Mødet kan virke nærmest eksotisk når man er opvokset i et land med en enhedskultur og en dominerende majoritetskirke, men det er velgørende, klogt og giver håb til troen på kirkens langtidsholdbarhed, skriver Thomas Frovin, der også inviterer til en dansk udgave af mødet

// Af Thomas Frovin, sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro i København

Det økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby har en særlig plads for mange mennesker. At en lille landsby, Bjärka-Säby, uden for Linköping i det syd-centrale Sverige skulle få betydning for den økumeniske samtale i Norden, har sin særlige historie og var ikke givet på forhånd. 

Historien er, at den lokale pinsekirke i Linköping med Samuel Halldorf som præst fik doneret et nyklassicistisk slot af en gudelig mæcen. Nya Slottet, som det hedder, blev efterfølgende under ledelse af Samuel Halldorfs søn, Peter Halldorf, et kraftcenter for teologisk tænkning og for samling af hovedsageligt mennesker af forskellige protestantisk aftapning, som savnede at fordybe sig i kirkehistoriens praksisser og dens halvglemte tænkere.

I slutningen af 1990erne opstod idéen om at lave et klosterlignende fællesskab på slottet, og det blev begyndelsen på Ekumeniska Kommuniteten i Bjärka-Säby, der konstituerede sig i 2009. 

Det er tidsskriftet Pilgrim, hvis redaktør er Peter Halldorf, som i mange år har sat den ramme, som mange af os, der ikke bor i nærheden af Nya Slottet, boltrer os i. Her skriver nogle af Skandinaviens dygtigste teologer, poeter og lægfolk om troen og livet. 

Tidsskriftet fyldte i år tredive, og i de tyve af årene har man indbudt til et efterårsmøde – “Pilgrims höstmöte” på svensk – for unge voksne med det ønske at sætte fokus på åndelig vejledning, samt at introducere nye og glemte kirkelige tænkere fra hele paletten af landskabet for unge mennesker.

Men relationen mellem det meget økumeniske kommunitet, der trak på oldkirkelig, ortodoks, katolsk og karismatisk teologi, og pinsekirken i Linköpings ledelse, der mente, at det lå for langt fra pinsekirkens teologi, endte med et brud, hvor kommunitetet blev smidt ud af slottet. 

Relationen mellem kommunitetet og pinsekirken i Linköping har det seneste år ikke været den varmeste. Nya Slottet er ikke længere fast tilgængeligt for kommunitetets arrangementer – man lejer sig ind på lige vilkår med alle andre. Kommunitetet har dermed ikke for tiden mulighed for at organisere sig med husfolk og større retræter og undervisningsvirksomhed. 

I stedet holder en gruppe af mennesker omkring landsbyen Bjärka-Säby fast i en daglig bønsrytme i det nyindviede Treenighetens kapel. Samtidig sidder der hver dag hundredevis af mennesker rundt om i norden som via app’en ”Tidegärden” eller gennem de udgivne bøger beder i den rytme, der også vil være velkendt for mennesker, der har besøgt klosterfællesskabet Bose i det nordlige Italien.Da man ikke længere har mulighed for at beværte mange mennesker, og påskyndet af pandemiens vilkår, besluttede man sig for en håndfuld år siden at flytte det årlige ”Höstmöte” fra Bjärka-Säby og ind til Linköping, en mellemstor svensk by med et rigt kirkeligt liv. Her indgik man i et samarbejde med Equmeniakyrkan, domkirken og ikke mindst det lokale kulturhus og bageri ”Babette’s Kafferi”, der holder til i en tidligere baptistkirke. Det betyder, at man nu kan invitere et større antal mennesker, og i år deltog således 800 mennesker i de tre dages seminarer, samtaler, koncerter og gudstjenestefejringer.

Blandt weekendens medvirkende var den canadiske teolog Kate Bowler, den tjekkiske Tomáš Halík, den også i Danmark velkendte Tomas Sjödin, kardinal Anders Arborelius, Peter Halldorf, og mange flere, som nok ikke vil være bredt kendt for et dansk kirkepublikum.

Niveauet er højt. Samtalen er sat i højsædet. De enkelte oplægsholderes kirkelige og pædagogiske tradition viser sig tydeligt. Ind i mellem er der tidebønner, plads til at købe bøger og frekventere bogborde, der bugner med til svensk oversatte klassikere i en sådan grad, at man som dansker bliver grøn af misundelse. Aftnerne fyldes med skønhed; koncerter, gudstjeneste, lovsang og plads til forbøn.

Det økumeniske kommunitet er kendetegnet ved et fokus på de praksisformer, der binder den kristne kirke sammen, med bønnen og gudstjenestefejringen som det gennemførte udtryk. Her findes en åbenhed overfor de mange udtryk, kirken og teologien har fået gennem de seneste tyve sekler, og en villighed til ikke at polemisere, men i stedet lytte til hinanden med varm nysgerrighed. Det kan virke nærmest eksotisk når man er opvokset i et land med en enhedskultur og en dominerende majoritetskirke, men det er velgørende, klogt og giver håb til troen på kirkens langtidsholdbarhed.

Katolske Tomáš Halík blev interviewet om sin egen trosrejse og sine studier og ordination til præst i jerntæppets dage, hvor den østeuropæiske kommunismes hænder også lagde sig på kirkerne. Han mindede tilhørerne om, at ligesom der ikke findes en Kristus uden sår, så kan der heller ikke findes en kirke uden. 

Som disciplen Thomas er det måske os, der skal turde nærme os netop det, der kan ligne kirkens sår, for at finde nye indsigter i evangeliet; måske der her findes en berøringsflade mellem Jesu sårmærker, kirkens ufuldkomne natur og vore egne skrammer. Halíks budskab oplevedes nærværende i en tid, hvor mange kirkelige traditioner brydes med at finde sine ben at stå på, så man fortsat kan være et troværdigt vidnesbyrd om den opstandne. Han opmuntrede kirkerne til at bygge en forgård for de mennesker, hvis spiritualitet umiddelbart går kirken forbi, men som er præget af åbenhed og nysgerrighed. Et tema, der synes at gå igen for kirker overalt i Europa er nemlig fornemmelsen af en ny åndelig nysgerrighed, som kræver teologiske håndtag, og som kræver kirkens nærvær.

”Höstmötet” efterlader deltageren mæt og tankefuld, men også taknemmelig for, at det, få timer fra København, er muligt at samle mange hundrede mennesker i en økumenisk lovsang; ikke ud fra en laveste fællesnævner, men med et forholdsvist højt lixtal, og så alligevel: Stadig bundet til det, der altid vil være kirkens kendetegn, nemlig bønnen og gudstjenestefejringen. 

I København forsøger vi at emulere projektet en smule med ”Vinterglød”-festivalen på Vesterbro d. 23.-25. januar 2026; måske du kunne have lyst til at være med?