Efter Holocaust er er mange kristne ængstelige for at møde jøder på en måde, der kan opfattes som antisemitisk. Denne forsigtighed må dog ikke føre til, at kristne undlader at fortælle jøder om Jesus Messias. Evangelisering blandt jøder kan foregå på mange måder, bl.a. ved brug af litteratur og telefonopkald. I personlige samtaler med jøder er det vigtigt at forsøge at besvare deres indvendinger. Vigtigst er dog bønnen for jøder. Udgivet første gang i ‘Ny Mission* nummer 15 Juni 2008; Side 17 – 23
Hvorfor evangelisere blandt jøder?
Hvad gør man, når det mest kærlige, man kan gøre, er at fortælle nogen noget, de ikke ønsker at høre? Hvordan fortæller man noget til nogen, som er vigtigt – ja, livet om at gøre for dem, når de tror, at de allerede ved, hvad du vil sige, og har afgjort sig for, at det ikke gælder dem? Hvornår er det rette tidspunkt til at sige noget, som skaber modstand? Findes det overhovedet?
Disse spørgsmål er ikke bare hypotetiske. Hvis ellers vi har omsorg, står vi over for spørgsmålene, når vi skal forholde os til familie og venner. Fordi vi ikke er ligeglade, fortæller vi dem sandheden så kærligt, som vi kan – selv om deres reaktion kan være anledning til smerte.
Det er præcist det, som er sagen, når det gælder evangelisering blandt jøder. Det jødiske folk, som jeg selv er en del af, har det næsten som en forpligtelse ikke at ville høre evangeliet. Mange tror, at de allerede ved, hvad vi vil sige, og har på forhånd besluttet, at det ikke er relevant for dem. Og dog er det mest kærlige, vi kan gøre at fortælle dem – så betænksomt og omsorgsfuldt, som det lader sig gøre – at troen på Jesus er relevant for dem. Alligevel er mange kristne af den opfattelse, at jøder ikke har behov for Jesus. Hvordan kan det være?
Det jødiske folk har en lang historie med forfølgelse. Ulykkeligvis er det ikke mindst kirken, der har skrevet sig ind i den historie. Kristne kender den historie og den kendsgerning, at nogle, som gjorde krav på at repræsentere Jesus, brugte hans navn til overgreb på det jødiske folk. Postholocaust Europa er meget forsigtig med ikke at gøre noget, som kan opfattes som antisemitisk. Som en, der selv er jøde, og som er kommet til tro på Jesus, er jeg taknemlighed for denne ængstelse for som kristen at komme til at gøre noget, der kan tolkes som antisemitisk. Især når den betyder, at folk udviser større omtanke og kærlighed, når de deler evangeliet.
Samtidig er der kristne, hvis ængstelse har ført dem i en anden retning. De har draget den konklusion, at jøder ikke har brug for Jesus. Og at det er ukærligt og arrogant – ja endda antisemitisk – bare at antyde, at de måske har det. I mange tilfælde drages sådanne konklusioner på baggrund af diskussioner med jødiske venner, hvis mening disse kristne sætterstor pris på. For når man har respekt for nogen og bryder sig om dem, er det naturligt at lytte til deres vurdering. Ikke mindst, når de taler medstor overbevisning.
Og dog, Jesus talte også med stor overbevisning, da han sagde: ”Jeger vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til faderen uden ved mig”(Joh 14,6). Jeg tror, at en accept af det, Kristus siger, indebærer en accept af det privilegium og den byrde, det så også er at kommunikere det videre til andre. Også når de derved oplever sig fornærmet.
Apostlen Paulus giver et svar på, hvorfor vi fortsætter med at række ud mod dem, som insisterer på, at de ikke ønsker at høre evangeliet. I Romerbrevet kap. 11 taler han om en delvis forhærdelse, en åndelig blindhed, som er kommet over Israels folk.
Hvis ikke Bibelen var Guds sandhed for os, ville en sådan talemåde om blindhed og hårdhed være en hån. Det ville den også være, hvis det kun var Paulus’ egen mening. Men hvis Bibelen taler sandt, er virkeligheden den, at det jødiske folk som folk afviser evangeliet, fordi de – på nuværende tidspunkt – ikke kan se sandheden. Denne delvise blindheder, siger Paulus, hverken fuldstændig eller permanent.
De fleste mennesker ved, at de første kristne var jøder, og at de første kristne missionærer var ”omvendte” jøder, som forkyndte evangeliet for ikke-jøder. Men de er på en måde ikke omvendte jøder; de er omvendte syndere, som er jøder. Og de vedblev at være jøder og tog hverken afstand fra deres arv eller deres forfædres tro. De er en del af den troende rest af jøder, som Gud har kaldet til at være Jesu disciple. Jøder, som i dag tror på Jesus, er en del af denne trofaste rest, og de, som i dag ønsker at gøre Jesus til et uundgåeligt spørgsmål for den øvrige del af det jødiske folk, føjer sig til denne rest.
Som en jøde, der tror på Jesus, har jeg forståelse for dem, som følersig krænket af evangeliet. Samtidig kan jeg ikke acceptere deres påstand, at det er en krænkelse at fortælle jøder om Jesus. Mange af os følte os krænkede den første gang, nogen forsøgte at dele deres tro med os. Jeghusker mine egne overvejelser, da jeg første gang hørte evangeliet: ”Hvis han bare vidste, at jeg var jøde, ville han ikke have fortalt mig om Jesus. Jesus er jo for ikke-jøder. Vi jøder har vores egen vej til Gud.” Den tankegang– uanset hvor forkert den er – er ganske udbredt. Egentlig blev jegikke særlig fornærmet den gang. Han, som talte til mig om evangeliet, vidste jo ikke, at jeg var jøde. Vi ved også, at det at blive fornærmet er et valg man træffer. Og vi ved, at en negativ reaktion ikke nødvendigvis er enden på historien. Vi kender det fra os selv.
Vi ved, at vores ønske om at gøre Jesus til et spørgsmål, man må tage stilling til, af mange opfattes som anmassende. Vores opgave er ikke at mase os ind. Den er i stedet at gøre opmærksom på, hvem Jesus er, og på en sådan måde, at jøder ikke kan afvise ham med den begrundelse, at han måske er for andre, men ikke for dem. Vi tror, det er muligt på en respektfuld, god og kærlig måde at gøre opmærksom, på hvem Jesus er. Men det er altid en kamp at gå imod den almindelige mening, som er, at vi skal holde evangeliet for os selv, og at det ikke er høfligt at fortælle andre, som har deres egen tro, at de har brug for Jesus.
Men tænk en gang på implikationer af denne tankegang. Hvad nu, hvis Peter og Paulus var nået til den konklusion, at det var uhøfligt eller udtryk for manglende respekt at fortælle ikke-jøder (som havde deres egen religion) om Jesus. Deres motivation for at forkynde evangeliet ville have manglet.
I vores evangeliseringsarbejde forsøger vi at være så høflige som muligt. Lykkes det ikke, forsøger vi i det mindste at være oprigtige. Deter ikke vores opgave at tvinge folk til at tale med os. De kan vælge af afslåinvitationen til en dialog om det, vi har fortalt, eller de kan tage imod den eller opsøge mere information om, hvem Jesus er.
Hvordan evangelisere blandt jøder?
Hvor mange kristne forsøger oprigtigt at dele evangeliet om Messias med jøder, som de kender? Hvis de ikke har direkte kontakt med jøder, hvordan kan de så bedre bede og engagere sig i mission til det jødiske folk?
Først og fremmest er det vigtigt, at vi præsenterer evangeliet til jøder på en kontekstuel måde, hvad enten det sker gennem litteratur, bøger, musik, samtale (ansigt til ansigt eller over telefonen), eller gennem de almindelige medier.
Litteratur og evangelisering blandt jøder
Jøder omtales ofte og ikke uden grund som bogens folk. I samtaler med jøder, som er søgende, spørger vi ofte, om de har læst Det Nye Testamente. Desværre svarer de fleste jøder, at de ikke har læst Bibelen, og da slet ikke Det Nye Testamente. Nogle føler, at bare det at lukke Det Nye Testamente op vil være en form for forræderi mod det jødiske folks overlevelse. Andre indser, at vil man være velinformeret, er det vigtigt med et kendskab til Det Nye Testamente, en bog, som har haft så stor indflydelse på historien i de sidste snart 2000 år.
I tillæg til at udfordre jøder til at læse Det Nye Testamente har bøger med personlige beretninger og vidnesbyrd stor indflydelse. Bøger som Forrådt, historien om en jødisk forretningsmand, som kom til tro efter at have forsøgt at tilbagevise sin datters tro på Jesus, er blevet oversat til dusinvis af sprog. Der er andre bøger, som taler ind i andre situationer. Rose Price, som overlevede Holocaust, fortæller i sin bog om sin livsrejse fra koncentrationslejren til fred og et nyt liv i troen på Jesus. Bogen Jewish Doctors Meet the Great Physician fortæller om jødiske læger, som er kommet til tro. Andre beretninger om jødiske kunstnere, advokater, forretningsfolk, studerende osv. giver jøder mulighed for at identificere sig med andre, der ligner dem selv. Der er andre fortællinger udgivet som hæfter, der kan også downloades direkte fra nettet. Selv opmuntrer jeg ofte kristne til at låne en biografi eller et hæfte til en jødisk ven frem for at forære dem den. På den måde er der større chance for, at de læser den og returnerer den frem for bare at sætte den op på hylden.
Pjecer er et andet redskab. Nogle er af den opfattelse, at det at dele litteratur ud på gaden, studiesteder eller andre steder er anmassende og har en negativ effekt på alle former for evangelisering. Det er jeg meget uenig i. Det er helt sikkert ikke den eneste måde at evangelisere på, men litteraturuddeling kan være den eneste måde, hvorpå nogle jøder får mulighed for at høre om Kristus. Især hvis det ligger dem fjernt at opsøge en kirke, en kristen boghandel eller andre kristne medier for at finde ud af, hvem personen Jesus er. Litteratur, som egner sig at give til jøder, skal ikke være from eller bruge kristen jargon. Den skal ikke tale ned til jøder, men forudsætte, at jøder er oplyste mennesker. Selv har jeg delt massevis af evangeliserende traktater ud i mit liv. Jeg ved, at det meste af det er som at strø såsæd ud, men det fører også til gode samtaler. Der har været tilfælde, hvor jøder har set os dele traktater ud og er kommet op til os og har sagt: ”Jeg har længe ønsket at vide mere om Jesus. Har du tid til at snakke?” De, der ikke er interesserede, kan frit afslå at tage imod en traktat. Så længe hver enkelt har mulighed for at tage imod eller afvise, er der ikke noget anmassende ved det.
Brug af telefonopkald i evangelisering
En af mine kollegaer var i gang med at ringe rundt til jøder, da hun fik en jødisk mand i røret. Han var tidligere advokat og leder af universitet i det område, hvor hun arbejdede. I samtalen med hende huskede han, hvordan han tidligere på måneden havde været anledning til at vore ansatte blev bedt om at forlade universitetsområdet, fordi de delte traktater ud. Han indrømmende over for hende: ”Det var forkert af mig; I har lov til at være der.” Samtalen fortsatte, og han viste personlig interesse og indrømmede, at han faktisk var et søgende menneske. Samtalen endte med, at han bad om at få tilsendt vores blad, Issues, som sendes til tusindvis af søgende jøder hver måned.
I Israel har vi et program, hvor vi ringer til folk – direkte efter telefonbogen – og tilbyder at sende dem et Ny Testamente i den nye oversættelse. I løbet af en måned har vore ansatte og volontører ringet og fået kontakt til 13,271 hjem i Tel Aviv området. Ud af dem har 956 – eller over 7 procent – givet os deres kontaktinformation og indvilget i at modtage litteratur eller et Ny Testamente med posten. Sidenhen er flere af disse kommet til tro og begyndt at komme i en menighed.
Hvordan svare på jøders indvendinger mod evangeliet?
Når man har muligheden for tale med en søgende jøde, er det vigtigt at kunne give svar på nogle af de indvendinger, jøder har til evangeliet. Det kan være teologiske, historiske eller sociologiske indvendinger. Det er ikke sikkert, man kan svare på alt, men i en sådan situation er det vigtigt at være autentisk og ærlig omkring det, man ikke har svar på. Man kan sige, man gerne vil undersøge det og tænke over det og så komme tilbage. På nettet findes der en mængde materiale, som forholder sig til de fleste af disse indvendinger.
En typisk indvending er: ”Du kan ikke være jøde og tro på Jesus.” Det, som virkelig siges, er at tro på Jesus ikke er jødisk, eller at tro på Jesus gør en til en ikke-jøde. Der er to ting at sige til det. Den ene er, at kristendommen har jødiske rødder og er jødisk i sin oprindelse. Alle Jesu disciple var jøder, Det Nye Testamente er skrevet af jøder, de første diskussioner, som er skrevet ned i den bog, drejer sig om, hvorvidt hedninger kunne blive kristne uden først at blive jøder. For det andet, en god definition på, hvad det vil sige at være jøde, udelukker ikke tro på Jesus. For eksempel, når et drengebarn bliver født, bliver det omskåret på den ottende dag, og han bliver derved en del af pagtsfolket. Han bliver ikke jøde ved at tro noget bestemt.
En anden indvending, som ofte følger, er: ”Hvis Jesus er Messias, hvorfor bragte han så ikke fred?” Hvad en jøde som oftest mener med dette, er: “Messias skulle komme for at etablere en slags politisk fred på jorden. Det gjorde Jesus ikke, og derfor kan han ikke være Messias.” En måde at besvare denne indvending på er at pege på, at det bibelske syn på fred er tosidet: Fred mellem to mennesker eller mellem grupper af mennesker og så fred mellem den enkelte og Gud. Uden fred med Gud kan der ikke være nogen sand fred, og den fås ved forsoning med Gud gennem Jesus Messias. Jeg peger ofte på situationen i Mellemøsten, hvor man let tænker, at her bliver der aldrig fred. Og dog kender jeg israelere og palæstinensere, som på grund af den fred, de selv har på grund af Jesus, også kan have fred med hinanden. Videoen Forbidden Peace fortæller historien om sådanne mennesker.
Bøn
Der er ikke nogen metode eller noget materiale, der kan erstatte bøn for Guds folk og for “de fortabte får af Israels hus.” Jeg har ofte sagt til kristne, der har jødiske venner, som ikke er åbne for at høre evangeliet, at når der ikke er mulighed for at bruge den profetiske tjeneste (at tale til din jødiske ven om Jesus), kan du altid bruge bønnens præstelige tjeneste (at tale til Gud om din jødiske ven). Jeg kender utallige beretninger om jøder, som er blevet tilskyndet af Helligånden til at åbne Bibelen, til at bede eller stille spørgsmål om tro. En tilskyndelse, som er svar på kristne menneskers vedholdende bøn.
Som en jøde, der er vokset op i et ortodokst hjem, havde jeg selv ingen tilskyndelse overhovedet til personligt at overveje den kristne tro. Det tog en ikke-jødisk kristen, som gav sig tid til at svare på mine spørgsmål, samt en menigheds forbøn at åbne mit hjerte for Guds kald, og andres holden fast i deres overbevisning om, at jeg havde brug for Jesus, før jeg overgav mig til min Messias. Paulus sagde: ”Jeg beder af hele mit hjerte til Gud om, at jøderne må blive frelst.” Jeg tror, Paulus både var en bønnens forkæmper og en forkynder af de gode nyheder. Det er ikke det ene eller det andet, men begge dele, der kan bidrage til, at evangelisering blandt jøder lykkes.
