påstanden, at kristendommen nu er splittet. 

Ja, det er rigtigt, at United Methodist Church har oplevet splittelse, da 25% af kirkens 12 millioner medlemmer i 2024 valgte at forlade kirken og stifte en ny protestantisk kirke med navnet: Global Methodist Church. Og det er rigtigt, at andre protestantiske kirker har oplevet tilsvarende splittelser, som i mange tilfælde følger nationale grænser og kulturelle grænser. 

Jeg er dog af den opfattelse, at det er for tidligt i vores samtids kirkehistorie at tale om kirkesplittelse. Jeg tror, at når vi taler sammen om kirkens teologi og bekendelsesgrundlag, så vil vi på et tidspunkt opdage, at vi kan hele de tilsyneladende splittelser, som nu er sket med årsag i forskellig opfattelse af menneskets seksualitet. Kirkerne blev splittet over spørgsmålet om slaveriet. Den splittelse varede i nogle generationer, men i vores samtid har vi ingen splittelser over slavespørgsmålet. Jeg tror, det kommer til at gå på samme måde med spørgsmålet om menneskets seksualitet og teologien om familiestruktur. Men det bliver op til kirkehistorikerne at beskrive, om de stridigheder, vi oplever nu, også får karakter af egentlige vedvarende splittelser af kirkerne.

Selvfølgelig hænger tro og liv samme, men det er ikke det samme som etik og dogmatik

Den anden kommentar er til udsagnet, at ”tro og liv er uløseligt forbundet.” 

Det kan ingen være uenige i. Det, vi siger, som kirke og kristne mennesker, og det vi lever, som kirke og kristne mennesker, må nødvendigvis være i harmoni. Men det betyder ikke, at jeg kan være enig i, at konsekvensen heraf må blive, at ”derfor handler kirkesplitter på én gang om dogmatik, etik og moral.” Ordene dogmatik, teologi, etik, moral dækker ikke over det samme. Det kan vi lære en hel del om i Det nye Testamente omkring helt andre problematikker.

Paulus’ kald og opgave var, som han skriver, at bringe det kristne evangelium til hedningerne. I den opgave kæmper Paulus for, at hedningerne ikke skal overholde de jødiske love og regler, først og fremmest de love og regler, som vedrører det religiøse liv. Paulus’ standpunkt er, at det afgørende er menneskers tro på Jesus. Her følger Paulus helt og fuldt den dogmatik, der udspringer af evangelierne, at Gud frelser ved menneskers tro på Jesus. Troen alene i forhold til gerninger og fromhedsøvelser og enhver tænkning i meritter.

Dogmatik handler om bekendelsen

Troen alene som krav til modtagelsen af frelse åbner straks spørgsmålet: Hvilken tro, og tro på hvad og hvem? Hvad er troens indhold? 

Den første trosbekendelse, vi kender, er ordene: Jesus Kristus er Kyrios. Den trosbekendelse voksede frem som et modspil til den græsk-romerske bekendelse, at Kejseren er Kyrios, Kejseren er autoriteten, den overordnede i alt, den guddommelige i magt og indflydelse på verden. Nej, sagde de kristne, Jesus, den ventede Messias, Kristus, er Kyrios, den, der har autoritet over os af guddommelig karakter. Dermed fik de kristne betegnelsen ”ateister” hæftet på sig, fordi de ikke ville acceptere og være tro imod det, der i græsk-romersk kultur havde guddommelig autoritet, hvilket blev anset som en trussel mod samfundsordenen. Sokrates led samme skæbne og blev dømt til at tage sit eget liv, som ateist.

Hvis ikke den kristne trosbekendelse, Jesus Kristus er Herre, var blevet udfordret af de gnostiske teologer i det andet århundrede, så er det ikke sikkert, at vi ville have fået næste skridt i udviklingen af de kristne dogmer. Den Nikænske trosbekendelse med alle tre udviklede trosartikler sætter grænser i forhold til mange trosretninger, som stritter i forskellige retninger, men giver også det samlede grundlag indadtil i kirken: Her er detaljeret formuleret, hvad indholdet er i den kristne tro, som åbner muligheden for Guds frelse, og her er grundlaget for, hvad kirke går ud på, den grundlæggende ekklesiologi.

Det er min opfattelse, at den Nikænske trosbekendelse, dogmatik, ikke er et tillæg og ikke er forskellig fra den nytestamentlige trosbekendelse, dogmatik, at Jesus Kristus er Herre, fordi alle tre trosartikler kommer ud af Jesus-historien, og der er intet i den Nikænske trosbekendelse, som ikke finder grundlag og substans i Jesus-historien. Nikænum siger intet andet end: Jesus Kristus er Herre. Dog med en betydelig dybere forståelse og teologi.

Menneskets seksualitet handler om etik, ikke dogmatik

Det moderne økumeniske studiedokument om Trosbekendelserne betegner, at den grundlæggende dogmatik i og for kirkerne er Trosbekendelserne. Den danske titel på det dokument er: At bekende den ene tro. Menneskets seksualitet omtales som et etisk spørgsmål, og ikke som et dogmatisk spørgsmål.

Hedningekristne skulle ikke overholde de jødekristnes love

Paulus hævder, at kristendommen er åben og tilgængelig for alle hedninge, uden at de først skal blive jøder og overholde de jødiske regler og love. Den kamp er tydeligt udkæmpet i f.eks. Galaterbrevet, hvor de uforstandige galatere har genindført kravet om hedninges overholdelse af jødiske, etiske og religiøse love, før de kan blive accepteret som kristne.

Da kirken skulle tage stilling til anklagerne mod Paulus, følger de første synoder ikke fuldt ud Paulus’ krav om den grundlæggende dogmatik, nemlig troen på, at Jesus Kristus er Herre. Synoderne i Apg. 15:28-29 bestemmer, at kød, der ofres til afguder, blod og kød fra offerdyr, og porno (= seksuelle handlinger mellem mennesker, som er forbundet i familiestrukturer med andre mennesker, som medfører den risiko, at en kvinde kan blive gravid), er forbudt, også for hedningene. Disse regler er uforandret i Det nye Testamente.

Eksempel: Kun hallal-slagtede dyr var tilladt de jødekristne i begyndelsen

Derfor, hvis vi vil hævde en ”Skriften alene” teologi, som jo blev særdeles dominerende i alle protestantiske kirkesamfund, så siger Skriften tydeligt, at det er forbudt at indtage blod og spise dyr, der ikke er slagtet Hallal, (altså halleluja-slagtning, hvor den døende krop selv pumper alt blod ud). Det er et krav, som ikke må overskrides, hvis du vil tilslutte dig Kristendommen. 

Bemærk også, at ved synoden i Apg 15:28-29 bliver der ikke fremført skrift-argumenter, men kun argumenter om, hvordan Helligåndens påvirkning er oplevet rundt omkring. Historien er imidlertid, at pave Victor i Rom, nogle århundreder senere, gav tilladelse til at se helt bort fra bestemmelserne i Apg. 15:28-29, og denne anbefaling har alle vestlige kirker fulgt ukritisk.

De ortodokse og orientalske kirker holder fast i Skriften og vil ikke tillade overskridelse af Skriftens teologi på dette område. Dermed har de vestlige kirker vendt tilbage til Paulus’ positioner, som ikke blev accepteret på de første synoder, mens de ortodokse og Orientalske kirker holder sig til Skriften og referatet fra synoden.

Teologien om blod og kød fra dyr, der indgår i de græsk-romerske byfester, som alle har religiøs karakter, er et stort teologisk emne hos Paulus, men ikke en teologi, der har dogmatisk karakter, for det er ikke bestemmende for troen alene på Kristus eller for kirkens grundlag og grænser. 

Den “stærke i troen” troede ikke på andre guder og kunne derfor spise offerkød

I 1 Kor 8 finder vi Paulus’ lange udredning om, at den stærke i troen ikke tror, at der findes andre guder end Jesu Kristi Fader i himmelen. Derfor kan den stærke i troen med god appetit spise kød, der er ofret til andre guder, uden at det dermed bliver til afgudsdyrkelse, hvilket jøderne og kritikerne hævder, det er jo et teologisk argument. 

Her går Paulus imod den teologi, som stadfæstes i Apg. 15:28-29. Men Paulus siger samtidigt, at de svage i troen vil blive udfordret og forargede, hvis de opdager, at de stærke i troen spiser offerkød, mens de selv opfatter og holder for sandt, at det er afgudsdyrkelse og tilbedelse af andre guder, det er også teologi.

Spisereglerne handlede om etik og moral og handlede om kontekst

For Paulus bliver det dermed et etisk-moralsk spørgsmål, om overholdelse af spisereglerne. Det vil afhænge af, om konteksten accepterer den handling, der åbenbart ikke er konsensus omkring. Teologisk og dogmatisk ser Paulus ingen problemer i spisning af offerkødet og kød, der ikke er Halleluja-slagtet. Men etisk er der her det problem, at friheden til at spise, hvad som helst, kan forarge og lede andre medkristne i synd, og det fraråder Paulus de stærke i troen til at gøre og være særdeles opmærksomme på deres adfærd. I forlængelse af dette ser vi striden mellem Paulus og Peter om netop etisk adfærd i forskellige kontekster.

Samme holdning til det dogmatiske og etiske ser vi i Apg. 18:18 og 21:22-26, hvor Paulus aflægger Nasiræerløfte, rager sit hår af, gennemgår renselsesriter og bringer ofre i Templet, alt sammen noget han teologisk har vendt sig imod i stærke formuleringer og frarådet de kristne for at undgå forargelse af befolkningen i Jerusalem og for at overholde den rådende etik og moral. Etik adfærd er altid kontekstuel.

For at finde Paulus’ forsvar og rationale for sin måde at leve på og sin teologi, finder vi hjælp i 1 Kor 9, samme brev, hvor vi har udredningerne om det moralske ved spisning af offerkød, og det moralske ved at vælge ægteskabet som rammen for udlevelse af seksualiteten frem for at vælge cølibatet, hvis man ikke kan overholde seksuel afholdenhed; særdeles pragmatisk tænkning fra Paulus side, med kun særdeles begrænset teologi. 

Paulus’ kamæleon-etik: Det er kun Kristi lov, der gælder

I 1 Kor 9:19-23 finder vi den etik hos Paulus, som nogle teologer har kaldt kamæleon-etikken. Hvad går den ud på? Paulus opfører sig og lever som en jøde blandt jøder og overholder deres moralske love, selvom han teologisk har forkastet det hele. Og Paulus opfører sig som en lovløs i sammenhænge, hvor menneskene omkring ham ikke har etiske love og regler, som Paulus har fundet i andre kulturelle sammenhænge. Og argumentet er, at Paulus kun har én lov, der gælder, og det er Kristi lov. Mon ikke det betyder bekendelsen: Jesus Kristus er Herre, sådan som Paulus argumenterer mange steder.

Paulus’ anvisninger om menigheden ledere handler også om etik

Moralens og etikkens betydning i kirken kommer også til udtryk i de anbefalinger, som Paulus giver til Timotheus om indsættelse af presbytere, episkopae og diakoner, både mænd og kvinder, i menighederne, hvor det er vigtigt, at han ikke indsætter nogle, som vækker forargelse og fører en livsstil, som vil stå i vejen for disse personers forkyndelse af evangeliet om Jesus Kristus. 

Det skal være mænd, som kun har én kvinde, ingen må være drikfældig, voldsom eller konfliktsøgende, og ikke nogen med stor glæde ved materiel livsstil. For kvinderne gælder, at ingen sladderagtige, eller kvinder, som har flere mænd, skal være ledere i kirken. Her ser vi mange moralsk-etiske anvisninger, og alle omhandler, at livsstilen ikke må stå i vejen for evangeliets forkyndelse. Der er ingen dogmatiske argumenter knyttet til Paulus’ anvisninger om udvælgelse af pastoral betjening af menighederne.

Kirketugt og dens grænser

Det moralsk-etiske spiller en anden rolle, når det kommer til kirketugt, det forhold, hvor et brud på det moralsk-etiske ideal fører til udelukkelse af menigheden. Udelukkelse er den bestemmelse i menigheden, at den troende på Jesus Kristus ikke kan være med længere i menighedens fællesskab og ikke deltage i nadveren. 

Her er et område, hvor alle kirker har haft store vanskeligheder med at navigere i spændingsfeltet mellem, hvad er idealet, både når det gælder teologi og etik, og hvor går grænsen for, hvem der fortsat kan være med i menigheden? 

Jeg vil i denne artikel kun fremhæve et enkelt sted i Det nye Testamente, hvor vi får et lille indblik i, hvordan de navigerede i den første kristne kirke i Korinth. I 1 Kor 11 har vi et langt kapitel, hvor Paulus skriver om kvinderne, om anbefalingen, at kvinderne skal dække deres hår, når de er i kirken.

Kvinderne skulle dække deres hår for at dække over forskellen på prostituerede og frie kvinder

Dette kapitel i 1 Kor har samme teologi, som vi finder i 1 Tim 2:9-3:1, hvor Paulus forsøger at argumentere imod kvinders tendens til at pynte sig med alt muligt. Den historiske kontekst i Korinth er den, at byen havde datidens største Akropolis, hvor henved 1000 prostituerede slaver havde deres arbejde i de mange templer, hvor tidens frugtbarhedsreligioner holdt til, et arbejde, som de ikke frivilligt havde nogen chance for at ændre. Det var ejet, købt og betalt af nogen til det, de arbejdede med. Det var en del af byens kultur, som ikke vakte nogen forargelse eller miskredit, bortset fra at de var ufrie borgere og dermed laveste sociale rang blandt mennesker i byen. 

De prostituerede var pålagt krav om altid at have håret raget af på hele kroppen. De frie kvinder havde derimod kravet om ikke at klippe håret, men at sætte håret op og fylde ansigtet med smykker og farver. 

I den kristne menighed opstod den udfordring, hvordan får vi de kristne prostituerede med bare hoveder og de frie med stort hår til at opleve et ligeværdigt fællesskab, for alle var ligeværdige medlemmer af en og samme menighed. Selv de frikøbte prostituerede ville skulle vente i lang tid, før deres hår kunne vokse ud og ligne det hår, de andre kvinder havde. Det letteste for Paulus ville være at anbefale alle at have samme frisure og samme kropsudsmykninger. Men det var ikke muligt for de prostituerede kristne i menigheden, som jo stadig havde slavestatus. 

Derfor blev anbefalingen fra Paulus, at hvis alle nu bærer tørklæde, så opstår en ny enshed, og de forskelle, som ellers var så tydelige og satte mennesker i bås og skabte afstand, ville næsten forsvinde. En anden løsning, som Paulus kunne have valgt, var, at alle skulle rage håret af, men det havde sikkert været sværere at få accepteret af menigheden. Her er der mange etiske overvejelser, og kun en lille, bitte smule teologi, som ikke har dogmatisk karakter.

De økumeniske områder, der er vigtige i dag

I moderne tid, hvor den økumeniske teologi har taget plads, i de sidste 150 år, har udviklingen gået i retning af, at kirker er forenede, kirker kan være i union, kirker er i princip en kirke, hvis følgende ting er gældende: 

1. Fælles forståelse af Skriften, hvilket er basis for forkyndelsesfællesskab.
2. Fælles forståelse af dåben, ikke kun dåbens praksis, men især dåbsteologiens indhold og sakramentale karakter.
3. Fælles forståelse af nadveren, det andet af den nye pagts indhold, indstiftet ved Jesu blod.
4. Embedet, hvem sidder for bordenden og er ansvarlig for nadveren og forkyndelsen af historien om Jesus, når nadveren deles. Det er kernen i præsteembedet. 

Det mest økumeniske dokument: Lima-erklæringen sætter grænserne for enhed

I Lima-erklæringen er disse ting i centrum for det grundlag, som forener og sætter grænser for kirkernes enhed. Det er den nye økumeniske teologis dogmatik. I Communion of Protestant Churches in Europe, CPCEs tilblivelse og historie for de Lutherske, de Reformerte og de Metodistiske Kirker i Europa, er samme dogmatiske enhed knyttet til Skrift og forkyndelse, de to sakramenter og forståelse af hvem præsten er og hvilken afgørende rolle han eller hun har for formidling af Skrift og sakramenter og fejringerne heraf i gudstjenesten, som skaber menighed.

Vielse af par af samme køn kan i princippet ikke være kirkesplittende

Ingen steder i den moderne økumeniske teologi kan spørgsmålet om menneskets seksualitet og samkønnet vielse komme ind i ligningen om kirkernes enhed, union og fulde fællesskab.

Når United Methodist Church har besluttet sig for, at samkønnet vielse og spørgsmålet om menneskets kønsidentitet ikke er et dogmatisk spørgsmål, men et etisk spørgsmål, så henter den beslutning sit rationale i de teologiske overvejelser, som er præsenteret i denne artikel omkring hedninges adgang til kristentroen uden først at overholde den jødiske etik. Og Paulus’ håndtering i moralsk-etiske udfordringer i nogle af de første kristne menigheder.

Ægteskabet er kirkeligt, ikke bibelsk

Et lille appendiks til spørgsmålet om at etik altid skal forstås kontekstuelt, så forholder det spørgsmål sig i nogen udstrækning parallelt til spørgsmålet om teologien om ægteskabet og familiestrukturer.

Et kirkesamfund, som accepterer samkønnet vielse, kan kun acceptere samkønnet vielse, hvis kirkesamfundet kan skrive et vielsesritual, som både er kirkeligt og kan bruges til vielse af mennesker af samme køn. Sådan er det for alle kirker. Vielsesritualet er kirkens fundamental teologi på området ægteskab og vielse og skilsmisse. Det finder vi kun meget sjældent omtalt i kirkernes dogmatikbøger.

Ægteskabet og familiestruktur henter ikke sit rationale fra Bibelen. Der er ikke noget, der hedder et bibelsk ægteskab af den simple grund, at vi intet sted i Bibelen finder tekster, der konstituerer ægteskabet eller kernefamilien eller giver indhold til, hvad ægteskabet i bund og grund er. 

I nytestamentlig tid og i de første århundreder af kirkens historie var ægtevielse ikke noget, der foregik i menighedens regi. I jødedommen på Jesu tid finder vi, at ægtevielse blev foretaget af Rabbineren, men her har vi en kontekst, hvor hele det jødiske civilsamfund var helt og fuldt reguleret af Jødedommens århundrede lange kulturhistorie, jeg vil ikke sige regelværk, men kultur. 

Det var først, da civilsamfundet efter 325 befalede kirken at hjælpe med at få orden på det civilretlige ægteskab, at vielser begyndte at finde sted i menighedens regi på den måde, at først blev det civilretlige mellem de to familier, som bestemte ægteskabet, foretaget på rette sted, hvorefter ægteparret mødte op ved indgangen til kirken, hvor præsten kunne foretage en forbøns- og velsignelseshandling. 

Efterhånden rykkede hele vielsesritus ind i kirken, og præsten fik myndighed til at foretage den civilretlige del af vielsen, herunder at stadfæste vielsens gyldighed. Dermed var det kirkelige ægteskab opfundet. Det er ikke et bibelsk ægteskab. Det er et kirkeligt ægteskab.

De moderne kirkesamfund i USA var de første til at sekularisere vielsen igen ved at flytte vielsen ud af kirkerne til private og ikke offentlige steder. Den praksis har siden forplantet sig tilbage til Europa. 

Hvad mener kirkerne i Danmark om den sekularisering af vielsen?

Ægteskabsritualet, som mere eller mindre er ens i alle kirker, er skabt af den tidlige tradition. Det karakteristiske ved ægteskabsritualet og det, der gør vielsen kirkelig, er, at ritualet helt og fuldt er sammenskrevet teologi fra tre skriftsteder, hvor det første har absolut dominans.

De bibelske tekster om ægteskab handler ofte om noget andet

Det første skriftsted handler slet ikke om indgåelse af ægteskab, men nærmest det modsatte, nemlig Jesu udtalelse om skilsmisse i Matt 19:3-10, og husk altid at læse denne tekst i kontekst af det efterfølgende Matt 19:11-12 om de eunukker, som er født som eunukker, og dem, der ved indgreb i kroppen er blevet eunukker; interessante Jesus-ord. 

Handler det om kønsidentitet og seksuel orientering, eller hvad er det, Jesus taler om ved anvendelse af ordet mennesker, født som eunukker, et ord, som ikke findes i andre citater af Jesus, men som står her, lige efter udsagnet om skilsmisse? 

Han siger jo, at kun nogle kan forstå, hvad det drejer sig om. I Matt 19:4-5 tager Jesus afsæt i to citater fra to forskellige Septuaginta tekster, fra 1 Mos 1:27, hvor argumentationen er, at mennesker, skabt i Guds maskuline og feminine billede til at ligne Gud i den fortsatte skabelse af verden, som gudbilledligheden er til for, også har fået gaven til at reproducere sig selv, og 1 Mos 2:24, som konkluderer den lange tekst om, at det ikke er godt for mennesket at leve alene, og at mennesket efter Guds mange forslag kan vælge sin partner af eget kød og blod, så ser tekstens skriver i vers 24, at det er det, der sker, når mennesker er stærkere forbundet med den selvvalgte partner, end bindingerne til forældrene. 

Her står ikke noget om at en mand forlader sine forældre, hvilket heller aldrig har være sædvane nogen kulturer. 

Begge Septuaginta-tekster henter Jesus fra en før-tid, hvor der ikke er et regelsæt, hverken hentet fra patriarktidens historier eller fra Moses’ lovgivninger. Jesu tolkning af de to tekster er sætningen: Hvad Gud har ladet vokse sammen skal mennesker ikke separere. Hvad kan den sætning betyde? To ting: Sammenvoksning af to personer er i kirkens historie blevet forstået som fødslen af børn i familien. Men sammenvoksning kan også forstås som den gensidige påvirkning og accept af personlige forhold, som sker for mennesker, som deler hverdag og værdier og samliv. 

I moderne tid er det kendt for mange, at især gamle ægtepar udvikler fælles træk, sprog, idealer og andre ligheder, som ikke kan begrundes biologisk. Det er også kendt fra moderne tid, at børn i vores civilsamfund er lovmæssigt bundet til forældrene, og forældrene til dem, uanset om der er et ægteskab eller ej. Det, vi kalder skilsmisse, eller børn født udenfor ægteskab, vil aldrig fratage en forælder ansvaret for et barn, som er fælles med en anden forælder, selvom der både er foretaget skilsmisse og indgået nye ægteskaber. Det er også kendt fra moderne tid, at et almindeligt argument for skilsmisse er, at ”vi er vokset fra hinanden.” Hvis man kan vokse fra hinanden, så må der jo ligge en forestilling om, at en tidligere sammenvoksning ikke er en realitet længere eller aldrig har været der. 

I kirkernes vielsesritualer har den tolkning vundet hævd, at det er i øjeblikket, hvor præsten erklærer ægteskabet konstitueret, at sammenvoksningen til et kød har fundet sted, men det kan bibelteksten slet ikke begrunde. 

Tværtimod, så er vielsesritualet blevet et sakramente, hvis sammenvoksningen tillægges ske i øjeblikket, hvor præsten erklærer, at nu er de to gift. Der er altså to forståelser af, hvad Jesus mener, når han siger, at ”hvad Gud har ladet vokse sammen, skal mennesker ikke separere.” Det var en lang omtale af Matt 19:3-10, men det viser forhåbentligt, hvor svært det er at udlede en ægteskabsteologi ud fra Jesu udsagn om skilsmisse. Men det er det, vi har. Og det er faktisk ganske svagt, når det er hovedskriftstedet til at skrive det kirkelige ritual for indgåelse af ægteskab.

De to andre tekster, som vi finder i vielsesritualerne, er Efeser 5:31, som igen er citat af Septuaginta 1 Mos 2:24, her indsat i en sammenhæng af en ”Hustavle,” hvor det gennemgående argument er spørgsmålet om at underordne sig hinanden, i alle forhold, hvor vi står i relation til andre mennesker, ligesom Kristus gjorde det. 

Det tredje skriftsted er eksempelberetningen fra Joh 2:1-10, hvor Jesus, Maria og disciplene er gæster og derfor inddraget i brylluppet i Kana, inddraget fordi en vielse altid er en pagt mellem dem, der skal giftes, men også en pagt med lokalsamfundet, hvor vielsen har civilretlige konsekvenser i lokalsamfundet, og hvor lokalsamfundet respekterer, at ikke andre personer må forgribe sig følelsesmæssigt på dem, der er blevet gift, med det resultat, at porno opstår, altså at de to ikke vokser sammen, og at ægteskabet derfor falder fra hinanden.

De tre skrifter, som er rygraden i kirkernes klassiske og af traditionen udviklede vielsesritual indeholder en del teologi om ægteskab og vielse, men det gør ikke ægteskabet eller vielsen til et dogmatisk anliggende eller et bibelsk ægteskab, for det findes ikke.

Når United Methodist Church og CPCEs studiedokument om Gender, Sexuality, Marrige, Family adresserer hele temaet, som et etisk spørgsmål og ikke et dogmatisk spørgsmål, så betyder det i praksis, at de kirker og præster, som kan være enige i, at et kirkeligt vielsesritual nødvendigvis må bygge på de tre bibeltekster, og at læsningen af de tre bibeltekster må være nogenlunde i samme retning, som ovenstående forklaret, så kan pågældende kirker og præster tilbyde vielse af samkønnede personer. 

Hvis ikke samme læsning af disse tre tekster er muligt til anvendelse i et vielsesritual for samkønnede, så er vielse af samkønnede ikke muligt og må fravælges.

Nogle kirker har nyskrevet et vielsesritual, hvor Matt 19:3-10 ikke indgår, men andre passende tekster, om kærlighed og Guds nåde og godhed indgår, der er nok at vælge imellem. Så har disse kirker i virkeligheden statueret, at samkønnet vielse ikke er muligt. Men samme kirker tilbyder noget andet. En kirkelig vielse er ikke mulig, for teksterne tillader ikke det. Men en forbøns- og velsignelseshandling, og en fejring af kærlighed, det er muligt. Men det bliver ikke en kirkelig vielse eller et bibelsk ægteskab af de grunde.

Uanset, om kirker og præster vælger at tilbyde samkønnet vielse med et ritual, som fungerer og opfylder traditionens krav og ikke mindst Kirkeministeriets civilretslige krav i de spørgsmål, som stilles dem, der skal giftes, så bliver hele spørgsmålet ikke et dogmatisk spørgsmål, for intet udfordrer bekendelsen: Jesus Kristus er Herre, intet udfordrer trosbekendelserne, hverken den Apostolske eller den Nicænske, eller bekendelsesskrifterne, Confessio Augustane, Heidelberg Cathecism, Religions Artiklerne. Derfor kan spørgsmålet om vielse og kønsidentitet ikke på legitim vis føre til kirkesplittelse. Jo, der er kirkesplittelser i gang. Blandt andet i min egen kirke, United Methodist Church. Men vent og se, når kirkehistorikerne om en generation eller to skal skrive om det, vi i dag kalder kirkesplittelse, så er jeg overbevist om, at det vil se anderledes ud, set med fremtidens øjne på nutiden.

Forhåbentlig er du blevet klogere på forholdet mellem etik, dogmatik og teologi ved at læse dette long-read af Jørgen Thaarup. Har du kommentarer eller holdninger, du vil dele, er du mere en velkommen til at sende dit bidrag til redaktør Simon Fuhrmann på simon@kirkeforalle.dk.