Hvilke konsekvenser vil det få for Metodistkirken i de Skandinaviske lande, at Asbyry Seminary ikke anerkendes som teologisk uddannelse for metodistpræster? For vi har indtil nu været ganske åben overfor at godkende teologisk basisuddannelse uanset, hvorfra den kommer. Den går ikke længere, skriver Jørgen Thaarup
// Af Jørgen Thaarup, metodistpræst og dr. theol.
Metodistkirken godkender ikke længere den teologiske basisuddannelse, som gives ved Asbury Seminary i Kentucky, USA. Det har fyldt i den kirkelige presse dette år.
Hvilken myndighed i Metodistkirken har vurderet og taget stilling til teologien på Asbury?
I Metodistkirken findes en myndighed til vurderingen af teologisk uddannelse som er adgangsgivende til præstejobbet. Den myndighed hedder University Senate og består af repræsentanter fra de 13 teologiske fakulteter, der er på de 13 universiteter i USA, som Metodistkirken for mange år siden har stiftet.
University Senate er en myndighed, som er nedsat af kirken, men det er en akademisk myndighed, som udelukkende skal foretage akademiske vurderinger og bestemmelser. University Senate vurderer teologiske uddannelser fra rigtig mange universiteter i USA og udgiver en liste over de universiteter, der giver kvalificeret uddannelse, som dermed bliver kirkens krav til de uddannelser, som igen giver adgang til at søge præsteembede i Metodistkirken.
Her er det, at den seneste liste over godkendte universiteter ikke længere indeholder Asbury Seminary, en stor institution, som har givet uddannelse til mange præster i flere forskellige kirkesamfund, også internationalt.
Hvad er problemet med uddannelserne fra Asbury?
University Senate vurderer, at det akademiske niveau ikke tilfredsstiller de krav, som nutidige internationale kriterier for akademisk uddannelse kræver.
Hvad er det for kriterier, som Asbury ikke opfylder?
Det ved vi strengt taget ikke, for University Senate giver ikke begrundelser og forklaringer til de vurderinger, de foretager. Men jeg er ganske sikker på, at begrundelserne er af samme art, som vi har oplevet i Skandinavien, hvor universiteterne ikke har godkendt de teologiske uddannelser, som gives ved Menighedsfakulteter og Bibel Institutter og lignende institutioner, hvor formålet med institutionen er at fremme en bestemt teologi, en bestemt dogmatik, en bestemt etisk holdning. Uddannelserne pålægges at foregå på et bestemt teologisk grundlag og skal fremme de studerendes formation i en bestemt teologisk og konfessionel retning.
Hvilke kriterier er afgørende for godkendelse af teologisk uddannelse fra Asbury?
Et første kriterium er, at uddannelserne skal være forskningsbaseret, og hvis ikke, så i det mindste forskningsrelateret. Hvad betyder det? Det betyder, at den litteratur, som anvendes i de enkelte fag, skal præsentere den nyeste forskning indenfor området. Wesley teologi kan ikke foregå med anvendelse af gamle fremstillinger, hvor perspektivet på Wesley udelukkende er dikteret af Aldersgate-perspektivet, når forskningen indenfor de seneste 30 år har vist, at Wesleys tilegnelse af teologien fra de græske kirkefædre havde en langt større indflydelse på hans tænkning. Derfor spørgsmålet til Asbury: Hvad er det for en Wesley teologi I underviser, når kun en meget begrænset del af Wesley-forskningen lægges til grund for den undervisning, I giver?
Et andet kriterium er, at teologisk uddannelse altid skal være kritisk i sit væsen og sætte enhver teologi ind i sin kontekst med andre forskellige teologier. Kritisk tænkning i teologisk uddannelse har jeg set er en manglende disciplin ved flere universiteter. Kun ved at stille spørgsmål til det, vi allerede ved, og vende og dreje kritikken, er det muligt at opnå ny viden. Det emne, som studeres, bibeltekst eller dogmatisk udsagn eller kirkehistorie eller praktisk teologi, må nødvendigvis sættes i forhold til noget, der stritter i helt andre retninger, ellers bliver det jo kun konserverede frugter i egen juice.
Som kirke-teolog vil jeg også sige, at enhver teologistuderende, som ønsker at bruge teologisk uddannelse som adgangsbillet til et job som præst, forhåbentligt vil møde alle kritiske spørgsmål til kristen tro og teologi i løbet af den teologiske uddannelse og ikke når vedkommende engang efterfølgende står i et præsteembede, hvor de kritiske spørgsmål til teologien og kirken kan vælte en præst omkuld.
Troskriser har det bedst, når de sker i det beskyttede miljø, som et uddannelsesforløb altid er i forhold til den virkelighed, som møder enhver præst i et embede. Enhver teologistuderende må nødvendigvis forholde sig til at Gud er Død, og at det er kirkens forsøg på at rationalisere al mystik, der er årsagen, hvis kandidaten skal forså noget som helst.
Så et spørgsmål til Asbury: bliver studenterne strøget med hårene eller får de tilstrækkelig modstand til at kunne vokse og udvikles i deres egen teologiske tænkning? Kan de prædike bibelens ord i et sekulariseret sprog og begrebslighed?
Et tredje og sidste kriterium er, om forskningen og den teologiske uddannelse er fri. Totalt fri. Hvis Asbury har nogle trosmæssige holdninger og dogmatiske forudsætninger, det kan være bibelsyn eller holdningen til menneskets seksualitet, så er forskningen og uddannelsen ikke fri.
Resultatet af forskningen og uddannelsen er givet som forudsætning. Det kan ikke være akademisk i sit indhold. I Skandinavien omkring Menighedsfakulteterne har det været et afgørende kriterium for underkendelsen af teologisk uddannelse. Et bestemt bibelsyn, at Bibelen er ufejlbarligt dikteret af Gud, giver ikke friheden til at undersøge, om det virkelig forholder sig således.
Menighedsfakultetet i Oslo har sat forskningen og uddannelserne fri, så det ikke på forhånd er angivet, hvilket resultat og hvilken teologi, forskningen og uddannelserne skal nå frem til, dermed er Menighedsfakultetet i Oslo fuldt ud akkrediteret af den akademiske verden.
Det blev Asbury ikke, sandsynligvis fordi institutionen er bundet af en bestemt teologi og dogmatik. Dermed er uddannelserne ikke frie og kritiske.
Som nævnt har den kirkelige presse hæftet sig ved, at underkendelsen af Asburys teologiske basisuddannelse er sket, efter at Metodistkirken har ændret sin policy om samkønnet vielse.
Ligeledes efter at Asbury meget hurtigt erklærede, at de ville uddanne præster til de 25% af Metodistkirkens medlemmer i USA, som forlod Metodistkirken på grund af seksualitetssagen. Asbury bandt dermed sig selv til bestemte teologiske holdninger og dogmatikker.
Problemet med forskningen og uddannelserne fra Asbury er ikke af ny dato. Københavns teologiske fakultet har vurderet uddannelser fra Asbury og erklæret, at de ikke lever op til de kriterier for akademisk uddannelse, som er gældende i vores del af verden. Men ingen tvivl om, at den splittelse, der er sket i Metodistkirken på grund af spørgsmålet om menneskets seksualitet, har fremmet, at University Senate ikke længere godkender det akademiske miljø og niveau på Asbury.
Nu kan man selvfølgelig spørge, om det er fair at underkende alle kandidater, som står med et eksamensbevis fra en bestemt undervisningsinstitution, fordi institutionen lægger en trosregel ned over uddannelserne.
En sammenligning med Oxford University: Det er interessant at se, at Oxford University er rangeret blandt verdens bedste universiteter, men samtidig med, hvis man går ind og ser på de enkelte fakulteter og institutter, så finder man et betydeligt mere nuanceret billede. For også særdeles dårlige uddannelser med dumpekarakterer finder vi på Oxford University.
Min egen erfaring fra de fire år, hvor jeg var ansat på Göteborgs universitet som doktorand, var, at de svenske universitetsmyndigheder vurderede, at de enkelte teologiske fakulteter i Sverige var for små til at opretholde et acceptabelt akademisk niveau. Derfor blev de teologiske fakulteter pålagt at holde forskningsseminarer fælles, Uppsala, Lund og Göteborg, for at opnå tilstrækkelig kritisk masse til den kritiske vurdering og diskussion af fremlagt forskning. Sådan. Hvis ikke disse fælles forskningsseminarer blev afholdt, så ville de teologiske fakulteter miste deres ret til at godkende doktorafhandlinger. Skandinaviske universiteter kæmper også med at opretholde det akademiske niveau.
Hvilke konsekvenser vil disse forhold få for Metodistkirken i de Skandinaviske lande?
Metodistkirken i de Skandinaviske lande har været ganske åben overfor at godkende teologisk basisuddannelse uanset, hvorfra den kommer.
Den går ikke længere.
Nu må kirken foretage sin egen vurdering af hvert enkelt eksamensbevis, som lægges frem ved ansøgning til præsteembede.
Hvad har kandidaten læst? Hvordan viser uddannelsen, at den bygger på den nyeste forskning? Ser vi kandidatens egen evne til kritisk tænkning og evne til at sætte teologien ind i det kontekstuelle? Kan kandidaten sin eksegese uden at være låst i et bestemt bibelsyn eller dogmatik? Kan kandidaten se den store kirkehistorie og ikke kun sin egen sekt og selvforståelse?
Vi må nok også indrømme, at vi er påvirket af Folkekirken, som ikke har nogen tradition for, at kirken vurderer de uddannelser, som kommende præster stiller med. Det er Kirkeministeriets jurister, altså en statslig administration, som konstaterer, at der foreligger et eksamensbevis fra et dansk teologisk fakultet, så er døren åben til at søge præsteembede. Men kirken og dens teologer foretager ingen vurdering af uddannelserne, det er helt og fuldt overgivet til de teologiske fakulteter og Kirkeministeriet. Meget mærkeligt! Dog føres enkelte samtaler med biskoppen, når der er tale om ansættelser, men hvad kan en enkelt samtale vise om den samlede uddannelse, som den enkelte præst har med sig? Dog det positive, at her er eksempel på, at kirken vurderer og tager stilling til det uddannelsesmæssige indhold.
Gad vide, hvad Metodistkirkerne i Skandinavien gør efter balladen med Asbury?





