Hellighed handler om at søge helhed og enhed og at åbne sig for den anden. Et helligt liv er ikke kendetegnet af afsondrethed, ved særlig klædedragt eller indforstået sprog, men af en praksis, hvor der er åbenhed over for det enkelte menneske, fællesskaber og skaberværk, skriver Henrik Petersen
// Henrik Sonne Petersen, Generalsekretær i Dansk Missionsråd
Er antisemitisme ved at blive populært? Ja, det er der noget, der tyder på, i hvert fald hvis det forstås på den måde, at negative holdninger til jøder er blevet så almindelige, at det direkte påvirker jøders mulighed for at bo og leve i Danmark.
Det er senest blevet kortlagt igennem en rapport fra Institut for Menneskerettigheder fra september 2025 med titlen Jødisk liv i Danmark.[i] Her fremgår det, at langt de fleste jøder[ii] har oplevet antisemitisme det seneste år, enten på egen krop eller som vidne til det.
Både FN, EU og senest Institut for Menneskerettigheder har lavet forslag til handlingsplaner. Motivationen til disse forslag sammenfattes dog bedst i et passioneret udtryk af Martin Krasnik i Weekendavisen, 9.oktober:
”Der er brug for alle kræfter, hvis vi skal bryde fri af denne rædsomme tilstand. Det kræver, at alle pragmatiske kræfter træder i karakter”.
Ja, men så lad os gøre det! Jeg vil tage udfordringen op, og med afsæt i mit ståsted i det kirkelige landskab overveje, hvordan kirkelige fællesskaber i Danmark kan træde i karakter.
Hvad siger Krasnik mere?
I en lille bog fra 2024, En smal bro over afgrunden, beskriver Martin Krasnik det at være jøde i Danmark som at være indskrevet i en klaustrofobisk tilstand, muret inde på alle sider af høje mure, begloet og udsat for en gestikulation, der grænser til vold. Det er et liv med en tyngde i kroppen, der dræner livskvalitet.
Udviklingen dokumenteres metodisk af AKVAH, Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser.[iii] Krasniks bog tager afsæt i situationen omkring 7.oktober, med billeder der ætser sig ind på nethinden, når han beskriver de forfærdelige ting, Hamas gjorde mod jøder. Ubeskriveligt, unævneligt – dæmonisk ondskab på spil blandt mennesker.
Krasnik arbejder også med at beskrive Israels oprindelse i 1948, og hvordan det førte med sig, at 700.000 palæstinensere blev fordrevet, eller rejste, fra området (og at 900.000 jøder i årene efter blev fordrevet, eller rejste, fra arabiske lande). Tragiske begivenheder som på arabisk kendes som al-Nakba, ”katastrofen,” og som ikke ligger længere væk, end at mennesker stadig kan genkende deres huse, deres land og deres træer, som nu er ejet af jøder.
På den baggrund er det ikke så underligt, at de tanker, der ledte til etableringen af Israel, zionismen, er omstridt. Når Israel så tilmed ulovligt annekterer områder, og fører krig mod Hamas i Gaza-striben med umådeligt overdrevne midler, vokser kritikken nemt til en egentlig antizionisme, der anfægter selve nationalfortællingen i Israel.
Nu er zionisme stadig et omdiskuteret begreb. Ifølge Krasnik spænder det over en bred vifte af meninger, og er på en måde en kamp om Israels sjæl (Krasnik 2024: 149). Lige fra en oprindelig socialistisk inspireret vision med lige rettigheder for alle minoriteter, over angivelse af national israelsk identitet, til revisionister, der drømmer om en jødisk stat med udgangspunkt i Bibelens landløfter (Krasnik 2024: 91).
Men selvom zionisme i dag spænder over de positioner, Krasnik nævner, og selvom nogle af de mere konservative har givet udtryk for, at de accepterer vold og drab som nødvendige midler, er det stadig ikke nok til at legitimere en antizionisme. Krasnik er selv kritisk overfor bosætterkolonialisme, og Israels vildt overdrevne krigsførelse i Gazastriben, men forsvarer stadig fortællingen bag Israel, altså zionismen. Der er plads til umådelig meget kritik af Israel, men der er ikke plads til antizionisme, fordi det sidste åbner sprækker, hvorfra der ikke bare lyder kritik af ideerne i zionisme, men af det jødiske folk som sådan. Antizionisme åbner med andre ord sprækker til antisemitisme.
Krasniks bog gør det klart, at det at være jøde i Danmark er direkte påvirket af forhold i Israel og Palæstina. Kritisér gerne Israel, skriver han, men lad kritikken følges af en utvetydig afvisning af Hamas, og den dæmoniske ondskab i angrebet 7.oktober. Desuden skal man vide, at kritik af zionisme ikke bare handler om Israel, men også mistænkeliggør jøder i Danmark.
Problemstilling om antisemitisme i Danmark
Med Krasniks perspektiv i baghovedet er det muligt at sætte lidt flere ord på, hvad problemet med antisemitisme i Danmark er. I første række er der ikke tvivl om, at der er en stor grad af uvidenhed om jøder og Israel, associeret med en slags selvoptagethed, hvor det hverken er klart, at der er særlige problemer for jøder i Danmark, eller at jøder her påvirkes af hvordan danskere relaterer til krig og konflikt i Mellemøsten.
Det står heller ikke klart for mange af os, at antizionisme og dens iboende, små åbninger mod antisemitisme, ikke kun udfordrer danske jøder, men også udgør en udfordring for andre minoritetsgrupper, fordi usikkerhed om én gruppe smitter af på andre.
I anden række spiller frygt en rolle, hvor det fremmede, og de fremmede, er usikkerhedsmomenter, der bedst holdes på afstand med mure, afstand, afvisning. I Danmark er det i første række muslimer, der vækker frygt som de arketypiske ”andre,” men frygten for muslimer smitter af på andre minoritetsgrupper, herunder på jøder.
Konkrete tiltag i Danmark
Kirkers engagement i den problemstilling med uvidenhed, selvoptagethed og frygt kan tage flere former, f.eks. som opbakning til det arbejde, der allerede bekæmper antisemitisme. Her vil jeg fremhæve rapporten fra Institut for Menneskerettigheder, som indeholder forslag til en handlingsplan:
- Målrettet indsats mhp. introduktion af jødedom blandt børn og unge mennesker;
- Indsats for at inddæmme antisemitisme på arbejdspladser og i uddannelser;
- Etablering af et uafhængigt center til at forhindre antisemitisme og andre udtryk for intolerance, og for at promovere borgerrettigheder.
Et andet arbejde, som er i gang i Danmark, har mere karakter af en bevægelse, nemlig kampen mod facisme. Det er en kompleks sag, som spænder fra bevægelsen Antifa (Antifacistisk Aktion i Danmark), der identificerer facistiske træk i zionisme, til værker i europæisk åndsliv inspireret af jødiske erfaringer efter Anden Verdenskrig, hvor det ikke er sproget, men ”sprogløsheden og stumheden, der er et fængsel,” som Peer E. Sørensen udtrykker det.[iv]
I dette essays sammenhæng er det især åndslivets arbejde med antifascisme, der er relevant. For sproget er en nødvendig del af vores mulighedssans, hvilket er den sans, der i historiske kriser og krigssituationer gør det muligt at forestille sig en situation med fred. Der er brug for forestillinger, som kan bryde ud af krisers trange univers, hvor der kun synes én vej at gå, selvom det indebærer undertrykkelse og vold. En sans for muligheder er med Peer E. Sørensens ord en chance for at ”bemægtige sig uvirkeligheden igen,”[v] der hvor virkeligheden ikke længere giver mening.
Konkrete tiltag i kirkeligt regi
Men kirkelige fællesskaber er ikke kun henvist til at støtte op om det, der foregår rundt omkring. Der er også konkrete tiltag i europæisk og dansk kirkeliv. Her kan der for eksempel nævnes den lille skrivelse fra det andet vatikanerkoncil, Nostra Aetate, hvor den katolske kirke eksplicit åbner for anerkendelse af såvel jøder som muslimer.[vi]
I forbindelse med 50-års jubilæet for Nostra Aetate, for præcis 10 år siden, udsendte den katolske kirkes et dokument med titlen ”The Gifts and the Calling of God Are Irrevocable,” Rom.11: 29. Her blev det gjort klart, at kirken ikke længere støttede institutionaliseret mission rettet mod jøder, selvom kristne selvfølgelig, lyder det i dokumentet, skal bære vidnesbyrd om kristen tro i forhold til jøder, såvel som til alle andre.
Flere andre kirkesamfund har taget lignende skridt. I 2016 afviste Den evangeliske Kirke i Tyskland, EKD, at jøder kan være mål for mission.[vii] I Skandinavien har Svenska Kyrkan længe haft den opfattelse, at relationen til jøder bedst udfoldes som religionsdialog, mens Den norske Kirke i 2024 modtog en grundig rapport med titlen, Den norske kirke i møte med jødedom og jøder.[viii]
I Danmark er der ikke en officiel holdning i Den evangelisk-lutherske Folkekirke til jøder. Men i oktober 2023, godt to uger efter angrebet på Israel, afholdt Israelsmissionen sammen med Dansk Missionsråd en konference, ”Kirken og det jødiske folk,” hvor det netop var spørgsmålet om mission til jøder, der var i centrum.[ix]
Ud over disse konkrete tiltag i kirkeligt regi til at træde i karakter overfor antisemitisme er der et par andre danske tiltag, der kan næves.
Folkekirke og Religionsmøde er Folkekirkens organ for arbejdet med religionsmøder, og de har derfor også udviklet materiale om antisemisme. Dernæst er der foreningen Religion og Samfund, Resam, som ikke er kirkeligt baseret, men et samtaleforum for religiøse ledere. Som forum samler Resam repræsentanter for kirker og jødiske ledere (sammen med ledere fra Muslimske miljøer), og er derved et meget konkret arbejde med at træde i karakter sammen som religiøse fællesskaber i Danmark.
Endelig vil jeg nævne, at der blev afholdt en konference om zionisme 28.maj 2025, arrangeret af Aarhus Universitet i samarbejde med blandt andre Dar Al-Kalima University fra Betlehem. Temaet for de forskellige indlæg handlede om nordiske kirkers relation til Palæstina i almindelighed, og Gaza i særdeleshed.
Men i baggrunden lå spørgsmålet om ”kristen zionisme,” som i manges øjne fremstår som ekstern støtte til den religiøst begrundede nationalisme i Israel, og dermed en problematisk opbakning til ulovlig bosætterkolonialisme.
Dermed ser det ud til, at de kirkelige udtryk for modstand mod antisemitisme er på linje med arbejdet med antifacisme i den forstand, at de dels afviser totalitære elementer, dels er åbne for ”uvirkelighed,” altså visionære forestillinger om en anden bevægelse end den, der går mod ensretning og fortielse. Men det ser ud til, at der er flere udtryk for afvisning end for visionære forestillinger. Der er således både afvisning af at drive mission med jøder som objekt, og af ekstreme udtryk for kristen zionisme. Men det er mindre klart, hvilke forslag til ”uvirkelighed,” som kunne fungere som et positivt bidrag a la den handlingsplan, der er foreslået af Institut for Menneskerettigheder.
Er der konkrete kirkelige forslag til ”uvirkelighed”?
Der er flere måder for kirkelige fællesskaber at træde positivt i karakter på, og arbejde med ”uvirkelighed.” Sproget er allerede nævnt, fordi det er der muligheder åbnes, mure brydes ned, og der øves modstand mod ensretning og undertrykkelse. Der er simpelt hen brug for klarhed og ensartethed i brugen af de mange begreber, der væver sig ind i hinanden, og som både involverer bibelske referencer og referencer til historiske begivenheder. En lille ordbog ville således være på sin plads, ikke kun fordi det vil hjælpe med at afklare problemstillingen, men fordi ord og sprog er knyttet til billeddannelse og gestikulation. Vi har brug for flere ord, der danner billeder af fællesskab og indbyder til synlige udtryk, gestikulation, af gæstfrihed og venskab. Der er meget uvirkelighed på spil her. Men det er der også i et andet udtryk for uvirkelighed, der har været centralt i jødisk-kristne dialoger igennem tiden, nemlig hellighed.
Hellighed som enhed
På dansk bruges ordet ”hellighed” egentlig kun fragmentarisk. Forrevne rester findes i den nedsættende betegnelse ”hellig,” som udtryk for én, der anser sig selv for bedre end andre. Derudover bruges ordet hellig ind imellem om hellige steder, både i og udenfor Danmark.
Israel omtales nogle gange som det ”hellige land,” men her associeres det hellige mere med konflikt og blod end med helhed og renhed.
Men der er meget mere i ordet ”hellig” end fragmenterede rester, og i stedet for at skubbe såvel rester som hovedstol til side, fordi vi har mistet fornemmelsen for indholdet, er der god grunde til at dykke ned i ordet, og genfinde og -etablere meningen. For ordet hellighed åbner for upåagtede aspekter af ”uvirkelighed,” i form af fælles kilder til et godt liv som binder mennesker sammen.
I en kristen sammenhæng er hellighed knyttet til en forestilling om enhed, hvor ”Gud bliver alt i alle, og Guds folk bliver ét.”[x] Baggrunden for så ekstrem en vision findes i den jødiske bibel, Toraen, hvor hellighed er knyttet til Gud selv med udtryk som ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed.”[xi] Guds hellighed er udtryk for, at Gud er adskilt fra skaberværket.
Men hellighed er ikke kun et spørgsmål om at være afsondret, for Gud, ”hvis navn er hellig… bor i det høje og hellige, og hos den, der er knust…”[xii] Hellighed er også knyttet til et særligt nærvær ved dem, der kæmper med livet. Derfor genlyder hellighed igennem positive udtryk for godhed, retfærdighed og sandhed. Konsekvent lyder det derfor til Guds folk, jøderne: ”I skal være hellige, for jeg er hellig.”[xiii] Det er baggrund for, at den oprindelige relation til Gud er karakteriseret af ærefrygt. Hellighed kalder både på lovprisning og på ærefrygt.
De gamle tekster om hellighed i Bibelen blev der arbejdet videre med i både jødisk og kristen tradition. I rabbinsk tænkning blev der udviklet en forståelse af hellighed, som skelnede mellem en hierarkisk og en ikke-hierarkisk dimension. Den hierarkiske hellighed kan opdeles i grader, og beskriver egenskaber ved ting og steder, lige fra Torah-ruller, til tempel og synagoge. Til forskel fra det handler den ikke-hierarkisk hellighed om moralsk renhed, som noget der opnås ved gode gerninger.
Også de gamle kristne ørkenfædre arbejdede videre med forståelse af hellighed. Her blev hellighed knyttet til det at være hel, som det sker når synd tilgives, og liv og relationer heles. Helligheden blev forankret i et ”sakramentalt verdensbillede,” hvis omdrejningspunkt er, at der er blæst liv i materien. Livet er ”talt ind” i skaberværket, og konsekvensen er, at hellighed ikke er en reserveret, eksklusiv karakter ved steder eller bestemte mennesker, men er et aspekt af livet, som er tilgængeligt igennem helt almindelige ting som vand og brød.
I en moderne sammenhæng har filosoffen Emmanuel Levinas[xiv] også arbejdet med hellighed. Hos Levinas står hellighed i en vis modsætning til det hellige, for det hellige, le sacré, kan afføde en (primitiv) erfaring af at blive overvældet, hvor man glemmer sig selv, hvorimod hellighed, la sainteté, udtrykker en autentisk, etisk respons til ”den anden,” dvs. ”næsten”.
En etisk respons forudsætter dog, at man er rigtig positioneret. For mens det hellige, le sacré får én til at vende ryggen til verden og sig selv, forudsætter hellighed, la sainteté, at man befinder sig ansigt-til-ansigt med et andet menneske. Forudsætningen for at se en anden rigtigt, er ligefremhed eller retskaffenhed (på fransk: droitûre), som korresponderer med en kropslig position, hvor man kan se hinanden i øjnene.
Det er i øvrigt også den holdning, der tillader én at skimte sporet af hellighed hos den anden, som skinner igennem i ansigtets tale. Både som et udtryk for anderledeshed, men også som et spørgsmål om godhed, retfærdighed og sandhed, eller måske snarere: om godheden, retfærdigheden og sandheden omfatter den, der står overfor én!? Ansigtet og dets spørgsmål kalder på en reaktion, som enten kan tage form af en afvisning, hvor jeg slår øjnene ned, og afviser relationen, eller som en velkomst fulgt af et udbrud: ”efter dig!”
Abraham Heschel[xv], som også var en moderne jødisk tænker, ser ikke den samme modsætning mellem det hellige og hellighed, som Levinas, for Heschel var ikke optaget af etik, men af en helhedsforståelse af mennesker, skaberværk og Gud.
I den forstand er hans forståelse af hellighed også præget af et sakramentalt perspektiv, som det vi så hos de gamle, kristne ørkenfædre. Det hellige, eller rettere den hellige, gennemtrænger alt liv. ”He is both there and here. He is not a being, but being in and beyond all beings.”[xvi]
Det hellige er med andre ord vævet ind i alt liv, men trænger sig ikke på. I den forstand er det hellige, altså Gud, en betingelse for hellighed, inklusive autentisk respons til andre mennesker og skaberværket.
Udfordringen er dog, gør Heschel opmærksom på, at det hellige ikke kan styres. Mennesker kan vende sig mod det hellige, arbejde på at rejse hovedet og være ligefrem, som Levinas foreslår, inklusive indstille sig på at åbne øjnene, for at kunne høre hvad der spørges efter. Men hvad der følger af det helliges nærvær kan ikke bestemmes på forhånd. Det eneste der er sikkert er, at det hellige livs første udtryk ikke er et etisk kodex, men et svar udformet i tonearten lovprisning eller ærefrygt.
At træde i karakter begynder med hellighed
Hvordan kommer vi fra tanker om hellighed til at træde i karakter overfor antisemitisme? En af måderne, inspireret af tankerne ovenfor, tager afsæt i det forhold, at det hellige ikke mødes i en bygning, men i en relation med en anden, ligefremt og uden forstillelse.
Her er der allerede væsentlige erfaringer at trække på i det pastorale arbejde med at være til stede i menneskers liv. Samtidig viser erfaringerne dog også, at det eksistentielle møde ikke nødvendigvis indebærer inklusion af ”de andre.” Derfor har kirkelige fællesskaber brug for samarbejde med alle andre, jøder, muslimer og sekulære kræfter, for at imødegå det ”almindelige” i folkedybet, hvad enten det så er uvidenhed, frygt eller ansatser til ondskab…
En anden inspiration handler om det helliges nærvær, som noget der har værdi i sig selv, og som ikke kan kontrolleres. Her er nadveren i den kristne kirke en kilde til uendelig inspiration. For i nadveren er der et arketypisk eksempel på ”erfaringer, der mindsker forbruget” (Paul Kingsnorth).[xvii] Andre erfaringer er nærhed ved andre, opmærksomhed på tid og sted, forbindelse til naturen, stilhed, og sammenhæng i relationer og følelsesliv. Alt sammen noget der mindsker behov for at søge bekræftelse gennem forbrug, men også understreger et dybt funderet fællesskab, både med hinanden og med omgivelserne. Det er hverdagsudtryk for et godt, blomstrende liv, der afspejler, at det hellige ikke kun genkendes i nadverens tegn. Der er helligt i verden! Der er noget som har værd i sig selv, og som er tegn på et godt liv. Her er opmærksomheden ikke centreret om afvisning, for her er der tegn på et reelt alternativ, fyldt af godhed, retfærdighed og sandhed.
Et helligt liv er en subversiv politisk praksis
Vover vi at gå videre og tale om et helligt liv? Giver det overhovedet mening at tale om, at det at træde i karakter som kirkefællesskab, og udvikle tegn på for eksempel gæstfrihed, ikke først og fremmest handler om at lave handlingsplaner, men om at lade karakteren blive formet? Hellighedens udtryk i gæstfrihed, og den associerede åbenhed for venskab, ser måske ikke ud af meget, her hvor der er tale om at træde i karakter.
Og dog er det netop karakter, der er på spil. Ikke som en skarp kant i en afvisning, men som et reelt alternativ til den frygt og usikkerhed, der motiverer afvisende holdninger, og i nogle tilfælde endda åbner døre på klem til antisemitisme. Hellighedens glans er en ”uvirkelighed” ind i hverdagens og folkedybets almindelighed, konkret udtrykt hvor der gæstfrit rækkes en hånd til en anden, hvor blikket løftes og den anden får lov at gå først. Det er i sig selv en subversiv praksis, altså en omvæltende praksis, og en konkret måde at træde i karakter på for kirkelige fællesskaber.
Selvom det lyder enkelt, er det ikke let. For det er ikke let at stå foran det hellige! Kun den, der skjuler sit ansigt, kan stå der og lytte. Og dem der har gjort det, og hvis vidnesbyrd er samlet i Den hellige Skrift, taler kun i lovprisning om Herrens barmhjertighed,[xviii] med råb om længsel efter hjælp,[xix] eller med fortvivlede udråb om egen utilstrækkelighed.[xx]
Pointen er, at der ikke kan etableres en endelig forskrift på et helligt liv. Et helligt liv er i den forstand ikke primært markeret ved afsondrethed, ved særlig klædedragt eller indforstået sprog, eller for den sags skyld af stor opbakning. Men det er markeret af en praksis, hvor der er åbenhed overfor det enkelte menneske, og derigennem overfor fællesskaber og skaberværk, for igennem alt det løber en længsel efter enhed, der stammer fra det fælles ophav i Skaberens talte Ord.
Den praksis er et positivt bidrag, og en måde at træde i karakter på for kirkelige fællesskaber. For en karakter der udvikles hen imod hellighed, stopper ikke op ved målet om at rive mure ned, og skærme hinanden, som om modstand mod antisemitisme er nok. Nej, den bidrager netop med en vision om enhed, som nok kan synes som en uvirkelighed, men dybest set er en dybt funderet længsel efter den situation, hvor religiøse og sekulære traditioner sammen motiveres til at søge kilderne til et godt, blomstrende liv.
Noter:
[i] https://menneskeret.dk/viden/udgivelser/joedisk-liv-danmark
[ii] 96% af respondenter (465 mennesker ud af en anslået befolkning på 6-7000 jøder i Dk).
[iii] https://mosaiske.dk/akvah/
[iv] Peer E. Sørensen, Brudflader. Veje og vildveje i europæisk modernitet, Århus Universitetsforlag, 2024, side 440 og 452.
[v] Sørensen 2024: 313; citat fra Robert Musils roman, Manden uden egenskaber, 1930.
[vi] https://kirkeforalle.dk/religioes-brobygger-ideen-om-religioes-respekt-og-faellesskab-med-islam-har-dybe-kristne-roedder/.
[vii] Deklarationen om kristne og jøder har titlen ” “„…er, der die Treue hält ewig.“ (Psalm 146, 6) Eine Erklärung zwischen Christen und Juden: https://www.ekd.de/en/Declaration-concerning-Christians-and-Jews-263.htm
[viii] https://kirkeforalle.dk/mission-til-det-joediske-folk-med-saerligt-fokus-paa-europaeiske-holdninger-fra-holocaust-til-i-dag/
[ix] https://dmr.org/missionskonference-kirken-og-det-joediske-folk/
[x] Paulus første brev til Korinterne, kap.15.
[xi] Esajas 6.
[xii] Esajas 57.
[xiii] Tredje Mosebog 19.
[xiv] Emmanuel Levinas, 1906-1995.
[xv] Abraham Heschel, 1907-1972.
[xvi] Abraham Heschel, Man is not alone. A philosophy of religion, New York: Farrar, Straus and Giroux, 1951, side 78, forfatterens egen fremhævelse.
[xvii] Paul Kingsnorth, ”Wild Christianity,” in: First Things, March 2023.
[xviii] Anden Mosebog 34, 5-6.
[xix] Første Kongebog 19, 9-10.
[xx] Lukas evangeliet 5, 8.