Af Nik Bredholt, sekretariatsleder for Religion & Samfund og landssekretær i Danske Kirkedage.

I starten af marts 1995 rejste jeg til El Salvador for at arbejde som frivillig på en skole i slumområdet, Zacamil, i San Salvador, som er hovedstaden. Jeg skulle arbejde i et program kaldet “Education para todos” (på dansk: Uddannelse for alle), som tog sig af unge, der havde været mobiliseret under borgerkrigen fra 1980-1992, og som derfor ikke havde fået afsluttet skolen på almindelig vis.

Jeg rejste ud et par uger før et større arrangement, som blev holdt i anledning af mordet på ærkebiskop Oscar Romero fra El Salvador, der blev dræbt af militærets dødspatruljer i marts 1980.

I flyet lærte jeg en spansk præst at kende, der inviterede mig til et seminar, hvortil en række af de store befrielsesteologer var inviteret til at tale. Mennesker jeg aldrig havde hørt om. Navne som Samuel Ruiz fra Mexico, Pedro de Casaldaliga fra Brasilien, Gustavo Gutierrez fra Peru og Jon Sobrino fra El Salvador. Og der var flere, som jeg aldrig lærte navnene på.

Det var en stor oplevelse at være med. Facinerende mennesker, der havde stået op mod magten i en tid, hvor kirken stod for skud.

Jeg vil i dette korte overblik over enkelte befrielsesteologer i Sydamerika tage udgangspunkt i netop de personer, som jeg mødte, samt i Oscar Romero, som blev mindet.

Befrielsesteologi

Befrielsesteologi er ikke helt så enkelt at snævre ind. Man kan mene, at det handler om en bog fra 1971 med titlen: “En teologi om befrielse”. Bogen blev skrevet af den peruvianske præst, Gustavo Gutierrez, der som ung blev optaget af den uretfærdighed, som han oplevede i sit hjemland.

På mange måder stemte bogens budskab overens med de linjer for fremtidens kirke i Latinamerika, som de to store bispemøder i Medellin, Colombia i 1968 og senere mødet i Puebla, Mexico i 1979 lagde for kirkens arbejde i den verdensdel. Den latinamerikanske kirkes fokus blev vendt fra at have været en del af magtstrukturerne, til at fokus skulle være på de fattige og på en kirke, som skulle være der for de fattige.

Man kan også mene, at det handler om bestemte personer, der kæmpede for de fattige og undertrykte, særligt i 70’erne og 80’erne.

Hvad er befrielsesteologi?

Ifølge Gustavo Gutierrez (1928 – ) udfordrer fattigdom også teologien, og for ham er fattigdom ikke et tilfælde. Det er en uretfærdighed. Folk er ikke nødt til at være fattige.

Befrielsesteologi handler om troens dybe mening og kirkens mission i en verden af mennesker, som ikke er frie. At være kristen, at være kirke, hævdede bogen, er at leve i en permanent befrielsesproces.

Befrielsesteologien tager udgangspunktet i de fattiges synspunkt og vinkel. At være fattig og på den måde ubetydelig er at eksistere i nærheden af døden. De fattiges perspektiv omfatter imidlertid også deres kamp for retfærdighed og fred, for liv og frihed, og for tilstedeværelsen i et samfund, hvor deres ret til at eksistere er under pres.

Skabelsens Gud er også frigørelsens Gud. Det handler om, at Gud sætter sit folk fri.

Ifølge Gutierrez er vi nødt til at bryde med vores mentale kategorier. Bryde med den måde vi forholder os til andre på; med vores måde at identificere os med Gud på; med vores kulturelle miljø; med vores sociale klasse; med andre ord med alt, hvad der kan stå i vejen for en ægte solidaritet med dem, der i første omgang lider af elendighed og uretfærdighed. Kun således, og ikke gennem rent indre og åndelige holdninger, vil det “nye menneske” opstå.

Befrielsesteologien er således optaget af aktiv handlen og vil ofte praktiseres i små basismenigheder, hvor evangeliet bliver diskuteret i sammenhæng med livets udfordringer.

Det er vigtigt at understrege, at befrielsesteologi ikke er en politisk eller økonomisk manual til at udrydde fattigdom og social ulighed. Befrielsesteologi er ikke en måde at lave revolution eller at sætte et kirkeligt flag på en bestemt form for en politisk forandring.

Gustavo Guiterrez blev berømt både i Sydamerika og uden for, og bogen blev en bestseller, men den skabte ham også fjender og kritik bl.a. fra Vatikanet.

Sent i sin karriere blev han del af dominikanerordenen. Et rygte siger, at han gjorde det for at slippe ud af den lokale biskops kontrol, men han har selv sagt, at han altid har været fascineret af dominikanerne, ikke mindst den første biskop af Chapas, Bartolomé de Las Casas, der også var dominikaner, og som forsvarede de oprindelige folk over for de spanske kolonisatorer.

Oscar Romero (1917 – 1980)

Lad os gå videre med Oscar Romero, hvis eftermæle de alle kom til mødet i 1995 for at vise respekt. Han var ikke i udgangspunktet tiltrukket af befrielsesteologien. De præster, der fulgte den retning, var snarere hans hovedpine, for de var svære at styre. De magtfulde brød sig ikke om teologer, der talte de fattiges sag, og Romero var som ung biskop meget påpasselig med ikke at forstyrre de politiske kræfter i El Salvador.

Man da han oplevede, at militæret direkte løj om mordet i 1977 på hans gode ven, præsten Rutillio Grande SJ, skete der noget. Romero har selv udtrykt, at det var som om, han fik åbnet øjnene for det, som skete i verden omkring ham.

Romero begyndte at tale mere direkte imod volden og brugte blandt andet radio til at komme ud med sit budskab og dele med befolkningen, hvilke overgreb som fandt sted. Hans prædikener blev samlingspunkter, hvor folk kunne høre, hvad der faktisk skete i deres land, og på få år gik Romero fra at være den foretrukne kandidat til biskop for højrefløjen i landet, til at blive mål for dødspatruljerne. I sin sidste prædiken henvendte han sig direkte til soldaterne og sagde, at de skulle nægte at adlyde ordrer om at dræbe deres landsmænd, for det var en ordre, som Gud var imod. Det blev hans endeliget. To dage efter blev han dræbt, mens han fejrede messe i et hospitalskapel.

Mordet gjorde Romero meget berømt, og hans dødsdag, den 24. marts, var i mange år en anledning til at huske på kampen mod diktaturerne i Latinamerika. Der var også i Danmark igennem 1980’erne møder hvert år på denne dag. Romero blev helgenkåret af Pave Frans i 2018 og blev på den måde ophøjet som et anerkendt eksempel for hele kirken. Jeg var selv til stede i Rom på Peterspladsen, da Romero blev erklæret helgen. Det var stort og på en måde en kulmination af mange års optagethed, samtidig med at det sluttede en cirkel for mig, der begyndte med mit ophold i El Salvador i 1995.

Samuel Ruiz (1924 – 2011)

En anden deltager i mødet i El Salvador var biskop Samuel Ruiz, som jeg så som en lidt stor og glad ældre herre, da jeg mødte ham. Jeg vidst jo ikke, hvem han var, eller hvad han havde været igennem.

Han var selv i udgangspunktet en konservativ præst, men blev stærkt influeret af andet Vatikanerkoncil, der kaldte kirken til at udbrede troen på en måde, som passer til folks kultur.

Han oplevede ligesom Romero en vækkelse i mødet med de fattige i det område, som skulle blive hans bispedømme, nemlig Chapas. Samuel Ruiz gjorde verden opmærksom på den uretfærdige behandling, som de oprindelige folk fik, og bragte dem ind i kirken som ligeværdige. Han var en central person i forhandlingerne om fred, da en gruppe, kaldet Zapatisterne, gjorde oprør mod den centrale regering i Mexico.

Vatikanet opfordrede ham til at gå af som biskop, men venner i kirkelige kredse i Mexico talte hans sag. Han gik først, da han var tvunget til det som 75-årig.

Han uddannede katekister blandt lokalbefolkningen, som organiserede små landsbykommuniteter, og da han gik af som biskop, var der mere end 20.000 lokale katekister. Få år efter hans afgang lukkede den nye biskop dog programmet.

Som med Gustavo Guiterrez, går der en linje fra en af det 14. århundredes store fortalere for de oprindelige folks sag, Bartolomé de Las Casas, til Samuel Ruiz. De talte begge de oprindelige folks sag, og de var begge biskopper i Chapas.

Pedro de Casaldaliga (1928 – 2020)

Har man oplevet den katolske kirke i Sydamerka, så er det svært at undgå de mange dedikerede spanske missionærer, der har brugt deres liv på at arbejde for kirken i denne verdensdel. Pedro de Casaldaliga er en af dem. Han var en spansk missionær, der som ung kom til Brasilien. Han blev biskop i et fattigt område, hvor han kæmpede for de lokale beboeres rettigheder mod rigmænd og selskaber, der ville udnytte naturrigdomme i området.

Hans kamp gav ham mange fjender. I 1988 blev Casaldaliga også kritiseret af Vatikanet, der krævede, at han skrev under på en erklæring om de fejl, man mente, han havde begået. Han skrev aldrig under og fastholdt, at han udelukkende gjorde det, som kirken burde gøre.

Jon Sobrino (1938 – )

En anden spanier er jesuitten, Jon Sobrino, der som ung præst kom til El Salvador. Her blevhan vidne til den stigende undertrykkelse og blev stærkt påvirket af den bølge af forandring, der skyllede over kirken med de nævnte latinamerikanske kirkemøder.

Fra at være meget kritisk blev han ven med Romero og skrev senere en meget anbefalesværdig biografi om Romero.

Jon Sobrino havde den forfærdelige oplevelse, at hele hans jesuitterkommunitet ved Universidad de Centro America i San Salvador blev myrdet i 1989, som en del af borgerkrigen og militærets overgreb. Han var selv på rejse, da det skete.

I 2007 blev han også kritiseret af Vatikanet. For Sobrino var kritikken dog mere en fordel for salget af hans bøger, og han har aldrig offentligt accepteret Vatikanets kritik.

Hvor er befrielsesteologien i dag?

Den latinamerikanske kirke skabte med de store kirkemøder i Medellin og Puebla en forståelse i kirken af, at de fattige skal have en forrang. Det er dybest set en bibelsk tankegang, og på mange måder er den forståelse også blevet en del af kirkens officielle lære. Pave John Paul II var kritisk overfor befrielsesteologien og konfronterede de aktivistiske præster på rejser i Sydamerika i 80’erne, men tankegangen om de fattiges forrang kom ind i kirkens sociallære og er i dag en integreret del af de principper, som kirken taler ud fra, når den analyserer politiske problemer. Ideen med basismenigheder har også slået rod i kirkens liv.

Gutierrez fortæller i et interview til det amerikanske katolske blad, America, fra august 2023, at befrielsesteologien også er kontekstuel og hører til i en bestemt tid med nogle bestemte problematikker i 60’erne og 70’erne.

Befrielsesteologien ses i dag også i mange andre sammenhænge. I Nordamerika, Afrika og Asien. Der er forskelle, men fælles er optagetheden af vilkårene for de fattige.

Den forandring som den nuværende Pave Frans repræsenterer, har også sin rod i de forandringer, som befrielsesteologien medførte, også selvom Frans ikke selv kan siges at have været befrielsesteolog. Han er rundet af den forandring, som fandt sted med kirken fra hans formative år som ung jesuit i 1960’erne, og tiden som leder af jesuitterne i Argentina under diktaturet og senere hans bispeembede i Buenos Aries.

Alle de befrielsesteologer, som er nævnt her, er på den ene eller anden måde blevet kritiseret af Vatikanet. Særligt i årene med Ratzinger, som formand for troslærekongregationen, var der kritik. Den kritik er næppe helt forsvundet, men med Pave Frans er der kommet en anden tilgang, og selv befrielsesteologiens grundlægger, Gustavo Guiterrez, har været inviteret til venlige samtaler med troslærekongregationen i Rom.