Hvis ikke kirken formulerer en teologi, som fastholder den klassiskkristne teologi om kirkens enhed og samtidig giver mulighed for fuld inklusion af praktiserende homoseksuelle i kirkens funktioner, så vil kirken splittes i mindst to grene, skriver Jørgen Thaarup

// Af Jørgen Thaarup, Metodistkirken, Doktor of Ministry fra Wesley Seminary,
Washington DC, dr.theol. fra Göteborgs universitet.

Denne artikel er en nænsom redigeret udgave af en artikel, der første gang blev udgivet i 2019 i tidsskriftet Ny Mission nr. 36 under overskriften “Metodistkirken arbejder for kirkelig enhed trods moralske forskelle og uenigheder.” Denne artikel er blevet opdateret med en ny overskrift og et afsluttende afsnit, der beskriver den nuværende situation i metodistkirken.

The United Methodist Church (på dansk: Metodistkirken) besluttede i 1972 at indføje en sætning i kirkens Sociale Principper, som lyder: ”The United Methodist Church does not condone the practice of homosexuality and considers this practice incompatible with Christian teaching.”

Denne bestemmelse, som kirkens øverste demokratiske synode, kaldet Generalkonferencen, besluttede sig for, blev vedtaget i en tid, hvor der var udsigt til, at de første åbent praktiserende homoseksuelle personer ville søge præsteembede i kirken, og til at de første homoseksuelle par ville søge kirkelig velsignelse eller vielse i kirken. For langt de fleste, som tog del i denne beslutning, var det en yderst teoretisk og hypotetisk sag, da homoseksuel livsstil ikke var synlig i hverken samfund eller kirke.

Sådan er United Methodist Church organiseret

The United Methodist Church er med sine 14 millioner bekendende medlemmer et protestantisk kirkesamfund med afdelinger i mange lande. Kirkens struktur er synodal med Generalkonferencen som det øverste bestemmende organ i såvel kirkeorden som i kirkedogmatiske forhold. The United Methodist Church er den største metodistkirke og udgør knap 20 % af verdens metodister.

Den britiske Metodistkirke, moderkirken til alle verdens henved 80 metodistkirker, har en anden ekklesiologi end United Methodist Church. Den britiske har spredt sig til mange lande, og mange missionskirker er plantet i tidligere britiske kolonier. Men hver gang en missionskirke har nået en størrelse, hvor den kan være selvbærende og selvstyrende, er båndene til moderkirken ophævet, og den er blevet en selvstændig kirke i det aktuelle område.

Men United Methodist Church har holdt sine missionskirker og spredninger indenfor en og samme kirke, med ét styre og én ekklesiologi. I dette perspektiv ligner United Methodist Church i høj grad Den Romersk Katolske kirke og dens hierarki af konferencer og klerikale embedsindehavere i én og samme globale struktur. Denne ekklesiologiske forståelse er ikke kendt fra andre store protestantiske kirker.

Kirken er restriktiv i forhold til moralske standarder for personers adgang til ordination og vielse

I lighed med de reformerte kirkesamfund har United Methodist Church en Book of Discipline, i mange kirker blot kaldt ”Disciplinen”. Det er en bog, som indeholder kirkens bekendelsestekster, de gennem tiden besluttede dogmatiske bestemmelser samt bestemmelser for kirkens praksis og virksomhed.

Til denne samling af tekster hører også, hvad kirken har formuleret som moralsk-etiske standarder til angivelse af kirkens holdning og til inspiration for det enkelte menneskes livsførelse. Bestemmelsen at ”the practice of homosexuality is incompatible with Christian teaching”, hører altså hjemme i denne samling af moralsk-etiske standarder, som opdateres og justeres jævnligt i takt med samfundsudviklingen og fremkomsten af nye forhold, hvor en kristen moralsk-etisk stillingtagen efterspørges.

Formuleringen ”incompatible  with Christian teaching” er en ganske tungtvejende argumentation, selvom det ikke angives, hvori det inkompatible består. Kun i forhold til ét andet emne har United Methodist Church anvendt samme tungtvejende argumentation, og det er i forhold til krig. Der står i De sociale Principper, at ”war is incompatible with the teachings and example of Christ”.

Nu er De sociale Principper ikke dogmatisk  bindende  bestemmelser, men retningsgivende i den moralsk-etiske dannelse. Derfor har bestemmelsen i forhold til krig heller ikke betydet, at United Methodist Church ikke har feltpræster, eller at den pålægger sine medlemmer at afstå fra militærtjeneste. Men udsagnet om krig er retningsgivende for kirkens holdning.

Andre kirkesamfund, som har gennemlevet uenighed og konflikt om homoseksualitet, ordination af kvinder, ordination af fraskilte og vielse af fraskilte, har oftest ikke haft en dogmatisk bestemmelse eller en social-etisk bestemmelse, som har angivet kirkesamfundets holdning til det aktuelle spørgsmål. Det har oftest været sådan, at der var tale om et nyt forhold, som havde social-etiske og dogmatiske konsekvenser, og som kirkesamfundet ikke tidligere havde taget stilling til, og derfor heller ikke havde bestemmende tekster omkring.

Sådan er det ikke for United Methodist Church i spørgsmålet om menneskets seksualitet. Her foreligger bestemmelser, som er restriktive i forhold til moralsk-etiske og dogmatiske standarder for personers adgang til ordination og for hvem, der kan vies.

Stillingstagen til menneskets seksualitet er de facto blevet et bekendelsesspørgsmål

Lige siden 1972 har hver eneste Generalkonference, som samles hvert fjerde år med delegerede fra alle verdens afdelinger af United Methodist Church, skullet tage stilling til forslag om at ophæve bestemmelserne om homoseksualitet. Forslagene har gået fra at føre De sociale Principper tilbage til de moralsk-etiske standarder fra før 1972, hvor der ikke blev sagt andet end, at mennesker med homoseksuel livsstil skulle respekteres og behandles på lige fod med alle andre, og til at foreslå positive bestemmelser om homoseksuelles adgang til ordination og kirkelige vielser.

Diskussionerne har været lange og gentagne, Lige siden 1972 har hver eneste Generalkonference, som samles hvert fjerde år med delegerede fra alle verdens afdelinger af United Methodist Church, skullet tage stilling til forslag om at ophæve bestemmelserne om homoseksualitet. Forslagene har gået fra at føre De sociale Principper tilbage til de moralsketiske standarder fra før 1972, hvor der ikke blev sagt andet end, at mennesker med homoseksuel livsstil skulle respekteres og behandles på lige fod med alle andre, og til at foreslå positive bestemmelser om homoseksuelles adgang til ordination og kirkelige vielser.

Diskussionerne har været lange og gentagne, men i de mere end 40 år, hvor teologer og kirkeledere har arbejdet med en forandring af kirkens holdning til homoseksualitet, er det ikke lykkedes. Formuleringen fra 1972 står ved magt, intet er forandret, og intet er lagt til. Men de gentagne diskussioner har radikalt forandret situationen således, at det, der i 1972 begyndte som en stillingtagen til en hypotetisk og teoretisk problematik, nu er blevet en altoverskyggende konflikt, som reelt truer kirkens enhed. Mange tolker allerede nu situationen sådan, at United Methodist Church befinder sig i konflikt, og at forskellig stillingtagen til menneskets seksualitet er kirkeadskillende.

I sig selv kan bestemmelsen om menneskets seksualitet ikke være status confessionis, et bekendelsesspørgsmål, men i praksis befinder United Methodist Church sig i en konflikt, hvor stillingtagen til menneskets seksualitet de facto er status confessionis.

Kirken blev splittet på grund af slavespørgsmålet – men blev senere forenet igen

Det er ikke første gang, at Metodistkirken har været i denne situation. Da Metodistkirken i Amerika blev en selvstændig kirke, kom den ganske hurtigt i konflikt omkring slaveriet. Dengang havde kirken i sin Disciplin en bestemmelse af moralsketisk karakter, som gik ud på, at slaveejere havde et år til at sætte deres slaver fri, ellers ville de blive ekskluderet fra medlemskab af kirken.

Ligeledes blev slavers ligeværdighed brugt som argument for, at metodistmenigheder ikke måtte deles, så de fri borgere var i én menighed, og slaverne i en anden. En metodistmenighed skulle være forenet, og ingen metodister måtte eje slaver, selvom samfundet generelt tillod slaveriet. Men striden om slaveriet betød i praksis, at kirken blev splittet i en nordlig og en sydlig Metodistkirke, og først i 1939 blev konflikten overvundet med en kirkeforening. Slaveriet var de facto status confessionis i Metodistkirken fra 1844, hvor splittelsen fandt sted.

Der er uenighed om, hvorvidt seksualitet er et etisk eller dogmatisk spørgsmål

I konflikten omkring menneskets seksualitet har United Methodist Church ikke formået at definere, hvori problematikken består. Der er ikke enighed om, hvilket problem kirken står overfor. Er det et moralsk-etisk problem, eller er det et dogmatisklæremæssigt problem?

På samme måde som på nytestamentlig tid, hvor striden, som Paulus engagerede sig voldsomt i, var, om hvorvidt de hedningekristne skulle overholde Moselovens bestemmelser, har nogle metodister hævdet, at stillingtagen til menneskets seksualitet er et dogmatisk spørgsmål. Argumentationen er, at menneskets seksualitet hænger sammen med menneskets skabelse i Guds billede, som mand og kvinde. Tilladelse af homoseksuel praksis er derfor en krænkelse af selve skabelsen. Ligeledes er det en krænkelse af skabelsens orden, hvor seksualiteten er givet, for at mænd og kvinder kan føre slægten videre ved at sætte børn i verden. Alene det forhold, at forplantningen kræver “medvirken af begge køn, er argument for, at legitimiteten af homoseksuelle relationer har dogmatisk karakter.

Dertil kommer, at striden om homoseksuelles legitime praksis kædes sammen med bibelsyn og kirkens tradition. En accept af homoseksuelles adgang til præsteembede og vielse anses derfor som en fornægtelse af Bibelens autoritet og en krænkelse af kirkens tradition.

For dem, der ønsker at forandre kirkens nuværende position på spørgsmål om homoseksualitet, er det derimod et argument, at sætningen ”incompatible with Christian teaching” er blevet et dogme, som kirken i 1972 lagde til det bekendelsesgrundlag, som hidtil havde udgjort ortodoks tro og lære. Dette opfattes som en krænkelse af den kristne lære om Gud og af den kristne troslære, fordi man dermed påstår noget, som aldrig har været inkluderet i kristen lære eller været en betingelse for ret kristen tro. Tillægget i 1972 opfattes som kætteri.

For andre i United Methodist Church er menneskets seksualitet et spørgsmål af kulturel og moralsk-etisk karakter. Her anses homoseksualiteten som enten syndig og en løssluppenhed eller, modsat, en naturlig menneskelig form for seksualitet, som har været praktiseret af et mindretal i forskellige historiske “perioder, omend med flertallets mere eller mindre udtalte misbilligelse.

Men det er helt tydeligt, at diskussionen og behandlingen af denne konflikt i United Methodist Church viser, at der ikke er enighed om den grundlæggende forståelse af fænomenet homoseksualitet eller anden seksualitet forskellig fra hetero og monogam seksualitet. Er det synd eller naturlig adfærd? Er det krænkelse af kirkens gældende dogmatik eller umoral i forhold til det kontekstuelle moralkodeks? Er det en unormalitet, en tilstand som kan behandles og forandres, eller er seksualiteten, også når den ikke er heteroseksuel, en tilstand som er ligeså integreret i personligheden som modersmålet og de grundlæggende personlighedsdannende elementer? Er der tale om en genetisk bestemt seksualitet, eller er seksualitetsdannelsen alene knyttet til opvækstmiljøet? Eller en kombination af det hele?

Det er ikke lykkedes metodisterne at definere homoseksualiteten og nå til en forståelse af fænomenet, og så længe det ikke er tilfældet, er der ingen udsigt til at komme nærmere en fælles forståelse, hverken af fænomenet, eller af hvilken holdning kirken skal have.

United Methodist Church er ikke den eneste kirke, hvor de såkaldte moralsk-etiske  problematikker skaber skismatiske tilstande. Da Community of Protestant Churches in Europe samledes til General Assembly i Basel i september 2018, var den første beslutning om arbejdet i den næste femårsperiode at udvikle et studiedokument om de moralsk-etiske tematikker, som langt de fleste af CPCEs 80 kirkesamfund anser for de vigtigste i den nærmeste fremtid. Kirkeledere og repræsentanter fremførte gentagne gange, at den overordnede skismatiske problematik i de protestantiske kirker i Europa er spørgsmålet om homoseksualitet. Flere kirker tilkendegav, at de er i konflikt over dette spørgsmål. CPCE besluttede imidlertid, at studiet af homoseksualitet som skismatisk tema ikke skulle ses isoleret, men som en del af et antal moralsk-etiske tematikker, som alle er hyperaktuelle, og som har potentiale til kirkesplittelser. 

Efter diskussion blev følgende tematikker listet op: Homoseksuelles adgang til præsteembede og vielse, ordination af kvinder, politisk nationalisme og migration og forpligtelsen på gæstfrihed overfor flygtninge. Interessant er det, at kirkeledere og CPCE sætter disse tematikker sammen og siger, at det alt sammen er moralsk-etiske spørgsmål, der har potentiale til at få effekt i kirken som et status confessionis, og at det allerede nu ser ud til, at kirkerne er  parate til at acceptere skisma på grundlag af stillingtagen på disse områder, fordi det er selve kristendommens inderste kerne, som står på spil.

Spørgsmålet om seksualitet bliver et spørgsmål om ekklesiologi

United Methodist Church arbejder med spørgsmålet om homoseksualitet ved at angribe problematikken ekklesiologisk. Hvordan kan vi indrette kirken globalt, så der bliver plads til forskellige positioner og praksis fra afdeling til afdeling af kirken, og dog stadig være én kirke?

Hvad er mindste fællesnævner for at være én kirke? I økumenisk teologi har de protestantiske kirker ofte fremhævet Confessio Augustana og Religionsartikel XIII, hvori angives, at kirken er fællesskabet af troende, hvori Ordet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Omkring denne bestemmelse udfolder kirkerne på forskellig måde deres ekklesiologi og forståelse af kirkens enhed. Ligeledes er Nicænums formulering, at kirken er én, hellig, almindelig og apostolsk, genstand for udviklet teologi om det fælles grundlag, hvorpå kirkens enhed med sig selv og andre kirker består.

For United Methodist Church er udfordringen nu at sammensætte en ekklesiologi, som hviler på bekendelsesteksterne, men også giver åbenhed for forskellig forståelse af menneskets seksualitet, specielt i relation til præsteembedet og vielse. Det er især omkring Ordets forkyndelse og kirkens hellighed at konfliktpunkterne findes. Hvis ikke kirken formulerer en teologi, som fastholder den klassiskkristne teologi om kirkens enhed og samtidig giver mulighed for fuld inklusion af praktiserende homoseksuelle i kirkens funktioner, så vil kirken splittes i mindst to grene.

Hvis ikke kirken formulerer en teologi, som fastholder den klassiskkristne teologi om kirkens enhed og samtidig giver mulighed for fuld inklusion af praktiserende homoseksuelle i kirkens funktioner, så vil kirken splittes i mindst to grene.

Generalkonferencen for United Methodist Church, som er kirkens øverste synodale myndighed og består af valgte repræsentanter fra alle dele af kirken, besluttede i 2016 at nedsætte en 32-personers komité, kaldet ”A Way Forward”, til at forberede beslutningsgrundlag og fremsætte forslag til behandling på en ekstraordinær Generalkonference, som finder sted i februar 2019. A Way Forward består af biskopper, præster, lægfolk, mænd, kvinder og LGBTQ-personer fra alle lande, hvor United Methodist Church har kirker.

Alle ved, at problematikken er homoseksuelles adgang til ordination og vielse, men forslaget, som A Way Forward-komitéen nu har sendt ud til medlemmerne af den ekstraordinære Generalkonference, handler alene om, hvordan kirken kan ændre sin struktur og give plads for forskellige positioneringer på de etiskmoralske områder, afhængig af den kontekst, som de lokale kirker befinder sig i. A Way Forwardkomitéen har vurderet, at det er den eneste måde, hvorpå den grundlæggende problematik kan behandles.

A Way Forward-komitéen har udarbejdet tre modeller for den fremtidige kirkestruktur, og Generalkonferencen kommer ved afstemning til at beslutte sig for, hvilken model der skal gælde. Én model går ud på at bevare formuleringerne om menneskets seksualitet, som blev indført i 1972, og skærpe kirketugten, så biskopper og lokale kirker pålægges at følge kirkens policy med mulighed for eksklusion, både af enkeltpersoner, af menigheder og eventuelt hele landes metodistkirker.

En anden model går ud på at slette de fordømmende formuleringer imod homoseksuel praksis og lade kirkerne i de enkelte geografiske områder selv beslutte, om ordination af praktiserende homoseksuelle og vielser og velsignelseshandlinger af personer af samme køn skal være legitimt.

En tredje model går ud på at lade kirken inddele sig i tre grene efter den position, den enkelte lokalkirke finder rigtig. Det forudses, at denne model vil tage 10 år at implementere, da alle kirkelige organisationer og strukturer i kirken skal splittes op i tre grene. Det er ikke forudsigeligt, hvilken af de tre modeller, der kan samle det nødvendige flertal for gennemførelse.

Et fjerde scenarium er, at ingen af de tre foreslåede modeller opnår majoritet. I så fald er kirkens ordning og struktur status quo, og fremtiden bliver en fortsættelse af de fortolkninger og omgåelser af reglerne, som er situationen nu.

Uklarheder har skabt rum for homoseksuelle gejstlige

Konflikten om det moralsk-etiske i ordination af praktiserende homoseksuelle og vielser af samkønnede i United Methodist Church har vist sig med al tydelighed i den måde, hvorpå den nugældende fordømmelse af homoseksuel praksis er blevet administreret og fortolket de seneste 15-20 år.

Kirkeordningen pålægger de enkelte landes Metodistkirker, at de ikke må ordinere åbent praktiserende homoseksuelle personer. Denne bestemmelse er i nogle amerikanske stater blevet efterlevet ved, at kirken er holdt op med at spørge kandidater til præstetjenesten om deres seksuelle orientering. Eksamination af præstekandidater og den biskoppelige samtale med ordinander indeholder ikke længere spørgsmålet om seksuel orientering, fordi kirken har bestemt, at det vil den ikke vide noget om og ikke tillægge nogen betydning ved bedømmelse af præstekandidater. I disse stater er adskillige praktiserende homoseksuelle personer blevet ordineret til præster i Metodistkirken. Ligeledes er Metodistkirken i nogle amerikanske stater stoppet med at håndhæve bestemmelsen om, at ingen metodistpræst må medvirke ved, og ingen kirkebygning ejet af Metodistkirken må anvendes til vielser eller velsignelseshandlinger af samkønnede.

I 2016, lige efter den seneste Generalkonference, blev en homoseksuel kvinde, der er gift med en kvindelig ordineret diakon, valgt og viet til biskop i USA. Fire biskopper ledede valget og vielsen, og samtlige begrundede deres handling med, at de fulgte den angivne proces, overholdt kirkens ordning og lod konferencens valg af biskop gælde. United Methodist Church har således fungerende ordinerede præster og en biskop, som er åbent praktiserende homoseksuelle, og ligeledes foretages der vielser af samkønnede i metodistkirker.

Denne fortolkning af kirkens gældende Disciplin kolliderer med andre fortolkninger. Der har ved kirkens egen kirkeret været rejst anklage mod såvel de homoseksuelle præster som mod den homoseksuelle biskop, men hidtil uden resultat. Kirkeretten og andre juridiske instanser er veget uden om problematikken og har undladt at afgive en klar tolkning af, hvorvidt United Methodist Church’s kirkeordning og dogmatiske lære kan tillade homoseksuelle at blive ordineret eller viet i kirken. Det har været en uudtalt forståelse, at kirkerettens undvigende juridiske manøvrer i disse sager er et udslag af, at kirkeretten ikke ønsker en juridisk afgørelse, men forventer, at kirkens Generalkonference vil forandre kirkeordningen, så der bliver klarhed og entydighed til efterlevelse globalt.

Som historien er forløbet indtil nu, tyder det ikke på, at der kommer nogen klarhed eller entydighed. I hvert tilfælde ikke gennem forandring af kirkeordningen og strukturerne. Men måske er det en fordel for United Methodist Church ikke at være alt for tydelig og klar i sine dogmatiske formuleringer og angivelse af, hvad der er god moralsk-etisk bestemmelse.

Uklarheden og det mangelfulde i de retningsgivende tekster kan bibringe den åbenhed og rum for fortolkning, som gør det muligt for kirken at forblive én og samtidigt forholde sig forskelligt til det moralsketiske spørgsmål om homoseksuelles adgang til præsteembedet og vielser af samkønnede.

På vej mod en skismatisk og/eller en økumenisk tid

I den kommende tid, hvor flere og flere moralsk-etiske problematikker udfordrer kirkerne, som nævnt fra CPCEs teologiske tænketank for de kommende år, bliver det interessant at følge, om de skismatiske brudflader i spørgsmålet om menneskets seksualitet følger andre brudflader. Nogle af de tematikker, CPCE peger på, som nogle der måske kan vise sig at opnå effekt som status confessionis, er: Ordination af kvinder, politisk nationalisme og migration og forpligtelsen på gæstfrihed overfor flygtninge. Vil det vise sig, at brudfladerne omkring menneskets seksualitet følger samme brudflader som kirkens skismaer og brudflader i holdningen til disse forskellige områder? Eller bliver brudfladerne forskellige og uden parallelitet fra tema til tema? Hvis det viser sig, at flere brudflader følger samme eller parallelle linjer, så står kirken overfor en skismatisk tid, som vi skal tilbage til reformationen for at finde tilsvarende. Intet mindre.

For United Methodist Church er situationen absurd, fordi den i sin konstitution har indbygget den økumeniske forpligtigelse til at stræbe efter kirkens enhed. The United Methodist Church har en lovparagraf i sit regelværk, som fastholder kirken på bestræbelsen mod kirkens synlige enhed. Denne forpligtigelse søger kirken med al tydelighed at efterleve ved at være overordentlig aktiv i alle økumeniske organisationer. Ligeledes har Metodistkirken bestræbt sig på at indgå i unionskirker, hvor det har været muligt. De forskellige fraktioner i Metodistkirken, som gør forskellige teologier gældende på spørgsmålet om menneskets seksualitet, er alle af den opfattelse, at de vil forblive i Metodistkirkens Verdensråd, i Metodistkirkens Europaråd, i Community of Protestant Churches in Europe, i Council of European Churches og i Kirkernes Verdensråd. Metodistkirkerne vil være i alle de store økumeniske organisationer.

På den baggrund rejser spørgsmålet sig: Hvad er det for en splittelse, som United Methodist Church befinder sig i på grund af de moralsk-etiske uenigheder og forskelle, og hvad er det for et kirkefællesskab og en erklæret enhed, som United Methodist Church befinder sig i i de økumeniske fællesskaber med andre kirker i den metodistiske, den lutherske, den calvinske og den katolske tradition?

Sådan ser situationen ud i dag (nyt, tilføjet afsnit):

Siden 2019 er der sket en del interessante ting.

En konservativ gruppe er brudt ud

25% af UMCs 12 millioner medlemmer i USA, hovedsageligt, har forladt UMC, og de fleste er gået sammen og stiftet en ny kirke, som har navnet Global Methodist Church. Det er spørgsmålet om menneskets seksualitet alene, som er årsagen til denne splittelse.

Men når man læser dokumenterne omkring Global Methodist Church teologie og bekendelsesskrifter, skal man lede længe og i ganske få detaljer for at finde noget som helst om menneskets seksualitet, samkønnet vielse og ordination af homoseksuelle.

Det er tydelig således, at splittelsen fra UMC var begrundet i spørgsmålet om seksualitet, men den nye kirke vil ikke definere sig selv ud fra denne splittelse. 

Den tilbageværende størstedel af kirken har formuleret en mere åben tilgang

Den tilbageværende UMC med de 75% af UMCs 12 millioner medlemmer, var samlet til General Conference i maj 2024, og her vedtog kirken et sæt nye sociale principper, hvori findes formuleringen:

“We affirm marriage as a sacred, lifelong covenant that brings two people of faith, an adult man and woman of consenting age or two adult persons of consenting age, into union with one another and into deeper relationship with God and the religious community.”

Med denne nye formulering har UMC stadfæstet, at spørgsmålet om menneskets seksualitet ikke er et dogmatisk spørgsmål, men et etisk spørgsmål, hvilket er en afgørende præcisering.

I Danmark lader man det være op til den enkelte metodistpræst

I Danmark har disse ændringer i den globale UMC betydet, at Metodistkirken i Danmark ikke vil beslutte en entydig holdning til samkønnet vielse. Det er ikke en sag, som kirkesamfundet skal tage stilling til. Det er de enkelte præster, som er ordinerede til pastoral tjeneste og af Kirkeministeriet fået vielesesret, som alene vurderer og afgør, hvem de vil vie, og hvem de ikke vil vie. Det er ikke menigheden og ikke kirkesamfundet, men den enkelte præst som har den myndighed. Og kirkesamfundet accepterer selvfølgelig den beslutning, som den enkelte præst foretager i det konkrete tilfælde. 

Det betyder, at vi rent faktisk ikke ved, hvor mange danske metodistpræster, der vil foretage vielse af samkønnede. Indtil dags dato har vi kun haft to vielser af samkønnede. De blev foretaget af den samme præst og i samme lokale kirke. 

Metodistkirkens måde at håndtere spørgsmålet på møder modstand i økumeniske sammenhænge

Det eneste sted, hvor Metodistkirken nu møder diskussionen om samkønnet vielse, der er i regi af Evangelisk Alliance og Frikirkenet og andre økumeniske samarbejdsorganer, hvor flertallet af kirkesamfund og kirkelige organisationer har en udpræget konservativ teologi, som er tydelig kritisk overfor Metodistkirkens holdning til dette spørgsmål.

Flere lokale metodistpræster møder kritik fra andre frikirkepræster. Her synes jeg, at det er tydeligt, at flere konservative frikirker og kirkelige organisationer i Danmark holder fast i, at de anser spørgsmålet som dogmatisk og kirkeadskillende. Metodistkirken har placeret sig i den gruppe af kristne kirker, som præciserer, at menneskets seksualitet er et etisk spørgsmål og ikke dogmatisk. Jeg tror diskussionen i Danmark vil fortsætte længe endnu.