Christian Alsted argumenterer i denne artikel for, at kirken må møde den nye udvikling med missional nysgerrighed og lære at være nærværende, discipelskabende og kontekstuelt relevant i en virkelighed, hvor mennesker allerede søger mening, håb og åndelig retning
// Af Christian Alsted
Gennem årtier har den åndelige pendulbevægelse svinget i retning af ligegyldighed og sekularisering. Nu ser pendulet imidlertid ud til at bevæge sig mod større nysgerrighed og åbenhed over for tro og åndelighed. Medier i adskillige europæiske lande rapporterer om en voksende interesse for religion blandt unge, og mange giver udtryk for et ønske om at tro på en eller anden form for højere magt.
I denne artikel argumenterer jeg for, at kirken må møde den nye udvikling med missional (missionsorienteret) nysgerrighed og lære at være nærværende, discipelskabende og kontekstuelt relevant i en virkelighed, hvor mennesker allerede søger mening, håb og åndelig retning.
Hvor åbenlys interesse for religion og spiritualitet for et eller to årtier siden var uacceptabel blandt de fleste politikere og meningsdannere, ser vi nu danske politikere og mediepersoner give udtryk for deres tro. De fleste gør det stadig forsigtigt, som om de ikke vil »gå for langt« i deres bekendelse til kristendommen. Alligevel låner deres position legitimitet til andres søgen, netop fordi de læner sig ind i troen med ord og udtryksformer, der ofte er befriende renset for traditionelt religiøst sprog.
Er dette en tendens eller snarere en »tilbagevenden til normalen«? Som kirkehistorikeren Joel Halldorf skriver i en kommentar i den svenske avis Expressen:
»Ateismen skaber et tomrum, som den ikke selv kan udfylde, derfor er religionens tilbagekomst uundgåelig.«1
Og han har en pointe, for det er langt fra første gang inden for de seneste 50 år, at der har været tegn på åndeligt røre. Jesus-bevægelsen og den karismatiske fornyelse bredte sig gennem den vestlige verden og nåede Danmark i 1970’erne, og begge fik væsentlig og vedvarende betydning i frikirkerne, dele af folkekirken og den katolske kirke – den lutherske fornyelsesbevægelse Dansk Oase er et af de tydelige resultater.

Jeg var præst i 1990’erne og 00’erne i et epicenter for gospelbevægelsen i Danmark, Jerusalemskirken i København. Her oplevede vi i adskillige år hundredvis af mennesker, som strømmede til gospelgudstjenester, festivaler, koncerter og kor. Den åndelige søgen og nysgerrighed var tæt forbundet med den frisættende glæde, musikken inspirerede til. Bevægelsen har siden spredt sig til alle kirkesamfund og hele landet, og gospel appellerer fortsat til store grupper af mennesker uden kirkelig baggrund.
Undersøgelsen »Gud og danskerne – trosanalysen 2026«ii, bestilt af Det Danske Bibelselskab, synes at indikere en positiv bevægelse i forhold til kristendommen, selv om flertallet af danskerne fortsat ikke tror på Gud, og selv om der ikke er tegn på, at sekulariseringen er standset.
»Unge under 30 år – særligt unge mænd – fremstår mere åbne og nysgerrige over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Gruppen af 31–45-årige viser også tegn på større interesse for tro end de ældre alderskategorier. Der tegner sig samlet set et billede af en mulig bevægelse mod større religiøs åbenhed blandt yngre aldersgrupper. De unge mænd deltager langt hyppigere i gudstjenester, læser oftere i Bibelen og har oftere åndelige oplevelser, som har haft betydning for deres tro eller livsforståelse, end nogen andre af de undersøgte grupper.«2
Hvis undersøgelsens konklusioner også viser sig at være holdbare over tid, peger de på et muligt stemningsskift med betydning for både befolkningen og kirkerne. Det bemærkelsesværdige er ikke blot, at flere unge udtrykker religiøs nysgerrighed, men at denne nysgerrighed tilsyneladende fører en del af dem i retning af kirken.
Det er værd at bemærke, at de to nævnte eksempler begge begyndte som fornyelser i kirken, der gjorde kirken mere missional og tiltrak mennesker. Hvorimod Trosanalysen peger på en anden situation, nemlig unge, især unge mænd, som bevæger sig mod kirken på eget initiativ. Det kan forstås som en ny åndelig bevægelse i befolkningen, hvor Helligånden ikke først fornyer kirken indefra, men vækker en længsel udenfor, som kirken må lære at tage imod.
I en artikel i Kristeligt Dagblad skrev strategikonsulent og livsstilsekspert Jacob Holst Mouritzen i marts 2025iii, altså godt et år før Bibelselskabets undersøgelse gav evidens for hans udsagn:
»Kirkerne har en historisk mulighed for at fange de yngre generationers opmærksomhed og interesse. Men det kræver handling, en klar strategi og målrettet kommunikation. Hvis kristendommen skal tages alvorligt som et svar på unges eksistentielle spørgsmål, må kommunikationen flyttes til de kanaler, hvor de unge faktisk befinder sig. Ellers står mange andre allerede klar til at tilbyde de svar, de søger. Og jeg frygter, at kirken og den kristne tro er langt fra at være det første sted, man søger efter åndelige svar.
Kirken må forstå, at den befinder sig i en konkurrence om menneskers tanker, moral, værdier og tro. Kirken konkurrerer ikke kun med andre religioner, men også med influencere, spirituelle fællesskaber og online-subkulturer, som tilbyder klare og tydelige budskaber om mening og identitet.«3
Mouritzens pointe er vigtig. Åbenheden retter sig mod tro, spiritualitet og eksistentielle spørgsmål og ikke specifikt mod kristendommen. Kirken er blot én mulighed blandt flere, og vi befinder os på et stærkt konkurrencepræget område, hvor man efterspørger autenticitet og evne til at formidle tro og håb på ægte og relevante måder.
Her kommer min egen kirkelige tradition mig til hjælp. Metodistkirken, som jeg har været en del af i mange år af mit liv, er historisk formet af mission. Metodismen udsprang ikke først og fremmest af et teologisk opgør eller et kirkeligt skisma, men af en erfaring af Guds nåde og en stærk tilskyndelse til at bringe evangeliet til de mennesker, den etablerede kirke i 1700-tallets England ikke nåede. Tidligere generalsekretær i den britiske Metodistkirke, dr. Martyn Atkins, har med rette beskrevet metodismen som
“en discipelskabs bevægelse, der er formet til mission”.4
Kirkerne i Nordeuropa eksisterer ikke længere i en kristen enhedskultur, som støtter dem og medvirker til at forme nye generationer. Den virkelighed tilhører en svunden tid, som vi næppe kommer til at opleve igen. Hvis kirken vil være tro mod sin Herre, kan den ikke stille sig tilfreds med resterne af en kristen enhedskultur eller fortabe sig i endeløse debatter om, hvorvidt Danmark er et kristent land. Kirken må i stedet se sin samtid i øjnene og udfordre kulturen med evangeliet. Dermed er kirken igen ved sit udgangspunkt, kaldet og sendt ud i Guds mission for at gøre mennesker til Jesu Kristi efterfølgere. Med missionen bogstaveligt talt lige uden for døren, nærmer missionsselskaberne, folkekirken og frikirkerne sig en fælles agenda.
Vi står over for store missionale muligheder, og erfaringerne fra den globale coronapandemi viser os, at både modet og evnerne til at agere findes. Adskillige præsters og lederes respons under de omfattende samfundsnedlukninger i 2020-2022 viste en kapacitet til kreativitet, fleksibilitet og opfindsomhed. Mange trådte modigt frem, foretog hurtige ændringer, flyttede kirkelige aktiviteter online, tog sig af mennesker på nye måder og udforskede alternative muligheder for at skabe kontakt til lokalsamfundet.
For 30-40 år siden kendte vi vores virkelighed og forstod den i det mindste til en vis grad. Vi vidste, hvordan vi skulle navigere, og vi havde de rette »redskaber« til at bringe os fremad: Gudstjenester, ungdomsgrupper, søndagsskoler, seminarer, evangelisationskampagner, teologiske uddannelsessteder, salmer og lovsang, ordinerede præster, smågrupper og meget mere.
I dag er virkeligheden langt mere kompleks og mindre homogen. Velafprøvede forbedringer som nye strukturer, bedre og mere indbydende bygninger samt mere relevante og attraktive gudstjenester og aktiviteter har hjulpet os før, men vil næppe bringe os ind i fremtiden.

Skal vi navigere i den virkelighed, som ligger foran os, må vi finde nye, måske endda usandsynlige samarbejdspartnere, som kender vejen i det nye landskab og er villige til at hjælpe os. Nogle af disse samarbejdspartnere findes måske allerede i vores kirker, især blandt nye medlemmer. Andre kan vi finde på kirkens yderkanter. Når vi leder efter nye redskaber, der kan bringe os videre, må vi som under pandemien gentænke formerne for kirkeligt arbejde og måske udvikle nye fællesskabsformer.
Så hvordan er fremtidens kirke? Jeg ser kirken i de kommende årtier som missional. Den er først og fremmest båret af tre relationer, som er essentielle for enhver kirke: Relationen til den treenige Gud, relationen til hinanden i det kristne fællesskab og relationen til verden og mennesker omkring os. Hvor de tre relationer findes sammen, er der kirke.
Dernæst har den missionale kirke en klar bevidsthed om at tage del i Guds mission for at gøre mennesker til Jesu Kristi efterfølgere.
Endelig er den kontekstuelt relevant. Derfor kan den få en bred vifte af udtryk som, de kendte folkekirkelige og frikirkelige former, cafékirker, fitnesskirker, yogafællesskaber, online-menigheder, netværk af husmenigheder, pilgrimfællesskaber, kirke på vej, klatrekirker, pop-up-kirker, økumeniske kirker og meget mere.
Et væsentligt spørgsmål bliver, hvordan vi uddanner og efteruddanner præster til sådan en kirke. Vi vil utvivlsomt fortsat have brug for præster med en solid bibelsk og teologisk ballast. Men fremtidens præster skal ikke blot selv udføre det teologiske arbejde, de skal hjælpe hele menigheden til at gøre det. Traditionelt har kirkerne placeret deres dygtigste teologer på de teologiske uddannelsessteder for at udruste kommende præster. I fremtiden må vi i højere grad tænke den modsatte vej.
I den missionale kirke er lægfolkene de teologiske feltarbejdere, som står i hverdagen, hvor tro og kultur mødes, og hvor evangeliet skal fortolkes og leves. Derfor får de brug for teologiske specialister, som ikke blot har solid faglig viden, men også kan stille de rigtige spørgsmål, lytte til kulturen og hjælpe menigheden med at bearbejde dagligdagens erfaringer. Her bliver missionsselskabernes viden om inkulturation og tværkulturelt arbejde et væsentligt bidrag.
Fremtidens teologiske arbejde flytter sig dermed fra biblioteket og universitetet derud, hvor menigheden lever sit liv, og uddannelsen af det almindelige præstedømme kommer i højere grad til at ske i den lokale kirke. Hovedaktørerne i Guds mission bliver derfor erfarne og teologisk velfunderede lægfolk, støttet af præster og missionsselskaber med særlig ekspertise. Det kan være religionsmøde, ungdomskulturer, islam, misbrug, ældre, kunstig intelligens, sjælesorg, ledelse, etik, spiritualitet, kommunikation eller andet. Men fælles for dem alle er opgaven at udvikle disciple, som selv kan tage del i Guds mission. Dét er en praktisk udfoldelse af reformationens genopdagelse af det almindelige præstedømme.
Hvordan kan en sådan missional tænkning omsættes i praksis? Fra årsskiftet 2025/26 fik jeg mulighed for at udvikle et forløb for unge ledere i Metodistkirken i Danmark og Norge. Forløbet voksede ud af mine erfaringer fra 16 år som biskop i Norden, Baltikum og Ukraine og af de missionale udfordringer, jeg har beskrevet ovenfor. I dialog med teologer, ledere og praktikere fik det navnet NY KIRKE5.
Forløbet strækker sig over et år med mulighed for forlængelse og bygger på fire sammenhængende elementer: Ugentlig deltagelse i smågrupper, læsning af relevant litteratur, månedlig onlineundervisning og to forlængede weekender med besøg i nye trosfællesskaber og innovative kirkeformer.
Smågruppen skal grundfæste deltagerne i en metodistisk kristen praksis. Her deler de liv, taler om tro og tvivl, om deres forhold til Jesus Kristus og om, hvordan de lever deres kristne tro i hverdagen. De bringer egne erfaringer og udfordringer i spil, lader Bibelen være kilde til inspiration og vejledning, og de beder for hinanden.
Gennem studier af litteratur, undervisning og samtale er det hensigten, at deltagerne skal udvikle en missional tankegang og reflektere over kirkens situation i dag. De skal samtidig arbejde med kristen ledelse og med udviklingen af nye trosfællesskaber og nye måder at være kirke på. Underviserne er primært praktikere fra en metodistisk sammenhæng, og undervisningen tager udgangspunkt i konkrete erfaringer. Samtale, refleksion og gensidig læring er gennemgående i hele forløbet.
I løbet af to forlængede weekender bliver deltagerne på nært hold eksponeret for nye trosfællesskaber og innovative kirkeformer. Her lytter de til visioner, teologiske overvejelser, planer og erfaringer fra præster og ledere, som er engageret i arbejdet. Målet er ikke blot inspiration, men også fordybet refleksion over egen ledelsespraksis, så nye indsigter kan forbindes med deltagernes egne erfaringer og lokale kontekster.
NY KIRKE er et eksperiment, der skal bevæge nye præster og unge ledere i retning af at blive missionale ledere. Netop det eksperimentelle er vigtigt, for vejen frem for kirken er ikke tydelig. Efter årtiers vigende tilslutning befinder kirken i Nordeuropa sig i en tvetydig og uklar tid. Men spørgsmålet øverst på vores dagsorden bør ikke være kirkens overlevelse eller fremgang. Det afgørende spørgsmål er snarere, hvordan vi trofast kan tage del i Guds mission i den tid og på det sted, hvor vi er sat.
Vi kan let komme til at overtage forestillinger fra det omkringliggende samfund og derfor betragte kirken som en organisation, der først og fremmest består ved vores støtte, strategi og indsats. Men det bibelske syn på kirken minder os om noget dybere: Kirken udspringer af Guds initiativ og bæres af hans Ånd.
Her er missiologen Leslie Newbigins ord en stærk påmindelse:
»Kirken er i Guds varetægt. Vi har ikke ret til at bekymre os for den. Vi har vores Herres ord om, at helvedes porte ikke skal få magt over den.«6
Det er befriende ord. Kirkens fremtid hviler ikke først og fremmest på vores indsats, men på Guds trofasthed. Netop derfor kan vi rette vores energi mod det, vi er kaldet til, nemlig at leve og legemliggøre evangeliet.
Vi bærer evangeliet, når vi tager del i Guds mission, Missio Dei, og hjælper mennesker med at blive Jesu Kristi efterfølgere. Vi er sendt som vidner, disciple og bærere af evangeliet, og denne sendelse hører altid hjemme i den konkrete kontekst, hvor Gud har sat os som kirke.
Gennem liv præget af barmhjertighed, kærlighed, retfærdighed og fred bærer kirken evangeliet videre og bliver tegn på Guds rige i verden. Og det sker uanset hvilken vej pendulet svinger.
- Joel Halldorf, Expressen, 16. dec. 2024 ↩︎
- Gud og Danskerne. Trosanalysen 2026. Det danske Bibelselskab 2026 ↩︎
- Livsstilsekspert: Vi rider på en ekstraordinær bølge af åndelig interesse.” Kristeligt Dagblad 18. Mar 2025 ↩︎
- Martyn Atkins, General Secretary’s Report to the Methodist Conference, The Methodist Church 2011 ↩︎
- www.nykirke.org ↩︎
- Lesslie Newbigin, A Word in Season: Perspectives on Christian World Mission. Eerdmans 1994. ↩︎







