BOGANMELDELSE // af Jonas Adelin Jørgensen |

Mogens S. Mogensen, Mission midt iblandt os. Kristen mission til, i og fra Danmark historisk og teologisk belyst, Frederiksberg: Eksistensen 2024.

Kan det nogensinde lykkes at skrive en historisk velinformeret og missionsteologisk indsigtsfuld bog om et lands og en nations møde med og videregivelse af kristendommen gennem 1.000 år? Historiker med særligt kendskab til missionshistorien Mogens Mogensen har sat sig for opgaven i sin nyeste bog om, hvordan kristen mission i samvirke med folk, politiske strømninger, økonomisk udvikling og samfundstænkning har formet og er blevet formet i Danmark.

Bogen er inddelt i seks perioder, som strækker sig fra de første møder med kristendommen i folkevandringstiden, hvor både keltiske, angelsaksiske og frankiske missionærer kom til Danmark. Den frankiske missionær, Ansgar, fik som bekendt en nøglerolle i kristningen af det danske område ikke blot gennem tale men også gennem helbredelser. Men det afgørende øjeblik var da biskop Poppo med jernbyrd på mirakuløs vis overbeviste Harald Blåtand om kristendommens sandhed. Troen på miraklerne overbeviste danskerne om kristendommens sandhed. Den frankiske mission og de benediktinske klostre var underlagt pavens styre, mens den keltiske mission udsprang fra de enkelte klostre. De keltiske munke så livets formål som en pilgrimsrejse mod himmelen.

Den anden periode beskriver effekten af missionen, hvor Danmark i de følgende århundreder blev en del af det kristne frankiske Europa. Kirken og kejsermagten fra syd var tæt allierede og vandt frem mod nord. Ved overgangen til kristendommen var kejsermagten ikke længere en trussel mod dansk suverænitet men derimod en allieret, og Haralds dåb var ikke blot til kristendommen, men også til lensherre for kejser Otto. I den første tid efter overgangen til kristendommen opbyggedes et kristent samfund med en stærk centralmagt, præget af de mange nye kirkebyggerier og klostre orkestreret fra ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen.

Det var også i denne periode at de vendiske og baltiske missionskorstog fandt sted. Cisterciensiske munke og nonner etablerede klostre i kølvandet på erobringshæren i Østersøområdet og blev på den måde et redskab for kongen. De baltiske korstogs hovedformål var omvendelse af hedninger – om nødvendigt med magt. Efter Valdemar og Absalons succesfulde korstog mod venderne på Rügen fortsatte korstogene mod finner og estere, de sidste hedninger i Østersøområdet, og paven lovede fuld aflad for deltagelse i korstogene.  

Den tredje periode begynder med reformationstiden, hvor missionsbestræbelser blomstrede i forhold til genkristningen af samfundet. Ikke blot den enkeltes omvendelse men hele samfundets omvendelse, dvs. udformingen af alle samfundets institutioner i lyset af den lutherske lære. Reformationen af kirken og dens institutioner krævede opmærksomhed, og kontakten med ikke-kristne folkeslag var begrænset for befolkningen i Danmark. Men også opløsningen af munkevæsenet udgjorde en vigtig praktisk forhindring, for hvordan skulle mission struktureres og organiseres uden et munkevæsen og med klostre som økonomisk rygrad i missionsbestræbelserne? Efter Reformationen udviklede der sig derfor en stærk bevidsthed om kaldstanken, og med den en egentlig afvisning af tværkulturel mission, hvor der ikke var noget ydre kald.

Pietismens fremkomst indvarsler den fjerde periode i missionshistorien, hvor mission fra Danmark igen kom på dagsordenen. I 1700-tallets begyndende danske kolonialisme rykkede tværkulturel mission ind i centrum af kirkens bestræbelser, både i form af den danske hallensiske statspietisme og den eksporterede pietistiske mission i de danske kolonier i Afrika, Caribien og Grønland. Missionen var ikke forankret i den lutherske fyrstekirke, men var kongens private foretagende. Fra 1714 blev den organiseret gennem det kongelige Missionskollegium, ministeriet for mission. Opgaven var både den internationale mission og vækkelsen inden for statskirken. I de nye oversøiske kolonier opstod konflikt mellem handelsinteresser og missionsarbejde, og i Tranquebar løstes udfordringen ved at handelskompagniet lovede økonomisk bistand til missionen, hvis missionen blev drevet på en måde, så den ikke skadede handlen.  

Med 1800-tallets folkelige vækkelsesbevægelser i form af gudelige forsamlinger, grundtvigianismen, Indre Mission og baptismen kom der andre missionsimpulser til Danmark. Ved overgangen til 1900-tallet voksede en stærk dansk selvbevidsthed om deltagelse i den kristne verdensmission frem med missionsselskaber såsom DMS, Santalmissionen, Sudanmissionen, Brødremenigheden, Luthersk Missionsforening og Evangelisk Luthersk Missionsforening. Denne femte periode i missionshistorien begyndte med traktatselskaberne og bibelselskabernes litteraturarbejde, udviklede sig med lægmandsarbejde nedefra, og voksede frem. Med rødder i pietistisk kristendomssyn og som en modreaktion på samtidens rationalistiske og tidlige modernistiske ideer udviklede bevægelsen sig til en missionerende lægmandsbevægelse både nationalt og tværkulturelt.

Den sjette og nuværende fase af missionshistorien befinder vi os stadig i, nemlig mission i den moderne postkoloniale verden. I denne periode har den vestlige verdens politiske dominans aftaget, men samtidigt har nye teknologiske muligheder for mission vist sig: Først radiomission i 1960’erne og siden satellit-tv-mission fra 1990’erne. I denne periode er antallet af langtidsudsendte missionærer aftaget drastisk, mens syd-syd-missionærer er tiltaget i antal, så at der i dag er flere missionærer udsendt i tværkulturel mission end nogensinde tidligere i verdenshistorien.

I Mogensens gennemgang af motiver og aktører i missionshistorien udkrystalliserer der sig en række motiver for engagement i mission på tværs af de seks perioder, der er gennemgået ovenfor. Det første og vigtigste motiv for mission er frelse, forstået som en overbevisning om nødvendigheden af omvendelse til tro for eskatologisk frelse. Men også forståelser af kald – Guds kald – og køn – andre muligheder for kvinder i mission end i det omgivende samfund – har spillet interessante roller i den danske missionshistorie. Lægfolkstradition og salmesang er to andre vigtige motiver i den danske mission, og endelig har sociale forandring og samfundsmæssig udvikling – om end med forskelligt resultat – også spillet en rolle i alle seks perioder.

Endelig udarbejder Mogensen en oversigt over de vigtigste modeller for mission gennem tiden. Historisk spænder modellerne fra de baltiske missionskorstogs tvangskristning til de mere moderne diakonale og holistiske modeller for mission. Relationsbygning og udsendelsen af missionærer er to modeller, som gennem alle perioder har været vigtige, og som nok kan give et fingerpeg om, at mission aldrig er lykkedes uden relationsbygning og uden, at missionærer har krydset geografiske og kulturelle grænser.

Bogen er sammen med få andre danske udgivelser – først og fremmest Daniel Henschens bog Da danskerne ville omvende verden fra 2019 – med til at give en historisk indføring i, hvad der har drevet kristne missionærer til, i og fra Danmark gennem tiderne. Danmark har aldrig være isoleret, heller ikke i missionshistorisk forstand, men har modtaget impulser fra Tyskland, England og de nordiske lande. Disse impulser og forståelser af mission er blevet omsat og har fået retning blandt danskere og af danskere, som så igen har båret kristen mission videre. Det i missionsteologisk forstand fortjenstfulde og specielle ved Mogensens bog er, at han kombinerer den minutiøse historiske gennemgang med en mere systematisk diskussion af missionens motiver og modeller. Det gør Mogensens bog unik, og den fortjener at blive læst netop, fordi vi har brug for at forstå, hvordan missionen er midt iblandt os – både i historisk og teologisk forstand. Mission er det, som hele tiden er på spil i mødet mellem troende mennesker, og uden en kritisk og selvkritisk refleksion over missionens former eller modeller ender vi alt for let med fordømmelse eller blåstempling af historiske epoker og os selv.