// Af Mogens S. Mogensen
Mens den moderne missionsbevægelse, som også danske missionsselskaber var en del af, i høj grad lykkedes blandt tilhængere af traditionelle religioner (animister), var der kun meget lidt der lykkedes med mission blandt tilhængere af de store verdensreligioner. En af årsagerne hertil har måske været, at den moderne missionsbevægelse i både Afrika og Asien blev betragtet som en del af den vestlige ekspansion, og associeret til en vestliggørelse af samfundene. Det betød, at dem, der blev kristne blev fremmedgjort fra deres egne socio-kulturelle og religiøse miljøer og blev afskåret fra hovedstrømmen i deres nationale liv.
I et opgør med kolonialismens etnocentrisme og kulturimperialisme blev der udviklet missionsmodeller, der skulle tage højde for den lokale kulturer, som fx bestræbelserne på stedegengørelse og kontekstualisering af kristendommen. Også danske missionsselskaber blev præget af disse missionsforståelser. I mødet med traditionelle religioner faldt denne form for mission i god jord, men det ændrede ikke på de afgørende problemer, som missionen stod overfor i mødet med jøder, muslimer, hinduer og buddhister.
I 1959 blev dr.theol. Kai Baagø (1926-1987) udsendt som missionær til Indien. Her stødte han ind i de samme problemer, som tidligere missionærer som bl.a. Esther Fæhring (1889-1962) og Anne Marie Petersen (1878-1951) havde oplevet mht. forholdet mellem deres danske (vestlige) kristendom og indernes hinduisme og buddhisme. Ved DMS’ landsmøde i Herning i 1964 holdt Baagø et foredrag under overskriften ”Er det missionens opgave at omvende hedninger?”, som vakte stor furore i DMS’ bagland. Baagø spurgte, om hinduer og buddhister skulle blive ’kristne’ for at høre Kristus til?”
”Altså: skal hinduer og buddhister omvendes til kristendommen? Skal de indlemmes i en kristen kirke, som er vesterlandsk i hele sit præg? Skal de døbes på samme måde, som vi blev døbt? Skal de kalde sig kristne med alt det vesterlandske, som klæber til dette navn.”
Baagøs svar var nej, for mission var for ham ”ikke det at omvende mennesker fra en religion til en anden, men at plante evangeliet i hinduismen og buddhismen”. Derfor talte han om kristustroende buddhister eller hinduer og om skabelsen af en hindukristendom og en buddhistkristendom.
Allerede inden Baagø præsenterede disse kontroversielle tanker, var der imidlertid en udvikling i gang inden for jødedommen, der flugtede med Baagøs ideer. Både i USA og i Israel opstod der grupper af såkaldte ’messianske jøder’. De danske teologer Kaj Kjær Hansen og Bodil Skjøtt, som var engageret i mødet med disse Jesus-troende jøder i Israel, foretog i 1999 en undersøgelse af disse grupper, hvor de konkluderede, at deres teologi ikke afveg afgørende fra andre grupper inden for den kristne kirke. De betragtede Jesus som både fuldt ud guddommelig og fuldt ud menneskelig. De så staten Israel som opfyldelsen af bibelske profetier om endetiden. De udtrykte deres jødiske identitet gennem fejring af de jødiske helligdage, ved at solidarisere sig med det jødiske folk, og ved at distancere sig fra kristendommen og den kristne verden. Samtidig nytolkede de de jødiske traditioner ud fra troen på Jesus som Messias. Det er vanskeligt at vurdere, hvor mange messianske jøder der er. Når det gælder Israel, varierer skønnene fra 10.000 til 30.000, mens skønnene for USA varierer fra 175.000 til 250.000.
Efterhånden opstod der også lignende Jesus-bevægelser inden for islam, hinduismen og buddhismen. Fremkomsten af disse bevægelser skabte en intens debat i internationale missiologiske kredse, hvor de blev kaldt ’insider movements’. I min bog om emnet Moderne Jesus bevægelser. Insider movements inden for jødedom, islam, hinduisme og buddhisme fra 2024 har jeg defineret disse bevægelser som
”grupper af Jesus troende jøder, muslimer, hinduer, buddhister e.l., som, samtidig med, at de følger Jesus, forbliver inden for deres oprindelige socio-religiøse fællesskab og fastholder deres socio-religiøse identitet som hhv. jøder, muslimer, hinduer, buddhister o.l. I nogle tilfælde udvikler disse bevægelser sig uden nogen forudgående kontakt med missionærer. I andre tilfælde har missionærer spillet en rolle og fortsætter med at spille en rolle i disse bevægelser.”
I 1970’erne og i1980’erne opstod der Jesus-bevægelser blandt muslimer i Bangladesh og siden også i andre dele af Asien og i Afrika. I de fleste tilfælde havde lederne af disse bevægelser haft kontakt med kristne missionærer, som imidlertid ikke havde været ledere af bevægelserne, men primært havde fungeret som en slags alongsiders. Drømme og visioner og passager i Koranen om Jesus havde i flere tilfælde spillet en rolle i muslimernes beslutning om at følge Jesus.
Undersøgelser af disse bevægelser har vist, at de fleste Jesus-troende muslimers tro svarede til en traditionel evangelikal tro mht. synet på Gud, Jesus, frelse, Bibelen osv. Selvom de fleste troede at Jesus var guddommelig, undgik de at bruge betegnelsen ’Guds Søn’, ligesom de også undgik at bruge termen ’treenigheden’. De kaldte sig ’Jesus Imandar (Jesus-troende), ’Isa al-Masih-muslimer’ eller lignende.
I de fleste tilfælde samledes de i offentlighed, og de fleste var også døbt. De læste regelmæssigt i Bibelen, men nogle fortsatte samtidig med at læse i Koranen. De fleste holdt sig på afstand af de traditionelle kirker men samledes regelmæssigt i lokale fællesskaber til gudstjeneste, og nogle gik fortsat i moskéen. De havde et positivt syn på islam og på Koranen. For så vidt som de fortsatte med at følge muslimske praksisser, som fx ramadan-festen og fremsigelsen af shahada-trosbekendelsen, omtolkede de dem i lyset af evangeliet.



De var meget optaget af at vidne om Jesus for deres muslimske slægtninge, venner og naboer. Nogle steder opfattedes de som en særlig retning inden for islam og fik lov at leve i fred, andre steder mødte de stor modstand. Nogle af disse Jesus-bevægelser omfattede kun nogle få familier, mens de største bevægelser omfattede mange tusinde.
I Tamil Nadu i Indien opstod der i anden halvdel af 1900-tallet en bevægelse, som man har kaldt ”Churchless Christianity”. Den lutherske missionær Herbert Hoefer, der arbejdede i Tamil Nadu fra 1967 til 1983, observerede, at der var mange hinduer, som var Jesus-troende, men som hverken var døbt eller kom fast i nogen menighed. Da han foretog en undersøgelse i Madras/Chennai, viste det sig, at 7% af befolkningen hørte til denne kategori.
Deres tro var meget ortodoks. Næsten alle troede, at Jesus var guddommelig, at han helbredte syge og uddrev onde ånder, og at han var opstået fra de døde. Bøn betød meget for dem, og over halvdelen havde oplevet helbredelse ved bøn. Det var imidlertid kun hver fjerde, som alene tilbad Jesus, mens det store flertal tilbad Jesus sammen med andre guder. Samtidig var de dog alle enige om, at Jesus var den eneste sande vej til frelse.
Undersøgelsen viste, at udøbte troende fra de lavere kaster holdt sig ude af kirken først og fremmest på grund af økonomisk og politisk pres og af frygt for at miste de subsidier, som de fik fra regeringen. De udøbte fra de højere kaster brugte kirken lejlighedsvis, på lige fod med besøg i templet, når behovet opstod.
Forholdet til kirke og kristendom hos de Jesu-troende hinduer var ambivalent. De følte sig tiltrukket af Kristus og tilbad ham, men gennem dåb og medlemskab at tilslutte sig kristendommen, der af mange blev betragtet som en fremmed religion, ville blive opfattet som et forræderi mod deres familie, slægt og samfund. Også forholdet til hindusamfundet var ambivalent. Nogle fejrede stadig hindu-festerne og gik med deres familie i templet, mens andre holdt helt op med at deltage.
I slutningen af forrige århundrede opstod der i Tamil Nadu og i Nordøstindien bevægelser af Jesus-troende hinduer, som (i modsætning til de ovenfor omtalte kirkeløse hinduer) samledes i fællesskaber i hjemmene, hvor de holdt gudstjeneste sammen. Der var tale om hinduer, som havde en kaste-baggrund, og som tilhørte den retning inden for hinduismen, som man kalder bhakti-marga, dvs. kærlighedens vej.
Den undersøgelse som den danske teolog Jonas A. Jørgensen havde foretaget i Chennai, viste, at disse Jesus-troende hinduer praktiserede en form for bahkti, der rettede sig mod Kristus, hvorfor de kaldte sig Christ bhaktas. Disse Christ bhaktas har ’kristianiseret’ de hinduistiske religiøse symboler og riter, og dermed oversat troen på Kristus til en hinduistiske kultur. De identificerede Brahman med den treenige Gud. Hengivelsen (bhakti) til Jesus gav frelse, idet Jesus blev forstået som personifikationen af Gud og Guds visdom, der gav dem den indsigt, der førte til frelse. Kun de færreste af dem holdt deres tro hemmelig, og de var meget optaget af at dele deres tro med andre.
De deltog i hindu-ritualer, inkl. de daglige puja’er (ofringer), bryllupper, dødsriter mv. men deltagelsen var baseret på en bevidst omtolkning. De opfattede de traditionelle kirker som hellige steder til bønner og velsignelser, men kritiserede dem for at være præget af vestlig kultur. De så deres egne fællesskaber, mandali’er, som åndelige transformerende fællesskaber med fokus på indre personlig bhakti, men de traditionelle kirker repræsenterede en institutionaliseret kristen religion med fokus på uvæsentlige ydre forhold.
I de senest to årtier er der bl.a. i Thailand og Myanmar opstået mindre grupper af buddhister, som er begyndt at følge Jesus uden at opgive deres tilhørsforhold til det buddhistiske samfund og uden at ophøre med at deltage i buddhistiske ritualer. De kaldte sig ”Jesu efterfølgere”, ”Guds børn” eller ”nye buddhister”. Den sidste betegnelse refererede til den forståelse, at ingen magtede at følge den vej til frelse, som Buddha havde anvist, hvorimod der i efterfølgelse af Jesus var mulighed for frelse.
Alle disse Jesus-bevægelser er blevet mødt med kritik fra mange sider, især de mest konservative repræsentanter for forskellige protestantiske kirker. Kritikken har været mest intens af Jesus-bevægelserne inden for islam, og mindst intens af de messianske jøder.
Den grundlæggende kritik går ud på, at disse bevægelser er udtryk for synkretisme. Jesus er opfyldelsen af den gammeltestamentlige jødedom, men det samme gælder ikke for andre religioner. Jesus-troende kan ikke fastholde en identitet, der er knyttet til en religion, som fornægter centrale og grundlæggende doktriner i den kristne tro. Når Jesus-troende hævder stadig at være muslimer, bedrager de muslimerne. Endelig må identifikationen med Kristus også medføre en identifikation med hele Kristi folk i verden og dermed også med de lokale traditionelle kirker.
Teologerne i disse bevægelser og de missiologer som forsvarer integriteten i og legitimationen af disse Jesus-bevægelser afviser ikke, at insider movements rejser en lang række vanskelige missiologiske og teologiske spørgsmål. Grundantagelserne i disse bevægelser er imidlertid bl.a. flg.:
- Anerkendelsen af Jesus-bevægelserne indebærer et opgør med en essentialistisk forståelse af religion og med en klar skelnen mellem kultur og religion.
- Det indebærer et opgør med en eksklusivistisk religionsteologi og en erkendelse af, at Gud arbejder i alle kulturer og religioner for at transformere dem.
- Omvendelse forstås ikke som det at skifte religion, men som det at vende sig til Kristus og begynde at følge ham midt i deres socio-religiøse kontekst.
- En anerkendelse af, at en dobbelt identitet og et dobbelt tilhørsforhold er teologisk legitim.
- Accepten af en minimalistisk kirkeforståelse.
- En tolkning af Ny Testamente, hvor der lægges vægt på, at Jesus opfordrede sine efterfølgere til at blive inden for deres eget socio-religiøse samfund.
- En kristocentrisk tolkning af skrifter fra andre religiøse traditioner.
Over for kritiske vestlige teologer, som afviste teologien i disse bevægelser, udtalte den amerikanske missionær, Bradford Greer, der havde arbejdet blandt muslimer i Sydøstasien i 20 år:
“What authority do outsiders actually have as they assess and evaluate what insider
believing communities do? Where do outsider’s theological concerns cross the line and
actually exemplify a form of theological imperialism – a theolonialism (that is an
ethnocentric imposition of one’s religious subculture and traditions)?”
Disse Jesus-bevægelser i verdensreligionerne er blevet evalueret på grundlæggende tre forskellige måder:
- Bevægelserne er blevet afvist især med den begrundelse, at de er et udtryk for synkretisme mellem kristendommen og andre religioner.
- Bevægelserne er blevet accepteret som overgangsfænomener, hvor jøder, muslimer, hinduer og buddhister er på vej fra deres oprindelige religion til kristendom og kirke.
- Bevægelserne er blevet anerkendt som et udtryk for Guds virke i disse religioner, hvor Gud skaber sig et Kristus-troende folk midt i disse religioner. – Altså en ny fase i missionshistorien!
Hvordan skal vi som missiologer og missionsengagerede og missionsinteresserede i dag forholde os til disse nye bevægelser? Måske skulle alle vi outsiders, der har hver vores mening om disse insider movements lytte til Gamaliels råd angående en anden insider movement, der skabte en voldsom furore på hans tid, nemlig de Jesus-troende jøder. I stedet for at bekæmpe disse Jesus-troende jøder rådede han sine lærde kolleger i rådet til, ud fra en gennemgang af tidligere bevægelser inden for jødedommen, at lade disse mennesker gå.
”For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dom; kom ikke til at stå som mennesker, der kæmper imod Gud” (ApG5,38f.).







