// Af Mogens S. Mogensen
I 1949 ydede den danske stat første gang økonomisk støtte til FN’s udviklingsarbejde, og i 1953 oprettedes Statens Styrelse for Teknisk Bistand (der i 1971 skiftede navn til DANIDA) for at koordinere bistanden. I 1962 vedtog Folketinget den første lov om ulandshjælp, og for at søge folkelig opbakning til ulandshjælpen blev der samme år foretaget en landsindsamling til en række projekter i tredjeverdenslande.
Det var imidlertid ikke den danske stat, der var pioneren, når det gælder udviklingsbistand til tredjeverdenslande. Det var derimod missionsselskaberne, som lige fra dag ét engagerede sig i det, som vi i dag kalder udviklingsbistand, men som missionsselskaberne kaldte diakoni. Da kong Frederik IV i 1704 sendte de første missionærer, som han hentede i pietismens højborg Halle, til sin koloni i Tranquebar i Indien, nøjedes Ziegenbalg og Plütschau ikke med at forkynde evangeliet i ord. Trods disse pietistiske missionærers vægtlægning på bibeloversættelse, forkyndelse og omvendelse, holdt de fast i, at mission både var ”en tjeneste for sjælene” (”Dienst der Seelen”) og ”en tjeneste for legemet” (”Dienst des Leibes”). Missionærerne lærte inderne at læse og skrive og åbnede skoler, de etablerede forskellige former for virksomheder for at skaffe beskæftigelse til de nødlidende, og de ydede lægehjælp til de syge og etablerede klinikker.
Stort set det samme mønster prægede Hans Egedes mission på Grønland i årene efter 1731. Egede udviklede et skriftsprog for grønlænderne og etablerede skoler. Alfabetiseringen skred så hurtigt frem i missionens arbejde, at næsten hele befolkningen i slutningen af 1700-tallet havde lært at læse, og det på en tid, hvor analfabetismen stadig var udbredt i Europa. Brødremenighedens mission på De Vestindiske Øer, der begyndte i 1733, bidrog ligeledes meget afgørende til at fremme slavernes situation, idet de bl.a. fik lært at læse og skrive.
Den pietistiske mission, der overalt havde en meget stærk diakonal dimension, var bestemt ikke uproblematisk. Da den foregik i danske kolonier, måtte den langt hen ad vejen også foregå på kolonialismens præmisser. I Grønland måtte Hans Egede på en og samme tid være missionær og kongelig myndighedsperson i kolonien. Det var repræsentanter for kolonimagten, der satte grænserne for missionærernes virke, og undertiden kom det også til konflikter mellem missionærerne og kolonimyndighederne, der kunne frygte, at forkyndelsen for og undervisningen af de lokale undersåtter kunne svække deres myndighed.
Det missionsarbejde, som DMS, Santalmissionen, Sudanmissionen og flere andre missionsselskaber udførte i Asien og Afrika i det 19. og 20. århundrede, var også præget af en missionsforståelse og -praksis, hvor diakonien, som jo var en slags udviklingsbistand, var fuldt integreret i missionen. Om Sudanmissionens første missionær, Niels Brønnum, sagde man fx, at han kom med Bibelen i den ene hånd og lægetasken i den anden.
I Indien, Kina, Nigeria og mange andre steder blev forkyndelsen af evangeliet og dannelsen af menigheder løbende ledsaget af skoleundervisning og sundhedsarbejde og senere også af det, som dengang blev kaldt industrimission. Kirkehistorikeren Niels Kastfelt skriver, at inspirationen bl.a. kom gennem missionærerne David Livingstones (1813-1873) og Joseph Booths (1851-1931) arbejde i Centralafrika:
Tanken var, at missionærerne ikke blot skulle forkynde det kristne evangelium, men også tilbyde afrikanere praktiske, tekniske og kommercielle kvalifikationer, som kunne gøre dem økonomisk selvstændige og fremme de afrikanske samfundsudvikling. Med Livingstones berømte ord skulle missionærerne udbrede ”Christendom, commerce and civilization”, og denne civilisation skulle da være forudsætningen for at kunne leve et fuldt liv som kristne.1
Industrimission indgik som en vigtig komponent i Santalmissionens arbejde. Der blev etableret en teplantage og grundlagt en lånefond, så bønder kunne låne penge uden at ende i bundløs gæld. I DMS’ arbejde i både Indien og Kina spillede industrimissionen også en vigtig rolle. Søster Sara lærte fattige kvinder og enker i Kina at kniple og udviklede en regulær knipleskole med filialer på flere missionsstationer. I Indien blev der etableret en håndværkerskole og senere også et farveri, en smedje og et bilværksted.
Allerede i Sudanmissionens vedtægter blev det slået fast, at man ved siden af præster, læger, sygeplejersker og lærere også ville udsende ”håndværkermissionærer”. I 1915 stillede bestyrelsen et beløb til rådighed for missionærerne, så de kunne eksperimentere med nye dyrkningsmetoder, bomuldsdyrkning, kunstvanding og brænding af teglsten. I Sudanmissionens årsberetning for 1920 kunne man læse, at en missionær havde indført okser til at pløje og til at trække en vogn, som missionærerne havde fået lavet og at en kvindelig missionær havde importeret en europæisk væv, som hun lærte kvinderne at bruge.
I 1923 stillede Brønnum ”Spørgsmål til drøftelse ved Kredsmøderne” ang. problemstillinger ved ’udviklingshjælpen’:
Hvis man ønsker at forbedre Sudaneres Metoder, vilde det da være klogt paa én Gang at aabne Kundskabens Dør for ham, eller bør den højere Kultur tilføres ham langsomt – f.eks.: Bør man indføre Motorplove eller nøjes med en forbedret Hakke? Er det klogt at anlægge Haandværkerskoler efter europæisk Mønster eller blot lære de Indfødte ved Hjælp af bedre Værktøj at forbedre ting, som er nyttige for dem?2
Allerede i begyndelsen af 1960’erne begyndte missionsselskaberne at interessere sig for den statslige udviklingsbistand. I 1962 søgte Dansk Missionsråd sammen med Folkekirkens Nødhjælp foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg som fortalere for, at Danmark skulle yde 1 % af landets bruttonationalprodukt som hjælp til fattige lande. Der var da også politikere, som foreslog, at udviklingshjælpen skulle overlades til missionsselskaberne i erkendelse af, at de havde lang erfaring med hjælpearbejde i den tredje verden. Det skete ikke, og paradoksalt nok udviklede der sig i de følgende år en skepsis hos Danida over for missionsselskabernes arbejde med den begrundelse, at hjælpearbejdet skulle være værdineutralt.
Fra midten af 1960’erne begyndte de første missionsselskaber (og Folkekirkens Nødhjælp) at modtage statsstøtte til deres udviklingsarbejde. Baptisterne modtog støtte til et skoleprojekt i Burundi, DMS fik støtte til et stort skoleprojekt i Indien, og Sudanmission fik støtte til byggeriet af et gymnasium i Hong i Nigeria. Der var imidlertid missionsselskaber, som af principielle grunde ikke ville modtage statslige midler af frygt for at blive afhængige af offentlige midler. Men i de kommende år, og især efter midten af 1980’erne, søgte flere og flere missionsselskaber støtte fra Danida til deres udviklingsprojekter. Derfor oprettede Dansk Missionsråd i 1986 en projektafdeling (DMR-P), der i 1999 tog navneforandring til Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U), oprettet som en organisatorisk, økonomisk og juridisk selvstændig enhed, der havde til formål at skaffe statslige midler til missionsselskabernes udviklingsarbejde.
At missionsselskaberne modtog statslig støtte til deres udviklingsprojekter, skabte helt fra begyndelsen debat. Hal Koch så udviklingsbistanden som primært en statslig opgave, mens missionsselskaberne skulle fokusere på forkyndelsen og han advarede kraftigt mod en sammenblanding af ulandshjælp og kristen forkyndelse. Også prof. Holger Bernt Hansen var oprindeligt skeptisk overfor missionsselskabernes ulandshjælp. Således skrev han i Nordisk Missions Tidsskrift i 1970:
Tidligere tog kirken gennem sit missionsarbejde mange opgaver op, som i dag tilfalder bistanden. Missionen var talrige steder direkte eller indirekte med til at sætte en udvikling i gang. Hvad missionen på en lang række områder skabte, specielt indenfor undervisningssektoren, var ganske simpelt udviklingsfremmende. Som tidligere fremhævet er denne målsætning i dag overtaget af de unge stater og u-landshjælpen. Derfor kan den konklusion drages, at det i dag ikke kan være missionens opgave at stræbe efter at virke udviklingsfremmende.3
Da man imidlertid fra statens side opdagede, at missionsselskaberne faktisk formåede at administrere ulandsmidler på en måde, der holdt forkyndelse og udviklingsarbejde adskilt, og samtidig erkendte, at religion var en naturlig del af dagliglivet i ulandene, som ikke kunne adskilles fra udviklingspolitik og anden politik, blev statens holdning til missionsselskaberne efterhånden mere og mere positiv. Dertil kom, at det var billigere at kanalisere ulandshjælp ud gennem missionsselskaber, som tilmed kunne nå ud til målgrupper, som den statslige bistand havde svært ved at nå.
Holger Bernt Hansen anerkendte denne udvikling, men rejste i 1988 spørgsmålet
… om kanalisering af statens midler trækker missionsarbejdet og dermed brugen af de indsamlede midler i en uønsket retning. Sker der en skridning i retning af at prioritere udviklingsrelateret, civiliserende arbejde højest, således at missionsindsatsen placerer sig i et bredt kulturmøde-regi fremfor at anskues ud fra et religionsmødes præmisser?4
Og samtidig advarede han om, at de rigelige midler fra Danida kunne gøre missionsselskaberne afhængige af statsmidler og dermed formindske selskaberne selvstændighed. Det er spørgsmål, som stadig er meget relevante for missionsselskaberne, når de modtager statslig støtte til udviklingsprojekter.
I 2021 skiftede DMR-U navn til Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), hvormed den historiske forbindelse til DMR ikke længere sprogligt set var synlig. Mens udviklingsarbejdet blev etableret som en (selvstændig) del af DMR for at fremme muligheden for at skaffe statslig støtte til missionsselskabernes udviklingsarbejde, bliver DMR nu nedlagt og dele af DMR’s arbejde videreført i regi af CKU. At udviklingsarbejde – dvs. diakoni – altid har været en del af missionsselskabernes selvforståelse og praksis, har denne artikel søgt at vise. Nu er situationen den, at dette udviklingsarbejde fylder så meget i missionsselskabernes arbejde, at missionsselskaberne koncentrerer deres samarbejde om Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.
- Niels Kastfelt, ”Religion, mission og udvikling.” I Uffe Torm (red.) Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? Frederiksberg: Dansk Missionsråd (2015.) S. 33-40. S. 35. ↩︎
- Citeret i Kastfelt 2015:37. ↩︎
- Citeret i Uffe Torm, ”Missionsarbejdet og udviklingsbistanden.”. I Uffe Torm (red.) Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? Frederiksberg: Dansk Missionsråd (2015.) S. 33-40. S. 119-133. S. 123. ↩︎
- Citeret i Torm 2015:125f. ↩︎








