Nedslag i Dansk Missionsråds historie 1912-2026
// Af Henrik Sonne Petersen
Intro
I det følgende samler og sammensætter jeg forskellige perspektiver, som relaterer til Dansk Missionsråds oprindelse, udvikling, og i sidste ende opløsning med udgangen af 2026. Målet er ikke at skabe en samlet historie for Dansk Missionsråd, men den mere ydmyge opgave at samle indtryk fra de forskellige perioder, Dansk Missionsråds har gennemgået.
Jeg har valgt tre perioder, som har hver sit præg, nemlig fra oprindelsen i 1912 til kort efter Anden Verdenskrig, og derefter indtil årtusindskiftet, hvor det diakonale arbejde bliver selvstændigt som DMRU (senere CKU), og endelig fra årtusindskiftet til i dag. Malet op med den brede pensel var den første periode af Missionsrådets eksistens præget af en betydelig folkelig forankring, båret af både omsorg for og interesse i de fattigere dele af verden. Den anden periode, efter de store verdenskrige, var præget af et mellemfolkeligt engagement, hvor udsendinge/missionærer spillede en stor rolle, og hvor missionsorganisationer og -kirker dels delte evangeliet med lokale mennesker i Det globale Syd, dels var involveret i opbygningen af moderne institutioner, altså kirke, skole og klinikker samt retssystemer. Den sidste periode, som jeg selv har været del af, og derfor ikke ser så klart, forstår jeg som præget af en sproglig vending.
Det er i det hele taget mit perspektiv, der er anlagt, og som er præget, og begrænset af, at jeg har været ansat i Dansk Etioper Mission (i dag Promissio), Danmission og Dansk Missionsråd. Dertil kommer, at mit perspektiv er præget af en baggrund i arbejde med etik og religionsfilosofi, og ikke i historie. Tilsammen med de lakuner, som også er skjult for mig, giver det den følgende beskrivelse mangler og styrker, som bedst opfattes som en invitation til at tænke med og arbejde videre mod en dybere forståelse af dansk engagement i ydre, eller som det senere kom til at hedde: global mission.
Overordnet set er det min antagelse, at Dansk Missionsråd, og medlemsorganisationer og -kirker, har forandret sig som reaktion på hændelser i omgivelserne eller ude i verden. Det har været et kendetegn ved DMR, og ved dansk engagement i global mission i det hele taget, at det afspejler en åbenhed for at deltage i globale dagsordener, men det indebærer også, at udvikling sker som reaktioner. Gennem kontakt med globale forhold har DMR været en forpost, en avantgarde, eller et slags udviklingslaboratorium i dansk kirkeliv. Derfor aflæses udvikling i global mission ikke kun i, hvilke spor danske organisationer og kirker har sat i udlandet, for de har også sat sig spor i Danmark. Det er der mange eksempler på, lige fra udvikling i synet på kvinder i kirkeligt regi over fremkomsten af en statslig udviklingshjælp, til øget opmærksomhed om tros- og religionsfrihed. Men i denne fremstilling er det væsentlige eksempel enheden omkring arbejdet med ydre, eller global mission, som det er kommet til at hedde. For fra begyndelsen af Dansk Missionsråd har der været et mål om enhed, der har været knyttet til teologi, til organisatorisk form og til fælles arbejdssted. Men både ydre omstændigheder og indre dynamik har den ene gang efter den anden begrænset ønsket om mere handlekraft og flere synlige udtryk. Når det er sagt, er de fælles udtryk for engagement i kirke, mission og udland imponerende, værd at notere og beskrive.
De nedslag, jeg har valgt, samler sig om en række orienteringspunkter, som spænder fra motivation og ”missionssyn,” over relationen til internationale partnere, til den folkelig forankring bag missionsbevægelserne. Samlet set udgør beskrivelsen af de tre perioder bagtæppet for den nuværende udvikling, hvor Dansk Missionsråd opløses. Men selvom historien ender med en opløsning, skal det slet ikke forstås som en forfalds- eller undergangsberetning. For bagtæppet åbner for en værdsættelse af den nuværende situation, hvor en række nye udtryk for kirke, tro, spiritualitet og religionsmøde spirer frem i Danmark, og på forskellig måde kalder på anerkendelse og samarbejde.
Del I: Moderne mission: Nød og kolonialisme, 1890-1950
Den tidlige danske missionsbevægelse var præget af en gryende interesse for den verden, Danmark var en del af igennem kolonierne, hvor der både fandtes fattigdom og andre religiøse traditioner. Det, der var på spil og som motiverede, var at tilbyde sandhed og frelse til dem, der billedligt talt levede i mørke, dvs. uden kristen tro, men samtidig var der ingen tvivl om, at den materielle nød vækkede et omsorgsgen. Det var en flerleddet motivation, som missionsbevægelsen delte med den danske offentlighed gennem rejserapporter, personlige beretninger fra missionærer og såkaldt etnografika, altså tøj og ting og sager fra ”hedningeområder,” som kunne give danskere et indtryk af lokale sammenhænge, og samtidig motivere til at støtte arbejdet med ”hedningerne.” Ønsket var med andre ord at fremme folkelig opbakning til arbejdet ude i verden.
Mogens S. Mogensen skriver om begyndelsen på moderne mission hvor Henry Ussing (1855-1943) med bogen Evangeliets sejrsgang ud over jorden anslog en tone, der prægede det kirkelige engagement.
I Henry Ussings liv og virke forenedes vækkelsesbevægelsernes mission og den moderne missionsbevægelse. … Evangeliets sejrsgang ud over jorden er titlen på den bog, som Ussing udgav i 1902 … Titlen var et udtryk for den optimisme, der prægede både Ussing og hele den moderne missionsbevægelse… Ussing var optimist, fordi alle folkeslag var i bevægelse, og alle de gamle folkereligioner var i opløsning. Derfor var der vidtåbne døre for mission i verden.” (Mogensen 2024)
Daniel Henschen beskriver, hvordan missionsbevægelsen for alvor fart tog fart omkring 1890 begrundet i tre forhold. For det første en tidsånd, der ”krævede vækkelse og kristelige handlinger, dernæst ekspanderende kolonimagter, og endelig en voksende organisering af bevægelserne i Danmark” (Henschen 2019). Men i 1950erne begynder grundlaget for bevægelsen at smuldre. ”Årene omkring 1950 var kort sagt tiden, hvor 1920ernes stagnation blev til reel tilbagegang,” (Henschen 2019).
I Edinburgh blev der i 1910 afholdt en verdensmissionskonference under ledelse af John Mott. Den blev annonceret på følgende måde i ”sendebreve” til ”kirkens medlemmer i de kristne lande”:
Vort rundskue har givet os et stærkt indtryk af den nærværende tids meget store betydning… De næste ti år vil efter al sandsynlighed hidføre et vendepunkt i verdenshistorien og vil med hensyn til menneskehedens åndelige udvikling blive af mere afgørende betydning end mange århundreder med sædvanlige erfaringer”. (Tranholm-Mikkelsen 1987)
Det var med afsæt i verdensmissionskonferencen, at Dansk Missionsråd blev stiftet i 1912, ligesom missionsråd blev oprettet i en række andre europæiske lande. Ambitionen i Danmark var ikke blot at hjælpe ”de enkelte missioner,” men ”først og fremmest hele missionen, og dermed Guds riges udbredelse på jorden,” som det er gengivet i Nordisk Missionstidsskrift (NMT).
I begyndelsen var DMR knyttet til Folkekirken, og visionen var at etablere samarbejde mellem alle missionsorganisationer og -kirker, for global mission var så stor en sag, at den var bedst tjent med et samlet udtryk. Den tanke blev fejet af banen allerede i tiden omkring Første Verdenskrig, men til gengæld blev der i 1918 etableret ”de samvirkende missioners nødhjælpskomité,” og det blev det første institutionaliserede udtryk for diakonalt arbejde i en global sammenhæng. Organisatorisk var DMR placeret i relation til Det Danske Missionsselskab, DMS, men havde sin egen bestyrelse. I praksis betød det, at DMS’ ledelse varetog daglige opgaver i DMR i samarbejde med formanden, som i de første 30 år var professor Frederik Torm (cf. annex A).
Kolonialisme og mission
Fra begyndelsen var DMR engageret i drøftelser om missiologi, altså det akademiske studium af mission. Missiologi som faglig disciplin blev udviklet fra slutningen af det 19.århundrede og blev således til i en tid med kolonialisme, raceteorier og tanker om folkeslag, udfoldet i ”eugenik” som er læren om de gode gener og racehygiejne. Dermed ikke være sagt, at al missiologi fra den tid var udtryk for racisme og kolonialisme, men det er dokumenteret, at kolonialisme og kristen mission har påvirket hinanden (Kim 2023). Det kom på en særlig måde til udtryk hos tyske teologer, der stod centralt i udviklingen af faget missiologi, ligesom administratorer og de enkelte missionærer var påvirket både af den politiske udvikling og af de i samtiden centrale ideer om eugenik og raceforståelse, (Poewe 2005).
Gustav Warneck (1834-1919) beskrives som det 19.århundredes gigant i missiologi, og ofte krediteres han for en opfattelse af ikke-vestlige folkeslag som ligeværdige. Kristendom giver ikke privilegier til én bestemt race, fastholdt Warneck, overfor den gryende nationalsocialisme, hvorfor alle mennesker, uanset hvor de kommer fra, kan blive frelst og få del i den universelle kristne kirke. Men han mente samtidig, i lighed med hans samtid, at race ikke handler om geografi, men hører til folkeslags ”natur.” Derfor var det vigtigt for Warneck, at missionens mål ikke var enkeltpersoner, men Volkschristianisierung, eller ”Christianisierung … der Heidenen as Völker,” (citat fra Naude 2005), altså ”kristning… af hedninger som folkeslag.” Derfor måtte tænkning om kirke underlægges de etniske realiteter, og i øvrigt forstås i et såkaldt ”frelseshistorisk” perspektiv, hvor kirkens mission er forstået som Guds instrument til at bringe frelse til mennesker. Alt centreres om frelse og fortabelse, forstået som evige tilstande i det hinsides, hvorfor andre aspekter af Guds rige, og Jesu forkyndelse, måtte træde i baggrunden. Det fokus mod det evige udgjorde, set fra eftertiden, en skrøbelighed overfor at blive misbrugt i samtidens koloniale og etno-centriske politik.
Warnecks arbejde med missiologi blev blandt andet båret videre af Walter Freytag (1899-1959), som huskes af mange for en stor indsigt i tredjeverdens problemstillinger, og for udfoldelse af mission som Guds mission i verden. I tiden før Anden Verdenskrig abonnerede Walter Freitag på ideen om Volkschristianisiering, som i udgangspunktet indebar en orientering mod lokale forhold og lokalt sprog. Men forståelsen af ”folket” som en gudgivet enhed, gjorde begrebet skrøbeligt overfor udnyttelse af nationalsocialisme. Det var i øvrigt det begreb, der kom til at spille en vigtig rolle i Sydafrika, som en væsentlig del af den teologiske legitimation af apartheid-systemet. Freytag skrev ikke meget, men underviste og formede studerende og grundlagde tidsskriftet Evangelische Missionszeitschrift, (fra 2008, Interkulturelle Theologie, cfr. Nordisk Missionstidsskrift 1959, p.246). Efter krigen gjorde Freytag op med tanken om ”folk” som enhed og udviklede en tanke om, at mission ikke skal måles på succes, men på ”eschatological disposition” (Bosch 1991), dvs. engagement i det Guds rige (”basileia,” kongedømme), som er kommet nær. Ordet ”Folkemission” var stadig i brug efter krigen, men Freytag tolkede det i lyset af Guds rige for at imødegå ”Selvhævdelsens Aand,” (Freitag 1950). Samtidig introducerede han det begreb om Guds mission, missio Dei, som Karl Barth (1886-1968) havde foreslået i 1932, hvor hovedpointen var, at mission i singular er Guds, mens kirkens ”missioner” er afledt af det første (Bosch 1991).
Freytag forstod dog stadig missio Dei indenfor tanken om en frelseshistorie, sådan at Guds mission var præget af et ekstremt sigte mod det hinsides, og derved blev han et tidligt eksempel på, at begrebet missio Dei kan anvendes i forskellige teologiske perspektiver eller selv udgøre et perspektiv. Der, hvor det sidste sker, altså hvor Guds mission er overordnet perspektiv på arbejde med kristen mission, er der naturlige associationer til ”Guds rige”, og det leder til andre associationer end frelseshistorie, som er orienteret mod endetiden (eskatologien). For Guds rige associationen gør det klart, at det også hører til Guds mission at tage vare på fattige og fremmede:
For Herren jeres Gud er gudernes Gud […] som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder.” (5. Mosebog 10)
Det var ikke kun i Tyskland, at begrebet om folk blev diskuteret. Også i Danmark blev det diskuteret. For mens arbejdet med ”ydre mission,” som det hed, rettede sig mod folkeslag rundt om i verden, var der ifølge den danske provst Benjamin Balslev sket det, at et af folkene, nemlig jøderne, var undergået en forandring i nationalsocialismens racelære fra at være et folk til en race (Balslev 1934, Nordisk Missionstidsskrift, NMT). Et folk var ifølge den teori en gruppe med samme kultur og historie, hvorimod en race blev beskrevet som gruppe med ”ligeartede legemlige og sjælelige Egenskaber af biologisk Natur”. Benjamin Balslev afslutter med at beskrive, hvordan netop det spørgsmål havde delt kirken i Tyskland mellem en fløj, der ønskede at integrere race-spørgsmål i kirken, og en anden fløj af ”bekendelsestro evangeliske Præster,” der nok hyldede nationalsocialismen, men modsatte sig at overføre raceprincipper til kirken og til forståelse af mission. DMRs formand, professor Frederik Torm, anslog samme toner i Nordisk Missionstidsskrift (1938) da han beskrev, hvordan ”en meget stor Del af de Problemer og Vanskeligheder, som den kristne Verdensmission i vor Tid har at kæmpe med, staar i Forbindelse med Begreberne Race og Nation.” Både Balslev eller Torm giver udtryk for en bekymring omkring udviklingen.
De kritiske røster om begrebet folk og frelseshistorien fik fart med Johannes Hoejkendijk (1912-1975), som spillede en stor rolle for udvikling af missionsforståelsen efter Anden Verdenskrig. Han kritiserede ideen om Volk i tysk missiologi som et udtryk for ”ethnopatos,” der truede med at forandre begrebet ”folk” til et pseudoteologisk begreb, hvor ”folket” eller for den sags skyld ”kirken” fortrænger opmærksomheden om den mission, Gud har i verden. Guds mission er med andre ord en kritisk faktor vendt mod de tanker om folk, der blev inspireret af nationalsocialismen. Senere kommenterede den kendte missionsteolog, David Bosch (1929-1992) på det samme og noterede, at det 19. århundredes missiologi med omdrejningspunkter i ”folkeslag” og ”frelseshistorie” havde en akilleshæl i en svag ekklesiologi, altså en svag kirkeforståelse. For opbygning af gode, troværdige strukturer, engagement i omsorgsarbejde og civile fællesskaber blev tilsidesat i lyset af den hinsidige skæbne. Der var med andre ord indbygget en skrøbelighed overfor misbrug i det (ekstremt) eskatologiske perspektiv, der prægede den frelseshistoriske position, og det kom især til udtryk omkring en essentialistisk forståelse af folkeslag, som gjorde dem til objekter, hvor det var ”missionens” opgave at tyde, hvilke metoder der bedst kunne ”nå dem” og ”kristne dem.”
At forståelsen af mission som orienteret mod folkeslag, der i sig selv var Gud-givne enheder, ikke bare var en kuriøs parentes, der blev opløst sammen med nationalsocialismen, var Donald McGavran (1897-1990) et eksempel på. McGavran stiftede School of World Mission ved Fuller Seminary, og gav udtryk for at stå i gæld til en Volkskirche-missiologi. Han forstod ifølge Kirsteen Kim (f.1959) aldrig, hvorfor tyske missiologer havde forladt ideen som racistisk (Kim 2023).
Forskellen mellem frelseshistorie og missio Dei fik også organisatoriske konsekvenser, idet Lausanne bevægelsen skilte sig fra Kirkernes Verdensråd i 1974. Uenigheden drejede sig netop om, hvordan kirkers sociale ansvar skulle udfoldes sammenholdt med ansvaret for at forkynde evangeliet til frelse. Skellet mellem de internationale strukturer førte dog ikke til et skel i Danmark, hvor Dansk Missionsråd var i stand til at huse organisationer, som hørte til i hver sin lejr, sammen med en række frikirker.
Del II: Økumeni og institutionalisering, 1950-1999
Fra folkekirkelig til økumenisk bevægelse
DMR fortsatte i praksis med at være en del af DMS i en rum tid efter Anden Verdenskrig. Derfor var det også naturligt, at det var DMS’s generalsekretær, Erik W. Nielsen, som blev den første deltidsansatte i DMR i 1959. Men i 1961 skete der noget. For da Det internationale Missionsråd (som i dag hedder Commission for World Mission and Evangelism, CWME) blev integreret i WCC, gav det inspiration til ændring af vedtægterne i DMR, som året efter, i 1962, blev til et økumenisk råd. I en årrække forud havde vedtægterne givet mulighed for frikirkelig deltagelse, hvilket Baptistkirken havde gjort brug af. Dog var vedtægterne formuleret sådan, at ”de frikirkelige missionsselskaber har i økonomisk henseende ingen forbindelse med Dansk Missionsråds indtægter og udgifter” (Tranholm-Mikkelsen 1987). Da først vedtægterne tillod det, blev Baptistkirken, Metodistkirken og Frelsens hær medlemmer fra januar 1963. Samtidig rejste der sig en kritik af, at Folkekirken ikke længere var enerådig, og at indsamlede midler kunne ende som støtte til frikirkerne. Der burde være en ”renlig” sondring, og derfor blev der i 1965 etableret en ”særlig” afdeling til at tage sig af de folkekirkelige missionsselskabers fællesarbejde, der kom til at hedde Folkekirkens Missionsråd.
Sideløbende med arbejdet med at skabe enhedsudtryk i ydre mission, blev det dog allerede i 1971 drøftet, om missionsrådenes tid var over, hvor flertalsendelsen henviser til både Dansk Missionsråd og Folkekirkens Missionsråd (NMT 1972, p.179). Et flertal mente dog, at missionsrådene stadig var aktuelle.
DMRs kerneopgaver
De opgaver, der konkret blev løst af Dansk Missionsråd, ændrede sig løbende igennem denne periode og afspejler på den måde udvikling i omgivelserne og selvforståelse. Samtidig er der en del generiske opgaver, altså opgaver, der løber igennem hele perioden. De følgende eksempler på opgaver og diskussioner er hentet fra oversigter og artikler i Nordisk Missionstidsskrift, og jeg har sigtet efter at give eksempler i tiårs intervaller.
1950
Besøg af Walter Freytag ved Missionsrådets møde i november 1949, som også holdt forelæsninger på de teologiske fakulteter på DMRs initiativ (Malmstrøm, NMT 1950);
Facilitering af udvalg for missionsforskning;
Planlægning af missionsudstillinger, f.eks. i Odense, september 1949;
1960-1962
Drøftelse af balance mellem nødhjælp, mellemkirkelig hjælp og mission (Høgsbro, NMT 1960; Johs.Lund, NMT 1962);
Hvordan klæde missionærer godt på til deres arbejde (Erik W. Nielsen, NMT 1960)? Skal der arbejdes med en egentlig missionæruddannelse?
Publikation af pjecer og litteratur til kirker i Danmark;
Overvejelser om muligheden for at alle missionsorganisationer med baggrund i Folkekirken kunne finde fælles arbejdssted (Petersen, NMT 1960).
Skal forkyndelse og evangelisering overlades til lokale kirker i Afrika og Asien, som er blevet selvstændige, eller skal der bevares en selvstændig missionsafdeling (Johs.Lund, NMT 1962)?
1970
Studieudvalget arbejdede med grundbog om mission;
Fælles opgaver med ”indsamlingsfremstød, PR-virksomhed, kontakt med nye kredse af befolkningen osv.” (NMT 1971);
Fremstilling af missionsudstilling til brug i kirkers våbenhuse.
1980
Nye arbejdsformer bryder frem:
Minoritetsgrupper i kirker får egne kirker, f.eks. i Bangladesh;
Spejderarbejde begyndes i Burundi;
Pinsevækkelsen arbejder med at føre tilsyn med arbejde i form af tidligere udsendinge, som rejser frem og tilbage;
Det Danske Missionsselskab, DMS, indfører begrebet associerede missionærer;
Etiopermissionen arbejder med nødhjælp i Bale-regionen;
DMS ansætter indvandrersekretær, Bjarne Jørgensen, i København.
Arbejdet med nyreligiøsitet overføres fra DMR til DMS;
DMR følger og støtter arbejdet i stiftsudvalg for mission.
1990
DMS ansætter missionær fra Indien, pastor Raja Socrates, i Danmark, i relation til Mødestedet på Vesterbro, et sted for indvandrere med åbenhed overfor religion og religionsmøder;
Spænding mellem muslimer og kristne registreres både i Nigeria, i Tanzania og i Madagaskar (NMT 1992);
DMR sætter fokus på arbejdet med muslimer i Danmark (NMT 1992);
DMRs fællesskab noterer, at kredsarbejdet for ydre mission er vigende landet over, mens genbrugsarbejdet til gengæld er i vækst.
Generiske arbejdsopgaver
Arbejde med Nordisk Missionstidsskrift og andre udgivelser, som f.eks. Kirken Arbejder målrettet skolers ældste klasser;
Netværk mellem missionsorganisation og -kirker, hvilket både udmøntede sig i regelmæssige møder, men også i deling af viden om og erfaring fra de forskellige steder i verden, hvor danske missionsorganisationer var engageret.
Kontakt til myndigheder og serviceorgan især for mindre organisationer. Ideen var, måske inspireret af visioner fra velfærdsstatens fremvækst, at DMR skulle være et generøst fællesskab, hvor de ”bredeste skuldre bærer de største byrder,” dvs. de største organisationer betalte mest til fællesskabet om global mission til gode for de mindre;
DMR koordinerede de årlige kollekter, som involverede flere hundrede kirker;
Netværk med Nordisk Missionsråd, Det internationale Missionråd, Det lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd;
Årlige studiedage (senere kendt som efterårets repræsentantskabsmøde);
Endelig faciliterede DMR afholdelse af Studieudvalgsmøder to gange om året (siden 1963).
Udsendinge som ansigt på mellemfolkelige relationer
Perioden er kendetegnet ved udsendelse af en del missionærer, som satte ansigt på de mellemfolkelige relationer, både i udlandet og i Danmark. Faktisk fyldte udsendelse så meget i ydre mission, at det har været drøftet, om der mere var tale om missionær-organisationer end missionsorganisationer. Givet er det, at udsendinge har haft en stor rolle og været ansigter på de mellemfolkelige relationer, og som sådan helt afgørende for den folkelige forankring af missionsbevægelserne i Danmark. Interesse for global mission i Danmark har i høj grad samlet sig om de danske udsendinge.
Selvom der ikke er oversigter tilgængelige for hvert år, er det alligevel muligt at stykke tal sammen, som giver et indtryk af udviklingen. Opgørelser om danske udsendinge er opdelt efter kategorier som varierer lidt, men som skelner mellem missionærer (ordinerede) og andre udsendinge som læger og lærere, og medfølgende ægtefæller (læs: hustruer). I mange af oversigterne angives det detaljeret, hvor mange lokalt ansatte der er, og det vidner om en dybtliggende erkendelse af, at global mission både omfatter dem, der er sendt fra Danmark, og dem, der modtager og arbejder i det pågældende land. (Tal før 1950 er taget med for sammenhængens skyld, tabel 1).
I mit estimat er der tale om ca. 4.000 mennesker, som har været udsendt i perioden fra 1950 til årtusindskiftet, hvilket ikke inkluderer volontører, men alle udsendte, altså både ordinerede, ”andre” udsendte og medfølgende ægtefæller. For at få indtryk af hvor mange udsendinge der har været tale om, kan det sammenlignes med andre lande, for eksempel Sverige (cf. Tabel 2)
Ulandshjælp
Ligesom danske missionsorganisationer og -kirker var engageret i at opbygge moderne institutioner i udlandet, blev der arbejdet med institutionalisering af nødhjælp i Danmark. I 1960 talte statsminister Viggo Kampmann ved Dansk Missionsråds Efterårsmøde, og DMR blev derefter inviteret til samtaler i Statsministeriet i 1961 om en kommende ulandshjælp.
Et nyt fænomen kom i 1961 ind i missionens verden, nemlig begrebet ”ulandshjælp”. Den tid er afgjort forbi, hvor ydre mission havde et vist patent på den ikke direkte handels- og magtpolitiske forbindelse med andre lande.” (Lund 1962)
Videre lyder det: ”Ved lov af 19. marts 1962 er der under Udenrigsministeriet nedsat en styrelse og et sekretariat ”for teknisk samarbejde med udviklingslandene”” (NMT 1962, p.55) – som i 1962-63 beløb sig til Dkk 22 millioner, hvoraf de 20 millioner var afsat til FNs multilaterale bistand. Udvalgsarbejdet var DMR ikke inviteret med i, men da ulandshjælpen blev skudt i gang i foråret 1962 med en landsindsamling, var det med biskop Halfdan Høgsbro, som var formand i DMR, som del af præsidiet for indsamlingen. Hal Koch, også han medlem af DMRs bestyrelse, var også med i præsidiet. Erik W blev valg til observatør i Styrelsen for Ulandshjælpens administration, repræsenterende Dansk Missionsråd, mens den anden observatørpost tilfaldt Mellemfolkelig Samvirke.
Kan fremvæksten af en ulandshjælp sammenlignes med udviklingen af den tidlige velfærdsstat? I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var kirker i Danmark involveret i en lang række diakonale indsatser, som udfoldede sig sideløbende med den industrielle revolution. De diakonale indsatser blev inspiration til K.K. Steinckes socialreform i 1933, som pegede frem imod den egentlige velfærdsstats udvikling fra 1960erne. Er det det samme mønster, der skimtes her i relation til ulandshjælp?
Organisatorisk udvikling af Dansk Missionsråd
Selvom Erik W. Nielsen var blevet deltidsansat i DMR, blev han hurtigt frustreret over DMRs struktur og tog sin afsked. Herefter gik DMR tilbage til en tid med konstitueret ledelse og arbejdende formænd (cf. annex A). Organisatorisk var der tre væsentlige udviklinger i Dansk Missionsråd i perioden mellem Anden Verdenskrig og årtusindeskiftet, som på forskellig vis afspejlede visioner om økumenisk samarbejde, partnerskab og institutionalisering. Det var i første række etablering af Studieudvalget, dernæst udviklingen af en projektafdeling, DMR-P, i 1986, og endelig selvstændiggørelsen i 1999 af DMR-P, som herefter kom til at hedde DMR-U for ”Udviklingsafdeling” (indtil den i 2021 skiftede navn til CKU).
Dansk Missionsråds Studieudvalg
Studieudvalget blev etableret i 1963 som referencegruppe for Nordisk Missionstidsskrift, som havde eksisteret siden 1891, grundlagt af provst og missionshistoriker Jens Vahl (1828-1898). Siden stiftelsen i 1912 havde DMR stået for udgivelsen af tidsskriftet. Studieudvalget var tænkt som et sted, hvor universitetsansatte teologer kunne møde praktikere fra missionsorganisationer og -kirker og omvendt, og det fik følgende målsætning:
at følge udviklinger i missionstænkning og -praksis nationalt og internationalt med henblik på formidling af relevante temaer til Dansk Missionsråds medlemsorganisationer samt kirken i Danmark generelt.”
Det var med andre ord et sted, hvor arbejdet med missionsteologi og økumeni på de forskellige fakulteter kunne indgå i relation med praktikere. Professor Johannes Aagard var redaktør for Nordisk Missionstidsskrift fra 1963-93, og samtidig sekretær for Studieudvalget. Det var blandt andet i regi af Studieudvalget, at en dansk kirkelighed stiftede bekendtskab med begrebet missio Dei, ”Guds mission.” Både Johannes og Anne Marie Aagaard var med til at præge begrebet internationalt.
Som nævnt var begrebet om missio Dei lanceret i tiden omkring Anden Verdenskrig, og kom mere og mere til at fremstå som et klart alternativ til en forståelse af global mission som Volkschristianisierung. For med missio Dei blev det klart, at det ikke var kirken, der havde en kulturel (folkeorienteret), eller for den sags skyld, race-begrundet opgave, men at missionens opgave var Guds egen, som omfattede alle folk, både i Nord og i Syd. Den indsigt blev en integreret del af missionsforståelsen i størstedelen af kirkerne, og kom til at præge selvforståelsen først hos de protestantiske kirker, men siden også i den østlige ortodokse kirke og, efter andet vatikanerkoncilium, den katolske kirke (Bosch 1991).
1986-7: nye vedtægter i DMR og en vision om et handlingsfællesskab
I 1986 blev der vedtaget nye vedtægter, som dels etablerede en ny struktur med selvstændighed for DMR (fra Folkekirken), og introducerede begrebet ”særlige aktiviteter”, som blev det vedtægtsmæssige afsæt både for indlemmelse af Folkekirkens Missionsråd og for oprettelse af ”Dansk Missionsråds projektafdeling,” DMR-P.
Overgangen til de nye vedtægter blev i årsberetningen 1986 beskrevet som det, at DMR
har stået i et vadested og er klar til at gå over Jordan ind i det forjættede land, landet fyldt med visioner og fremtid,” (DMR skrivelse R-24/1987, ”Bestemmelse vedr. særlige aktiviteter”).
Det forjættede land, der skimtes i horisonten, kunne man forledes til at tro var ”kontakten til statslig udviklingsbistand,” (Årsberetning 1986), men i DMRs selvforståelse dengang var det snarere etablering af en struktur for et handlingsfællesskab og et håb om, at DMRs netværk nu kunne begynde at se ud over de respektive medlemsorganisationers/-kirkers snævre interesserer og arbejde på ”den store opgave: at kalde vore hjemlige kirker til mission.” (Tranholm-Mikkelsen).
I 1987 blev der fejret 75-årsdag for DMR (1912-1987). I den anledning beskrev daværende generalsekretær for DMR, Flemming Kramp, hvordan han forestillede sig, at DMR ville se ud ved 100-års jubilæet i 2012.
Missionsorganisationerne … arbejder tæt sammen med, eller er integreret i, missionsafdelingerne i den 3.verdens kirker. Dansk Missionsråd er ophørt, men afløst af et koordineringsorgan for de internationale kirkesamfunds danske afdelinger.”
Man taler stadig om ”missionærer”, men det er en tovejstrafik, hvor man sammen med kirkerne i udlandet aftaler, hvem der har de bedste folk at sende til løsning af bestemte opgaver.”
Når Dansk Missionsråd i 1987 kan fejre 75-års jubilæum, hænger det sammen med de sidste 200 års missionsepoke, som Missionsrådet er et barn af. Denne epoke er ved at være forbi… Det må derfor beklages, hvis der bliver anledning til også at fejre Dansk Missionsråds 100-års jubilæum om 25 år. I værste fald betyder det, at dansk ydre mission har stået stille, mens verden forandrede sig. I bedste fald betyder det, at man har beholdt navnet, men at opgaverne har ændret sig i takt med udviklingen.”
1999: DMR som samtaleforum og etablering af DMR-U
I 1999 besluttede DMRs bestyrelse og repræsentantskab at afvikle DMR som serviceorgan, hvilket indebar en endegyldig afslutning på ideen om én platform for alle missionsorganisationer/-kirker i Danmark. I stedet sigtede DMR mod at blive et samtaleforum, ”hvor vi alle mødes til seriøs drøftelse” i Erfagrupper og store halvårlige møder. Kernefunktioner forestillede man sig skulle være at inspirere ledere og levere information i branchemæssige henseender, at løse konkrete opgaver af administrativ eller politisk art, når det er påkrævet, og at relatere til nationale og internationale fora. Projektafdelingen blev i samme ombæring til Udviklingsafdelingen, og DMR-P derved til DMR-U, men den var stadig forankret i DMR som ”en særlig aktivitet i henhold til Danske Missionsråds vedtægter §5.”
Udviklingen i Dansk Missionsråd følges af udviklingen i Folkekirkens Missionsråd. For det blev til et pilotprojekt i tre år, etableret i 1997. Formålet var i første række at generere interesse og engagement for ydre mission eller, som det også hed, ”glokal” mission, afledt af ordene ”global” og ”lokal.” Men i anden række var pilotprojektet drevet af et ønske om at skabe en større sammenhæng mellem de folkekirkelige missionsorganisationer. Projektet om denne form for enhed led skibbrud, da Santalmissionen og Det Danske Missionsselskab sluttede sig sammen i Danmission, mens andre trak sig ud af projektet af økonomiske årsager. Historien om Folkekirkens Mission fortælles mere udførligt et andet sted.
Del III: Missionsbevægelsers sproglige vending, 2000-2026
I den sidste periode af Dansk Missionsråds levetid har det været en central opgave at finde udtryk og sprog for den nye relation med internationale partnere, som er blevet selvstændige, og at afklare relationer mellem forkyndelse og diakoni. Desuden har der været arbejdet med, hvordan global mission hænger sammen med fortalervirksomhed og værn om menneskers rettigheder. Det har åbnet flere berøringsflader, idet sammenhæng mellem mission og rettigheder både handler om at arbejde med kontekstuelle udtryk for teologi og rettigheder i Det globale Syd, og om at påvirke myndigheder i Danmark til at anerkende religiøse traditioners relevans.
Perioden begyndte med stor optimisme omkring global mission, men ender med at flere af disse udtryk undergår store forandringer, hvilket både skyldes væsentlige forandringer i den folkelige forankring, men i lige så høj grad skyldes store og for det meste positive udviklinger hos partnerkirker og -organisationer i Det globale Syd.
Missiologi
I økumenisk, globalt perspektiv er der talt om en vending i missionsteologien fra ekklesiologi, altså kirke-centrering, til pneumatologi, ånds-orientering. Det reflekterer fremvæksten af en stor gruppe kirker og menigheder med pentekostal-karismatiske udtryk. Men det afspejler også en erkendelse, som langsomt er spiret frem i den anden periode af Dansk Missionsråds levetid efter lancering af begrebet Guds mission, missio Dei, at mission ikke længere handler snævert om omvendelser og antal mennesker, der kan føjes til en menighed. Kirker har både mandat til at være et vidnesbyrd om Kristus, og til at engagere sig i Jesu opgave, som han beskriver som at ”give liv, og det i overflod,” (Joh.10). I den sidste periode, som dette afsnit handler om, bliver denne vending fra ekklesiologi til pneumatologi associeret med en mere praksisorienteret og sproglig vending, nemlig fra missionær- til missional-orientering, altså fra at fokusere på udsendelse til at fokusere på det at være i mission og dermed spejle det, at mission ikke bare er aktivitet, men hviler i Guds egen karakter.
Samtidig er det blevet klart, at det at missio Dei er et paraplybegreb, som ikke direkte refererer til det bibelske tekstunivers, gør det skrøbeligt overfor spekulation eller for at blive brugt til legitimering af, hvad end man er i gang med. Allerede i 1950erne var der uenighed om missio Dei skulle forstås i lyset af Kristi død, som en legitimering af kirkers mission, hvad der var pointen i den frelseshistoriske position, eller om Guds mission skulle forstås med Johannes Hoikendijk og ægteparret Anna Marie og Johannes Aagaard som udtryk for Guds kærlige arbejde med verden, på vej mod Guds rige (Sundermeier 1990). I et forsøg på at komme ud over den begrænsning har der været arbejdet med at knytte begrebet missio Dei tættere til begrebet om Guds rige eller helt lade Guds rige overlejre tanken om Guds mission, (Stroope 2020). Her er der inspiration at hente fra befrielsesteologi og, i en nyere tid, fra den såkaldte offentlighedsteologi.
Sideløbende med drøftelsen om missiologi har der været drøftelser om partnerskab og postkolonialisme, for selvom ideen om Volkschristianisierung, sammen med forestillingen om mission som kulturel udvikling blev afvist blandt andet ved hjælp af begrebet missio Dei, har det vist sig, at ulighed og paternaliserende strukturer har været dybt forankret i det mellemfolkelige arbejde. Men i takt med at flertallet af verdens kristne befinder sig i Det globale syd, bliver det mere nødvendigt at fokusere på, hvordan global mission ser ud i det, man kalder en afkoloniseret verden, altså en verden, hvor det ikke kun er koloniale strukturer, der er afviklet, men hvor det samme gælder holdninger og social og økonomisk ulighed.
Dansk Missionsråds fokus på missiologi var i lang tid forankret i Studieudvalget og i Nordisk Missionstidsskrift. Tidsskriftet blev afviklet i 1998 og erstattet af et nyt tidsskrift, Ny Mission, i 1999, som eksisterede i godt 20 år indtil 2021. Ny Mission var i udgangspunktet tænkt som et af leddene i et større kommunikationsbillede om mission, hvor der dels figurerede missionsorganisationers og kirkers egne publikationer, men hvor også Folkekirkens Mission påtænkte udgivelser. Der var med andre ord stor optimisme om udvikling af missionsteologisk materiale ved årtusindskiftet.
Ny Mission udkom med 41 numre i perioden fra 1999 til 2021. De fleste artikler var på dansk, men enkelte på engelsk, norsk og svensk. I evaluering af Ny Mission i 2020 blev situationen beskrevet således af Arngeir Langaas:
Det store kommunikationsbillede om mission, der tegnede sig for 20 år siden, eksisterer ikke længere. I dag er der fortsat en række udgivelser i de forskellige missionsorganisationer/kirker, men ingen af udgivelserne har en dybdegående/tematisk behandling af emner, relateret til mission, som Ny Mission. Der er andre danske tidsskrifter som Dansk Teologisk Tidsskrift og Dansk Tidsskrift for Teologi og kirke, der kursorisk berører mission, men de er ikke tematisk orienteret om mission.”
Sideløbende med udgivelsen af Ny Mission over 20 år er der sket det, at missionsteologi som selvstændigt område er blevet afviklet på De teologiske Fakulteter. Den udvikling har også sat sit præg på de alternative fakulteter, altså Dansk Bibelinstitut, DBI, og Menighedsfakultetet, MF. Sammen med Acts Academy og Mosaik har DBI og MF tilbudt undervisning i missiologi, men ingen af stederne er et økumenisk perspektiv forankret, som det har været i Studieudvalget.
I dag er Ny Mission erstattet af onlinemagasinet Kirke for alle, samtidig med at ejerskabet er spredt ud, så det ikke længere er Dansk Missionsråd alene, der udgiver det, men en række økumenisk orienterede organisationer. Artiklerne er blevet mere populære og retter sig eksplicit mod et dansk, kirkeligt publikum.
Partnerskab og integreret mission
Historisk har partnerskab siden WCC-konferencen i Whitby, i 1947, været koblet til det at sende mennesker fra et sted til et andet, hvad der i langt, langt de fleste tilfælde har betydet, at der er sendt mennesker fra nord til syd. I den periode, der her er tale om, altså fra år 2000, knyttes partnerskaber dog mere til projektsamarbejde end til udsendelse. Derfor handler det ikke længere kun om en enhed i tjeneste, der historisk har udspillet sig i kirkers mission, og hvor missionærer har været ansigt på mellemfolkelige og mellemmenneskelige relationer. For i projektarbejdet indgår der nødvendigvis en ”forhandling” om kriterier og strukturer. Det handler om ordentlig forvaltning af betroede midler, hvad enten det nu drejer sig om indsamlede midler eller penge fra offentlige myndigheder. Projektsamarbejdets kriterier, evalueringer og monitoreringer presser det aspekt af partnerskabet, der reflekterer enhed i Kirken. Historisk har der da også været spændinger mellem udviklingsarbejde og en veludrustet og -betalt udviklingssektor, overfor et engagement med opbygning af kirker, udvikling af teologisk uddannelse, mv. som ikke har haft ekstern finansiering.
Den spænding har i Dansk Missionsråds regi ført til et stort fokus på ”integreret mission,” som især har ligget i hænderne på Andreas Østerlund Nielsen, tovholder for Forum for Integreret Mission, og Jonas A. Jørgensen, generalsekretær i DMR 2010-2019. Men det fokus i Dansk Missionsråd foregik parallelt med en international udvikling, der fandt markante nedslag omkring 100-års jubilæet for Edinburgh konferencen i 2012. For både Lausannebevægelsens og Kirkernes Verdensråds fejring viste, at de to bevægelser havde nærmet sig hinanden i en balanceret vægtning af forkyndelse og socialt engagement. I Lausannebevægelsens dokument fra Cape Town, hovedsagelig formuleret af John Stotts efterfølger, Chris Wright (f.1947), blev evangelisering knyttet tæt til arbejdet med socialt ansvar og kamp mod fattigdom og ulighed. I Kirkernes Verdensråds dokument, The Edinburgh 2010 Common Call, og ikke mindst det senere dokument, Together Towards Life fra 2012, blev sammenhængen mellem forkyndelse og socialt engagement skabt igennem fremhævelse af ”kristent vidnesbyrd.” Et kristent vidnesbyrd står forkortet, hvis der ikke er en forbindelse mellem det, der siges og det, der gøres.
DMRs kerneopgaver
Selvom det blev besluttet i slutningen af 1990erne, at DMR ikke længere skulle være et serviceorgan, var der stadig en række opgaver af praktisk karakter, der blev løst.
Assistance til mindre organisationer, som ikke selv kunne tilbyde skattefradrag af gaver. Igennem DMR fik disse organisationer mulighed for at tilbyde giverne, at gaver kunne trækkes fra i skat, ligesom de fik hjælp med diverse afklaringer med skattemyndigheder;
Hjælp til at forstå regler om pension og a-kasse efter ophold i udlandet;
Indsamling af statistiske oplysninger til dokumentation af den folkelige forankring af de midler fra Danida, som DMRs og DMR-U/CKUs medlemmer fik. Det er oplysninger, der indsamles til OECD Development Assistance Committee, DAC, via Danida, med henblik på overblik over den folkelige forankring af udviklingsarbejdet.
Interessevaretagelse i forskellige netværk, nationalt såvel som internationalt.
Men der er andre ting, der har fyldt mere. DMR har afholdt to årlige samlinger for medlemsorganisationer og interesserede, og det har været naturligt på de samlinger både at markere, at der er en enhed omkring arbejdet med global mission, men også at udvikle samarbejdet, herunder at forestå årlige indsamlinger og salg af julemærker, som i perioder har generet en væsentlig del af det, det kostede at drive DMR. Et af de emner, som fællesskabet af missionsorganisationer har prioriteret, har været udvikling af ledelse omkring udsendinge/missionærer, dvs. det, der kaldes fjernledelse. Siden 2014 har det arbejde udfoldet sig i tæt samarbejde med Center for Familieudvikling, eller mere præcist Enheden for Psykiatri og Eksistens, som blev selvstændig i 2026 under navnet Cura Vita. Resultatet af det samarbejde har været et årligt udbud af 3-4 seminarer. Det omfattende materiale, der er udarbejdet fra 2014-2026, er samlet på en online ressourceside.
I forlængelse af arbejdet med integreret eller holistisk mission har Dansk Missionsråd i perioden siden årtusindskiftet haft fokus på rettigheder. Det har blandt andet resulteret i opstart af to store netværk. Det ene om Religion og udvikling har siden 2014 arbejdet med at styrke forståelsen af religioners rolle i udviklings- og fattigdomsbekæmpende arbejde. Det andet, om tros- og religionsfrihed (ToRF), blev også lanceret i 2014, og har resulteret i en række tiltag:
Tværpolitisk netværk om ToRF på Christiansborg;
Medvirkende til etablering af et kontor i Udenrigsministeriet med fokus på ToRF;
Etablering af nordisk forum omkring ToRF, som blandt andet har resulteret i udviklingen af et læringsværktøj, som benyttes mange steder, herunder i EU.
Overordnet set er der en række store temaer, der er sat på dagsordenen af medlemsorganisationer og -kirker, og af udviklingen i verden igennem de sidste 25 år:
Forkyndelse og dialog;
Religion og udvikling;
Integreret mission;
Partnerskab;
Religionsteologi og offentlighedsteologi;
Klima;
Postkoloniale forhold som betingelse for global mission.
Endelig har DMR udbudt et online kursus i Diakoni, Church based Development Leadership Course, CDL, fra 2021-2026. Det var et et-årigt kursus under ledelse af Lisbeth Pedersen med 300 undervisningslektioner pr. kursus og var målrettet ledere og medarbejdere i organisationer i Asien, Mellemøsten og Afrika engageret i diakoni og udvikling. Det blev udbudt i samarbejde med DMR-U/CKU, Digni (Norge) og Kerk in Actie (Holland). 66 studerende har gennemført kurset og fået diplom. Kurset fik gode evalueringer for to ting: at det kunne lade sig gøre at skabe et personligt og godt læringsmiljø online for mennesker fra vidt forskellige geografiske og religiøse sammenhænge, og at det var meningsgivende at holde arbejde med tekniske detaljer om projektudvikling, ledelsestræning og organisationsudvikling sammen med teologiske perspektiver.
Organisatorisk arbejde og selvforståelse
Ligesom i de andre perioder af Dansk Missionsråd har der været ydre anledninger til at drøfte karakter af netværket. I den første periode var arbejdet med global mission præget af verdenskrigene og kolonitid, mens det var mere præget af afkolonisering i næste periode og dermed af en besindelse på, hvordan der arbejdes med globale relationer herunder, hvordan det influerer på teologi og selvforståelse. I den sidste periode, efter år 2000, har de ydre omstændigheder været, at det, der har været bærende elementer i moderne engagement med global mission, er blevet forandret, hvad der især afspejles i arbejdet med udsendelse, og i den folkelige forankring.
Opgørelse af antal medlemmer og udsendinge i Missionsrådets medlemsorganisationer og -kirker er omgærdet af en vis usikkerhed. For dels er der forskellige måder at registrere medlemmer og udsendinge, dels er det ikke alle medlemsorganisationer, der får sendt data til den årlige statistik. Men med det forbehold kan det alligevel give et indtryk at se de tal, der er tilgængelige.
På forgående side anskueliggøres udviklingen i antal udsendinge med en graf, som skelner mellem korttids- og langtidsudsendte.
Indtægtsmæssigt oplever DMRs medlemsorganisationer og -kirker et fald i perioden, hvad der hænger sammen med, at færre personer giver et stabilt beløb til mission, og det resulterer i en lavere samlet gaveindtægt for missionsorganisationer i DK.
| 2003 | Dkk 224 mill |
| 2007 | Dkk 273.3 mill. |
| 2010 | Dkk 230,1 mill. |
| 2014 | Dkk 186,5 mill. |
| 2018 | Dkk 151,4 mill. |
| 2022 | Dkk 118,5 mill. |
Tabel 5 Gaveindtægt til global mission inkl offentlige tilskud. DMRs statistik.
Antal frivillige er en vigtig indikator på, hvordan arbejdet med global mission udvikler sig og hvilken folkelig forankring, der er tale om. Med de samme forbehold som ovenfor om medlemmer og udsendinge er det alligevel bemærkelsesværdigt, at der er et forholdsvist stabilt antal frivillige.
Det indebærer, at der er følgende markører af udviklingen i Missionsrådets medlemsorganisationer:
A. Medlemmer: Forholdsvis stabilt medlemstal, og endda øget antal givere, men fordi giverne donerer mindre, er den samlede gaveindtægt svindende.
B. Gaveindtægter: Den svindende gaveindtægt indebærer, at der er færre ”frie midler”. Til gengæld bliver der flere penge til rådighed til udviklingshjælp igennem perioden.
C. Ansatte: Der er en vigende tendens til udsendelse af personale/missionærer, både hvad angår korttids- og langtidsudsendte.
D. Frivillige: Der er et forholdsvist stabilt antal frivillige.
Med den udvikling følger et behov for større tydelighed om, hvorvidt der overhovedet er brug for en folkelig forankring af arbejdet med global mission!? Desuden peger udviklingen på en udfordring omkring det mellemmenneskelige og mellemfolkelige aspekt i arbejdet med mission, som er det, der traditionelt motiverer til engagement. Mennesker (læs: udsendinge) og fortællinger (læs: fra Det globale syd) motiverer til engagement; projekter motiverer til støtte. Samlet set er der derfor grund til at overveje et internt og et eksternt aspekt:
Internt: er der sammenhæng mellem narrativet om mission og det, der rent faktisk laves?
Eksternt: er der sammenhæng mellem det, der gøres og det, internationale partnere angiver som behov?
Enhed og nye udtryk for mission
Dansk Missionsråd som organisation blev etableret som følge af et højdepunkt i moderne global mission efter Edinburgh konferencen i 1912, og derfor er det naturligt, at organisationen opløses, når global mission udvikler sig i nye retninger. Men indebærer det, at visionen om enhed har lidt skibbrud?
Enhedstanken har været udfordret igennem hele Missionsrådets levetid. Det blev tidligt bemærket, at den missiologi, der blev til i tiden omkring de store verdenskrige, var udfordret af en svag ekklesiologi, en svag forståelse af kirke. Den udfordring har i en dansk sammenhæng haft en særlig udformning, når der sammenlignes med andre lande, for arbejdet med ydre eller global mission har været lagt i hænderne på organisationer og ikke kirker. Derfor har der ikke været sakramentale udtryk, som kunne levere ydre udtryk for enhed. Der har med andre ord ikke været dåb, nadver og kirkestrukturer, som kunne forankre visionen om enhed i synlige ritualer. Dertil har det danske engagement været udtrykt igennem lægmandsbevægelser, som ikke har arbejdet målrettet med ledelse, hvorfor anden-ordens strategiske mål, som enhed på tværs af organisationer, er trådt i baggrunden. Især stillet overfor pekuniære forhold har det spillet en rolle, for når Thanatos selv, ”døden,” truer en organisation, reagerer den som en organisme og isolerer de vitale organer (læs: opgaver) selvom der måske ville være mere liv i at søge nærmere til andre, der står i samme situation. Det har igennem tiden skabt reaktioner i DMRs fællesskab, hvor det har set ud som om der var modsætning mellem fællesskab og organisationers overlevelse, hvilket har ledt til det én har kaldt organisationsegoisme. Sammen med de ydre faktorer, der har modvirket ideer om enhed, lige fra koloniale hierarkier over afstand mellem frikirker og folkekirke, til kampen med at reformulere partnerskab efter kolonitid, er det alt sammen ting, der har udfordret visionen om enhed. Men det til trods har enhed spillet en rolle, både som vision og som konkret samarbejde, der har styrket danske missionsbevægelser og -kirker i aktiv og konstruktiv deltagelse i global mission til gavn for mennesker i ind- og udland.
Hvordan har det været muligt? Hvordan har en vision om enhed kunne inspirere og drive arbejde videre under så svære betingelser? I en moderne opfattelse af enhed er det afgørende, at modstanderne ikke kommer imellem dem, der står sammen, og at handlekraften bevares. Men i en kirkelig sammenhæng er det anderledes. For der er enhed ikke defineret af modsætningsforhold og magt, men trækker på to andre inspirationskilder. Den ene har en metafor i måltidet og hviler på den enhed, der opstår, når guddommeligt liv fortæres og bliver til indre liv. Den anden har en metafor i venskabet, som et inkluderende fællesskab, der ikke afviser, men er åben for de andre, og for det andet, og ultimativt sigter efter, at Gud bliver ét i alle (1.Kor.15). Det er en væsentlig grund til, at visionen om enhed, udtrykt gennem Dansk Missionsråds virksomhed, har inspireret missionsbevægelser og kirker i Danmark igennem 114 år. Samtidig er det en forståelse af enhed, som ikke modsætter sig, at noget går til. Måske er det endda godt nok, at noget kun har liv et stykke tid for så at give plads til andet, så det ikke er organisationer, eller for den sags skyld kirkelige strukturer, der står i centrum!? Måske er enhed i det hele taget en temporær, flygtig størrelse, når det kommer til handlekraft og indflydelse, mens den er dynamisk og fuld af liv, hvor fællesskabet trækker på de kilder, der er givet?
Med til historien hører også, at det ikke er alle de gode resultater fra DMRs 114 år, der forsvinder, når DMR som organisation opløses. Vel ophører det naturlige netværk, men det finder måske nye udtryk, nye steder? – sådan som det allerede er sket for mange af de faglige aspekter, der har været varetaget af DMR, som fortsætter i andet regi. Samtidig er det dog interessant, at der allerede kan skimtes udtryk for global mission, som er konkrete udtryk for det diktum om global mission, som i første række blev formuleret i Lausanne netværket, ”from everywhere to everywhere nearby.” Kilderne til enhed har allerede skabt nye udtryk. Sammen med tanken om Guds mission og såkaldte emergerende udtryk for tro og kirke, er det en udvikling, som tillader os at se med fortrøstning på Dansk Missionsråds oprindelse, udvikling og opløsning.
Til videre læsning
Bosch, David (1991), Transforming Mission. Paradigm Shifts in Theology of Mission, NY: Orbis Books.
Freytag, Walter (1950), ”Meningen med Verdensmissionen,” In: Nordisk Missionstidsskrift, 1950.
Henschen, Daniel (2019), Da danskerne ville omvende verden. Historien om missionsbevægelsen, København: Gads forlag.
Joshua Peter og Henrik Sonne Petersen (2026), ” Partnerskab eller venskab? Om postkoloniale strategier i globale relationer,” in: Magasinet Kirke for alle.
Jørgensen, Jonas A. (2025), ”Afkolonisering, mission og partnerskab. Et afrikansk perspektiv,” in: Magasinet Kirke for alle.
Koch, Lene (2000), Racehygiejne i Danmark 1920-1956, København: Informations forlag.
Kramp, Flemming (1987), ”Mission – frem mod år 2012,” in: Nordisk Missionstidsskrift, 1987, vol.1.
Lund, Johannes (1962), ”Dansk Ydre Mission i 1961,” in: Nordisk Missionstidsskrift 1962, p.142.
Mogensen, Mogens S., Missionen midt iblandt os. Kristen mission til, i og fra Danmark, historisk og teologisk belyst, København: Eksistensen, 2024.
Nagy, Dorottya (2022), ”Behind Missio Dei. Reflections on the International Missionary Council’s 1952, Willingen, Germany, conference,” In: Zeitschrift Verbum SVD.
Nielsen, Harald (2012), Erik W. Nielsen – og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi, København: DMR.
Nielsen, Harald (2014), Bone Falck Rønne – en pioner i folkeoplysning og mission, København: DMR.
Petersen, Henrik Sonne (2021), ”Mission: engagement i forandring og længsel efter fornyelse. Skammens bidrag til en nutidig missionsforståelse,” In: Mikkel G. Christoffersen og Kjeld S. Nielsen (red.s), Skam. Et forsømt aspekt ved kristendommen, Københaven: Eksistensen akademisk.
Petersen, Henrik Sonne (2025), ”Religionsteologi i nye former,” In: Magasinet Kirke for alle.
Poewe, Karla (2005), ”Liberalism, german missionaries and national socialism,” In: H.Stoecker og U.van der Heyden (Ed.s), Mission und Mach tim Wandel Politischer Orientierungen, Stuttgart: Franz Steiner Verlag.
Stroope, Michael (2020), Transcending the modern mission tradition, Oxford: Regnum Books international.
Sundermeier, Theo (1990), ”Missiology yesterday and tomorrow,” In: Missionalia, vol.18.1
Tranholm-Mikkelsen, Inge (1987), ”Glimt fra Dansk Missionsråds historie,” In: Nordisk Missionstidsskrift, NMT.
Annex A: Formænd og generalsekretærer i DMR
Formænd
Prof. Frederik Torm, 1912-46, dvs. 34 år.
Biskop Axel Malmstrøm 1946-1951.
Biskop Halfdan Høgsbro, 1961-1965.
Domprovst Poul Verner Hansen, 1965-1970.
Biskop Torkild Græsholt, 1970-1973.
Biskop Henrik Christiansen, 1973-1979.
Lektor Jens Kristian Krarup, 1979-1985.
Sognepræst Mogens Jensen, 1985-1990.
Sognepræst Ole Christiansen, 1990-1993
Sognepræst Simon Thorup, 1993-1995
Sognepræst Knud T. Sørensen, 1996-2001
Sognepræst Aage Nielsen, 2001-2011.
Sognepræst Lars Mandrup, 2011-2017.
Provst Poul Erik Knudsen, 2017-2023.
Biskop Peter Fischer-Møller, 2023-2026.
Generalsekretærer
Fra 1912-1963 var ledelsen af DMR varetaget af formand for bestyrelsen, og af Det Danske Missionsselskabs daglige ledelse.
Erik Nielsen, 1959-1963 (deltids-ansættelse).
I perioden 1963-1982 var ledelsen igen overladt til arbejdende formænd og deltidsansatte til at dække kommunikation mv. Birthe Andersen var ansat som kontorchef fra 1963-1994.
Flemming Kramp, 1982-1994.
Birger Nygaard, 1994-2000.
Mogens Mogensen, 2000-2001.
Ole Jørgensen, 2002-2010.
Jonas Adelin Jørgensen, 2010-2019.
Henrik Sonne Petersen, 2019-2026.







