BOGANMELDELSE // Af Nicklas Arthur Kongeskov Bielefeld, stud.theol.
Anmeldelse af Lamorna Ashs Don’t Forget We’re Here Forever: A New Generation’s Search for Religion Bloomsbury, 2025.
”Vi bliver jo nok dem, der lukker og slukker.” Sådan sagde en præst til mig, at man tænkte, mens hun blev uddannet teolog i 1980’erne. Dengang virkede det måske som en selvfølgelig sammenhæng, at kirkens relevans ville afmattes i takt med samfundets fremskridt. Og de kommende generationer ville vel snart lægge kristendommen på hylden som et uvedkommende og problematisk fortidslevn. I dag tyder mere og mere på noget andet.
Lamorna Ash er 30 år, brite og forfatter, og med sin nye bog Don’t Forget We’re Here Forever: A New Generation’s Search for Religion kaster hun sig ud i et undersøgende projekt, der følger en række mennesker i tyverne og tredivernes forhold til den kristne tro. Dvs. deres personlige opdagelse af troen, udvikling af den og ikke mindst brydninger og brud med den i sine utallige nuancer. På vejen bliver Ashs eget ståsted også udfordret og påvirket – måske fordi hendes metode helt konkret går ud på at sætte sig i de troendes sted. I løbet af mere end tre år tager Ash først og fremmest del i et væld af forskellige former for kristen gudsdyrkelse, alene eller ledsaget af mennesker, som hun dernæst interviewer om deres troshistorier, og hvorfor de er endt, hvor de er nu.
Forfatterens nysgerrighed blev oprindeligt vækket af noget sladder om en stand-up duo, som hun kendte fra universitet, der begge for nylig var blevet omvendt til kristendommen, og som ovenikøbet ønskede at blive ordinerede. Bevægelsen fra komiker til anglikansk præst var altså dét, der satte Ash i gang med sin undersøgelse. Og fra bogens indledning bekender Ash da også kulør og beskriver sig selv sådan her: Hun var ikke kristen, troede ikke på mirakler eller bøn, fandt kirkebygningerne smukke, men nytteløse, og så livet efter døden som intet andet end en illusion. Desuden betragtede hun kristendommen som en monolit af organiseret religion, der i øvrigt repræsenterede alle mulige ondartede holdninger til sociale spørgsmål, samt misogyni, homofobi, kolonialisme og pædofili. Med andre ord gik hun i gang med en forudsætning om at stå udenfor og ikke for selv at undergå nogen forandring. Hvorvidt denne position overlever gennem de fjorten kapitler – i mere eller mindre lemlæstet tilstand – antydes måske af, at hendes ovenstående selvbeskrivelse står i datid.
Strukturelt har bogens ”krop” tre dele, som hver belyser et hjørne af kristendommen vha. beretninger fra dem, der befinder sig her og der. Første del handler om de ”hardcore” og karismatiske miljøer, som forfatteren måske selv mærkede den største opposition til, anden del udgøres af besøg hos traditionelle kirker og åndelige retræter, mens tredje del tager udgangspunkt i troskriser og beskæftiger sig med ind- og udgange af forskellige kirkesamfund.
Spektret er særdeles bredt i den forstand, at Ash både bevæger sig gennem kirker af meget forskellig observans og møder mennesker, hvis veje ind og ud af troen gengives med en inderlighed, som vel ikke kan undværes, når man forsøger at forstå den enkeltes forhold til Gud. Ash stifter bl.a. bekendtskab med bibelkurset Christianity Explored præget af konservativ evangelikalisme; Max, der fandt sin vej ud af misbrug ved at konvertere til den ortodokse kirke; ”discipeltræningsskolen” hos den karismatiske organisation Youth With a Mission (YWAM); Caitlin, der oplevede masseomvendelser under den pentekostalt prægede festival Soul Survivor, men som sidenhen mistede sin tro; kvækernes stille gudstjenester, som Ash havde hørt om gennem sin bedstemor, og hvor hun mødte ateisten og antikapitalisten Laurence; det økumeniske Iona-fællesskabs retræte på en ø ud for Skotland; påsken hos de katolske søstre i Community of Our Lady of Walsingham; kurset om digteren Gerard Manley Hopkins og Ignatius af Loyolas meditationer hos jesuitterne på St Beuno’s i Wales; Eve og Martin, som til sidst måtte forlade kirken, fordi deres integritet blev for presset af politisk ensretning og indflydelse fra højreorienterede, evangelikale miljøer i Amerika; transmanden Robert, der fandt tilbage til den katolske kirke; og Anton, der efter troskriser og en spiseforstyrrelse blev en del af One Church i Brighton, der bl.a. bygger på åbenhed og accept af LGBTQ+-personer. Læseren præsenteres med andre ord for en rig mosaik af kristne institutioner og levede liv, og således fylder bogen både i bredden og i dybden.
Omvendelse (conversion) er omdrejningspunktet for en del af disse personers beretninger. Selv studsede jeg over, at man gjorde brug af netop det begreb, da omvendelse for mig lyder som en meget punktuel indgang i kristendommen, navnlig i en del af verden, hvor langt de fleste fra barnsben i hvert fald har hørt om Gud og Jesus. Ikke desto mindre udgør mødet med kristendommen for nogle et sådant ”før og efter”, at de altså beskriver det som en omvendelse, der har vendt op og ned på alt i deres liv. Ash nævner imidlertid også historikeren Tom Holland, der ligesom Kristian Leth herhjemme har påpeget, at livet i de vestlige samfund er fuldstændig mættet af kristne begreber og antagelser. Således synes forfatterens egen vinkel alligevel ikke at være, hvordan kristendommen præger nogle og ikke andre, men hvordan den enkelte eventuelt arbejder videre med denne prægning. Jeg undrer mig egentlig selv over, hvordan omvendelsen kan opleves som et øjeblik i fortiden, og ikke mere som noget, der til stadighed sker i en bølgebevægelse mellem tro og tvivl.
Ash gør også den iagttagelse, at ”nogle folks liv ligner hinanden mere inden deres omvendelse end bagefter; kristendommen er så bred en tro, at den kunne lede dig hvor som helst.” (s. 254). Og dem, der er konverteret, er i flere tilfælde gået fra en pinsom omgang med verden, hvor de ikke følte sig hjemme eller blev ulykkelige på de samme måder, som folk altid er blevet det. Men herfra kan mødet med den kristne tro se aldeles forskellig ud og føre til mange destinationer. F.eks. blev Max en del af den ortodokse kirke pga. præsten Father Spyridon Baileys Youtube-kanal, mens Tim genkendte den Gud, som han altid havde haft en fornemmelse af, ved at læse mystikeren Julian af Norwichs Revelations of Divine Love og blev senere en del af One Church.
Med hensyn til bogens styrker og svagheder virkede det sommetider desorienterende, at formen sine steder har karakter af en stream of consciousness, og f.eks. blev et sideløb i første del med Jesu liv ifølge Markusevangeliet i mine øjne ikke helt fulgt til dørs, eller fremkaldte i hvert fald ikke en øget oplevelse af sammenhæng i teksten. Til gengæld er bogens helt store styrke en enorm grundighed ift. det erklærede emne, som jo er en hel generations søgen efter religion. Ash udviser nemlig agtpågivenhed og tålmodighed med sin kvalitative tilgang, og forhaster sig ikke til at konstruere forkromede teorier om ungdommen nu til dags, men forholder sig nært og nøgternt til hvert enkelt menneskes historie, hvilket tjener bogen til ære. I øvrigt kan jeg ikke lade være med at bemærke – med et glimt i øjet – at den omhu, der knytter sig til at dedikere tre år til sin undersøgelse, f.eks. står i kontrast til Svend Brinkmann, der med sit lignende projekt fra 2021 som bekendt blev færdig med Gud på bare ét år.
Bogens prolog åbner med fortællingen fra 1. Mosebog om Jakob, der hele natten kæmper med en fremmed skikkelse. Jakob vil ikke slippe ham, og lige inden morgenen gryer, insisterer han på at blive velsignet. Og han får sin vilje med den begrundelse, at han har kæmpet med Gud og mennesker, og sejret. Nøjagtig dette billede er ofte blevet brugt til at belyse menneskets brydekamp med troen som en proces, der er særdeles opslidende, men som vi alligevel ikke kan slippe før den lyse morgen. Her virkede billedet dog også som et forfriskende tilsagn om, at den canadiske psykolog Jordan Peterson ikke er den eneste, der i vore dage tør at wrestle med Gud.
Troen forstået som en indre kamp synes også rammende for flere af bogens personer, hvis forhold til kirken ikke altid har været let. For nogle af dem er kirken alligevel blevet et sted, der også rummer usikkerheden, men hvor troen kan finde et sprog til at udfordre den. Her ligger der altså stadig et sjæleligt potentiale – måske især for en generation med så rig adgang til viden om verden og dens kriser, hvor håbet om, at der findes noget godt til os, indimellem har svært ved at få ørenlyd.
Flere steder i bogen skildres også muligheden for at indgå i et mangfoldigt fællesskab, hvilket jo kan findes i kirken, der som bekendt er for alle.
I sin konklusion citerer forfatteren den tidligere ærkebiskop af Canterbury Rowan Williams’ udlægning af, hvorfor de kristne deltager i nadveren: ”Ikke fordi vi er ankommet, men fordi vi er på vej. Ikke fordi vi har ret, men fordi vi er forvirrede og tager fejl. Ikke fordi vi er guddommelige, men fordi vi er menneskelige. Ikke fordi vi er mætte, men fordi vi er sultne.” (s. 280). I takt med hendes fordybelse i kristendommen opbygger Ash også en stigende appetit efter at gå i kirke. Og her oplever hun til stadighed nadveren som en nøgle til, at de forskellige modsætninger i hendes liv på uforklarlig vis går op i en højere enhed. Så måske var Ash i bund og grund mere sulten, end hun selv var klar over.
Don’t Forget We’re Here Forever viser gennem en række forskelligartede beretninger, hvordan mennesker også i dag finder troen. Så måske bliver Ashs generation heller ikke dem, der lukker og slukker kirken.
