BOGANMELDELSE // Af Kathrine Kjær Schmidt, kirke- og kulturmedarbejder i Københavns Domkirke

Anmeldelse af Marilynne Robinsons Fra begyndelsen: At læse Første Mosebog. Bibelselskabet, 2025.

I Første Mosebog findes mange af de fortællinger, jeg har hørt, siden jeg var barn og læste historierne med mine forældre. Det var helt vilde historier, som væltede ud af Børnebibelens begyndelse: Skabelsesberetningen, Noas Ark, Abraham og Isak og min personlige favorit; historien om Josef, der bliver solgt som slave af sine brødre og ender i Egypten. Det var yndlingshistorie, fordi billedet af Josef iklædt den kappe, han havde fået af sin far, var efter min mening det flotteste i hele Børnebibelen.

Da jeg blev ældre, fulgte historierne med mig. Nu var det ikke længere Børnebibelens billeder, som var min primære motivationsfaktor for at blive ved med at læse. Fascinationen af alle dyrene, som gik ind i arken, to af hver slags, blev afløst af alle mulige spørgsmål og dertilhørende forklaringer og læsninger af de gamle fortællinger, som mennesker i årtusinder har læst og fortolket deres verden ud fra. Hvad er det kærlige i at lade en kæmpe oversvømmelse udrydde alle mennesker undtagen én enkelt familie? Hvordan kan vi læse Abrahams lige ved og næsten-ofring af Isak i lyset af Jesu død på korset? Hvad betyder det egentlig, at Gud skaber jorden på syv dage, og er det egentlig vigtigt, hvor mange skabelsesmyter der er?

De bibelske fortællinger om verdens begyndelse og det jødiske folks oprindelseshistorie er, til trods for deres børnebibelskvaliteter, fortællinger om, hvad et menneske er, hvordan vi interagerer med hinanden, hvordan den verden, vi er sat i, hænger sammen og måske vigtigst af alt; hvem vi er i relation til den Gud, som vi bekender os til – himlens og jordens skaber. Og det er netop nogle af disse temaer, Marylynne Robinson behandler i sin essaysamling Fra Begyndelsen – At læse Første Mosebog. Med grundighed og et imponerende overblik tager Robinson fat i Bibelens første fortællinger og bruger dem til at vise os, at den Gud, som vi præsenteres for i Bibelens første bog, er en Gud, der placerer mennesket i centrum af sit skaberværk og som ønsker at gå længder for det folk, han har udvalgt.

Marylynne Robinson er litterat, og hun giver os en meget tekstnær analyse og fortolkning af Første Mosebog. Det er uden tvivl bogens vigtigste kvalitet; formålet er at give os en nøgle til at læse og forstå Første Mosebog. Marylynne Robinson gør en dyd ud af at læse Første Mosebog på tekstens egne præmisser; som en oprindelsesmyte for alle mennesker og det jødiske folks oprindelsesfortælling, og som en historisk tekst, der bliver til i en bestemt kontekst. Derved undgår Robinson at falde i den gryde, som vi måske en gang i mellem kommer til; at tolke Det Gamle Testamentes fortællinger udelukkende gennem en nytestamentligt prisme, hvor fortolkningsnøglen meget firkantet bliver ”Gud er streng i GT, men kærlig i NT”. I stedet viser hun os, at vi allerede fra Bibelens første anslag møder en nådig og kærlig Gud, som gang på gang handler gennem mennesker og har blik for den svage.

Samtidigt er det karakteristisk for bogen, at Robinson ikke føler sig nødsaget til at skulle rense hele sin læsning for alt konfessionelt, for at passe ind i en korrekt akademisk, historisk, kritisk metode. I stedet får Første Mosebog lov til at være et historisk skrift med en historicitet, som vi ikke skal være kede af eller gemme væk for at opretholde Bibelen som et helligskrift, sideløbende med, at Robinson i sin analyse har en dyb tillid til, at den Gud, som forfatteren (eller forfatterne) af Første Mosebog beskriver, faktisk er himlens og jordens skaber. At han er god, og at der er en sammenhæng mellem den Gud, vi møder i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det er netop Robinsons tydelighed om hendes metode og hendes insisteren på, at begge forhold kan sameksistere, der gør, at jeg synes, at Fra Begyndelsen fungerer godt, faktisk rigtig godt. Hun inviterer os til at læse med; ikke for at finde fejl, eller for at se Jesus på alle sider, men for at læse et af verdens vigtigste litterære værker – et værk som ikke bare besidder litterære kvaliteter, men som også kan give os dybe teologiske indsigter om den Gud, vi bekender os til.

Bogen er bygget op af en række essays af forskellig længde, som udlægger skabelsen, vandfloden og patriarkhistorien. Inden da præsenterer Robinson dog sin metode og sit skriftsyn, og her argumenterer hun for, at teksterne er skrevet med en række trossætninger for øje, hvor den vigtigste var, at Gud er én. Robinson beskriver videre, hvordan hun forestiller sig forfatterne af Første Mosebog som en flok af lærde rabbier i tiden omkring eller lige efter udvandringen. At de sidder sammen for at nedfælde de fortællinger om jødernes oprindelse og Israels Gud, som de er vokset op med og kender til hudløshed. Fortællinger, de oplever som så vigtige, at de ikke udelukkende skal overleveres i en mundtlig tradition, men også i en ny skriftlig tradition.

I begyndelsen af bogen beskriver Robinson nærmest med ærefrygt, hvordan det må have været at være den første som skrev ”I Begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden”. De første ord, som beskriver den jødiske Gud. Gud skaber mennesker og dyr af intet; tilsyneladende ikke, fordi han ønsker at få noget af menneskene, men fordi han ønsker at have fællesskab med dem.

Robinson er ikke bange for at sammenholde Bibelens fortælling om jordens skabelse og vandfloden med andre urfortællinger. Skabelsen i Første Mosebog sker udelukkende på grund af Guds vilje. Før, han gjorde sin vilje gældende, var der intet, hvilket står i kontrast til andre oprindelsesmyter, hvor guderne opstår eller fremavles i en anden verden end denne. Robinson bruger de andre fortællinger aktivt til at vise, hvordan den jødiske Gud i sin relation til mennesker opfører sig markant anderledes: Han er uden for tiden, og han har ikke brug for menneskene til at ofre til ham. Hvor Babylons guder kæmper internt, er lunefulde og har brug for mennesker til at ophøje sig, ser den jødiske Gud på mennesker med mildhed. Og Robinson bemærker også den underfundige situation, at den hebraiske bibel ikke romantiserer det folk, der har forfattet den, som man måske ellers kunne forvente. Patriarkerne er fulde af fejl. ”Men hvis et folk virkelig tror på, at det interagerer med Skaberen, vil det formentlig finde hvert eneste aspekt af sin historie for betydningsfuldt til at skjule” (s. 203).

For mig at se, er Robinsons primære ærinde at vise os, at den Gud, vi møder i Første Mosebog, er en Gud, som sætter mennesker i centrum af det hele: Vi er skabt i Guds billede, og Gud ønsker at have fællesskab med os. Ikke bare med sit udvalgte folk, men med os alle. At verden er skabt med godhed og skønhed for os at opleve. Ja, at vi i Guds øjne var så centrale for skaberværket, at det blev forandret ved Adam og Evas gerninger – om end til det værre. Og selv efter syndefaldet viser Gud gennem hele Første Mosebog, hvordan han ser til mennesker og ønsker at have fællesskab med dem. Gud laver en pagt med Noa for at fortælle ham, at syndfloden er under Guds kontrol. Gud viser sig for Hagar, en trælkvinde på samme måde, som han viser sig for Abraham. At Gud ikke ønsker, at Abraham skal ofre Isak, står i modsætning til andre samtidige folkeslag, hvor børneofringer fandt sted. Gud kærer sig så meget om os, at han end ikke er ligeglad med den skade, vi gør på andre mennesker. Og at hans grundlæggende og dybe interesse for mennesker faktisk gør, at han en gang i mellem må holde sig tilbage for at give mennesker mulighed for selvstændighed og handlerum. Samtidigt ønsker Gud at realisere sine hensigter igennem helt almindeligt tvivlende mennesker. Mennesket er i centrum for det hele, og det er det, Robinson viser os igennem hele hendes læsning af Første Mosebog.

Hvis det ikke allerede er tydeligt, så er jeg ret begejstret for Fra Begyndelsen. Men lige så glad jeg er for essayformen, der slipper Robinson fri i sin form og metode og giver hende mulighed for at lave fantastiske krøller og afstikkere, lige så meget ville jeg ønske, at en redaktør havde forsøgt at tøjle Robinson bare en lille smule. Bogen mangler struktur. Både en ydre struktur, men også en indre struktur. Indholdsfortegnelsen er et udmærket eksempel på det: Bogen starter på side 7, noterne på 277. Der er ingen overskrifter undervejs, og i midten af bogen finder vi et essay om patriarkerne, som udgør ca. halvdelen af bogen. Det betyder, at bogen er tung at læse, og min læseoplevelse var noget af en rutsjebanetur imellem det ene øjeblik at tabe tråden og ikke ane, hvor Robinson vil hen, og det næste øjeblik ræsonnere 100 procent med hendes pointer.

Derfor: Robinsons læsning af Første Mosebog er fuldstændig fremragende, mens min læsning af Robinson er lidt mere en blandet fornøjelse. Men Fra Begyndelsen er frustrationerne værd, fordi guldkornene ligger spredt med rund hånd overalt i bogen.