Vi har nogle strukturer omkring det kirkelige arbejde, som i praksis gør det næsten umuligt for en migrant at påtage sig et lokalt kirkeligt lederskab. Med andre ord: Vil du have indflydelse, må du først afskære dig fra dine kulturelle rødder, skriver sogne- og indvandrepræst Niels Nymann Eriksen.

Af Niels Nymann Eriksen, Sogne- og indvandrerpræst

A Just Mission er en bog om de mange blinde vinkler, den vestlige verdens traditionelle missionsforståelse har i forhold til vores tids globale virkelighed. Eller rettere: Bogen er en konfrontation med en særlig missionsforståelse og -retorik, der lever i sydstaterne i USA, som den tager sig ud, når den bliver mødt af en etiopisk migrants blik. 

Denne sidste kvalificering er vigtigt. For hvis man læser bogen og forventer at kunne genkende sig selv i dens skildring af vestlig missionstænkning, vil mange læsere af dette magasin uden tvivl blive skuffede og føle sig karikerede og misrepræsenterede. Alligevel er der stof til eftertanke og selvransagelse for undertegnede læser og, tror jeg, for andre, som er engageret i tværkulturel mission herhjemme.

Haddis skriver ud fra hendes erfaringer som etiopier i USA

Mekdes Haddis skrev sit kampskrift – sådan kan det vist bedst betegnes – 18 år efter, at hun ankom som college student fra Etiopien til USA. Hun fortæller, at hun efter sine studier oplevede et kald til at være missionær i USA, men at hun blev skuffet over den måde, evangelikale kristne i sydstaterne tog imod hende på. 

Skuffelsen over den erfarede kirkelige virkelighed i USA’s sydstater og  minderne om hvordan det var under opvæksten i kirken i Etiopien er de to poler, fremstillingen er spændt op på. På egen krop har hun oplevet racisme, ”white saviourism”, systemisk undertrykkelse af brune og sorte mennesker, som hun betegner som et særkende ved vestligt missionsarbejde. 

Men Haddis’ fremstilling bygger ikke blot på anekdotisk grundlag af egne erfaringer, den sætter disse erfaringer ind i en strukturel sammenhæng.

Her er tre eksempler på strukturelle problemer i USA

1: Sorte anses som farlige indtil det modsatte er bevist

De kirkelige miljøer, som er drivkraft i meget af kirkens mission til Afrika, støtter samtidig en meget restriktiv migrationspolitik i USA og har derfor i udgangspunktet en afvisende holdning overfor migranter i USA. 

Haddis beskriver, hvordan det tog tid at få folk i menigheden overbevist om, at hun var en ”ikke-farlig sort person.” Udgangspunktet var altså at sorte er farlige, indtil de har bevist noget andet. 

Et resultat af denne kombination af missionsiver og migrant-skepsis er, at kirkerne mangler forbindelse med de migrantmenigheder i USA, som repræsenterer de befolkningsgrupper, de gerne vil ”nå” i deres hjemland. Man vil gerne missionere for etiopierne i Etiopien, men dem, som opholder sig i USA, falder udenfor interessesfæren.

2: Unge sendes ud på missioner, der tilfredsstiller deres eventyrlyst

Short Term Mission, altså den praksis at missionsorganisationer sender helt unge mennesker til et tredjeverdensland for at gøre en specifik indsats, fx male en skole eller hjælpe nogle uger på et børnehjem, er et andet udtryk for samme systemiske problem. 

Særligt kritiserer Haddis den retorik, som organisationerne bruger til at få collegestuderende med på sådan en mission. Billedmaterialet inkluderer typisk videoer af en amerikansk teenager, som holder et afrikansk barn i sine arme. 

Haddis anbefaler, at man, i stedet for at ville tage ud og hjælpe, først tager afsted som turist for at få behovet for en eksotisk tilfredsstillet, inden man overvejer at ville gøre en forskel. Mission skal kort sagt ikke sælges som et element i en teenagers selvrealiseringsprojekt.

3: Missionselskabers lederskab består af hvide mennesker

Endelig stilles der skarpt på det forhold, at lederskabet i de organisationer, som arbejder med mission i den tredje verden, næsten udelukkende består af hvide mennesker. 

Grunden er ikke, at der ikke findes brune eller sorte personer, som har de rette kvalifikationer, men at lederskabskulturen er en anden i tredjeverdenslande end i vesten, og at man tydeligvis ikke finder det besværet værd at bringe disse kulturer i samtale med hinanden.

Der findes en fordom om, at sorte mennesker ikke har noget at bidrage med

Disse tre forhold er ifølge Haddis eksempler på en underliggende antagelse om, at mennesker med sort eller brun hud ikke har noget væsentligt at bidrage med. De har problemerne, mens den hvide mission har løsningen. 

Jeg kender ikke den amerikanske sydstats kirkelighed godt nok til at kunne vurdere berettigelsen af Haddis’ kritik, men som dansk læser skal man ikke forvente at møde en nuanceret beskrivelse af den virkelighed, der råder i missionstænkningen her i landet. 

Min oplevelse er at danske missionsselskaber har en mindre markedsorienteret og mere selvkritisk måde at italesætte deres arbejde. Jeg var selv som ung udsendt som skolelærer et år på en ”korttidsmisson”, men genkender hverken de glansbilleder, som tilsyneladende er en del af rekruteringsmetoden i Sydstaterne eller forestillingen om at indtage en frelserolle som hvid i Afrika. 

Haddis analyse står også i skarp kontrast til fx Jonas Adelin Jørgensens interview med Fidon Mwombeki om kolonialisme og mission udgivet her i Kirke for Alle.

Der er behov for at reflektere over, om migranter fastholdes i modtagerrollen

Alligevel har læsningen for mig som sogne- og indvandrerpræst givet anledning til eftertanke vedrørende de strukturelle og ofte usynlige måder, hvorpå migranter kan fastholdes i modtagerrollen. 

Den sunde gensidighed, som Haddis efterspørger, handler ikke blot om synliggørelse, men om lederskab. Og her er der ingen tvivl om, at vi også herhjemme halter bagud. 

Jeg ser meget få mennesker med afrikansk eller asiatisk baggrund på listerne over bestyrelsesmedlemmer i vores missionsorganisationer. På sogneplan findes der succeshistorier om migranter, som har taget del i menighedsrådsarbejdet, men der er få. Det er ikke fordi, vi ikke ønsker dem dér. Det er fordi, opgaven er af en sådan karakter, at der kræves ret store sproglige og kulturelle forudsætninger for meningsfuldt at kunne indgå i sådan en sammenhæng. Men, vil Haddis måske bemærke, så det er måske netop dér, katten ligger begravet. 

Også i Danmark har vi strukturelle problemer

Vi har nogle strukturer omkring det kirkelige arbejde, som i praksis gør det næsten umuligt for en migrant, der ikke er fuldt assimileret, at påtage sig et lokalt kirkeligt lederskab. Med andre ord: Vil du have indflydelse, må du først afskære dig fra dine kulturelle rødder. Det er disse strukturer, der skal anfægtes, så der skabes rum for mere dynamiske, eller med hendes ord ”agile”, former for lederskab i kirke og mission.

Læsningen af A Just Mission efterlader mig altså både med en vis glæde ved at konstatere, at vi er kommet et stykke vej, sammenlignet med Haddis’ bagland, men samtidig gør bogen opmærksom på en underliggende strukturel skævhed i det tværkulturelle missionsarbejde, som kalder på nytænkning og modige beslutninger i vores kirkelige fællesskaber og organisationer.

Anmeldelse af Mekdes Haddis’ A Just Mission: Laying down Power and Embracing Mutuality, IVP, 2022.