Af Simon Schmidt, Ph.d.-studerende i systematisk teologi, Lunds Universitet

Himmelske Dage i Silkeborg var fantastisk. At opleve musikken, dansen, duftene, fællesskabet og teologien alt sammen gå op i en højere enhed er livsbekræftende og indgyder én med nyt håb for både kirken og verden. Men her i tiden efter, når man har sovet ud efter al den religiøse festivitas, så melder eftertanken sig med to spørgsmål.

Kan vi få en “økumenisk” samtale mellem liberale og konservative?

For det første: Det lykkedes igen i år at mange forskellige kirkesamfund arrangerede Himmelske Dage sammen. Metodistkirken, den Katolske Kirke og Folkekirken fyldte for eksempel alle meget. På baggrund af hvordan splittelser mellem kirkesamfundene tidligere har ført til store krige i Europa, kan man kun glædes over, at vi nu står i en helt anden situation med samarbejde og en følelse af samhørighed på tværs af kirkesamfundene. Men, og her kommer problemet, det er nemt nok at få en økumenisk indstillet katolik til at tale med en økumenisk indstillet folkekirkepræst; for ligger den reelle konflikt og de svære problemer ikke et andet sted i dag? Det er nemlig meget sværere at få den liberale lutheraner og den konservative lutheraner til at tale og arbejde sammen, eller for den sags skyld den konservative og den liberale katolik.

Min pointe er den, at den ”økumeniske” strid i dag snarere står internt i de forskellige kirkesamfund end mellem de forskellige konfessioner. Det er en situation, som vi kirkeligt og teologisk ikke er så godt rustede til at håndtere. Der er blevet gjort meget godt teologisk arbejde inden for den økumeniske teologi over det sidste århundrede, hvor det har vist sig, at for eksempel den protestantiske og den katolske teologi på mange områder ikke står så langt fra hinanden, som det tidligere er blevet fremstillet. Dette økumenisk-teologiske arbejde har udrustet kirkerne til at tale med hinanden på nuanceret vis. Men det, som skaber stridigheder og stor splittelse i vores tid, er snarere den interne kamp mellem konservative og liberale dele af kirkerne. Både den anglikanske kirke og metodistkirken har oplevet store interne kirkesplittelser mellem konservative og liberale grupperinger, men også i den lutherske kirke ser vi det, både på nationalt og internationalt plan.

For år tilbage var jeg medlem i styrelsen i Økumenisk Ungdom, og jeg husker en episode, hvor vi talte positivt og godt om, hvor spændende og interessante katolikkerne var; mens nogle af os, må jeg indrømme, så lidt ned på de dér bagstræberiske lutheranere i Folkekirken, som ikke engang ville ordinere kvinder. At katolikker heller ikke ordinerer kvinder kom ikke op. Vi kunne godt håndtere forskellen til de andre kirkesamfund, men når det handlede om at håndtere forskellen internt i vores egen kirke, så var det pludselig meget sværere.

Det er naturligvis et problem, som i vores tid ikke kun viser sig i kirkerne, men i form også af en politisk polarisering. Hvis vi i kirken vil være med til at modvirke den, så må vi gå foran ved at tage de svære samtaler mellem liberale og konservative internt i vores kirker. Hvordan kan vi som kirke samtidigt rumme den inkluderende og verdensåbne forståelse af kristendommen, som vi ser i de liberale dele af kirken, og den lidenskabelige understregning af, at der sker noget helt nyt og anderledes med Kristus, som vi ser i de mere konservative dele af kirken? Måske er det i denne retning, der er brug for, at vi applicerer vores økumenisk teologi og tænkning i vores tid?

Når der ikke er gjort et teologisk arbejde og gennemtænkning af et givent område, så bliver resultatet ofte en kirkelig tænkning, som ender i sort-hvide opfattelser. Historisk var det situationen mellem de forskellige kirkesamfund, men der er heldigvis sket meget, og vi kan nu tale sammen og værdsætte forskellene. I vores tid er en af de store udfordringer, at vi oplever store splittelser internt i kirkerne – men vi mangler at udarbejde og anvende vores økumeniske teologi og tænkning også på de interne splittelser. Måske Himmelske Dage i fremtiden kan være med til at bringe den samtale mellem de liberale og konservative dele af kirken bedre frem?

Er økumenisk og interreligiøs samtale det samme?

For det andet: Der var flere spændende arrangementer, som handlede om forholdet mellem kristendom og andre religioner. Det er vigtigt at udarbejde en nuanceret tænkning om de andre religioner fra kirkeligt hold. Hvordan tænker vi i kirken om de andre religioner? Kristendom og andre religioner er ikke det samme, men er heller ikke absolut forskellige. At udarbejde en nuanceret ”religionsteologi”, både i praksis og teori, er nødvendigt, for at vi i kirken undgår at forfalde til sort-hvide karikaturer i forståelsen af de andre religioner. Der har ligefrem været tanker om, hvorvidt det kommende Himmelske Dage i Hillerød om tre år skal være et ”religionernes folkemøde”. Men her er der brug for at stoppe op. Er den økumeniske samtale mellem forskellige dele af kirken det samme som den interreligiøse samtale? Begge er naturligvis vigtige; det vil få af Himmelske Dages deltagere nok være uenige i. Men hvad er forholdet mellem de to samtaler?

Jeg er ansat på Lunds Universitet, hvor der er en lang historie for at bedrive både økumenisk teologi og religionsteologi. De to discipliner står tæt sammen, og rent praktisk bærer den økumeniske samtale mange ligheder med den interreligiøse samtale. Men er her tale om den samme aktivitet bare på forskelligt niveau, eller er her tale om to forskellige foretagender?

Jeg hælder mod at mene det sidste. Den økumeniske samtale mellem kirkesamfundene har som sit alleryderste mål en forening; at vi overkommer vores uenigheder og stridigheder, og i sidste ende forenes. Som Jesus beder for disciplene i Johannesevangeliets kapitel 17: ”at de alle må være ét”. Men en sådan forening er vel ikke målet for den interreligiøse samtale? Her er målet, at vi lærer hinanden at kende, og at vi lærer om forskelle og ligheder – pointen er ikke, at vi skal indse, at islam og kristendom er det samme. Det bliver let et overgreb på den andens religion og forskellighed. I stedet kan vi i den interreligiøse samtale lære, at der er meget, som både forener og adskiller de forskellige religioner, og vi kan blive klogere på, hvori disse forskelle og ligheder består. Dermed lærer vi både noget vigtigt om os selv og om de andre. Og, måske allervigtigst, lærer vi dermed hinanden at kende, og at man godt kan leve sammen, selvom man er forskellige. Også her har et arrangement som Himmelske Dage noget at bidrage med til den tid af polarisering, som vi lever i.

I et samfund, hvor andre religioner i stigende grad kommer til at fylde, er det uundgåeligt, at den interreligiøse samtale kommer til at få meget plads, også om tre år, når det, der vist til den tid skal hedde Kirkernes Folkemøde, igen løber af stablen. Og naturligvis skal det fylde. Men derfor er det desto mere vigtigt, at det bliver diskuteret, hvad forholdet er mellem den økumeniske samtale og den interreligiøse samtale.

Efter enhver god fest er der tømmermænd, men det tager ikke noget af forventningens glæde til festen igen om tre år i Hillerød.

Foto: Himmelske Dages Facebook