Af Anton Pihl, Lars Obel og Niels Nymann Eriksen, medlemmer af menighedsrådet for Folkekirken Vesterbro

I udkanten af Ukraines hovedstad Kyiv ligger en ortodoks kirke, som på afstand ligner et træskur med en forgyldt skorsten, men som ved nærmere eftersyn viser sig at danne ramme for en lille gruppe af troende mennesker, hovedsageligt modne kvinder, som herinde finder trøst og mod til at møde dagen i morgen. Kirken er rejst i 2019 til »mindet om Kyivs dåb og Kyivs martyrer« tæt på det sted, hvor byens borgere i følge traditionen blev kristnede for godt 1000 år siden. Kirkerummet, som ikke er meget større end en skurvogn, er på den ene side begrænset af en af byens hovedtrafikårer og på den anden af Potjajna, en sidegren til floden Dnipro. Man fornemmer både byens puls og traditionens vingesus, når man træder ind i dette rum, men mest af alt mærker man det helt særlige fællesskab, der er mellem de mennesker, som dagligt samles her for at lægge dem selv, deres kære og deres lands fremtid i den almægtiges hænder.

Siden den russiske invasion i 2022 har et af Danmarks største sogne, Folkekirken Vesterbro, haft et venskabsforhold til en af Ukraines mindste og nyeste sogne og dens præst, Sergiy Bereznoy. I begyndelsen af juni måned besøgte vi for anden gang kirken og fik anledning til at samtale med en gruppe af frivillige, som på hver deres måde er engageret i at være kirke under de vanskelige vilkår, som krigen skaber for områdets beboere.

I kirkerummet, som maksimalt kan rumme 30 mennesker, hænger en række ikoner og nogle børnetegninger. Vi spurgte ind til børnetegningerne og fik at vide, at en af dem, som forestillede en ukrainsk soldat foran en kampvogn, er tegnet af en dreng, hvis far er forsvundet ved fronten for 8 måneder siden. Man ser for sig, hvordan denne dreng har tegnet og hængt dette stykke papir op som en bøn om, at hans far ikke er dræbt eller russisk krigsfange med alt, hvad det indebærer. »Kom hjem i live«, står der med børnehåndskrift.

Hver af de frivillige havde sin historie at dele om savn og sorg og bekymringen for dem, der er ved fronten. En kvinde, Katarina, holdt en stak sedler frem med navne på soldater ved fronten, som de dagligt beder for i kirken. En mand, Viktor, fortalte, at han pludseligt måtte forlade sin virksomhed i Donetsk efter den russiske invasion i 2014. Han har nu slået sig ned i Kyiv, hvor han har fundet et åndeligt hjem i den lille menighed under Fader Sergiys ledelse. Han fortæller, at Josef i Bibelen er blevet hans forbillede, fordi han efter at have oplevet sine brødres forsøg på at skaffe ham af vejen kom videre uden at blive bitter. Han er ikke ene om at sammenligne krigen med et forsøg på brodermord. Det kræver dog ydmyghed at se sig selv som en Josef, der har forsoningen som sigtepunkt og gerne en dag vil kunne tage imod sine morderiske brødre. Vi mødte også Natasja, som de med et smil og stolthed kaldte »vores Martha«, da hun bandt menigheden sammen ved at stå for maden. Hun har fundet kirken gennem en lang vej, først i pinsekirken, siden under Moskva-patriarkatet, »men her er der et særligt sammenhold« – i skurvognen, hvor der mest er plads til at være tætte.

Under vores besøg i Kyiv fik vi anledning til at mødes med lederen af den uafhængige ortodokse kirke i Ukraine, metropolit Epiphanius. En række ukrainske ortodokse præster ønskede i forlængelse af Maidan-revolutionen og den russiske annektering af Krim selvstændighed i forhold til Moskva-patriarkatet. Den fik de i januar 2019, da den økumeniske patriark Bartholomæus, udstedte den tomos, som gav den Ortodokse Ukrainske Kirke (OCU) autokefali. Denne kirke udgør nu efter eget udsagn hovedparten af de ortodokse menigheder i landet, men konflikten mellem de to jurisdiktioner er fortsat smerteligt tilstedeværende i de gamle kirkelige institutioner, som Lavra-klosteret, der kan betegnes som fødestedet for både den russiske og den ukrainske kirke. Forholdet mellem de to grene af den ortodokse kirke i Ukraine er blevet betændt gennem krigen, men ikke desto mindre så vi gejstlige hilse og tale sammen på tværs af det smertelige skel. Metropolittens vigtigste budskab til os handlede om diakoni og kirkens omsorg for alle de mennesker, hvis liv er blevet traumatiseret af krigen, også selvom de ikke selv direkte har taget del i den.

Den lille kirke, vi besøgte, er i mangel på bedre udtryk en “guerilla-kirke”, en manifestation af en modstand, som ikke blot retter sig mod Rusland og den del af den ukrainske kirke, som fortsat hører under Moskva-patriarkatet. Den er lige så stærkt et udtryk for modstand mod den kommercialisering af byrummet, som truer med at overtage vigtige historiske minder. Det forlyder, at der er planer om at bygge et indkøbscenter dér, hvor kirken nu ligger. Fader Sergiy derimod arbejder for at stedet kan forblive et mindested, hvor mennesker kan søge hen og besinde sig på Ukraines kristne historie og vende sig til Gud i bøn, som det allerede sker i det små.

Mødet med menigheden i Kyiv har været stærkt inspirerende, selvom eller måske netop på grund af den store afstand mellem vores arbejdsvilkår på Vesterbro i København og deres i Ukraine. Det gør indtryk at besøge en kirke, som uden de bygninger og den økonomi, som står til rådighed for os i Danmark, formår at være et sted, hvor mennesker kan opleve aflastning for den byrde, som krigen lægger på alle i landet. De har et fællesskab, der rækker ud over mange af de sociale og kirkelige grænser, som ellers adskiller mennesker i byen. Og så gør det indtryk at møde folk, der ikke spørger »nytter det?«, men som kaster sig ud i et arbejde, før der er fundet endelige løsninger omkring byggetilladelse og fremtidig finansiering.

Vær ikke bange for at løbe panden mod muren. Hvem siger, at det er muren, der holder?

»Byd mig at komme ud til dig på bølgerne«, sagde Peter, og så svang han sig over rælingen. På samme måde har Fader Sergiy og hans lille menighed skabt et sted midt i storbyens larm og krigens splittelse, hvor mennesker kan blive holdt oppe af Kristi ord. Et gammelt motto fra 80’ernes selvbevidste aktivisme lød: »Vær ikke bange for at løbe panden mod muren. Hvem siger, at det er muren, der holder?« Måske var det en modnet og afklaret udgave af den slags overmod, vi mødte i kirken ­– med den store forskel, at brændstoffet her ikke er aktivistisk selvtillid, men gudsfrygt og bøn.

Og dette er måske det vigtigste udbytte ved at have en venskabsmenighed, som lever og virker i et land, der er så forskelligt fra vores, som Ukraine er det i dag. Vi, som arbejder for at skabe kirke i Danmark, kan hente både inspiration og mod til handling ved at møde en lokal kirke, som hverken har penge til løn eller mursten, og som ikke har tid til at vente på garantier for at komme i gang, men som ganske enkelt lægger fra land og tager et skridt ad gangen i tillid til kirkens herre.

Foto: Niels Nymann Eriksen