Af Jørgen Bøytler (Ph.d.) , Præst i Brødremenigheden Christiansfeld og Unity Board Administrator af den Verdensomspændende Brødrekirke

Fortidens kolonialisme, slaveri og racisme erkendes i stigende grad i kirker globalt. Den internationale Brødremenighed (Moravian Church) er i en erkendelsesproces om, hvilken rolle Brødremenigheden i 17- og 1800-tallet spillede i forhold til slavegjorte mennesker i områder, hvor Brødremenigheden var aktiv i mission. Artiklen beskriver denne proces, som viser, at ældre beskrivelser af mission og slaveri har udeladt væsentlige dele af virkeligheden. Medlemmer af Brødremenigheden i de pågældende områder sætter stor pris på missionærernes indsats, men bærer også på en smerte over, at deres forfædre dels var slavegjorte mennesker, men også, at Brødremenigheden i visse tilfælde ejede slaver. En række spørgsmål forsøges besvaret: Var missionærerne ultimativt gode mennesker? Levede de blandt slaverne? Hvilken rolle spillede de kristne slaver på plantagerne, hvor de var tvunget til at bo? Var de kristne slavegjorte mennesker bedre arbejdere, var de lettere at kontrollere?

De mähriske brødre og den fornyede Brødrekirke

Hvis vi vil forstå Brødremenighedens historie og dens forhold til kolonialisme, slaveri og racisme, så bliver vi nødt til at starte fra begyndelsen. Den oprindelige Brødrekirke blev stiftet i Bøhmen og Mähren i det nuværende Tjekkiet i 1457 og er dermed en af de første protestantiske kirker overhovedet. Brødrekirkens rødder havde relation til Jan Hus, der var kritisk overfor den katolske kirke. Jan Hus blev henrettet ved Koncilet (kirkemødet) i Konstanz efter at være blevet dømt for at være kætter. I en årrække var der spændinger mellem det, der kaldtes den utrakvistiske kirke i Bøhmen og Mähren og så den katolske kirke. Striden gik blandt andet på, om menigheden skulle modtage nadveren i begge skikkelser, (sub utraque). Striden havde baggrund i Jan Hus’ kamp, som netop var imod den katolske kirke. I disse turbulente tider dukkede der en lille gruppe op, som kaldte sig Unitas Fratrum, Brødrenes Fællesskab. Det førte til dannelsen af en kirke, den første Brødrekirke, der havde flere af de reformatoriske træk, f.eks. oversættelse af Bibelen til modersmålet, gudstjeneste på det sprog, som befolkningen kendte, udgivelse af katekismer og salmebøger på folkets sprog, og et opgør med det, der kaldtes den katolske kirkes misbrug, herunder især afladshandel. Lighed og menneskelighed var vigtige begreber, og kirken havde medlemmer fra alle samfundslag.

Unitas Fratrum, også kaldet den Mähriske kirke eller Brødrekirken, udviklede sig i løbet af 1400- og 1500-tallet til en kirke, som efterhånden så sig selv som en brobygger mellem flere af de europæiske reformationer, herunder i høj grad den lutherske reformation. Kirken eksisterede i Bøhmen og Mähren under skiftende forhold, nogle gange tålt, andre gange udsat for forfølgelser. I løbet af 30-årskrigen blev kirken reelt udryddet og ophørte med at eksistere som kirke. Det skete ikke på et bestemt tidspunkt, men i løbet af flere årtiers forfølgelse forsvandt kirken efterhånden. Kun i det skjulte fortsatte nogle få præster og familier med at holde gudstjeneste som Brødrekirke. Det var situationen frem til 1722. Perioden fra midt i 1600-tallet frem til 1722 kaldes i kirkens historie ”Den skjulte sæd”. Kirkens anliggende og eksistens var i mange årtier usynlig og tilsyneladende væk.

Kirkens fornyelse eller nyskabelse skete med grundlæggelsen af byen Herrnhut i Sachsen. Primus motor for dette nybrud var den højadelige, Grev Zinzendorf (1700-1760), og tømreren, Christian David (1691-1751). De delte en vision om at skabe et fristed for mennesker, der var forfulgt på grund af deres tro. Zinzendorf var opdraget i den hallensiske pietisme, han gik i skole i pietismens højborg, Halle i Tyskland og blev stærkt influeret af Francke, en af pietismens grundlæggere. Allerede som helt ung dannede Zinzendorf sammen med en anden elev, Friedrich von Wattewille, Sennepskorn-Ordenen. Den havde som mål, at evangeliet skulle forkyndes for mennesker, der ikke før havde hørt evangeliet.

Grev Zinzendorf og Christian David var begge handlekraftige og foretagsomme, og de var tydeligt troende på Jesus Kristus. Christian David hentede i 1720 nogle mähriske flygtninge i Mähren og bragte dem til Zinzendorfs gods Berthelsdorf i Sachsen. Sammen med den lille gruppe flygtninge grundlagde Christian David byen Herrnhut i 1722. Zinzendorf opgav sit job ved den saksiske regering og gav Christian David frie hænder til at bygge et bosætningssted for de mähriske flygtninge på sin ejendom.

Byen blev i løbet af få år et fristed for mennesker, der havde opgivet at leve i sammenhænge, hvor deres overbevisning ikke var tolereret. Man byggede byen Herrnhut, og menigheden blev i løbet af de første år delt op i såkaldte kor eller grupper. Det blev til de ugifte brødres kor, de ugifte søstres kor, familiekor og efterhånden enkekor.

I løbet af de første år opstod der konflikter inden for menigheden, hvilket næppe var overraskende, da byens indbyggere var mennesker, der havde forladt deres hjemstavn og søgt om optagelse i menigheden i Herrnhut og tilsyneladende ofte var mennesker, der ikke nødvendigvis var tolerante overfor anderledes tænkende. Det blev efterhånden et problem, og Zinzendorf udarbejdede et regelsæt, som byens indbyggere måtte acceptere. Det kaldtes ”Den broderlige overenskomst”. I sommeren 1727 gennemgik menigheden en forsoningsproces, der kulminerede den 13. august 1727, da Helligånden på en særlig måde kom over menigheden ved en nadvergudstjeneste i den lutherske kirke i landsbyen, som var tilknyttet Zinzendorfs gods, Berthelsdorf. Denne dato betegnes som stiftelsesdagen for ”Den Fornyede Brødrekirke”. Det skal bemærkes, at Brødremenigheden som kirke endnu ikke var dannet. Herrnhuterne hørte under den lutherske kirke i Berthelsdorf.

Kirkens mission som kirkekonstituerende faktor

Få år senere i 1731 blev Zinzendorf inviteret til København for at deltage i festlighederne i anledning af Christian VI’s kroning. Zinzendorf havde familiemæssige bånd til det danske kongehus og var en fejret gæst. Han og hans ledsagere begyndte at holde gudelige forsamlinger i et København, der på daværende tidspunkt var dybt præget af den hallensiske pietisme. I København mødte Zinzendorf en ung mand ved navn Anton. Han var fra St. Thomas i de daværende Dansk Vestindiske Øer. Han var slavegjort og var kommet til København for at være i huset ved en dansk embedsmand, som havde arbejdet i St. Thomas. Han mødte Zinzendorf og fortalte ham om, hvordan både han selv og sin søster på St. Thomas gerne ville høre evangeliet, men der var ingen, som forkyndte evangeliet for slavegjorte mennesker i De Vestindisk Øer. Resultatet af dette møde blev, at Brødremenigheden følte et kald til at sende missionærer til St. Thomas. Allerede året efter i 1732 sendtes Johann Leonhard Dober, bosiddende i Herrnhut, sammen med David Nitschmann til St. Thomas for at forkynde evangeliet for de slavegjorte mennesker i den danske koloni. Det er vigtigt at holde sig for øje, at Brødrekirkens mission netop startede som mission blandt slavegjorte mennesker, og dette blev en del af Brødrekirkens identitet. Det forhold er stadigvæk afgørende for kirkens selvforståelse den dag i dag.

Brødrekirken var hermed gået fra at være en forfulgt og tilsyneladende udslettet kirke, til en isoleret menighedsdannelse i Sachsen og videre til at blive en kirke engageret i international mission. En kirke, som siden har udviklet sig til at være en verdensomspændende kirke, der findes på fem kontinenter i omkring 50 lande i dag. Den internationale mission blev altså en kirkekonstituerende faktor for Brødremenigheden.

Det kendte og elskede narrativ

Der er ingen tvivl om, at Brødremenigheden følte et oprigtigt kald til at forkynde evangeliet til slavegjorte mennesker i De Dansk Vestindiske Øer og ret hurtigt derefter også andre områder af Caribien og Sydamerika. Missionærerne blev sendt afsted med en række instruktioner. Hovedparten af de første missionærer var ikke teologer eller ordinerede, men ofte håndværkere eller mennesker med andre mere praktiske kvalifikationer. Narrativet er, med god grund, men også i en vis udstrækning med blinde punkter, at missionærerne blev sendt til den danske koloni, at de ikke skulle associere sig med plantageejerne, der var danskere eller af anden europæisk herkomst, at de skulle bosætte sig blandt slaverne, drive deres håndværk og – bemærkelsesværdigt – i begyndelsen være tilbageholdende med at forkynde evangeliet. De skulle snarere afvente at blive spurgt, hvorfor de ønskede at bo der på plantagerne blandt de slavegjorte mennesker. Nu levede virkeligheden ikke altid op til idealet; nogle gange endte missionærerne med at søge arbejde hos plantageejere, og i øvrigt døde mange af missionærerne efter kort tid i det tropiske klima. Men det synes tydeligt, at Brødremenigheden så det som sin opgave at forkynde evangeliet for slavegjorte mennesker. Resultaterne udeblev ikke. Mange slavegjorte mennesker blev kristne, og der var en vis interesse i det fra plantageejernes side, idet formodningen var, at kristne slavegjorte mennesker nok ikke ville deltage i slaveoprør, noget, der hang som en konstant trussel over kolonimagten og den europæiske befolkningsdel. Senere gav missionærerne også undervisning til børn og deres slavegjorte forældre, så de lærte at læse, skrive og regne. Dette forhold var for plantageejerne et dilemma. Det kunne være risikabelt, at slavegjorte mennesker kunne læse og skrive, for så ville de blive mere selvstændige og måske uregerlige. Efter slave-emancipationen (frigørelsen) bad den danske guvernør, Peter von Scholten, Brødremenigheden om at stå for undervisningen af børn af tidligere slavegjorte mennesker, i øvrigt i skolebygninger opført af regeringen. Det understreger den respekt, Brødremenighedens undervisning af slavegjorte mennesker nød hos de danske myndigheder.

Det er vigtigt at påpege, at kolonisterne, og europæerne i det hele taget med undtagelse af missionærerne, ikke anså slaverne for at være fuldgyldige mennesker, der ikke skulle have rettigheder eller frihed, og som dybest set ikke skulle betragtes som mennesker. De var skabninger, der ingen rettigheder havde, som kunne handles, købes og sælges, som skulle arbejde uden løn, uden frihed – de var ejendom.

Narrativet har indtil for nylig været, at Brødremenighedens missionærer nærmest var ubetinget gode, at de forkyndte evangeliet, de organiserede undervisning, så slavegjorte mennesker blev mere opmærksomme på, at de ikke levede i frihed, men netop i slaveri, i fangenskab hos nogle europæere. Læser vi ældre kirke- og missionshistoriske beretninger, så er der meget godt at sige om missionærerne. Disse beretninger, skrevet af europæere til europæere, gjorde langt på vej rede for, hvordan de europæiske missionærer arbejdede, og hvor svært det var at være europæer i det varme Caribien.

Spørgsmålet er, om det kendte og elskede narrativ, om de uselviske missionærer, der rejste langt væk til fremmede tropiske eller arktiske lande for at forkynde det glade budskab til de unåede, slavebundne mennesker, i hvilken udstrækning dette narrativ har hold i virkeligheden?

Grundlæggende er der en høj grad af sandhed i denne fortælling. Men der er også forhold, der er underbelyst, og som ikke fremgår af den i øvrigt righoldige litteratur om Brødremenighedens mission i Caribien.

Den kendte missionshistorie bør revideres

Var missionærerne ultimativt gode mennesker? Levede de blandt slaverne? Hvilken rolle spillede de kristne slaver på de plantager, hvor de var tvunget til at bo? Var de med til at forhindre slaveoprør, en ting, der gang på gang satte skræk i livet på plantageejere og andre europæere, og som i det ene årti efter det andet var et håb dybt inde i ethvert slavegjort menneske? Var de kristne slavegjorte mennesker bedre arbejdere, var de lettere at kontrollere?

Der er næppe nogen tvivl om, at missionærerne som hovedregel var kaldet af Gud. Mange af dem, rigtigt mange, døde inden de havde været i missionsområdet ret længe. De bukkede under for tropesygdomme, mangelfuld ernæring, alt for varmt tøj i et varmt klima. Det var kendt, at de fleste førstegangsmissionærer, der blev udsendt, var ugifte brødre, mænd. Overlevede de det første år, ville det komme på tale at sende en hustru ud til dem. De gav sig selv for Guds Riges sag, så når vi i dag kan have kritiske holdninger til noget af det, der skete, må vi tage konteksten med i betragtning.

Men inden for de sidste få år, hvor der pågår intensive studier i kolonialisme, slaveri og racisme, har det vist sig, at der var eksempler på, at Brødremenigheden ejede plantager og dermed slaver. Denne opdagelse har overrasket mange, for den er stort set ikke nævnt i den gamle, europæiske skriftlige fremstilling af missionshistorien. Der var nogle få plantager ejet af Brødremenigheden i Dansk Vestindien, i Suriname og enkelte andre steder i Caribien. Det er vigtigt for Brødrekirken at acceptere, at kirken eller missionærerne ikke blot prædikede for slaver, men selv blev slaveejere for delvist at finansiere missioner i Caribien og Amerika. Det er også blevet kendt og erkendt, at flere af Brødremenighedsbyerne i Nordamerika er bygget ved brug af slavebundne menneskers arbejdskraft. Det mest kendte eksempel er Winston-Salem i North Carolina.

Det er relevant at kritisere den ældre missionshistorie, men det vil hurtigt blive en anakronistisk øvelse. Nutidens klare fordømmelse af slaveri begyndte alt for sent, vil nogen sige, i de slavegjorte menneskers tid. Meget af Europas rigdom stammer fra arbejde udført af slavegjorte mennesker. Men det er tydeligt, at der er et behov for at genbesøge de skriftlige kilder fra det 18. og 19. århundredes missionsarbejde.

Nogle Brødremenighedsmedlemmer er kede af at erfare Brødrekirkens rolle i slaveriet, men de ser også behovet for en frygtløs og granskende moralsk opgørelse over vores handlinger. Mange ser også behovet for at udforske det verdensbillede, der ”retfærdiggjorde” slaveri, og spore dets efterliv fra tidspunkterne for afskaffelse og frigørelse og frem til i dag. Andre er fjendtligt indstillet over for dette, fordi: ”Hvorfor bringer du overhovedet dette op? Det er fortid, og det gør vi ikke længere”.

En kirke af slavegjorte menneskers og slaveejeres efterkommere

Hvis alt dette blot var historie, kunne vi måske trække på skulderne og sige, at det skete i fortiden, og det kan vi ikke lave om på. Sagen er bare, at det er mere end historie. Her skal slaveriet ikke ses isoleret, men ses i sammenhæng med kolonialisme og racisme.

Langt den største del af Brødremenighedens medlemmer i Caribien og i Surinam er efterkommere af slavebundne mennesker. Surinam var tidligere en del af Holland, og i forbindelse med Surinams selvstændighed emigrerede en meget stor del af Surinams befolkning til Holland. Mange af dem var efterkommere af slavegjorte mennesker.

Den verdensomspændende Brødrekirke har i de sidste ca. fem år fokuseret mere og mere på fortidens kolonialisme, på slaveriet og på racisme. På baggrund af, at Brødrekirken på verdensplan er én kirke bestående af omkring 30 såkaldte provinser, er de svære spørgsmål vedkommende for alle medlemmer.  Et meget stort flertal af den globale Brødrekirkes medlemmer lever i lande, der tidligere var kolonier. En del af kirkens medlemmer er efterkommer af slavegjorte mennesker. De fleste medlemmer bor i lavindkomstlande. Umiddelbart er det svært at finde racistiske tendenser i Brødrekirken, men racismen kan skjule sig på mange måder, og det er afgørende at forholde sig til den.

Slaveriets rolle genbesøgt

Det blev et historisk øjeblik, da der i Brødrekirkens verdenssynode i september 2023 i Cape Town i Sydafrika blev vedtaget en resolution, der kalder Den Verdensomspændende Brødrekirke til at forholde sig aktivt til Brødrekirkens historie i forhold til slaveriet. Verdenssynoden afholdes hvert 7. år og har blandt andet til opgave at justere den verdensomspændende Brødrekirkes Kirkeordning, der gælder for alle brødrekirker i verden. Forslag til resolutionen blev fremsat af Brødrekirken i Jamaica, og forslaget gav anledning til en endog meget følelsesladet diskussion. Udfordringen var, at ingen ønskede at der skulle opstå en splittelse mellem delegerede fra f.eks. Caribien, hvis forfædre var slavegjorte mennesker, og så delegerede fra andre dele af verden, hvis forfædre var koloniherrer og slaveejere.

Det blev fra forslagsstillernes side understreget fra begyndelsen af diskussionen, at der ikke var tale om en ”dem og os”-diskussion, men at vi sammen søgte at finde en vej igennem det vanskelige spørgsmål. Diskussionen viste med tydelighed, hvordan mennesker, hvis forfædre var slavegjorte mennesker, er påvirket følelsesmæssigt og identitetsmæssigt af deres familiers historie. Omvendt blev delegerede fra f.eks. Europa og Nordamerika også i høj grad berørt af diskussionen. Det var bemærkelsesværdigt, hvordan en følelse af sammenhold bredte sig, efterhånden som det i debatten blev klart, at ingen af os har valgt vores forfædre, men at vi sammen må håndtere denne svære del af historien, både den kirkelige og den personlige historie.

Resolutionen, hvis temmelig indviklede tekst, ses i dansk oversættelse i bunden af artiklen.

Ny forskning i Brødremenighedens missionshistorie i Caribien

Efter synoden i 2023 havde jeg i et indlæg i en provinssynode i 2024 lejlighed til at foreslå, at vi forsøger at igangsætte et forskningsprojekt, baseret i Caribien, der har til formål, at Caribiske forskere genbesøger de skriftlige kilder til missionens caribiske historie og skriver en ny version af missionshistorien med baggrund i en 21-århundredes missionsforståelse og verdenssyn. Det har resulteret i påbegyndelsen af et toårigt forskningsprojekt på University of the West Indies.

Der står i projektoplægget følgende:

Spørgsmålet om den langsigtede indvirkning af afrikaneres slaveri i Amerika på Europa, og forholdet mellem forskellige europæiske regeringer, virksomheder, organisationer og borgere til denne slaveriproces og dens arv, er for nylig blevet undersøgt nærmere – både i offentlige og akademiske sammenhænge. Mens den rolle, som europæiske humanitære organisationer og regeringer spillede i at afslutte den transatlantiske handel med slaver af afrikanere, længe har været udforsket, er der stadig arbejde at gøre med at undersøge, hvordan kolonialisme og slaveri formede den moderne europæiske historie.

Et aspekt ved at forstå denne historie og dens arv er en udforskning af forskellige kristne trosretningers rolle. Fra begyndelsen af ​​den transatlantiske handel med afrikanere, der blev slaver, spillede organiseret religion en ledende rolle i at udvikle, støtte og lovgive den. Den romersk-katolske kirke var afgørende for Portugals, Spaniens og Frankrigs bestræbelser på global ekspansion og for skabelsen af ​​store kommercielle virksomheder bygget på slaveri af afrikanere i Amerika. De støttede ikke kun handlen, men deltog aktivt i slaveri – og retfærdiggjorde deres handlinger med en tro på en pligt til at sprede kristendommen. Den engelske kirke promoverede også ideologier til støtte for slaveri og var selv direkte involveret i slaveri i Caribien. Efter den protestantiske reformation i det 16. århundrede støttede flere af de nye protestantiske kirker også den transatlantiske handel og slaveri af afrikanere. Kirkens rolle var naturligvis kompleks: Kristne missionærer i Caribien hjalp med at introducere formel uddannelse for slaver, inkluderede dem i deres missioner og spillede en rolle i forsøgene på at forbedre slaveriets forhold og i sidste ende afslutte den transatlantiske handel og selve slaveriet. Efter frigørelsen hjalp de med at tilvejebringe mange af de socioøkonomiske støttesystemer, som de tidligere slaver havde brug for, da de tilpassede sig et frit samfund.

Selvom det ikke er et fuldstændig uudforsket område, er der behov for en mere dybdegående og omfattende analyse af Brødrekirkens rolle i Caribien, både under slaveri og efter slavefrigørelsen. Den akademiske litteratur har været ret venlig over for Brødrekirkens missionærer i Caribien. Deres indtog i Caribien er generelt blevet beskrevet som velvilligt, da de var de første europæiske missionærer, der bevidst målrettede deres mission mod de slavebundne afrikanere. I Jamaica for eksempel ligger de fleste Brødrekirker i landdistrikter i modsætning til andre europæiske og nordamerikanske trosretninger med vidtstrakte bykirker. 

Herrnhuterne kom til det østlige Caribien, hvor de opbyggede et imponerende uddannelsessystem i samarbejde med deres kirker. I betragtning af herrnhuternes præference for at arbejde blandt de marginaliserede folk i Caribien, såsom de indfødte og de slavebundne afrikanere, må spørgsmålet om deres motivation for en sådan strategi rejses. Desuden, hvordan navigerede de i nogle af de vanskelige spørgsmål, såsom støtten til afrikansk slaveri i Caribien, i betragtning af at deres missionærer var europæere, og deres menighedsmedlemmer var slavebundne afrikanere og frigivne afrikanere. Udnyttede herrnhuterne afrikanerne og deres arbejdskraft yderligere, ligesom det europæiske koloniale system gjorde, eller var de radikale i at give afrikansk handlefrihed til slavebundne afrikanere, som nogle forskere hævder? Var deres succes baseret på deres kommercielle model med selv at blive plantageejere, eller på den såkaldte ”tjenertjenestemodel”, der blev udråbt af Grev Zinzendorf, hos missionærer, der levede og arbejdede med de marginaliserede og undertrykte for at evangelisere dem? Var det en blanding af begge dele?

Mission i krydspunktet mellem slaveri, kolonialisme og racisme

Den kristne kirke er kaldet af Jesus Kristus til at vidne om Guds frelse af mennesker. Dette foregår altid med verden som kontekst. Spørgsmålet er, om mennesket, vidnet, til tider står i vejen for netop det, vi gerne vil: Dele evangeliet med andre mennesker. Der er sket fejl i missionens historie, og dem må vi håndtere med ydmyghed og respekt. Det vil altid kræve overvejelse og visdom at agere i verden uden at gå på kompromis med verden. Det kan ske, måske kun forsøgsvist, hvis vi er villige til at lade os lede af Gud. Ultimativt vil missionens arbejde aldrig være fejlfrit, men må altid spørge efter Guds ledelse.

Resolutionen i dansk oversættelse:

Unitas Fratrums undskyldende indsats for dens medvirken i indførelsen af slaveri: – I betragtning af at Kristi legeme ikke bare er et legeme, der eksisterer på et givet tidspunkt; det eksisterer på tværs af historien, og vi deler derfor skammen og syndigheden hos vores forgængere, og en del af det, vi kan gøre med dem og for dem i Kristi legeme, er en bøn som anerkendelse af den fejl, der er en del af os, ikke bare af nogle fjerne “dem”; (Citat af forhenværende anglikansk ærkebiskop Rowan Williams), og   – I betragtning af at Unitas Fratrum søger at “modsætte sig enhver diskrimination i vores midte baseret på etnisk oprindelse, køn eller social status, og vi betragter det som en befaling fra Herren om at aflægge offentligt vidnesbyrd for verden og at demonstrere ved ord og gerning, at vi er søskende i Kristus”, (Den Verdensomspændende Brødrekirkes Kirkeordning #7) og – I betragtning af at Brødrekirken og dens medlemmer var direkte involveret i ejerskabet af slaver og var medskyldige i kommercialiseringen af hadefuldt diskriminerende underdanighed i hele Brødrekirken; og – Da Unitas Fratrum endnu ikke har undskyldt for denne medvirken til at opretholde og profitere fra slaverisystemet, – Besluttes det, at Unitas Fratrum’s Verdenssynode nu oprigtigt og med den dybeste beklagelse undskylder til alle tidligere og nuværende efterkommere af slaver for vores kirkes medvirken til at opretholde og morderisk profitere fra al den vold og det slaverisystem, som vores medlemmer og organisationer har deltaget i; og – Da intet sprogligt mål kan erstatte den ødelæggelse, menneskeheden oplever i forbindelse med mennesker, mødre og fædre, søstre og brødre, venner og familie eller nogen relation eller et fællesskab, og – Da slaveriets generationsmæssige lighed og den værdi, som slavernes arbejde har påført gennem den voldelige vanhelligelse af menneskeheden og Imago Dei (Gudsbilledet), kan kvantificeres i den moderne Brødrekirke. – Besluttes det, at Den Verdensomspændende Brødrekirke bekræfter sin forpligtelse til racemæssig forsoning, at den går imod moderne former for slaveri, og at Brødrekirken afskaffer enhver form for udnyttelse, og – Yderligere besluttes det, at Den Verdensomspændende Brødrekirkes Teologiske Kommission og ethvert andet relevant organ i tiden frem til den næste verdensomspændende Brødrekirkes synode i 2030, skal undersøge, identificere og rapportere de moderne håndgribelige og økonomiske (nutidige) fordele ved slaveri i hver af Brødrekirkens regioner og – Det besluttes yderligere, at de regionale repræsentanter i Den Verdensomspændende Brødrekirkes Forretningsudvalg skal identificere mindst to initiativer i deres regioner, der aktivt søger at yde antiracistiske kompensationer; disse initiativer skal nævnes i Den Verdensomspændende Brødrekirkes ledelses rapport fra hver verdenssynode, og – Endeligt besluttes det, at den første søndag i februar udpeges som en årlig bededag, hvor alle Brødremenigheder og Brødrekirkeprovinser opfordres til at overveje, hvordan deres lokalsamfund er blevet påvirket af slaveri, og til at donere kompensation for det historiske slaveri.

Foto: Den første Brødremenighedskirke i Cape Town, kirken blev bygget i 1884. Fotokredit: Evannell3