Missionsteolog: “Tro og liv er uløseligt forbundet. Derfor handler kirkesplittelser på én gang om dogmatik, etik og moral.”

Den kristne tro er ikke blot en bekendelse af bestemte læresætninger, men endnu mere en måde at leve på. Den kristne etik har sit udspring i troens indhold, mens dogmatikken først får mening, når den udtrykkes i handling, mener Anne Mie Skak Johanson

Af Anne Mie Skak Johanson, ph.d., frimenighedspræst i Odder Frimenighed

Det er altid udfordrende med enighed og fællesskab mellem mennesker. Alt for hurtigt sættes der skel og skabes afstand, når vi mennesker skal finde ud af det med hinanden. Det er ligesom en tilbøjelighed, vi har. 

I kirken er det ikke meget anderledes, og det er egentlig overraskende, når man ved, hvor meget kirkens Herren arbejdede for enhed blandt sine efterfølgere og helt generelt.

Jesus ønskede enhed, og det udfordrer kirker i dag

Jesus kaldte specifikt sine disciple til at tjene hinanden og ydmyge sig for hinanden i stedet for at stå på sin ret. Han underviste i kærlighed og overbærenhed og ønskede, at enhed på en særlig måde skulle kendetegne disciplenes fællesskab. 

I sin afskedstale kalder han sine efterfølgere til at leve i enhed, for at de på den måde skal være en spejling af den enhed, der er mellem Faderen og Sønnen – og Helligånden. Altså skal Jesu disciple leve i og være eksempler på den enhedens kærlighed, som er i den Treenige Gud. 

Det er dog ikke altid gået lige godt. Gennem kirkens historie har kirkens enhed altid været udfordret.

Kirkers enhed er udfordret i sociale og politiske spørgsmål som seksualitet, klima, racisme og fattigdom

I dag er den mest fremherskende årsag til splittelser i kirken uenighed om, hvordan kirken skal forholde sig til kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål. Uenighederne er blevet særlig fremtrædende, fordi kirken i dag står i et markant spændingsfelt mellem den tro og praksis, kirkerne traditionelt har stået for, og de moderne værdier, der præger langt de fleste samfund. 

Emner som seksualmoral, kvinders rolle i kirken og spørgsmålet om, hvorvidt kirken skal engagere sig aktivt i samfundsforhold, har skabt splittelser.

Et eksempel er spørgsmålet om LGBTQ+-rettigheder. I mange kirkelige samfund kæmpes der en intens kamp mellem dem, der ønsker at følge de traditionelle bibelske fortolkninger, som afviser homoseksuelle ægteskaber og homoseksuelle præster, og dem, der mener, at kirken skal være inkluderende og tage ved lære af nye fortolkninger, der kommer til udtryk i samfundets ændrede normer. 

Spørgsmålet har ført til interne splittelser i Den Anglikanske Kirke, mellem lutherske kirker, i metodistkirker og flere andre kirkesamfund. Uenigheden aktualiseres også, fordi de etiske udfordringer ikke længere er hypotetiske eller teoretiske, men udspiller sig i kirkernes liv.  Spørgsmålet er blevet et symbol på den større opdeling, vi i øjeblikket ser mellem de konservative og liberale i kirkerne.

På samme måde er der en øget debat om, hvorvidt kirken kun skal fokusere på åndelige og teologiske spørgsmål, eller om den også bør spille en aktiv rolle i at tackle de store sociale og politiske spørgsmål, som f.eks. fattigdom, racisme og klimaforandringer. 

Mange kirker ser deres tro som en drivkraft for social retfærdighed og forandring, mens andre mener, at kirkens primære opgave er at bevare den åndelige lære og de traditionelle værdier. Det er den klassiske opdeling mellem diakoni og forkyndelse, som klinger med i uenighederne.

“Spørgsmålet er blevet et symbol på den større opdeling, vi i øjeblikket ser mellem de konservative og liberale i kirkerne.“

En stigende opdeling mellem konservatisme og liberalisme har resulteret i en række splittelser, især i vestlige samfund, hvor sekularisering og en øget politisk polarisering har skabt et klima, hvor kirker er bange for at miste sin relevans, hvis de ikke tilpasser sig tidens tendenser, eller mister sin trofasthed til det, mange ser som den oprindelige tro, hvis den åbner op for samfundets nye normer.

Før var teologi kirkeadskillende – i dag er det etik

Samlet set er det de kulturelle og etiske spørgsmål, samt den teologiske debat om, hvordan kirken skal forholde sig til dem, der har skabt de største splittelser i nutidens kirkelandskab.

Gennem kirkens historie har splittelserne dog kun delvist handlet om etiske spørgsmål – langt oftere har de handlet om teologi, autoritet og ritualer. 

Den tidlige kirke var helt fra starten udfordret på enheden. Apostelmøder og kirkemøder handlede om at nå til praktisk-teologisk enighed. Selvom der er en pointe i, at enhed ikke nødvendigvis er enshed eller enighed, så kæmpede den tidlige kirke for at nå frem til en fælles forståelse af kristendommens væsen og heraf følgende praksis. 

Splittelsen i kirken i år 1054 refererer til det, man kalder det store skisma eller det øst-vestlige skisma. Splittelserne i denne periode handlede meget om magt og autoritet.

I reformationen var de centrale spørgsmål forholdet til Skriften, frelse ved tro alene, pavens autoritet og forståelsen af sakramentet. De etiske spørgsmål som afladshandel og præsters moral var med til at udløse protest, men var ikke den primære årsag. 

Splittelsen handlede om teologi og kirkestruktur, altså mere teologi end etik. I nyere splittelser i 1900–2000-tallet har etiske spørgsmål dog spillet en større rolle. Det har været uenighed om kvinders præstetjeneste, synet på homoseksualitet, køn og ægteskab og socialetik så som social uretfærdighed, racisme og fattigdom.

Er problemet dogmatisk eller etisk?

I teologien, kirkehistorien og religionssociologien har man ofte opdelt de udfordringer, der fører til splittelser i kirken, i to hovedkategorier nemlig henholdsvis moralsk-etiske og dogmatisk-læremæssige problemer. Denne opdeling giver en analytisk ramme for at forstå både historiske og nutidige konflikter.

De dogmatisk-læremæssige problemer angår selve troens indhold. Her er spørgsmålet: Hvad skal vi tro? Det handler om fundamentale spørgsmål som synet på Bibelen og dens autoritet, læren om treenigheden, Jesus’ guddom og menneskelighed, frelsesforståelsen, samt forståelsen af sakramenterne. Disse spørgsmål har historisk været årsag til dybe skismaer, fordi de rammer helt ind i kernen af den kristne identitet.

De moralsk-etiske udfordringer handler derimod om spørgsmålet: Hvordan bør vi leve? Det drejer sig om emner som seksualitet, ægteskab, abort, kønnenes roller i kirken, engagement i sociale og politiske spørgsmål som racisme, økonomisk retfærdighed og klima. Disse emner er ofte præget af samfundets forandringer og af forskellige menneskers livserfaringer, hvilket gør dem særligt følsomme og konfliktskabende. De udfordrer ikke nødvendigvis kirkens troslære direkte, men rejser spørgsmål om, hvordan troen skal omsættes i praksis og hvordan kirken skal forholde sig til samtidens normer og værdier.

Etiske spørgsmål kan blive et spørgsmål om dogmatik

Det er sjældent sådan, at splittelser i kirker kun handler om enten etik eller dogmatik. I praksis flettes de sammen. En etisk debat for eksempel om kønsidentitet fører ofte videre til teologiske diskussioner om, hvordan Bibelen skal tolkes, og hvilken autoritet tradition og kirkelig praksis skal have i forhold til den enkeltes samvittighed og erfaring. Opdeling har dog være en forklaringsramme, når man skulle forklare hvad uenighederne handlede om. 

Jørgen Thaarup skriver i sin artikel ”Metodistkirken oplever splittelse på grund af spørgsmålet om vielse af par af samme køn” netop om metodistkirkens udfordring, når det gælder at definere, hvad deres drøftelser overhovedet handler om. Den store udfordring er forskellige syn på menneskets seksualitet internt i kirken, primært synet på homoseksualitet. Selvom spørgsmålet vedrører det moralsk-etiske området behandles det som et bekendelsesspørgsmål og får status confessionis. Derved bliver det en dogmatisk-læremæssig problemstilling, som med større sandsynlighed kan føre til kirkesplittelse. 

Der bliver her en opdeling mellem etiske og læremæssige problemstillinger, som giver indsigt, men også adskiller troens praksis fra troens indhold. Det er dog ikke sådan, at etikken dermed bliver uvæsentlig, den er bare af et andet væsen end det læremæssige. Thaarup mener, at Metodistkirken ikke blot kan ignorere moralsk-etiske uenigheder, men at man må finde måder at rumme dem på, uden at det fører til splittelse. Altså kan og skal rummeligheden over for etiske spørgsmål være stor inden for samme læremæssige ramme, siger han og fortsætter: Kirkens enhed kræver mod og vilje til at tolerere uenighed, til at sætte fællesskabet før ens egen holdning, og til at arbejde med de institutionelle redskaber og strukturer der kan fremme dialog og inklusion uden at det anfægter den læremæssige enhed. Udfordringen er at bevare både troens kerne (dogmatisk-læremæssige basis) og at være åben over for Luthers og Wesley’s ideal, der lød: “elsk de andre, selv om vi ikke er enige”. 

Med opdelinger i dogmatik og etik risikerer man, at troens integritet brydes

En opdeling mellem det moralsk-etiske og det dogmatisk-læremæssige kan dog komme til at opdele kristentroen i en dogmatisk virkelighed, som handler om, hvad vi tror om Gud, og en etisk virkelighed, som handler om, hvordan kristenlivet leves. Når det sker, risikerer man, at troens integritet brydes. 

Tro og liv hører sammen – ikke blot som parallelle størrelser, men som to sider af samme sag. Den kristne tro er ikke blot en bekendelse af bestemte læresætninger, men endnu mere en måde at leve på. Livet skal netop formes af det, man bekender. Det særlige ved kristen etik er, at den kristne livsførelse ikke har sit udspring i samfundets normer eller individets følelser alene, men har sin rod i troens indhold, i troen på Gud, der er nådig, barmhjertig, retfærdig og hellig. På samme måde giver dogmatikken først mening og liv, når den får konkret udtryk i menneskers handlinger og fællesskab.

Tro og liv hører sammen – ikke blot som parallelle størrelser, men som to sider af samme sag. Den kristne tro er ikke blot en bekendelse af bestemte læresætninger, men endnu mere en måde at leve på. Livet skal netop formes af det, man bekender.

Når vi ser på det bibelske vidnesbyrd, ser det også ud til at tro og liv er uløseligt forbundet. Jesus taler om, at træet kendes på sin frugt, og både Paulus og Jakob understreger, at troen må være virksom og komme til udtryk i handling, ellers er den død. Det handler om helhed og troens integritet 

Også uden for kirken fastholdes enheden mellem det, som er overbevisning, og den handling, som deraf fødes. Ifølge Etisk Råd handler etik netop om, hvordan vi forholder os til “rigtigt” og “forkert”, “godt” og “ondt”, og hvordan vi bør handle for at opnå det gode liv for både os selv og andre. Det handler om de indre principper og værdier, der guider vores adfærd og samfundsindretning, ofte i form af systematiske overvejelser og diskussioner. Værdier og handlinger forstås her som sammenhængende.

Dogmatik og etik belyser og korrigerer hinanden

Opdelingen mellem dogmatik og etik må altså ikke blive til en adskillelse. Det, vi tror om Gud, må altid spejles i den måde, vi lever og handler på. Og omvendt må vores livsvalg og etiske overvejelser altid være forankret i det, vi tror. Ellers risikerer man at stå med en teologi uden konsekvens eller en etik uden retning. Troens sammenhængskraft ligger netop i, at læren og livet får lov at belyse og korrigere hinanden til gavn for kirken som et troværdigt og levende fællesskab i verden.

Det, vi tror om Gud, må altid spejles i den måde, vi lever og handler på. Og omvendt må vores livsvalg og etiske overvejelser altid være forankret i det, vi tror.

Kirkefaderen Augustin af Hippo (354–430) var optaget af sammenhængen mellem tro og livsførelse. Et centralt tema i hans skrifter er, at bøn, altså den bøn som udtrykker det, man tror om Gud, ikke bare er en ydre handling, men en indre omvendelse og livets drivkraft, der kommer til udtryk i det levede liv. Et af hans citater afspejler denne tanke og lyder: “Oratio perfecta est vita perfecta” (Den perfekte bøn er det perfekte liv). Den sande bøn former altså det sande kristne liv. Det gælder også omvendt, at et liv i sand tro former de bønner, der bedes. De to er uadskillelige.

Den anglikanske kirke i Syd og Nord er splittet i spørgsmålet om vielse af homoseksuelle

Splittelsen i den anglikanske kirke i dag er dybt forbundet med spørgsmålet om seksualitet, særligt synet på homoseksuelle forhold og ægteskab. Church of England har i de seneste år bevæget sig i en mere åben retning og tillader nu, at par af samme køn kan modtage en kirkelig velsignelse, selvom de endnu ikke kan blive viet i kirken. Dette har mødt kraftig modstand fra mere konservative grupper både i England og især i dele af det globale anglikanske fællesskab i Afrika og Asien.

For mange konservative er denne udvikling ikke blot en pastoral tilpasning, men et brud med bibelsk lære om ægteskabet som et forhold mellem én mand og én kvinde. De opfatter det som en uacceptabel teologisk ændring, der sætter kirkens enhed og autoritet på spil. Derfor har flere biskopper og kirkesamfund meldt ud, at de ikke længere anerkender ærkebiskoppen af Canterbury som deres åndelige leder. Det er et dramatisk skridt, der truer med at bryde det historiske bånd i den anglikanske verdensfamilie.

Samtidig er der også voksende utilfredshed med kirkens håndtering af overgrebssager og kritik af det moralske lederskab. Nogle ser det som en dybere tillidskrise, hvor kirken mister sin evne til at stå som etisk autoritet. Disse problemer forstærker spændingerne omkring de store læremæssige og etiske spørgsmål. På den måde bliver splittelsen ikke kun et spørgsmål om seksualitet, men også om autoritet, lederskab og kirkens identitet i en tid, hvor kulturelle forskelle og globale normskred gør det svært at finde fælles fodslag. Den anglikanske kirke står derfor midt i en dybt alvorlig krise, hvor spørgsmålet ikke længere er, om der kommer en opsplitning, men hvordan den vil forme sig.

Baptisterne tager livtag med tidens spørgsmål

Et kirkesamfund, der aktivt og målrettet har arbejdet med at finde en nutidig og levedygtig balance mellem troslære og etik, er Baptistkirken i Danmark. Her har man igangsat en proces som man kalder Genstart2025, som har til formål at revitalisere og forny kirkens fællesskab, struktur og retning. Det handler ikke om at ændre trosgrundlag eller teologi, men om at forny de rammer, relationer og værdier, som binder baptistmenighederne sammen som ét kirkesamfund. Og så handler det i stor grad om kirkens etiske ståsted særlig i relation til homoseksualitet.  

Baptisterne har tidligere drøftet etiske problemstillinger såsom forholdet til værnepligt, brugen af alkohol og rygning, kvinder i tjeneste, skilsmisse m.m. Det presserende spørgsmål i dag centrerer sig om seksuel identitet. 

I kirken er forskellige holdninger repræsenteret. Det gælder både menighederne imellem, men også i forhold til kirkesamfundets store burmesiske gruppe. Derfor var der behov for samtale og en fælles kurs for kirken. 

I forbindelse med kirkens synode i sommeren 2025 blev der udarbejdet forslag til fælles værdier for Baptistkirken som “oplæg til samtale”. Menighederne blev bedt om at forholde sig til oplægget og forberede den drøftelse, som fulgte på synoden. 

De såkaldte ”De otte teser” fra 2022-2023 udgør Baptistkirkens trosgrundlag, mens de nye værdier handler om, hvordan man vil være kirke sammen. Man forsøgte altså at skelne mellem enhed i det dogmatiske, som skal holde kirken sammen og forskellighed i etiske spørgsmål som giver bredde i kirken. Fra ledelsens side var målet med synoden og drøftelserne ikke at Baptistkirken skulle nå til enighed i forhold til etikken. Målet var at samle kirken og fremme samarbejdet kirkerne imellem. 

Synoden blev vellykket, og der var en god og åben drøftelse. Dog blev det tydeligt, at en drøftelse af etik hurtigt bliver en teologisk drøftelse. Her viste det sig, at der i baptistkirken er divergerende skriftsyn. Det spiller en afgørende rolle i de etiske drøftelser. Debatten fortsætter.

Folkekirken rummer intern uenighed uden splittelse i organisatorisk forstand

I Den Danske Folkekirke er det lykkes at fastholde et samlet trossamfund trods stor diversitet i såvel etiske holdninger som teologisk ståsted. Det kan skyldes kirkens størrelse, men må i høj grad også tillægges kirkens lange historie. 

I Danmark er kirkens værdier og kultur indvævet i dansk kultur på en måde, så det hører med til danskhed at være med i folkekirken. Desuden har folkekirken formået at optage de vækkelser, der er gået over landet, det være sig den grundtvigske vækkelse, missionsbevægelserne og nyere vækkelser. Det betyder, at folkekirken kan rumme divergerende holdninger, uden at det skaber splittelse. Der er meget forskellige holdninger til hvordan kristendommen skal tolkes og leves ud. 

Det gælder særligt i forhold til nutidens moralske og samfundsmæssige spørgsmål. Især uenigheder blandt præster, menighedsråd og kirkegængere i forhold til spørgsmål om køn, seksualitet og samliv har fået offentlig opmærksomhed.

Et af de mest markante eksempler er spørgsmålet om vielse af homoseksuelle. Siden 2012 har det været muligt for to personer af samme køn at blive viet i kirken, men det er op til den enkelte præst, om vedkommende vil gennemføre vielsen. Det har skabt en situation, hvor praksis varierer fra sogn til sogn, og hvor to medlemmer af samme kirke kan få vidt forskellige svar hvad angår kirkens holdning, alt efter hvem de spørger. Derudover er der forskellige holdninger til spørgsmål som kønsroller, inklusion af transkønnede, brug af kønsneutralt sprog i liturgien, samt kirkelig stillingtagen til fx abort, klimapolitik og flygtningespørgsmål. For nogle er det naturligt, at kirken taler ind i tidens etiske og sociale dilemmaer; for andre bør kirken først og fremmest forkynde evangeliet og afholde sig fra politiske markeringer.

Folkekirken har ikke én samlet etisk linje, og det skaber spændinger. Nogle ser mangfoldigheden som en styrke og et udtryk for rummelighed, mens andre oplever det som en uklarhed, der gør det svært at vide, hvad kirken egentlig står for. Der er ikke officiel splittelse i organisatorisk forstand, men i praksis rummer Folkekirken en betydelig intern uenighed om centrale etiske spørgsmål. 

Kirken vokser trods splittelserne

I Johannesevangeliet finder vi i Jesu afskedstale den stærkeste tale om enhed. Her kædes enhed sammen med kirkens mission. 

Jesus siger ifølge evangelisten: “Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Johs 17,20-21). 

Kirkens enhed skal altså fungere som et vidnesbyrd for verden. Det er udfordrende, da enhed er – og altid har været – vanskeligt for den kristne kirke at udleve. Heldigvis ser vi, at trods den menneskelige tilbøjelighed til uenighed og splittelse, har evangeliet spredt sig ud over hele verden.

Kirken er nu global, og den vokser fortsat. Den globale virkelighed gør ikke bestræbelserne på enhed mindre udfordrende, men det viser, at evangeliets kraft er større end kirkens uenighed. 

Altså er vi som kirke i mission henvist til at kæmpe for enhed, velvidende at enhed er svær at opnå. Måske må vi i bestræbelserne favne lidt mere, end vi troede, vi skulle, samtidig med at vi går i dybden med vores eget ståsted og efterprøver vores motiver og overbevisninger. 

Som tidligere nævnt talte kirkefaderen Augustin om enhed mellem tro og trospraksis. Men han talte også om enhed mellem de troende. For at nå så stor enhed som mulig mente Augustin, at man skulle arbejde for enhed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige og kærlighed i alt: ”In necessariis, unitas; in dubiis, libertas; in omnibus, caritas”, altså på dansk:

“I de ting, der er nødvendige, enhed; i de ting, der er tvivlsomme, frihed; i alt, kærlighed”.

 Augustins tilgang er et godt udgangspunkt, når der skal kæmpes for enhed i kirken. Både læremæssige og etiske problemstiller kan falde ind under henholdsvis væsentlige og uvæsentlige emner og kærligheden til brødre og søstre, til kirkens fællesskab og kirkesamfundets historie kan give sammenhold. Selv der, hvor splittelse er uundgåelig, kan kærligheden mindske smerten og skaden ved et brud.

Tekster, jeg har læst

Del dette indlæg:

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld Kirke for Alles nyhedsbrev

Læs mere