Af Rev. Dr. Joshua Peter og Henrik Sonne Petersen
Artiklen er en forkortet udgave af en længere engelsk version. Rev.Dr. Joshua Peter, Director of United Evangelical Lutheran Churches in India, UELCI, og medlem af WCC central committee. Henrik Sonne Petersen er generalsekretær i Dansk Missionsråd.
Allerede i 1988 talte Gayatri Spivak om, at mennesker, der er marginaliseret eller lever i det, der kaldes »det subalterne«, ikke kan repræsenteres legitimt af andre, selvom det sker i godhedens navn. [i] For udfordringen er, at de i første omgang er frataget deres stemme af marginaliseringen, hvilket bliver gentaget, når andre øver fortalervirksomhed for dem. De er således ikke blot gjort strukturelt tavse ved deres fravær: De får ikke lov at tale! Eller med andre ord: De kan ikke præsentere sig selv, fordi andre repræsenterer dem. Den problemstilling er afsæt for dette essay, hvor vi retter kritisk opmærksomhed på forholdet mellem en dansk menighed og en indisk kirke, og hvordan den relation forstås og udvikles, når der for det første er tale om mennesker i Indien, som tilhører Dalitterne (dem der er udenfor kastesystemet, de kasteløse), og for det andet når der er tale om en historisk relation, som rækker tilbage til kolonitiden. Til det formål lægger vi ud med en kort introduktion af Arcot Lutheran Church’s historie, og dens danske ophav gennem Det Danske Missionsselskab (i dag kendt som Danmission). Igennem beskrivelser af, hvordan begge sider, den danske og den indiske, opfatter udfordringerne ved partnerskab, lægger vi grunden til en såkaldt postkolonial analyse. Det vil sige en analyse af, hvordan kolonial fortid og magtforhold præger relationer i dag. Midt i analysens hybride landskab af udfordringer er der dog også aspekter, som peger ud over magtrelationerne, og ved hjælp af postmoderne, nye eller fremvoksende fortællinger kan vi udfordre status quo i forestillinger om partnerskab. For vi ønsker at sætte spørgsmålstegn ved, om partnerskab udgør en fyldestgørende sproglig ramme for en nutidig, global relation mellem en dansk og en indisk kirkelig sammenhæng. Antagelsen er, at Kristus-lignende modeller for gode relationer allerede er til stede, da Gud er til stede i verden, og konstant inviterer mennesker, fællesskaber og hele skaberværket ind i livsbekræftende mønstre. Vi vil på den baggrund argumentere for, at relationer forstået som venskab ophæver de snævre bånd omkring præsentation/repræsentationen, hvilket giver plads til, at aspekter som længsel, køn og sår kan blive indgangsportaler til et paradoksalt fællesskab med plads til en rodet sammenfiltring af mennesker, kultur og natur. Venskab ser altså ud til at være en sproglig og moralsk ramme, som kan være en kilde til nyt liv i globale relationer i en postkolonial tid.
Arcot Lutheran Church og Danmark
Arcot Lutheran Church blev grundlagt i 1863 som et missionsprojekt under Det Danske Missionsselskab og var længe kendt som Arcot-missionen. I 1951 blev kirken registreret som Arcot Lutheran Church, og i 1960 blev dens første biskop valgt. De følgende år bød på forskellige idealer for partnerskab relateret til kirkens udvikling og dens nationale og internationale relationer, hvoraf nogle overlapper hinanden, som det fremgår af tabel 1.
| Æra | Årstal | Udtryk for relationen |
| Kirke æra | 1960-2003 | Kaffeklub (coffee club, 1982), Partners Råd (council of partners, 1983-1999), ALC masterplan (1999-2002). Følgeskab er grundnarrativet. |
| Post-missionær æra | Fra 2003 | Afslutning på blockgrant (2006). |
| Projekt æra | 2004-2017 | Masterplan om samarbejde, 2006-2007. Gensidighed er omdrejningspunkt og ideal. |
| Post-projekt æra | Fra januar 2017 | Spørgsmål: Hvad udgør partnerskab i en situation, hvor der ikke er fælles projekter? |
| Post-pandemi æra | Fra 2022 | Postmoderne perspektiv: Der efterspørges mere inklusion og lighed. |
Tabel 1: ALC partnerskabs-perioder
Udfordringer ved partnerskab fra et dansk perspektiv
Partnerskab har været et centralt emne for Danmission i årtier. Allerede ved årtusindeskiftet beskrev Danmissions daværende formand, Lars Mandrup, i en kronik i Kristeligt Dagblad, 2002,[ii] at Danmission var i gang med at ændre fortællingen fra at handle om partnerskab til at fokusere på følgeskab (accompaniment). Argumentet var, at partnerskab henviste til organiske relationer og som sådan antydede en lighed, der ikke blev afspejlet i det faktiske samarbejde og relationerne. Det var en illusion at tro, at de danske og udenlandske parter i relationen var lige på alle områder. Men, som formanden understregede, det var Danmissions faste beslutning at være i relation med kirker og organisationer trods denne ulighed. »Udtrykket ‘at være i følgeskab’ foregiver ikke, at partnerne er lige stærke, men indebærer et ubrydeligt fællesskab mellem partnerne.«
Siden da har Danmission arbejdet med sproget i strategier for at tilpasse virkelighed, teologi og kontekstforståelse. Dette har involveret ord som gensidighed, reciprocitet, lighed og kontekstualisering, og i de nyeste strategidokumenter fra 2023 ser vi en tilbagevenden til klassiske udtryk som samarbejde og partnerskab. Disse ord har tjent til at bygge bro over udfordringer, der opstår i tværkulturelle arbejdsområder, såsom økonomisk ulighed, forskelle i uddannelsesmæssig baggrund og forskellige opfattelser af køn og kønsroller – blot for at nævne nogle få. Men under disse ligger to store udfordringer, nemlig magt og ideologi.
Her berører vi nogle af de problemstillinger, der er behandlet i postkoloniale studier. For det første, relateret til magt, vil der uundgåeligt være krav forbundet med økonomisk støtte til projekter. Internationalt har de voksende krav i forbindelse med projektarbejde resulteret i forskellige tiltag for at støtte partnerskaber i deres udvikling, f.eks. NGO-principper for partnerskab (2007), Charter4Change (2015) om partnerskabsprincipper i udviklingsarbejde, og aftalen Grand Bargain (2016) om mere effektiv bistand samt færre penge til administration. Overordnet set involverer samarbejde i projekter nødvendigvis en forhandling om magtstrukturer og forventninger til lighed.
Den anden udfordring, der lurer, er ideologi. I Gayatri Spivaks tekst som allerede er nævnt, Can the Subaltern Speak?, adresseres en af de væsentligste udfordringer: Repræsentation med det eurocentriske subjekt som omdrejningspunkt. Eksemplet i teksten er kolonimagternes forhold til sati-praksis i Indien, hvilket er den skik, at enker ofrer sig selv ved at lade sig brænde med deres afdøde ægtemand. Spivak kritiserer europæiske intellektuelle som Michel Foucault og Gilles Deleuze for at insistere på de undertryktes ret til selvrepræsentation, herunder enkerne specifikt. For de overser omstændighederne og de sociale dynamikker, hvor fattige og undertrykte mennesker hverken har sproget, den symbolske magt eller den strukturelle støtte til at kunne udtrykke sig.
Det er store udfordringer, der tårner sig op for et partnerskab i en postkolonial tid. Spændingen mellem præsentation/repræsentation lever sit eget, skjulte liv. Anvendt på de globale relationer, vi her har i tankerne, betyder det, at der er en tavshed omkring Dalitter-marginalisering, der spreder sig som en sygdom mod nord, hvor vi ikke adresserer udfordringerne af frygt for at krydse usynlige og ukendte grænser og bidrage til marginalisering. For at overvinde udfordringen etablerer europæiske partnere globale alliancer og angiver derved, i selve den praksis, at det er for vanskeligt at engagere sig direkte i globale relationer. Resultatet er en mangel på farvede stemmer, mangel på andre perspektiver end danske, og en tilsvarende mangel på globale forståelser af Gud. Det hele munder ud i en manglende forståelse af både Gud og andre mennesker i det globale nord, da teologi og antropologi altid påvirker og afspejler hinanden.
Vender vi tilbage til den danske relation med Arcot Lutheran Church, blev det klart i 2017, at der var en rodet sammenblanding af en række problematikker, som gjorde det nødvendigt at indlede en såkaldt post-projekt-periode. Men for Danmission mundede det ud i et dilemma. For det var ikke klart, hvordan det var muligt at være i relation eller følgeskab i en situation, hvor der ikke var noget samarbejde. Hvad er drivkræfterne? Hvad motiverer relationen?
Udfordringer ved partnerskab fra et indisk perspektiv
Igennem den tid, der har været en relation mellem Arcot Lutheran Church og DMS/Danmission, som angivet i tabel 1, har en forventning om lighed og lige værdighed stået i et anspændt forhold til den realitet, at de fleste medlemmer af Arcot Lutheran Church udelukkende har været modtagerne af hjælp. Vi tolker ikke den asymmetri som et udtryk for ond vilje. Der er snarere tale om, at der er en latent tavshed om det forhold, at forestillinger om partnerskab er skabt som en økonomisk konstruktion. Derfor hælder det mod en forståelse af relationen som et hushold, i forlængelse af det, Lars Mandrup blev citeret for: Det er ordnet efter patriarkalske principper, hvor ”faderen” er omdrejningspunkt for familien. Men i et postkolonialt partnerskab er der en opmærksomhed på, at alle involverede parter både giver og modtager. Først og fremmest indebærer det at give og modtage i læsningen af Bibelen. At (gen)læse Bibelen sammen giver mulighed for, at dem, der altid kun har været modtagere kan komme til orde. Kun på denne måde kan den kristne tro blive en naturlig tro, en religion plantet i lokal jord. Hvis kristen tro forstås som en plante, kan det fra et historisk perspektiv bemærkes, at den er blevet modtaget, plantet og vandet i Indien, for den er blevet en velsignelse med helbredelse og åndelig næring for millioner af mennesker i Indien – herunder de 4,5 millioner medlemmer af kirker tilknyttet United Evangelical Churches of India (UELCI). Af disse 4,5 millioner er 95% en del af Dalit-, Adivasi- eller stamme-fællesskabet, og som sådan udsat for strukturel, symbolsk såvel som fysisk marginalisering, chikane, fattigdom og i nogle tilfælde forfølgelse.
Alle disse mennesker har modtaget den kristne tros velsignelser, men de har aldrig fået lov til at bidrage til forståelsen af tro og bibel, ligesom de heller ikke er blevet bedt om at bidrage til spørgsmål som klimaretfærdighed, forbedring af kønsrelationer, uddannelse osv. Er det, fordi den kristne tro ikke er blevet rigtigt rodfæstet i lokal jord? Har den ikke fået lov til at vokse uhindret og tage skikkelse efter grundlag og klima?
Midt i disse udfordringer og spørgsmål er der så alligevel glimt af et nyt partnerskab, hvor modtagelse ikke vejes op mod det, der gives, men det hele centreres om deling af ressourcer? Hvor det ikke handler om at styrke og løfte ’de andre’, som om det eneste, der kunne udveksles, havde en økonomisk karakter? Det er i hvert fald afgørende, at dem der hidtil er henvist til betegnelsen »subalterne«, får mulighed for at dele deres (tilsyneladende) magtesløshed med de magtfulde, og at de magtfulde på deres side inviteres til at åbne sig for at blive magtesløse. Den længsel efter nye relationer åbner udsigten til et asketisk aspekt i globale relationer: Det begynder med at give afkald! Og fuldendes i eksponering for dødens kraft! For der er kun liv, hvor noget dør.
Kan Dalitter tale?[iii]
Efter de to perspektiver fra henholdsvis dansk og indisk side vender vi os mod et overordnet blik på globale partnerskaber for at afslutte den postkoloniale analyse. I det danske perspektiv blev vi gennem Gayatri Spivaks tekst introduceret til spændingen omkring præsentation/repræsentation, mens det indiske perspektiv tilføjede indsigt om Dalit-fælleskabers pragmatiske fangenskab i strukturer af kolonial hegemoni, som fortsat lever i såvel sprog, som tankemønstre, og som vi bedst kan forstå som symbolske såvel som strukturelle voldsmekanismer.
I sådan en analyse er det klart, at tværkulturelle relationer mellem Indien og Danmark er blevet påvirket i en sådan grad, at det har været svært for begge partnere at være fuldt til stede. Relationen har været udfordret af de emner, som en postkolonial analyse trækker frem: Magtbalance, køn, spænding mellem præsentation og repræsentation, synlighed og (manglen på) social forestillingsevne. Udfordringerne har i høj grad en moralsk karakter, da de udspringer af en mangel på synlighed, en ikke-italesættelse omkring basale forhold, og i sidste ende en begrænsning af den sociale fantasi. Manglen på synlighed er vokset gennem de sidste 25 år, paradoksalt nok side om side med, at ønsket om lighed og gensidighed er vokset på begge sider af relationen. Det handler om, at den teknologiske revolution øger ulighed i viden og magt, og for mennesker i de urbane centre ud over kloden udfordrer det selve muligheden for erfaringer,[iv] hvilket umiddelbart aflæses i evnen til at indgå i mellemfolkelige relationer, som i forvejen er udfordret af den etnisk orienterede politik i Danmark og Indien, som gør det sværere at mødes.
Med afsæt i denne dybere forståelse af udfordringerne kan vi nu rette opmærksomheden mod de glimt af nye veje for globale relationer, som vi også fandt antydninger af midt i den postkoloniale analyse. De er markeret som længsel efter lighed og gensidighed, krav om retfærdighed og ønske om at dele bibellæsning.
Fremvoksende narrativer: Venskab
Sally McFague har arbejdet med såkaldt kenotisk teologi (kenotisk henviser til Filiperbrevet 2, hvor der er tale om, at Kristus opgiver privilegier). Hun foreslår, at venskab er et bedre udtryk for relation end partnerskab.[v] Vi finder stærke billeder af venskab i Bibelen, f.eks. i Johannes 15, hvor Jesus tiltaler sine disciple som venner og inviterer dem til at deltage i den guddommelige dans, perichoresis, som for Jesus selv resulterede i, at han gav sit liv som et udtryk for kærlighed. I nadveren, hvor Jesus deler brød og vin med sine venner, finder McFague det ultimative billede på en moden relation: Det, der er mest væsentligt, deles mellem venner, der samarbejder i Guds rige. Ville det berige kirkelige forhold mellem Danmark og Indien, hvis relationen blev præget af begrebet venskab?[vi] Det kunne for eksempel tage form af, at venskabet bekræftede menneskelig værdighed og basal lighed, mens partnerskab kunne bruges som en beskrivelse af samarbejde med alle de tilhørende aspekter af en forhandlet lighed i forhold til beslutningstagning, økonomi, ansvar osv.!?
Den fattige Gud og verdens fattige
Fortællingen om venskab i et kenotisk perspektiv får flere dimensioner tilføjet af Dr. Dhyanchand Carr.[vii] Dr. Carr beskriver, hvordan Exodus-fortællingen om Israels udgang af Egypten, liv i ørkenen og indgang i Kana’an i befrielsesteologiens tidlige dage var det grundlæggende bibelske perspektiv. Men siden da er det blevet klart, at Exodus-fortællingen til en vis grad legitimerer brug af vold mod undertrykkerne. Og det er et problem, for enhver vold indebærer en tendens til at brutalisere, og derfor må al vold, inklusive voldeligt orienterede narrativer undgås. I stedet foreslår Dr. Carr, at fortællingen om korset bliver den nye model for vores arbejde med fattige. Denne fortælling omfatter idéerne præsenteret i Esajas, hvor det beskrives, hvordan Israels folks lidelser under eksilet i Babylon ikke bare udløste råb om hjælp og krav om retfærdighed, men faktisk blev forstået af Esajas som midler til forløsning – for undertrykkerne vel at mærke. Fortællingen om korset er en fortælling om Gud som en medlidende, der igennem Kristi liv og død er solidarisk med verdens lidende fællesskaber, og tilmed tilbyder frihed til såvel undertrykte som undertrykkere.
Med Dr. Carrs ord bliver det klart, at Gud kompromisløst må være engageret i retfærdighed samtidig med, at han viser barmhjertighed over for de nådesløst onde. Den bibelske oprindelse til den vision tager sin begyndelse i Abrahams liv, fordi Abraham, i Dr. Carrs perspektiv, blev kaldt ud af Kain-fællesskabet for at blive medlem af Abel-fællesskabet. Kain-fællesskabet finder eksemplarisk udtryk i det grådige urbane samfund, der er orienteret mod selvophøjelse og maksimal profit, hvilket uundgåeligt fører til vold. Til gengæld nægter Abel-fællesskabet at gengælde vold med vold, og forbliver trofaste mod Gud, selvom det ender med død. Var det det, der fik forfatteren af Hebræerbrevet til at sammenligne Abels blod med Kristi blod (Hebr. 12:24) og antyde en forståelse af urhistorien (1. Mos. 4:10), hvor Abels blod ikke råber om hævn, men om tilgivelse i Kristus? Kristi kors er i den vision summen af den forløsningslidelse, der bæres i fællesskab med Gud som den Medlidende og Støttende.
Dr. Sarah Coakley[viii] fortsætter denne tankegang. Når de rige giver til de fattige for at udligne den økonomiske forskel, er den paradoksale erfaring, at »it is … the donee who gives – gives back ‘Christ’ … to the one who has ‘emptied’ himself of this wealth.« På denne måde findes nådens midler ikke kun i sakramenterne eller kirkens fællesskab, men også i mødet med hinanden, ikke mindst hvor vi er synlige for hinanden, for hinandens kropslighed og gestikulation.
Den fattige kirke
Gestikulation forstået som en rækken-ud-mod-hinanden – fra de fattige til de rige og omvendt – er en offentlig hændelse, som er kernen i det, der kendes som kirkernes samfundstjeneste. Det er ikke hensigten her at diskutere indikatorerne for kirkernes offentlige rolle,[ix] som både involverer en generel drøftelse af religionens offentlige rolle, en beskrivende opgave med at påpege forskellige måder at engagere sig i det offentlige rum på, og en mere normativ indikation af, hvordan man kan være et sandfærdigt vidne om Gud i det offentlige. Det, vi bør lægge mærke til her, er imidlertid en drejning i rollemodellen, når den involverer de fattige på den måde Dr. Carr og Dr. Coakley foreslår. I stedet for at være præget af spørgsmål om fortalervirksomhed og magtforhandling, er kirkens rolle præget af æstetiske aspekter som spørgsmål om gestikulation (f.eks. udtryk for velkomst og inklusion), gave og offer. Gestik er en bevægelse, der ligner en famlen i mørket, en tumlen om i et ukendt område, da parterne (de rige og de fattige) næppe kan se hinanden, men imiterer en velkomst, selvom det i en tværkulturel forvirring lige så godt kan blive opfattet som en afvisning af den anden. Her signaleres det, at der er gaver og offervillighed på spil, og taksigelse fra begge parter spiller en stor rolle. I en parentes bemærket er det måske netop taksigelsen, eller mere præcist lovprisningen, og dens ”sted” i kirken, altså i nadveren, der gør kirkens offentlige rolle unik blandt andre aktører i det offentlige rum?
Den tjeneste, der åbnes af en gestikulation i og fra kirkerne, er måske en mulighed for at “se” dem, som ofte beskrives som ”de andre,” en åbning af opmærksomheden mod ukendte henvisninger? Kan vi ane et glimt af et fællesskabsbaseret globalt venskab i disse tanker, hvor det ikke kun er personlige relationer, der er på spil, men hvor det er Kristi legeme, vi er i kontakt med? Betyder det, at der er brug for en slags semiotik for globale relationer, dvs. øget opmærksomhed om de tegn (σήμα, sema), vi kan se, og om ydre bevægelser og signaler?
Kultur og kroppe
En sidste dimension af den fremvoksende fortælling om postkoloniale relationer bør nævnes, og den fortsætter opmærksomheden om de æstetiske aspekter. Dr. Chad Rimmer har dannet begrebet place-based ecological formation,[x] som en måde at åbne for opmærksomhed på lokale værdier og kulturer, og den sammenhæng eller sammenblanding, der er mellem mennesker og natur. Udfordringen ved dette er, at sted (place-based) historisk er blevet forbundet med blod og etnicitet – ”blut und boden” – hvis ikke med frygt.[xi] I den forstand leder en sted-orientering mod monisme, væk fra en ”messy entanglement” med de andre og det andet. Men det behøver ikke være sådan. For det ”stedsbaserede” kan også forstås som en realisme om det kulturelle rum, og som giver os en baggrund for at forstå, at ”de andre” opleves som en forstyrrelse. Forstyrrelsen kan vi ikke løbe fra. Den noteres i nyheder døgnet rundt, verden over. Spørgsmålet er blot, om forstyrrelsen opfattes negativt, eller som et tilbud om ny mening gennem sociale og økologiske relationer. Forstået på denne måde beskriver en stedsbaseret dannelse den meget reelle kamp med at åbne en kultur mod andre aspekter.
Alt dette indebærer, at en forestilling om stedsbaseret dannelse involverer to aspekter med direkte relevans for forståelsen af globale relationer. Det første aspekt er opmærksomheden på, at religiøse og metafysiske perspektiver rummer løfter om en vej ud af den fastlåste situation i en postkolonial analyse. Når ingen løsninger synes at kunne bryde spændingerne i magt og voksende ulighed, åbner teologiske fortællinger om “lovprisning” en tredje mulighed, som giver alle aktører mulighed for at deltage på deres egne præmisser, herunder på egne socioøkonomiske betingelser. Det andet aspekt udspringer af forestillingen om nadveren, hvor kroppen er en central metafor. For Kristi krop, der deles som gave og offer, er det primære medium for udtryk, når det gælder »ethvert kulturelt forhandlet meningssystem«, som Sarah Coakley formulerer det. Således brydes den postkoloniale analyses dødvande gennem taksigelse og opmærksomhed på kropslige udtryk for behov og ønsker.
Tegn på globale relationer
For så vidt de nye, fremvoksende fortællinger tillader os at ane konturerne af globale relationer i en postkolonial periode, må vi samtidig anerkende, at flere af de oprindelige søjler i partnerskabet er sat til side. En postkolonial, kirkelig relation mellem Danmark og Indien hviler hverken på udsendelse af personale fra nord til syd, på en målsætning om omvendelse eller på en vision om at løfte andre ud af lidelse og problemer, selvom alle disse aspekter kan genintroduceres, når grundlaget er i orden. I stedet hviler en global relation på livet i de Kristus-inspirerede Abel-fællesskaber, hvor hjerter og relationer åbnes for Kristus, hvilket også indebærer en åbning mod det lokale samfund og dagliglivets situationer. Dét afsæt er fælles i nord og syd. I et menighedsbaseret, eller stedsbaseret afsæt, dannes mennesker og fællesskaber til at modtage nyt liv, først erfaret som synlighed for alle, herunder en mulighed for at præsentere sig selv og dermed dele noget med andre. I anden række erfares det som det at blive rodet ind i noget andet, en messy entanglement med andre og andet.
Denne tilgang rummer udfordringer for venskab og partnerskab på tværs af kulturelle forskelle generelt, og specifikt for relationerne mellem danske og indiske aktører, som vi har i tankerne her. Den første udfordring handler om en tendens til at rense kirkers mission for antydninger af magt og vold, og dermed for spænding mellem præsentation/repræsentation. Kamp, spænding og uenighed er til stede i menneskelige relationer, ligesom magt, og det anerkendes både i Bibelen og kirkens tradition. Det handler derfor ikke om at udslette kirkers mission, men om at tillade Gud i inkarnationens nærvær at vende tingene på hovedet, især i relation til maskulin magt og vold, og skabe nye udtryk for social kontrol såvel som symbolsk orden. Målet er ikke at rense globale relationer for krop eller køn, men at skabe plads for at Bibelen og Guds Ånd, i det omfang det afhænger af os, får plads og rum til at bryde dødvandet, sådan at den tavshed, der rugede over økonomisk ulighed og patriarkalsk hierarki i en moderne verden, ikke får lov til at præge relationer i en postmoderne sammenhæng.
Den anden udfordring er, at et postkolonialt perspektiv ofte negerer metafysiske aspekter og efterlader en teologi, hvor Ånd bliver tilsidesat til fordel for social udvikling. Det er en alvorlig mangel, eftersom det er Åndens nærvær, der bryder hierarkierne op og holder dem åbne – hierarkier, som er så fremtrædende i trosbaserede relationer.
Med de beskrivelser står vi tilbage med spørgsmål: Hvordan gør vi det? Vi har berørt udfordringerne i den postkoloniale analyse: Magtaspekter, kønsrelationer, præsentation og repræsentation samt spørgsmål om social fantasi og synlighed. Men det praktiske aspekt er stort set blevet efterladt urørt, hvilket gør det klart, at de fremvoksende fortællinger stadig har en vej at gå. I postkoloniale analyser lyder det undertiden, at udfordringen i relationer refererer til en frygt for at være unormal, hvorved løsningen bliver at sætte denne frygt i parentes, og fjerne den fra hukommelsen for at frigøre mennesker. Men to ting udfordrer denne opfattelse. For det første er det givet, at udfordringen for dalitter handler om hukommelse og identitet, men også om struktur, symbolik og politik. For det andet er ændringen i forståelsen af normalitet ikke kun en udfordring for dalitter – det involverer i høj grad også danskerne. Men måske er der en kilde til nyt liv i globale venskaber, hvor normalitet ikke etableres ved at negligere frygt og skam, men hvor kroppe får stemmer, dvs. bliver synlige og kan røres/berøres, sådan at svaghed og fattighed kan deles med dem der kæmper med frygt og skam, og det umage venskab bliver et kendetegn på Guds nærvær og kirkens fællesskab!?
Foto: Ukendt kunstner, portugisisk illustration fra det 16. århundrede, der er indeholdt i Códice Casanatense, et par Sankt Thomas-kristne fra Malabarkysten i Indien. Indskriften lyder: “Malabaresere, gjort til kristne af den dristige Sankt Thomas”
Noter
[i] Gayatri C. Spivak/Estefaná P. Loaiza (2020), Can the Subaltern Speak? London: Afterall Books (original publishing of the text in 1988).
[ii] https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/fra-partnerskab-til-f%C3%B8lgeskab
[iii] Den følgende sektion trækker på et mundtligt oplæg af Rev.Dr. Joshua Peter, Direktør i UELCI, præsenteret online ved Dansk Missionsråds efterårsmøde, 13.nov., 2024.
[iv] Christine Rosen (2024), The Extinction of Experience. Reclaiming our humanity in a digital world, London: BH print, Penguin.
[v] Sally McFague, A New Climate for Christology. Kenosis, Climate Change and Befriending Nature, Minneapolis: Fortress Press, 2021: 76. Cf. Aristotle, Nichomachean Ethics, ch.viii, 2: 1155b, on ”philia”.
[vi] Cf. Alan Fowler, ”Partnerships: negotiating relationships,” Intrac Occasional Papers no.32, Oxford: Intrac, 2000, hvor Fowler introducerer forskellen mellem relationer og partnerskab.
[vii] Dhyanchand Carr (2006), “The Poor God and the Poor of the World” in Religion and Society, Vol. 51, No.23, June-Sept, (Bangalore:CISRS)
[viii] Sarah Coakley (2024), The Broken Body. Israel, Christ and Fragmentation, Hoboken, NJ: Wiley Blackwell.
[ix] Lutheran World Federation, (LWF, 2016), The Church in the Public Space, Geneva: LWF.
[x] Chad Rimmer, (2019), «Worship as place-based ecological formation,» i: Andrianos, Biehl, Gütter, Motte,
Parlindungan, Sandner, Stork og Werner (Ed.s), Kairos for Creation. Confessing Hope for the Earth, (Solingen: Foetus -verlag, 2019).
[xi] Disse aspekter er gennemarbejdet i et kapitel om skam: Henrik Sonne Petersen, ”Mission. Engagement i forandring og længsel efter fornyelse. Skammens bidrag til en nutidig missionsforståelse,” ch.8 in: M.G. Christoffersen & K.S. Nielsen, (Editors, 2021), Skam. Et forsømt aspekt ved kristendommen, Frederiksberg: Eksistensen Akademisk.
