Af Kurt E. Larsen, professor ved Menighedsfakultetet, dr.theol.

I 1924 skrev den kendte danske præst og teolog, Henry Ussing, en tredje udgave af sin missionshistorie. Han kunne her se tilbage på godt 100 års arbejde med foreninger for mission blandt jøder, og han anslog, at 100.000 jøder var blevet kristne proselytter de sidste hundrede år; at der alene i de engelske kirker var 700 præster af jødisk rod; at man regnede med 600 fuldtids jøde-missionærer i verden og at der ved et fælles møde i Amsterdam i 1906 for jøde-missionsselskaber var 112 selskaber repræsenteret. Alt dette vidnede om et stort og succesfuldt arbejde og Ussings bog hed typisk nok også Evangeliets sejrsgang udover jorden.

Siden er der sket meget i Europa. Ikke længe efter udgivelsen af Ussings bog opstod nazismen i Tyskland, og Holocaust udryddede seks millioner jøder. Siden 1945 har man vist ikke ofte brugt udtrykket ’sejrsgang’ om mission blandt jøder længere. Man har snarere spurgt sig selv, om man

med frimodighed kunne forkynde budskabet om frelsen og freden i Kristus til jøder, efter at nazisterne i Europa, undertiden med kirkemedlemmer som redskaber, havde myrdet så mange?

Tragedierne i Europa gav en ny politisk situation for mission til det jødiske folk, både dem, der var tilbage i Europa, og dem, der var rejst til det nye land, Israel. I Europa kom der også en ny teologisk situation, der har ændret tankerne om mission til det jødiske folk i forhold til tiden før 1945. Det skal vi se nærmere på i denne artikel.

Protestantiske grupper

Inden for de protestantiske kirker i verden i 1945 var en række gamle lutherske, reformerte og anglikanske kirkesamfund helt dominerende. Det var de hjemme i Europa, og det var de også i Kirkernes Verdensråd, der blev stiftet i 1948. Nu snart 80 år efter er billedet blevet et andet. De gamle protestantiske kirkesamfund er i dag som regel teologisk liberale og mange steder i stærk tilbagegang. I USA kalder man disse for Mainline Protestants. Til gengæld er nye grupper vundet frem, som regel mere teologisk konservative, og disse kalder man Evangelical Protestants. For artiklens emne er denne opdeling vigtig, fordi der har udviklet sig en betydelig forskel i synet på mission til jøder blandt henholdsvis Mainline Protestants og Evangelical Protestants. Vi begynder med at se på synet på mission til jøder hos de tyske landskirker, der altovervejende hører til Mainline Protestants.

Tyskland

Det var dog også i Tyskland, at nazismen vandt frem og forårsagede Holocaust. Der var ellers en stor missionsvirksomhed overfor jøder i Tyskland før 1933 (Heitmann 38), og det var dengang også tysk teologi, der var den toneangivende i verden. Det var tyske teologer som Adolf von Harnack, Karl Barth, Emil Brunner, Dietrich Bonhoeffer og Rudolf Bultmann, der blev læst af teologer over hele verden. Det var til deres tyske universiteter, at unge teologer fra mange lande rejste til. Siden er medlemstallene i de tyske protestantiske landskirker raslet ned, og de tyske teologer sætter ikke længere dagsordenen, men det gjorde de længe, og derfor er det vigtigt at se nærmere på tysk teologisk tænkning omkring mission blandt jøder.

En tysk teologisk tradition så jødernes skæbne på den måde, at det jødiske folks oprindelige udvælgelse var gået over til den kristne kirke, dengang jøderne forkastede Jesus. Kirken havde erstattet jødedommen – deraf navnet erstatningsteologi. Her så man jødernes skæbne som en straf fra Gud og dermed som en advarsel til kristne, om hvad der skete kristne, hvis de ikke omvendte sig – og i den tradition så man frem til, at jøderne omvendte sig fra deres vantro. Den holdning kom til udtryk, da en gruppe teologer fra den Hitler-kritiske bekendelseskirke skrev Darmstadt-erklæringen i 1948 (Rendtorff 16-19). Kirkeledere som Bonhoeffer og Martin Niemøller, der modigt havde kæmpet inden for den tyske bekendelseskirke, så altså i teologisk henseende sådan på jøderne (Langton 485).

Efter 1945 stiftedes en ny tysk protestantisk kirke, EKD – Evangelische Kirche Deutschlands – af en række lutherske, reformerte og unerte landskirker, der dækkede hver sin del af Tyskland. Denne kirkesammenslutning kom i 1950 med en klar udtalelse, hvori man beklagede sin skyld overfor jøderne. EKD tog klart afstand fra antisemitismen og erklærede, at Guds pagt med jøderne stadig stod ved magt. Jøder og kristne var ét i kirken, og EKD bad om, at fuldendelsen måtte komme, hvor vi alle får del i Kristi sejr (Heitmann 34; Rendtorff 14f.).

Jødemissionsselskaberne i Tyskland havde ganske vist været imod Hitlers antisemitisme, men de var ikke blevet hørt, og efter krigen havde de mistet deres frimodighed. Selve ordet ’jødemission’ kunne efter 1945 let opfattes som teologisk antisemitisme, og det gjorde arbejdet svært (Rendtorff 30). Jødemissionsselskaberne beklagede, at de havde drevet for lidt mission under nazismen, og de så ingen mulighed for tyske selskaber i missionsarbejdet, om end de ikke afviste, at der skulle drives mission blandt jøder (Møller 47). Den tyske skyldfølelse ledte i nye baner, og i praksis opgav EKD’s medlemskirker stort set jødemission på grund af Holocaust. I 1961 på Kirkedagene i Berlin sagde de protestantiske kirker, at dialog, ikke mission, var vejen frem (Jensen 9). En EKD-udtalelse fra 1975 så dog ikke nogen modsætning mellem mission og dialog. Der udtryktes solidaritet med jøderne, og man talte om det fælles udgangspunkt og den fælles opgave – men kristne måtte dog også gerne aflægge vidnesbyrd om deres tro (Jensen 23).

Fra 1980’erne blev ordet ’mission’ mindre benyttet i forhold til jøder. ’Zentralverein für Mission unter Israel’, der var paraplyorganisation for alle de tyske jødemissionsforeninger, droppede navnet ’mission’ i sit navn i 1985 og lagde nu vægten på dialog (Heitmann 34).

Det havde også noget at gøre med en ny religionsteologi, dvs. et grundlæggende nyt teologisk syn på de andre religioner. Teologen Karl Barth, der havde været toneangivende i 1930’erne og den første efterkrigstid, havde været meget Kristus-centreret i sin teologi, og han byggede på åbenbaringen i Kristus gennem Ordet. Med en sådan teologi blev den teologiske forskel til jødedommen tydelig, selvom hans teologi i praksis havde vist sig at kunne forenes både med modstand mod nazismen og antisemitismen. Barths teologi lagde op til mission, fordi vægten lagdes på den store forskel på kristen tro og anden tro (Langton 510).

Religionsteologien lagde efter 1980, i modsætning til Karl Barth, vægt på det, som religionerne havde fælles. Man var åben for de andre religioner, den såkaldte inklusivisme (Langton 511). Da kom der en ny vægtlægning på begrebet dialog, der i sig selv kunne tolkes på flere måder. Dialog kunne handle om en respektfuld samtaleform, og som sådan kunne ingen være imod det – det er altid godt at lytte og prøve at forstå andre. Begrebet dialog kunne imidlertid også handle om at se på de andre religioner som værdifulde bidrag, ja, faktisk lige så værdifulde bidrag, til menneskers erfaring om tro som den kristne vej. Dialog på basis af en sådan inklusivistisk religionsteologi, gjorde det svært at gå ind for missionsarbejde. Snarere anså man klassisk kristent evangelisationsarbejde, hvor den kristne havde til hensigt at omvende jøden, som en hindring for en udbytterig dialog. Sådan forstået blev mission og dialog til modsætninger.  

I Tyskland betød denne udvikling, at en af medlemskirkerne i EKD – landskirken i Rheinland – i 1980 sagde nej til at drive mission blandt jøder (Heitmann 36). Siden fulgte andre efter, og i løbet af 1990’erne blev de fleste medlemskirker modstandere af evangelisation blandt jøder. En udtalelse fra ledelsen i EKD i år 2000 talte om to sideløbende pagter fra Gud, en for jøder og en anden for kristne. Nogen ’erstatningsteologi’ ville man ikke høre tale om. Man lagde vægt på dialog og sagde nej til organiseret evangelisation blandt jøder indenfor EKD’s medlemskirker (Heitmann 35).

Hvor man taler om to sideløbende pagter, får man den side af det bibelske vidnesbyrd frem, at Gud ikke har svigtet sin pagt med det jødiske folk. Så kan det på den anden side let glemmes, at Jesus ifølge Det Nye Testamente faktisk er den eneste vej til frelse. I Det Nye Testamente holdes tingene sammen, og for Paulus i Romerbrevet var der ingen modsætning mellem det at skulle drive mission overfor jøder og det at fastholde, at Gud ikke havde forstødt sit folk.

Inden for EKD er udviklingen siden gået i retning af en stadig mere tydelig afstandtagen fra mission blandt jøder. I et skrift fra 2016 hed det, at kirkens udvælgelse ikke var trådt i stedet for udvælgelsen af folket Israel. At kristne ikke – trods deres sendelse til verden – var kaldet til at vise jøder vejen til Gud og hans frelse, og at alle forsøg på at få jøder til at skifte religion, gik imod bekendelsen til Guds trofasthed og folket Israels udvælgelse. Gud ville selv lade jøderne se frelsens fuldendelse, og Guds åbenbarings hemmelighed omsluttede både forventningen af Kristi genkomst i herlighed og tilliden til Guds frelse af sit førstefødte folk. Kristne og jøder havde fælles ansvar i verden og var i fællesskab på vej mod ansvar for retfærdighed, fred og skaberværkets bevarelse og kunne lære af hinandens tro i en ligeberettiget dialog og var fælles modstandere af enhver form for jødefjendskab og antisemitisme (www.evangelisch.de).

Teksten omtalte ikke de messianske jøder, der var en lille, men voksende gruppe af Kristustroende med jødisk baggrund, især indvandrere fra Rusland. Nogle landskirker frygtede, at mission blandt jøder ville kunne indføres ad bagdøren af disse messianske jøder, og derfor lagde man snart efter også afstand til denne gruppe (Heitmann 38). Jødiske kredse ville på ingen måde anerkende dem som jøder; ateistiske jøder kunne man se for sig, men ikke messianske (Langton 490). De messianske jøder var også en sten i skoen på de EKD-folk, der førte dialog med jødiske ledere, så EKD forbød de messianske jøders deltagelse på det store arrangement, Kirkedagene, der på andre felter ellers var meget rummelige. I 2017 tog et udvalg i EKD afstand fra ’Jews for Jesus’ i en højtidelig rapport. De messianske jøder virkede ødelæggende for den tillid, man havde opnået med jøder igennem dialogerne, og man lagde afstand til den tankegang, at jøder, der ikke troede på Jesus, manglede noget. Rapporten så med stor alvor på at nogle ville indføre mission blandt jøder ad bagdøren, fordi dette stred mod tanken om Guds blivende udvælgelse af jøderne, som man forstod ud fra en to-pagts-tænkning (EKD).

At der var en ny religionsteologi på spil, kom også frem derved, at landskirken i Rheinland i 2018 også tog afstand fra mission over for muslimer, ud fra den opfattelse, at alle tre religioner var bundet til den ene Gud (Kjøde 21). Ikke alle landskirker inden for EKD var helt enig i denne udvikling. Der var også evangelikale kristne i Tyskland, ikke bare i frikirkerne men også i diverse missionsforeninger inden for landskirkerne, og her holdt man fast ved missionsbefalingen. Især var dette tilfældet i Württemberg, hvor landskirken var præget af pietismen fra gammel tid. Dernede udtrykte landskirken sig noget anderledes end EKD ellers. I år 2000 udtrykte man støtte til de jøder, der var kommet til tro på Jesus og fortsat regnede sig som jøder, for man ville være i dialog med både jøder og messianske jøder. Man fastholdt Kristi gerning som uomgængelig både for jøder og andre folkeslag. Man var nok helt enige i, at i betragtning af den tyske historie var selve begrebet ’Judenmission’ upassende og skulle slettes fra ordbogen, og man var også enige i, at kristne vidnesbyrd skulle aflægges i dialogens form og respektfuldt. Men når det gjaldt selve det at drive mission blandt jøder, deltes landskirken næsten midt over. Med et lille flertal blev en afstandtagen fra mission blandt jøder vedtaget, for 39 var imod mission, mens 32 var for. Med henvisning til Paulus brev til Galaterne 2,7-9 sagde mindretallet, at evangeliet skulle forkyndes for alle folk, for jøde først, og så for græker. Eksemplet viser, at der har eksisteret en noget anden holdning i Württemberg, hvor man støtter bevægelsen ’Evangeliumsdienst für Israel’, der går ind for både Guds pagtstroskab mod det jødiske folk og for behovet for kristen mission (Heitmann 39).

Kirkernes Verdensråd

Kirkernes Verdensråd blev stiftet i 1948 og ved den stiftende generalforsamling i Amsterdam tog man afstand fra antisemitismen, der kaldtes en synd mod Gud. Kirkerne havde en særlig opgave i at påvise, at jøderne var det folk, som Gud gav sine løfter igennem, så kirken havde derfor ikke afløst folket Israel. Samtidigt taltes der også om behovet for at drive mission i ydmyg overbevisning (Rendtorff 37).  

I 1982 udgav Kirkernes Verdensråd et studiedokument med fire forskellige syn på mission over for jøder, uden at der blev valgt side imellem disse. Det hed i indledningen: ‘While Christians agree that there can be no place for coercion of any kind, they do disagree – on the basis of their understandings of the Scriptures – as to what constitutes authentic forms of mission. There is a wide spectrum, from those who see the very presence of the Church in the world as the witness called for to those who see mission as the explicit and organized proclamation of the gospel to all who have not accepted Jesus as their Saviour.’ (1983: https://www.oikoumene.org/resources/documents/ecumenical-considerations-on-jewish-christian-dialogue).

Heri opregnedes fire holdninger til mission blandt jøder:

1. There are Christians who view a mission to the Jews as having a very special salvific significance.
2. Those who believe the conversion of the Jews to be the eschatological event that will climax the history of the world.
3. There are those who would place no special emphasis on a mission to the Jews, but would include them in the one mission to all those who have not accepted Christ as their Saviour.
4. There are those who believe that a mission to the Jews is not part of an authentic Christian witness, since the Jewish people finds its fulfilment in faithfulness to God’s covenant of old.

Af disse fire holdninger kan de to siges at gå ind for mission blandt jøder. Holdning 1 gør bøn og arbejde for mission blandt jøder vigtigt, fordi dette arbejde vil føre til store ting til sidst. Holdning 3 ser også mission til jøder som vigtig, fordi der i det hele taget skal drives mission til alle jordens folkeslag. Holdning 2 afviser ikke som sådan mission blandt jøder, men finder det ikke så vigtigt, fordi Gud har en anden plan for netop det jødiske folks omvendelse. Således tænkte den kendte danske præst, Christian Bartholdy, Indre Missions formand i årene efter 2. verdenskrig. Han forventede ikke noget særligt af missionsarbejde blandt jøder, men ventede deres omvendelse i Tusindårsriget (Larsen 2015). Holdning 4 er en udformning af to-pagts-teologien. Ifølge denne skal man slet ikke drive mission, fordi jøder allerede har nok i deres egen pagt. Der var to dele af Guds folk, og jøder var i en særklasse i forhold til andre folk på jorden, og derfor skulle der ikke drives mission over for netop dem (Rendtorff 48). Den holdning delte den danske præst, Poul Borchsenius, der skrev en stor bog om jødernes historie og til sidst også en bog om de to veje, kristnes og jøders, der begge var bygget og banet af Gud og endte i den samme himmel til sidst (Borchsenius 1976/1966, 171ff.).

Udviklingen inden for den økumeniske verden gik mere i retning af ’dialog’ end af mission, hvad jødiske ledere var lidt skeptiske over for, idet de frygtede at dialog bare var en subtil form for mission (Langton 490). Konsekvensen af denne udvikling ville være som i EKD i Tyskland: At man endte med at sige nej til al form for mission. Det er imidlertid mit indtryk, at det gik lidt anderledes i Kirkernes Verdensråd, idet hele spørgsmålet om mission til jøder gled ud, mens man i stedet blev optaget af palæstinensernes sag med kritik af staten Israel og af zionismen. FN kaldte i 1975 zionisme for racisme og i kirkerne var der en voksende kritik af Israels besættelsespolitik. I 2008 kaldte det økumeniske National Council of Christian Churches i USA zionisme for kætteri. Præget af befrielsesteologi talte mange vestlige kirker om Vestens undertrykkelse af den tredje verden og anså staten Israel for et led i vestlig militarisme, kapitalisme og racisme – mens der ikke var samme fokus på overgrebene fra verdens autoritære regimer (McDermott 217).

Spørgsmålet om mission trådte i baggrunden for politisk arbejde for fred, bevarelse af skaberværket og andre politiske forbedringer af verden. Ensidigheden i støtten til palæstinenserne førte til, at jødiske ledere afbrød dialogen med Kirkernes Verdensråd, og det lå stille i lang tid. Nu var fokus ikke mere på det teologiske spørgsmål om kristent missionsarbejde blandt jøder, men på de politiske spørgsmål. I 2009 udkom det såkaldte Kairos Dokument fra palæstinensiske kristne. De kaldte det ulovligt at jøder rejste til Palæstina, mens palæstinensere havde en historisk ret til at rejse tilbage til deres hjemland og opfordrede til at bekæmpe Israels besættelse (www.kairospalestine.ps). Kairos Palestine blev ikke officielt godkendt af Kirkernes Verdensråd, men mange vestlige kirker har udtrykt stor sympati for det.

I 2019 blev dialogen genoptaget mellem Kirkernes Verdensråd og repræsentanter for det jødiske folk efter at par årtiers pause (WCC) (ADL 2019).

Om forholdene vil forbedres, vil vise sig. Det fremmer dog nok ikke processen, at Kirkernes Verdensråd i 2022 fik en ny generalsekretær, en sydafrikaner med indiske rødder, Jerry Pillay, der har udtrykt sympati med de palæstinensiske ofre, men ikke de jødiske, har talt om Israels Apartheid-politik og kaldt det at yde modstand mod staten Israels besættelse for ’en kærlighedshandling’ (Real Clear Religion 2022).

Navnet ’Kirkernes Verdensråd’ er i sig selv en skæv oversættelse til dansk af det officielle navn: World Council of Churches. Det er slet ikke alle verdens kirker, der er medlem. Det gælder fx den romersk-katolske kirke, stort set også pinsebevægelsen og de karismatiske kirker. Det er derimod Mainline Protestants samt de ortodokse kirker, der er medlem af Kirkernes Verdensråd, og disse medlemskirker tæller i dag tilsammen ca. 500 millioner mennesker, hvilket er under 25 pct. af verdens kristne. Der vil desuden være mindretal i mange af medlemskirkerne, der ikke er enige i den kurs, som Kirkernes Verdensråd har valgt at slå ind på. Der er i dag ikke mange af de store medlemskirker i Kirkernes Verdensråd, der taler åbent om mission blandt jøder, men den norske og svenske kirke kan siges at være ret tæt på.

Norge

Den norske kirke er ifølge Rolf Kjøde delt. I Norge udtaler kirken sig ofte, især om politiske spørgsmål, men endnu har den ikke taget stilling imod mission blandt jøder. Dette drives traditionelt af frivillige (evangelikale) organisationer inden for kirken, samlet i netværket ’Samarbejdsrådet for Menighed og Mission’. I den norske kirke gælder fortsat følgende udtalelse som grundlagsdokument for missionsselskabernes samarbejde: ’Det hevdes stundom at det jødiske folk i kraft av Guds pakt med Abraham ikke behøver å anerkjenne Jesus som sin Messias. Det nye testamente fastholder at det jødiske folk trenger ham like mye som alle andre og at det ville være illojalt mot Kristi vilje å fravike det nytestamentlige vitnesbyrd om å bringe evangeliet til “jøde først…’ (Grunnlagsdokument for Samarbejdsrådet for Menighed og Mission). Det er således de evangelikale, der lægger præmisserne for mission blandt jøder i Norge. Ellers styres den norske kirkes forhold udadtil af det Mellemkirkelige Råd, der er gået i politisk retning, med støtte til palæstinenserne. Norges Mellemkirkelige Råd er imod kristen zionisme; vil bekæmpe Israels besættelse og lægger vægten på dialog (Kjøde 17). I det samlede norske kirkebillede synes man at have fordelt opgaverne, så man egentlig er tæt på at have fastholdt et ja til kristen mission blandt jøder og i hvert fald ikke har sagt nej (Kjøde 27).

Sverige

Den svenske kirke udtaler sig gerne om teologiske og politiske spørgsmål, og det har den også gjort om mission blandt jøder. Der kom et helt officielt skrift herom i 2023 i form af en ny udgave af et skrift, der hedder: ’Guds vägar – judendom och kristendom’. Skriftet knytter meget til ved det omtalte studiedokument fra Kirkernes Verdensråd fra 1983. Man går imod erstatningsteologien, men også mod to-pagts-teologien. Denne kaldtes tillokkende for mange ud fra et toleranceideal, men der var det teologiske problem, at det strider mod den kristne tanke om den unikke åbenbarelse i Kristus. I stedet ender skriftet med at sige, at der er noget gådefuldt i forholdet mellem jøder og kristne, og der lader man så sagen stå. Skal der så drives mission ud fra den svenske kirkes opfattelse? Det træder ikke tydeligt frem, for ordet mission bruges ikke, og man lægger op til samtale og forståelse og praktisk samarbejde for en bedre jord.

I efteråret 2023 var der en debat herom i Sverige. En konservativ luthersk gruppering Missionsprovinsen ansatte en ny præst, Sahar Sadlovsky Gold. Denne er født i en jødisk familie i Tel Aviv og kommet til kristen tro som voksen gennem missionsarbejde fra Immanuelskirken i Tel Aviv. Den nye præst har så studeret det omtalte dokument, Guds vägar – judendom och kristendom, og også en artikel af en svensk biskop, der kaldte det erstatningsteologi, hvis man kræver at jøder må konvertere til kristendommen. Gold spørger, om Svenska kyrkan ikke mener, at jøder behøver at tage imod Jesus som sin personlige frelser. Set fra hans personlige indfaldsvinkel ville en teologi, der ikke inkluderede mission blandt jøder, få som konsekvens, at ingen behøvede at fortælle ham om Jesus. Han var lykkelig for, at nogle havde gjort det alligevel. Der står ikke i den svenske kirkes dokument, at der ikke skal drives mission. Og der lægges faktisk vægt på Kristustroen, men derfor kan en enkelt svensk biskop – måske mange – godt have et andet personligt synspunkt (Svenska kyrkan).

Danmark

I den danske folkekirke adskiller vi os fra andre kirker, efterhånden også lutherske kirker, ved ikke at have et organ, der kan udtale sig officielt på kirkens vegne om fx teologiske spørgsmål. Det er der kredse, der synes, at man burde have, bl.a. økumeniske kredse med kontakt til Kirkernes Verdensråd. Andre er glade for, at vi ikke har det – fx de grundtvigsk-tidehvervske. Folkekirken har jo dog biskopper til at føre tilsyn med landets præster, og biskopper har en fremtrædende position, der gør, at de bliver hørt bedre end andre. De biskopper, der gerne vil have kirken til at løfte sin røst udadtil, udtaler sig så typisk på egen hånd eller sammen med flere eller alle biskopper.

Fra 1934 havde København en biskop, Hans Fuglsang-Damgård, der var økumenisk orienteret og ikke gik af vejen for kirkelige udtalelser. Han havde som sønderjyde været tysk soldat under 1. verdenskrig og var fortrolig med tysk kultur og internationalt kirkeliv, og i en tilspidset situation udsendte han i 1943 sit senere berømte hyrdebrev: ’Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet’.

Heri kunne man bl.a. læse følgende:

‘Overalt, hvor der rejses forfølgelse af jøder som sådanne af racemæssige eller religiøse grunde, er det den kristne kirkes pligt at protestere derimod… ifølge Guds forjættelse til hans ejendomsfolk, Israel.

Uanset afvigende religiøse anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske brødre og søstre bevarer den samme frihed, som vi selv sætter højere end livet. Derfor vil vi i givet fald utvetydigt vedkende os ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end mennesker.’

Fuglsang-Damgaard tog initiativet og ansvaret, og landets andre biskopper videresendte hyrdebrevet til deres kirker til oplæsning ved gudstjenesten. På nær den grundtvigsk-tidehvervske biskop, Hans Øllgaard, på Fyn. Han mente ikke kirken kunne have en stilling som kirke, så han lavede sit eget hyrdebrev, der var kort og uden bibelteologiske overvejelser.

Da synagogen i København genåbnede efter befrielsen i 1945, var Fuglsang-Damgård inviteret til at sidde på forreste række i synagogen. Hans ord om folket Israel, og hans indsats til gavn for jøder i det hele taget var ikke glemt.

Hyrdebrevet fra 1943 var en undtagelse fra reglen om, at den danske kirke ikke udtaler sig samlet. I modsætning til Tyskland og Sverige har folkekirken derfor ikke taget stilling til, om der skal drives mission blandt jøder.

En bredt sammensat gruppe sad i 2012-2014 og arbejdede med folkekirkens styringsform, og i den Betænkning 1544, der kom ud af arbejdet, kan emnet siges at være blevet berørt på sin egen måde af en forsamling, der var tænkt at være nogenlunde repræsentativ for den danske folkekirke (www.km.dk). Heri hed det om folkekirken: ‘Folkekirkens opgave som en kristen kirke er at forkynde evangeliet om Kristus som hele verdens frelser’ (s. 25). Man kan vel sige, at der her – uden at dette på nogen måde er temaet – er en lille åbning for at der skal drives mission også blandt det jødiske folk. Det er i hvert fald ikke udelukket. Selve ordet ’mission’ indgår ikke, men ’opgave’ dækker vel nogenlunde det samme.

Inden for kirkelivet i Danmark er der en række foreninger og grupper, der er særligt interessante i vores sammenhæng.

Evangelikale organisationer

Den danske Israelsmission

Arbejdet kom i gang 1885 og arbejdet var først rettet mod jøder udenfor Danmark. Fra 1905 udsendte man danske missionærer til fx Polen og Rumænien. I den polske by Lwow blev der indrettet en læsestue for jøder, der afholdtes søndagsgudstjenester og bibelundervisning for bl.a. den kreds af jødekristne, der efterhånden opstod. I nazisternes jødeudryddelse gik det også hårdt ud over den jødekristne menighed i Lwow: Nogle få undslap til landet Israel, resten blev dræbt. Man kom hurtigt i gang med også at bringe evangeliet til jøder også i Danmark. Det store arbejde, især i årene omkring 1. verdenskrig, førte til en del jøders dåb, og der oprettedes i 1916 en jødekristen forening, der var aktiv til op i 1960’erne. Siden 1962 har der ikke været nogen egentlig missionær ansat i Danmark, men til gengæld blandt jøder i Algier, Paris og Nice. Fra 1953 også i landet Israel. Arbejdet med mission blandt jødiske folk er altså fortsat.

Fra synagogen i København søgte man på forskellige måder at lægge Israelsmissionen hindringer i vejen. På den anden side kunne jøderne også påskønne dens bidrag til at bekæmpe antisemitismens pest, der desværre heller ikke gik Danmark forbi i 1900-tallets første halvdel. Det var nemlig ikke blot Israelsmissionens formål at forkynde evangeliet for jøderne, men også at “vække den danske Menigheds Ansvarsbevidsthed for Biblens gamle Folk og Gerningen blandt det”. I forbindelse med jødernes flugt til Sverige i 1943 var foreningens missionærer i København aktive sammen med Københavns biskop og mange danske præster. Israelsmissionens missionsarbejde blev genoptaget i 1947, men siden 1962 har der ikke været nogen egentlig missionær ansat i Danmark. Udenfor landets grænser var arbejdsvilkårene totalt forandrede efter nazismens folkemord, og i stedet arbejdede Israelsmissionen i jødiske centre som Algier, Paris og Nice. Fra 1953 udsendte man missionærer til at arbejde i Jaffa i Israel, og siden er arbejdet blevet koncentreret om landet Israel, hvortil man sender danske præster. Israelsmissionen har i dag som mål at flere jøder må lære Jesus at kende; at bekæmpe antisemitisme i enhver form og berige kirken i Danmark ved at fortælle om kristendommens jødiske rødder.

Ordet og Israel

Et nyt arbejde blandt jøder blev fra 1946 udført af bevægelsen Ordet og Israel, der i de første år hed Karmel-bevægelsen. Her så man oprettelsen af staten Israel i lyset af opfyldelsen af Guds løfter i Det Gamle Testamente – i modsætning til Israelsmissionen, der ville drive mission blandt jøder, overalt hvor disse nu engang boede. Ordet og Israel havde et dobbelt formål: At give jøderne Bibelens syn på Kristus og at give kristne Bibelens syn på jøderne. Som sådan arbejder man på at sprede oplysning om landet og staten Israel til danske medier og oplysning til danske kristne om Israels plads i frelseshistorien. Egentlig mission blandt jøder drev man ikke. I landet Israel arbejdede de to organisationer vist nogenlunde ens: Ved udsendelse af danske kristne medarbejdere for at prædike for de mange derboende danskere, hjælpe jøder socialt og vidne om deres kristne tro, når lejligheden var til stede.

Den international Kristen Ambassade

I dette arbejde fra 1980 var der tale om et tværkirkeligt arbejde, især inden for pinsebevægelsen og Trosbevægelsen, hvor støtten til landet og staten Israel traditionelt har været stor. Her viste man sin støtte til landet, for på et tidspunkt, hvor andre lande trak deres ambassader ud af Jerusalem, lavede man en kristen ambassade. Man ville hermed give udtryk for kristen støtte til zionismen, og de lagde afstand til erstatningsteologi – de ville ikke drive mission, i hvert fald ikke primært. Der var tale om en særlig udformning af to-pagts-tanken, for med understregningen af Guds særlige løfte til jøderne om landet Israel og Guds særlige pagt med jøderne og Guds indgreb for dem, kunne missionsaspektet træde meget i baggrunden, selvom man også lagde vægt på Jesus som vejen til frelse (Kjøde 26).

En Risskov-menighed

I Risskov ved Aarhus findes en mindre kristen menighed, Kerem Shalom (”en vingård af fred”), der kalder sig ”messiansk”, fordi man lægger stor vægt på sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente og på den kristne menighed som en del af det sande Israel. Man lægger samtidig stor vægt på en åndelig og fysisk genrejsning af Israel som land og folk. Der er tale om en evangelikal menighed, der tror på frelsen gennem troen på nåden i Kristus. Samtidig mener man også, at kristne kan have glæde og velsignelse ved at vælge at efterleve en større del af den jødiske Torah: ikke bare de ti bud, men også buddene om spiseforskrifterne og fejringen af de jødiske højtider og sabbatten.

De ovenfor nævnte bevægelser hører hjemme i den evangelikale lejr og vil typisk gå ind for missionsarbejde blandt jøder, om end metoderne altså kan være forskellige. Andre kirkelige organisationer arbejder i Mellemøsten med andre opgaver end mission blandt jøder, men som det alligevel er værd at nævne her.

Humanitære og politiske organisationer

De kirkelige kredse, der er præget af den økumeniske tankegang, fx fra Kirkernes Verdensråd, har typisk engageret sig i organisationer med mellemkirkelige, humanitære eller politiske formål.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder blandt verdens nødlidende og har aldrig haft mission til formål. Man har længe stillet sig meget bag palæstinensernes sag. Den tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælps arbejde, pastor Christian Balslev-Olesen, var meget kritisk i sin omtale af staten Israel. Han skrev i en kronik sammen med Uffe Gjerding og Peter Hansen, der også havde lang erfaring i flygtningearbejdet, hvor de gav Israel al skylden for den historiske fordrivelse af 750.000 palæstinensere, der i mellemtiden var vokset til 5,9 millioner, og de ville gerne råbe verdens samvittighed op over for dette uløste humanitære og politiske problem (Kr. Dagblad 13/5). Andre danske kirkelige aktører har også haft særligt fokus på det palæstinensiske folk, herunder ikke mindst det trængte kristne mindretal blandt disse. Det har historisk en sammenhæng med det danske missionsarbejde, der var i gang i Mellemøsten siden omkring 1900. Fra 1930’erne talte missionær Alfred Nielsen i Syrien de lokale araberes sag og var en stærk kritiker af den jødiske indvandring og stat (zionismen). Efter 1948 havde han svært ved at komme til orde i Danmark med den holdning (Larsen 2015), men siden er hans vinkel på konflikterne ofte ført frem i Danmark af folk med tilknytning til Danmission, der har overtaget missionsarbejdet i Mellemøsten. Den danske kirkelige organisation Betlehems Venner støttede palæstinensernes side og omtalte på sin hjemmeside Morten Things bog fra 2023: Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat som en lille perle, og dens konklusion var, at Israel var et etnokrati med apartheid og baseret på europæisk racisme (Betlehemsvenner). En udtalelse fra arabiske kirkeledere gav mellem linjerne Israel skylden for alle kristnes problemer i Mellemøsten i skriftet Så vælg da livet (originaltitel: We Choose Abundant Life), og den fik Folkekirkens mellemkirkelige Råd sammen med Danmission oversat til dansk og lanceret på Københavns Stift 20. september (Folkekirkens mellemkirkelige Råd).

Efter 7. oktober

7. oktober foretog Hamas et terrorangreb fra Gaza ind i Israel og dræbte bl.a. 1200 civile. De danske kirkelige reaktioner på Israel-Hamas krigen har været afdæmpede, men afspejler de forskellige kredses tradition for at vægtlægge enten jødernes ret til overlevelse i deres hjemland eller de omkostninger, som dette har medført for den palæstinensiske befolkning.

De evangelikale missionsorganisationer fordømte Hamas og antisemitismen og støttede op om Israels ret til at eksistere. Israelsmissionens generalsekretær, Christian Rasmussen, lagde stærk afstand til antisemitiske anslag i Danmark, som han kaldte et nederlag for os som samfund. Han påpegede, at det antisemitiske Hamas, der vil rense Israel/Palæstina-området for jøder, netop med sine henrettelser styrkede ræsonnementet for den zionistiske ide, som den hadede (Shalom, nr. 4, 2023).  Bevægelsen Ordet og Israel så jo oprettelsen af staten Israel i lyset af opfyldelsen af Guds løfter til jøderne i Det Gamle Testamente, og derfor var støtten til landet og staten Israel varm efter 7. oktober. Bevægelsen overlod en af bevægelsens bygninger i Israel til israelske flygtninge og til en messiansk jødisk menighed, der laver mad til israelske soldater. I Magasinet Ordet og Israel blev der skrevet om det blodigste angreb på Israel i dets historie og fandt tiden inde til at uskadeliggøre Hamas (Magasinet Ordet og Israel, nr. 10 og 11). De to foreninger gik sammen med de tværkirkelige organisationer Den Kristne Ambassade fra 1980 og Dansk-Jødisk Venskab sammen med jødiske foreninger m.fl. i Fælleskomiteen for Israel, der arrangerede et mindearrangement for de dræbte israelere og gidslerne på Herning Torv søndag 22. oktober (Fælleskomitéen for Israel).

Nogle dage efter 7. oktober begyndte Israel en krig for at redde sine gidsler og ødelægge Hamas-styret. I det overbefolkede område, Gaza, kunne dette ikke ske uden store civile tab, og hos nogen lå sympatien så meget på palæstinensernes forhold i Gaza, civilbefolkningens lidelser og på palæstinensernes rettigheder over for zionisternes bosættelser i landet, at tanken om de israelske gidsler og afvæbning af Hamas næsten forsvandt. Folkekirkens Nødhjælp, der samlede ind til humanitært arbejde i Gaza, måtte ved sin generalsekretær, Birgitte Quist-Sørensen, præcisere, at man ikke havde valgt side i striden og aldrig ville støtte Hamas, men at man under alle forhold valgte side for mennesker i nød, og at man var forpligtet på at hjælpe verdens fattigste og alle, der havde brug for humanitær bistand, hvad man havde i Gaza, men ikke i Israel (Kr. Dagblad 16/11).

De tyske protestantiske landskirker (EKD) kaldte Hamas-angrebet for en pogrom, stillede sig ved jødernes side og erklærede sin støtte til statens Israels ret til at eksistere. Også de svenske biskopper tog afstand fra Hamas kort efter bevægelsens angreb. Den danske kirke kan således ikke siges at have en særlig holdning til den aktuelle krig mellem Israel og Hamas, lige så lidt som man har det til spørgsmålet om mission blandt jøder. Folkekirkens biskopper valgte ikke side i konflikten, men lod i forbindelse med biskoppernes ordinære møde i oktober afholde en gudstjeneste for fred i Mellemøsten (Kr. Dagblad 24/10).

Den tidligere formand for det Mellemkirkelige Råd, Mogens Mogensen, beklagede den polarisering, der kom til udtryk, ved at støtterne af Israel var tilbageholdende med en kritik af Israels angreb i Gaza, og dermed var lige så ensidige som de palæstinensiske kristne kirkeledere, der ikke kritiserede Hamas (Kr. Dagblad 4/11).

I lyset af kristent missionsarbejde til jøder må man sige, at det politiske spørgsmål har taget overhånd. For den ene fløj kan støtten til Israel betyde, at Israels ret til at eksistere som stat bliver dominerende, idet så ortodokse jøder bliver set som allierede, de arabiske kristne glemmes og missionsarbejde træder i baggrunden (Alfsvåg 10). For den anden fløj kan palæstinensernes humanitære situation og deres eventuelle mulighed for at vende tilbage til tabte områder, fylde billedet, så behovet for et kristent vidnesbyrd til det jødiske folk fortoner sig.

Den internationale evangelikale bevægelse

Mens udviklingen i Tyskland og Kirkernes Verdensråd er gået i en retning, der peger væk fra mission blandt jøder, har denne del af kristenheden haft forholdsvis tilbagegang, mens den evangelikale del af de protestantiske kirker er vokset de sidste 50-100 år, især indenfor pinsebevægelsen og forskellige former for karismatiske menigheder. Her har man typisk stået for støtte til staten Israel, missionsarbejde overfor til jøder, og man har altså haft en stigende andel af verdens kristne bag sig. De vesteuropæiske kristne kirker har flyttet sig, men det har tyngdepunktet i verdens kristne også. Jøderne har også flyttet sig: Der var 9½ millioner jøder i Europa i 1933, og det var 60 % af alle jøder i verden. Nu er der ca. 1,3 millioner i Europa, og det er under 10% af verdens jøder.

Med ’evangelikal’ betegner man de protestantiske kristne, der lægger vægt på Kristus som frelser, på missionsarbejde, Bibelens autoritet og personlig tro. Evangelikale er et mindretal i Vestens kirker, men større og større globalt. Hvor Kirkernes Verdensråd har 500 millioner i sine medlemskirker, regner World Evangelical Fellowship med at have 600 millioner bag sig. Det er et af de evagelikale samlingspunkter, ligesom Lausanne-bevægelsen er det.

Det var ønsket om at klassisk missionsarbejde skulle fortsætte, der førte til dannelsen af Lausanne-bevægelsen for mission i 1974 (Jensen 5). I dag er det mest i evangelikal sammenhæng, at der tales om mission blandt jøder (Jensen 26). For Lausanne-bevægelsen handlede det ikke om mission eller dialog, men om begge dele. At jøderne har en pagt med Gud endnu, betyder ikke, at Kristus er unødvendig for dem. Det at vi kan lære meget af samtaler med jøder, er ikke argument for, at vi ikke skal drive mission (Alfsvåg 15). I den evangelikale verden har man derfor fastholdt tanken om mission over for jøder. The Lausanne Consultation on Jewish Evangelism vil netop styrke indsatsen, så flere jøder møder budskabet om Jesus Kristus. Selvom de står i pagten med Gud og er under Guds løfter, har de stadig behov for at blive forsonet med Gud gennem Jesus Messias. På konferencen i Pattaya i 1980, formuleredes det sådan, at mission blandt jøder var en prøvesten på et sandt missionssyn. For hvis jøder ikke har brug for frelse ved tro for Kristus, hvem har så (Jensen 28)?

Derfor tog man afstand fra inklusivismen indenfor økumenisk teologi. Man tog også afstand fra den særlige udgave af to-pagts-teologien, der siger, at jøderne omvendes på en anden måde end ved mission. Her når fromme Israelvenner til det samme resultat som inklusivisterne, nemlig at der skal ikke drives mission over for jøder. Der er ikke brug for det, hvis Gud gør det (Kjøde 25). Lausanne-folkene frygtede, at en to-pagts-teologi kunne ende i en multi-pagts-teologi, så ethvert religiøst menneske bliver saligt i sin tro (Kjøde 27).

Katolsk mission

Halvdelen af verdens kristne er i den romersk-katolske kirke. Her havde man fra 1939-1958 en pave, Pius 12, der lavede aftaler med Hitler i 1930’erne og er blevet beskyldt for at have svigtet i forhold til nazismen. Den romersk-katolske kirke gav heller ikke udtryk for nogen særlig holdning til mission blandt det jødiske folk i Pius 12’s pavetid, men forholdet til mission blandt jøder blev først omtalt på kirkens Andet Vatikanerkoncil i 1962-1965. Dette koncil var generelt en skelsættende begivenhed for romerkirken, og her gav man også udtryk for en ret inklusivistisk tilgang til andre religioner. Man lagde klar afstand til antisemitismen gennem skriftet “Nostra Aetate” (1965) og skrev også her om mission til jøder. Kirkens tankegang var, at man kunne også blive frelst gennem andre religioner, hvis man fulgte sin samvittighed og ledtes af nåden, fordi man kunne være en skjult kristen i andre religioner (Langton 511). Kristus bekendtes ganske vist som Vejen, Sandheden og Livet, men man kunne ikke nægte det sande i andre religioner. Med den udtalelse kan man ikke sige, at tanken om mission var udelukket, men den var heller ikke særligt fremhævet.

I 2015 redegjorde den romersk-katolske kirke for sit synspunkt (www.christianunity.va),og den afgåede pave Benedikt bekræftede i 2018, at der ikke skulle drives egentligt missionsarbejde over for jøder, men dog nok aflægges vidnesbyrd:

‘The Church is therefore obliged to view evangelisation to Jews, who believe in the one God, in a different manner from that to people of other religions and world views. In concrete terms this means that the Catholic Church neither conducts nor supports any specific institutional mission work directed towards Jews. While there is a principled rejection of an institutional Jewish mission, Christians are nonetheless called to bear witness to their faith in Jesus Christ also to Jews, although they should do so in a humble and sensitive manner, acknowledging that Jews are bearers of God’s Word, and particularly in view of the great tragedy of the Shoah’ (Vatican News). Så missionsarbejde var vel ikke udelukket for katolikker, sådan som det var i EKD i Tyskland, men det var ret tæt på.

Litteratur

Knut Alfsvåg: ’Før jøde først’ – om kristen misjon til jøder og hedninger’, i Norsk Tidsskrift for Misjonsvitenskap 2019, 3-4.

Rolf Gunnar Heitmann: ’Er det legitimt at drive misjon blandt jøder? Om endringerne i de tyske protestantiske kirkerne etter 2. verdenskrig’, Norsk Tidsskrift for Misjonsvitenskap, 2019, 3-4.

Ulrik Jensen: Kirkens jødemission i det økumeniske paradigme, 2000 (Menighedsfakultetet, Aarhus).

Lars Bastrup Jørgensen: Genoprettelsen af Davids faldne hytte, Aarhus: Forlaget Kerem Shalom, 2007.

Rolf Kjøde 2019: ’At dei må bli frelsta’ eller treng dei det?’. Norsk Teologi om Jødemisjon i global kontekst’, i Norsk Tidsskrift for Misjonsvitenskap 2019, nr. 3-4.

D. Langton 2006: Relations between Christians and Jews, Post WW1, Manchester 2006.

Kurt E. Larsen: Christian Bartholdy, vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie, ca. 1930-1960, Fredericia 2015.

Gerald R. McDermott (red.): The New Christian Zionism, IVP 2016.

Hilde Brekke Møller: ’Den jødiske Jesus og spørgsmålet om antisemittisme i tysk jødemisjon’, i Norsk Tidsskrift for Misjonsvitenskap 2019, nr. 3-4.

Rolf Rendtorff: Hat denn Gott sein Volk verstossen. Die evangelische Kirche und das Judentum seit 1945. Ein Kommentar. Chr. Kaiser, 1989.