Mogens Mogensen |
Den moderne missionsbevægelse og dens missionsselskabsmodel er under opløsning. Missionsmarken har flyttet sig fra Syd til allevegne, og det rejser bl.a. spørgsmål om forholdet mellem missionsselskaberne og kirkerne, hvor det traditionelle bagland er forsvundet. Disse forhold skaber en aktuel identitetskrise i missionsselskaberne. Forfatteren peger i denne situation på en skelnen mellem kirkens ”sodale” og ”modale” fremtrædelsesformer som udgangspunkt for en tredje vej – mellem hjælpeorganisationer og økumeniske støtteorganisationer med holistisk mission, hvor formidlingen af evangeliet i ord og gerning er i centrum.

De gamle missionsselskaber står i dag midt i en identitetskrise. Historisk set har de spillet en helt central rolle i den moderne missionsbevægelse, der førte til kristendommens globalisering. Men det spørgsmål, som overvejes i denne artikel, er, om disse gamle missionsselskaber også vil kunne spille en rolle for kirkens mission i de kommende år.

_{Udgivet første gang i ‘Ny Mission* nummer 39, 2020; Side 139 – 146}

Den moderne missionsbevægelse

De danske missionsselskaber har deres oprindelse i den moderne missionsbevægelse, der tog sin begyndelse i slutningen af 1700-tallet. Opdagelserne og den efterfølgende kolonisering af bl.a. Afrika og Asien åbnede for kristen mission, men i de fleste kirker i den gamle kristenhed var der ikke forståelse for, at det var kirkens opgave at engagere sig i mission i Afrika og Asien. I 1792 skrev den engelske baptist William Carey bogen: ‘An Enquiry into the obligations of Christians to Use Means for the Con version of the Heathens’. Her foreslog Carey, at der etableredes frivillige eller frie selskaber med det formål at sende missionærer til fjerne lande. Allerede i 1792
dannedes ”The Baptist Missionary Society”, som året efter sendte Carey og hans familie til Indien som missionærer. Hurtigt derefter danne des lignende selskaber – uden organiseret forbindelse til etablerede kirker – i England og andre dele af Europa. I Danmark dannedes således bl.a. DMS i 1821, Santalmissionen i 1867 og Sudan missionen i 1911. (*1) Denne missionsmodel var meget enkel. Der oprettedes en lang række missions kredse, hvis opgave det var et samle penge ind og bede for arbejdet. Kred sene var samlet i missionsselskaber, hvis opgave det var at rekruttere og udsende missionærer og være bindeled mellem missionskredsene og missionærerne (og de kirker, der efterhånden blev dannet som følge af deres missionsvirksomhed). Missionsselskaberne opstod i en periode, hvor der var et klart skel mellem den kristne verden (Europa og Nordamerika) og den ikke-kristne verden (missionsmarken i Syd). Mellem disse to verdener faciliterede missionsselskaberne en envejstrafik, som er fortsat lige siden. Fra den kristne verden formidledes der missionærer (med forskellig faglig ekspertise), penge og teologi. Denne missionsmodel viste sig at være meget effektiv, og den har spil let en helt afgørende rolle for kristendommens udbredelse og globalisering i omkring 200 år.

Afslutningen på den moderne missionsbevægelse

Missionsselskabsmodellen blev skabt og kom til at spille en helt afgørende rolle i den moderne missionsbevægelse, men som den amerikanske missionshistoriker Wilbert Shenk gør opmærksom på: ”The modern missionary movement, an epoch beginning around 1800 and extending well into the twentieth century, has ended, and a new epoch in Christian mission is unfolding” (Shenk 1999, loc. 4021).

Man kan med god ret sige, at missionsselskaberne i disse 200 år i høj grad bidrog til kirkens mission, selvom den etablerede kirke først i de senere år efterhånden, er begyndt at anerkende dette arbejde som en del af kirkens arbejde. Meget har imidlertid ændret sig i verden og teologien, siden missionsselskabsmodellen for mission blev udviklet.

Missionsselskabsmodellen har, som nævnt, tjent missionen godt i mange år, men meget tyder på, at denne model ikke passer til den tid, vi nu lever i. For som Shenk skriver, ”The era just passed was marked by modernity and the ’We sternity’ of the sending base. The new era will be shaped by the vitality of the faith in the newly established centers in the non-Western world and socio-political forces quite different from the period dominated by Pax Britannica and Pax Americana” (Shenk 1999, loc. 4021).

Spørgsmålet er, om de klassiske missionsselskabers tid er ved at være forbi, eller om missionsselskaberne vil være i stand til at tilpasse sig en ny tid og finde en ny eksistensberettigelse?

Missionsmarken?

Skellet mellem den kristne og den ikke-kristne verden har ændret sig radikalt. I dag lever over 2/3 af verdens kristne i de områder, som vi tidligere kaldte missionsmarken, og dér vokser kirkerne stærkt, mens kirkerne taber medlemmer i den gamle kristenhed. På grund af sekulariseringen og den globalisering, der har gjort bl.a. Danmark til et multireligiøst samfund, er der lige så meget brug for mission i Danmark som i mange lande i Afrika og Asien, men det har vist sig, at missionsselskaberne trods enkelte forsøg på det kun i meget begrænset omfang er lykkedes med at engagere grupper og menigheder i mission her i landet. En kirkelig énvejstrafik fra vesten til resten giver efter min mening ikke længere mening. Men problemet er, at hele missionsselskabsmodellen er bygget op omkring denne traditionelle missions-envejstrafik.

I og med at skellet mellem ”den kristne i Nord” og ”den ikke-kristne verden i Syd” er brudt ned, ville det give mening med partnerskab – præget af gensidig hed – mellem kirkerne i Syd og kirkerne i Nord, idet alle kirker i dag står i en missionssituation. Men det partnerskab, som kirkerne i Syd efterspørger, er ikke i første række et partnerskab med missionsselskaber, men med kirker. Her kunne der være en vigtig rolle for missionsselskaberne, nemlig at bidrage til, at der etableres venskabsforbindelser og partnerskaber mellem sogne, provstier, stifter og kirker i Afrika og Asien og i Danmark, som kan videre føre den forbindelse mellem kristne i Afrika og Asien og i Danmark, som missionsselskaberne har været med til at etablere og vedligeholde. Og noget tilsvarende kunne ske i frikirker.

Missionsselskaberne og kirkerne

Tidligere havde (ydre)missionsselskaberne så at sige monopol på mission (sammen med indremissionsforeningerne), men i dag begynder der at brede sig en forståelse for, at det hører med til kirkens væsen at være i mission (missional kirke). Det medfører, at de, der begynder at engagere sig i missional kirke-tænkningen, ikke nødvendigvis vil rette blikket mod missionsselskaberne, men mod kirken. Målet for dem er ikke, at de blot samler penge ind til missionsselskabets projekt i Afrika, men at deres egen menighed ser sin egen kontekst som en missional kontekst. Det vil sige, at menigheder ne i første omgang vil være optaget af mission i deres nærområde, og mission i Danmark har missionsselskaberne kun meget begrænset erfaring med.

Samtidigt er situationen i dag den, at de kirker, som missionsselskaberne har grundlagt på de gamle missionsmarker, for de flestes vedkommende ikke længere er afhængige af missionsselskabernes støtte, selvom de naturligvis gerne i al fremtid ville ønske at modtage økonomisk støtte til deres forskellige arbejdsgrene. Endeligt er spørgsmålet, om de kristne og de kirker her i Danmark, der ønsker at engagere sig ikke blot i lokal men også i global mission, heller ikke længere er så afhængige af missionsselskaberne, som de var tidligere. I dag ønsker mange ”missionsvenner” en direkte kontakt til dem, de støtter, og ønsker ikke nødvendigvis at gå gennem missionsselskaberne.

Missionærer og missionskredse

I den klassiske missionsmodel spillede missionærerne den helt afgørende rolle. Af mange grunde, som der ikke er plads til at gå i detaljer med her, er mange missionsselskaber på vej mod en mission uden missionærer (eller med et meget begrænset antal missionærer). Det var missionærerne, der skabte en nærhed mellem missionskredsene og kirkerne i bl.a. Afrika og Asien, gennem deres breve og besøg. Grunden til, at man etablerede missionskredse og missionsselskaber, var oprindelig at støtte de udsendte missionærer, men denne eksistensberettigelse er nu faldet bort. Dertil kommer, at hjemvendte missionærer især tidligere har ydet et meget vigtigt bidrag til kirken i Danmark i forhold til at udvikle en forståelse for tværkulturelt arbejde i Danmark og for mission både lokalt og globalt. Når der næsten ikke kommer missionærer – alt så mennesker, med tværkulturel missionserfaring – hjem længere, falder dette bidrag til kirken væk.

Ved siden af missionærerne var det missionskredsene, der var grundpillerne i den klassiske missionsselskabsmodel, men de er også kraftigt på retur i disse år. Missionskredsene udgjorde missionsselskabernes åndelige bagland som dem, der fulgte med i missionsarbejdet og bad for missionærerne og de ny kir ker. Missionskredsene var også dem, der indsamlede de økonomiske midler, som skabte det økonomiske grundlag for missionsarbejdet. Hvor er missionsselskabernes nye bagland? Drømmen var, at menighederne ville overtage den rolle, men det er kun sket i meget be grænset omfang. Økonomisk set er missionsselskaberne i stedet blevet mere og mere afhængige af indtægter fra genbrugsbutikker og projektmidler fra Danida – samt af fundraising. De nye økonomiske kilder fører ofte med sig, at der er en fare for, at balancen i den
holistiske mission mellem det evangeliserende og kirkeopbyggende arbejde på den ene side og diakonalt arbejde og sociale udviklingsprojekter på den anden side forrykkes til fordel for det diakonale og sociale arbejde, som der er en større forståelse for i de bredere kredse, som man nu må appellere til (Mogensen 2019).

Missionsselskabernes identitetskrise

Missionsselskabsmodellen bidrog i meget høj grad til den moderne missionsbevægelses succes, men meget har, som nævnt, ændret sig siden 1792. Hvordan ser missionsselskabsmodellens fremtid ud, når der er usikkerhed både mht. ”missionsmark”, ”missionærer” og ”missionskredse”?

I bogen Changing Frontiers of Mission (1999) beskriver Wilbert R. Shenk den identitetskrise, som missionsselskaber verden over oplever i disse år, i et kapitel med den meget sigende overskrift ”Missions in Search of Mission”. Hvad er missionsselskabernes mission i dag og fremover, når den kontekst, som de blev skabt i, ændrer sig radikalt, og når deres oprindelige mål måske er blevet opfyldt?

Globale missionsudfordringer i dag

Ganske vist har den moderne missionsbevægelse været en succes med hensyn til kristendommens udbredelse især i Afrika og Asien, men virkeligheden er imidlertid den, at det især er iblandt tilhængere af de traditionelle religioner – dem, som man tidligere kaldte ”animister” – at kristendommen er ble vet udbredt. Derimod er der stadig ikke sket større gennembrud i forhold til tilhængere af de store verdensreligioner. Kristendommen udgør den samme an del af verdens befolkning, som det har været tilfældet i mange årtier, nemlig omkring 30%. Den globale kirke står derfor stadig over for en meget stor missionsudfordring.

Spørgsmålet er, om missionsselskaber ne også i dag har en rolle at spille for kirkens mission, eller om deres tid er forbi? Hvis missionsselskaberne stadig kan spille en rolle, hvad er det så for en rolle? Og er det i givet fald muligt for missionsselskaberne at gennemgå den organisationsudvikling, der skal til, for at kunne spille denne rolle?

Hjælpeorganisationer, støtteselskaber eller en tredje vej?

Missionsselskaber kan i denne situation udvikle sig i flere retninger. En nærliggende mulighed er, at missionsselskaber stille og roligt udvikler sig til støtteselskaber for de kirker, som de har været med til at etablere, og da der er tale om hurtigt voksende kirker, ofte i fattige lande, vil behovene for støtte sandsynligvis ikke ophøre i en overskuelig fremtid. Samtidigt kan missionsselskaberne søge at sætte menigheder, provstier og stifter i Danmark i forbindelse med disse kirker, så der opstår venskabsforbindelser, hvor kirkerne gensidigt kan være med til at berige hinanden. En anden – og måske endnu mere fristen de muligheder, at missionsselskaber engagerer sig mere og mere i socialt arbejde, dvs. udviklings- og nødhjælpsarbejde, som der vil være mulighed for at få støtte til via Danida, og som også har en bredere appel, når det gælder fundraising.

De to veje, som er nærliggende for missionsselskaber at betræde, er altså dels international diakoni, som vi kender det for eksempel fra Folkekirkens Nød hjælp, og som menigheder søges inddraget i, og dels international økumeni, som vi kender det fra en række økumeniske organisationer. Allerede nu er der gamle missionsselskaber i Europa, som er begyndt at betræde en af disse to veje, der muliggør, at missionsselskaberne kan overleve (eller at betræde begge veje samtidigt). I begge tilfælde vil missionsselskaberne kunne bidrage til kirkens mission, da både international diakoni og international økumeni er vigtige missionale dimensioner.

Som nævnt er der andre organisationer, som udfører et fint stykke arbejde mht. international diakoni og økumeni, men der er helt centrale dimensioner af kir kens mission, som oftest ligger uden for disse organisationers formål. Det drejer sig om at præsentere og repræsentere kristendommen for mennesker af an den eller af ingen tro, en holistisk mission, hvor formidlingen af evangeliet i ord og gerning er i centrum. Det er den tredje vej.

Vandreapostolat

Mission i ovennævnte betydning er naturligvis enhver menigheds opgave, og det sker da heldigvis også igennem menighedens liv i dens lokalområde. Men der vil også i dag være brug for grupper, foreninger eller organisationer, som på en særlig måde specialiserer sig i og fokuserer på denne opgave, både når det gælder mission i Danmark og mission i den øvrige verden.

Her er der grund til at minde om, hvor dan den amerikanske missiolog Ralph D. Winter allerede i 1974 argumentere de for, at der i kristendommens udvikling altid har været to strukturer, som har haft hver sin opgave og har komplementeret hinanden, nemlig ”modality” og ”sodality”. For at kunne udføre sit arbejde i forløsningens tjeneste har den kristne bevægelse brug for to lige værdige strukturer, nemlig den mere statiske menighedsstruktur (”modality”) og den mere dynamiske missionsstruktur (”sodality”) (Winter 1974).

I en artikel i Nordisk Missionstidsskrift i 1985 betegnede Johannes Aagaard disse to strukturer som Peters søjleapostolat og Paulus’ vandreapostolat. ”Søjleapostolat” repræsenterer vedligeholdelsen af den etablerede kirke, mens ”vandreapostolat” repræsenterer den frie opsøgende, grænsesprængende og ekspansive tjeneste. Aagaard understreger tanken om, at ”det dobbelte apostolat skal ikke tjene til
en adskillelse mellem kirke og mission, men til en forståelse af nødvendigheden af to slags mission, der i deres forskellighed hører nøje sammen” (Aagaard 1985).

Fællesskab af mennesker i mission

Den moderne missionsbevægelses missionsselskaber var en sådan ”sodality”-struktur, der responderede på de behov og muligheder, der var i denne periode. I dag er konteksten en anden, og derfor er der efter min vurdering brug for nye ”sodality”-strukturer, der kan blive effektive redskaber for mission i vores tid.

I og med at ”missionsmarken” er kom met til Danmark, eller – for at sige det på en anden måde – at mission i dag foregår på alle kontinenter, handler det ikke længere om at etablere missionskredse, der kan sende missionærer til Afrika og Asien. Nu er udfordringen at engagere sig i mission i mødet med muslimer, hinduer, buddhister og mennesker uden tro her i Danmark, og at samarbejde med tilsvarende missions-grupper i andre dele af verden. Det giver ikke længere mening for eksem pel at ville være i mission blandt muslimer i Afrika og Asien, men ikke blandt de muslimer i Danmark, der kommer fra Afrika og Asien. I denne globalise rede verden vil der være brug for samarbejde – støtte, forbøn, udveksling af erfaring og personer – mellem missionsarbejdet i Danmark og andre dele af verden. Der vil også være brug for et samarbejde mellem ”sodality”-strukturen (altså missions-grupper) og ”modality”-strukturen (altså de etablerede menigheder). For eksempel om integrering af nye kristne i menighederne. Dertil kommer, at der i disse missions-grupper oparbejdes tværkulturelle, tværreligiøse og missionale erfaringer, som menighederne kan trække på i de res arbejde.

Ny vin på nye lædersække?

Som ovenfor nævnt har det været muligt for missionsselskaber at transformere sig til selskaber for international diakoni (udviklingsorganisationer) eller til selskaber for international økumeni (støtteselskaber) – eller en kombination af begge dele. Men spørgsmålet er, om det også er muligt for gamle missionsselskaber, der er blevet til inden for den moderne missionsbevægelses rammer, at gennemgå en organisationsudvikling i retning af den tredje vej? Der vil navnet Danmission, og sidstnævnte har i givet fald være tale om en langt mere radikal organisationsudvikling end den, der muliggjorde missionsselskabers ud 1987 ”The Future of Mission”, Internatiomission”, s. 187-197 i Mogens vikling i retning af international økumeni og diakoni.

Nyt liv kræver undertiden nye former og strukturer. Jesus siger i Matthæus evangeliet kap. 9: ”Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vine går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så be vares begge dele”. Sådan er det måske også, når det gælder kirkens mission? 1974 ”Two Structures of God’s Redemption.”

Uanset om missionsselskaberne kan til passe sig en ny virkelighed og genopfinde sig selv, så de i de kommende år bliver brugbare redskaber til at præsentere og repræsentere kristendommen for mennesker af anden eller ingen tro, Aagaard, Johannes eller de ikke kan, så er vi afhængige af, at Gud ved sin Helligånd kalder mennesker til mission, mennesker, som vil finde brugbare strukturer og modeller for.

Note

(* 1) I dag er de to første lagt sammen under skiftet navn til Mission Afrika.

Litteratur

Shenk, Wilbert R. nal Review of Mission, 76:301. 1999 Changing Frontiers of Mission. Maryknoll, NY: Orbis Books. E-bog.

Mogensen, Mogens S. 2019 ”Det knager og brager i kirke og S. Mogensen (red.), Kristendom i en brydningstid. Kirke, mission, økumeni og offentlighedsteologi. Christiansfeld: Forlaget Intercultural.

Winter, Ralph D. tive Mission”, genoptrykt i Ralph D. Winter & Steven C. Hawthorne (red.), Perspectives on the World Christian Movement. A Reader, Pasadena, CA: William Carey Library.

Deres missionsengagement. 1985 ”7 teser om mission. Nogle teser om konkrete og aktuelle missionsproblemer” i Nordisk Missionstidsskrift, 96, 3, s. 98-119.