Hvad kan vi lære af Areopagos’ grundlægger i dag? Vi giver tre bud

Af Martin Krath-Andersen (Areopagos) | 

Med udgivelsen af sin bog ”Karl Ludvig Reichelt – Misjonær mellom øst og vest” gør teologiprofessor Notto R. Thelle atter Riechelt, Areopagos’ grundlægger, aktuel. Vi giver vores bud på tre ting, vi kan lære af Reichelt i dag 

Den norske missionær Karl Ludvig Reichelt (1877-1952) tog til Kina med et brændende ønske om at fortælle kineserne om Jesus. Han blev hurtigt klar over, at skulle han kunne gøre det på en sand og relevant måde, var han nødt til at forstå de religiøse og filosofiske livssyn, som er herskende i den kinesiske verden.  

Reichelt begyndte derfor at besøge klostrene, lytte til de buddhistiske munke og taoistiske præster, og fik på sigt et dybt åndeligt og filosofisk kendskab til dem og venskab med dem. 

Mødet med buddhismen og kinesisk filosofi ændrede Reichelt. Han fik en særpræget position mellem øst og vest og blev en central formidler af religion og kultur – begge veje. 

Reichelt kom fra et Norge, der var præget af kirkestridigheder og uforsonlige skel mellem liberale og konservative. Hans arbejde blev mødt med både begejstring og modstand.  

I Norge blev han hårdt angrebet i konservative kredse med beskyldninger om religionsblanderi på grund af hans dialogiske tilgang til mødet med Kinas religioner, og til sidst måtte han forlade Det Norske Misjonsselskap. 

Efter bruddet blev hans ”Nordiske kristne Buddhistmisjon” etableret som den selvstændige  organisation, vi i dag kender som Areopagos. For på trods af modstanden til hans kontroversielle tilgang for sin tid, er han i dag et forbillede for mange. 

Så hvad kan vi lære af Reichelts møde med buddhisterne i dag?  

Det har vi spurgt Lars Mollerup-Degn, Seniorrådgiver/Chief of Tao Fong Shan-relations hos Areopagos om.  

  1. Man behøver ikke at opgive sit ståsted, selvom man flytter sig 

”Reichelt var undervejs og udviklede sig gennem hele sit liv. Men han gav aldrig afkald på sit udgangspunkt, der forblev klart funderet i en kristen missional tænkning. Fordi hans fundament var tydeligt for ham, var det ikke skræmmende for ham at gå ind nye i relationer og tilegne sig nye måder at tænke på og praktisere sin tro på.” 

”Reichelt var ikke bange for at lade sig inspirere af mødet med andre religiøse traditioner end sin egne kristne praksis og forståelse af verden.” 

  1. Relationer er vigtigere end argumentationer 

”I formidling af evangeliet – kristendommens budskab om Jesus – er det vigtigt, at man ikke bare siger de rigtige ord, der ofte vil blive forstået anderledes i en anden kontekst. Det er mindst lige så vigtigt, hvordan man præsenterer de gode nyheder om Jesus. For Reichelt var det vigtigere at vinde en relation end en diskussion.” 

”Hvis man analyserer Reichelt, er der ting, som ikke nødvendigvis hænger sammen teologisk og dogmatisk. Men det gjorde det alligevel for Reichelt. Det hang sammen med hans person og de kontekster og relationer, han stod i. Det kontekstuelle og det relationelle var det vigtigste for Reichelt, og det tror jeg, at vi kan lære af i dag, når vi indgår i en dialog med mennesker.” 

  1. Kristendommen er inkarnatorisk 

 ”Kristendommen hører altid til i en bestemt tid og i en bestemt kultur. Da Gud blev menneske (blev inkarneret – gjort til noget kødeligt), var det i en jødisk sammenhæng i år nul. Det var i en særlig politisk og kulturel kontekst. I den sammenhæng viste Jesus, hvem Gud er, og hvem mennesket er i forhold til Gud.” 

”Hvis vi prøver at omplante noget for to tusinde år siden ind i en dansk sammenhæng i dag, bliver det skævt, hvis ikke vi samtidig foretager en oversættelse i ordets bredeste betydning. Vi misser essensen, fordi evangeliet er altid kontekstuelt. Det er det, der ligger i inkarnationen. Det skal omformes til noget, der kan forstås.” 

”Det er noget af det, der kendetegner kristendommen. Den skal inkarneres – omformes – i en kultur og i en kontekst. Det skaber en masse dilemmaer, man må leve med. Men det skaber også nogle muligheder.” 

Hvordan ville Reichelts kontekstualisering af evangeliet se ud i det danske samfund i dag, hvor mange er medlem af kirken, men hvor der måske er få, der praktiserer troen til daglig? 

”Reichelts fokus var på de åndeligt søgende – dem, der aktivt søgte religiøse erfaringer og svar på livets største spørgsmål. Måske er der mange i Danmark, der er religiøst praktiserende rundt om kirken, men som aldrig får tanken, at der er noget spirituelt liv at finde i vores egen kristne tradition? Meget af det vi gør i Areopagos er et forsøg på at komme denne søgen og nysgerrighed i møde på en tidssvarende og relevant måde. Vi forsøger at eksperimentere med kristne trospraksisser og lade os inspirere af andre traditioner, når vi arbejder med for eksempel meditation, Bøn i Bevægelse, Christfulness, pilgrimsvandringer og Skovkirke.”  

”Vi forsøger at møde nogle af de tendenser, der er i nutidens religiøse søgning. Der er eksempelvis meget kropsbevidsthed, som kan blive en usund materialistisk dyrkelse af kroppen, men som også kan vendes til noget konstruktivt. Her forsøger vi at introducere en Kristuscentreret spiritualitet ind i de tendenser. Det er en måde at være kontekstuel.” 

”Og så er der faktisk også en del af de åndeligt nysgerrige i Danmark, der efterspørger kirken. De forstår ikke, hvorfor kirken ligger der som en bastant ting i enhver landsby, men at der alligevel ingenting sker. En del mennesker oplever, at de ikke bliver mødt eller forstået, når de besøger kirken. Så sætter man sig måske på kirkebænken, fordi man godt kan lide rummet og har en stille meditation. Men man taler helst ikke om det, hvis man frygter, at de andre vil synes, at man er mærkelig 

”I Areopagos ønsker vi at være medvandrere og nysgerrige på andres erfaringer, i en erkendelse af, at vi selv er på vej og under udvikling. Ligesom Reichelt var hele livet igennem,” afslutter Lars Mollerup-Degn. 

Artiklen er også udkommet på Areopagos’ hjemmeside.

Del denne artikel: