BOGANMELDELSE // Af Mogens S. Mogensen, forfatter, foredragsholder og freelance-konsulent |

Den australske religionshistoriker Aaron Ghiloni udgav i 2015 bogen World Religions and Their Missions (New York; Peter Lang), som han havde redigeret. Der er tale om en banebrydende bog, som også fortjener opmærksomhed her i Danmark.

Er alle religioner missionerende?

Komparativ teologi er ”a particular type of theological practice committed to deep interreligious learning (“comparative”) while staying rooted in a particular religious tradition”. Ghilonis bog er et eksempel på komparativ teologi, og emnet for denne bogs komparative analyse er mission. Repræsentanter for en lang række religioner redegør her for, hvordan mission er blevet forstået og praktiseret i deres religion. Men er mission ikke et kristent begreb og fænomen, som ikke har med andre religioner at gøre? Både ja og nej. Mission er et kristent begreb, men det fænomen, som mission henviser til, optræder også i andre religioner. Samtidig har kristen mission været med til at påvirke andre religioner (og deres mission) og vice versa.

I The Oxford Dictionary of World Religions defineres mission som: “The sense of obligation in all religions to share their faith and practice with others, generally by persuasion, occasionally by coercion …”. Hvad mission er, hvilken vægt mission tillægges, hvordan mission praktiseres og af hvem, varierer fra religion til religion og også inden for den enkelte religion, og mission ændrer sig over tid.

Den tyske teolog Friedrich Schleiermacher hævdede i bogen Über die Religion (1799), at det lå dybt i enhver religions karakter at vinde ikke-troende for religionen. I 1873 skrev den tyske indolog Friedrich Max Müller en bog om religion, hvor han skelnede mellem missionerende og ikke-missionerende religioner. Til den første gruppe hørte buddhismen, kristendommen og islam, mens jødedommen, brahmanismen (hinduismen) og zarathustrismen hørte til den anden kategori. Men, som det bliver tydeligt demonstreret i denne bog, så kan også såkaldte ikke-missionerende religioner have missionerende tendenser.

Et slående eksempel på det er jødedommen. I Guds løfte til Abraham lå der en tydelig mission: ”Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,2-3). Selvom man i jødedommen aldrig har følt et absolut krav om at vinde proselytter, så er der alligevel et universalistisk perspektiv, som det understreges i Es 49,6: ”Derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ender.” I det hele taget, så må troen på, at en religion er en universel sandhed, føre til, at denne sandhed må deles med andre.

I denne bog gennemgås missionsforståelse og praksis i ateismen (!), bahai-religionen, buddhismen, kristendommen, hinduismen, islam og mormonismen. I det følgende vil jeg præsentere missionsforståelserne i islam, hinduisme, buddhisme og kristendom, og til sidst vil jeg give mit ud på, hvordan komparativ teologi kan lære os noget om mission.

Mission i islam

“Islam is a missionary religion in the sense that it actively seeks converts and has the history and propensity for diffusion across a diversity of geographies and cultures.” Sådan indleder den islamiske teolog fra Australien Mehmet Ozalp sit kapitel om islam. Ordet for mission er da’wah.

Da’wah, der betyder at kalde, invitere til en fest og propagere, optræder i seks vers i Koranen, og der er 205 ord afledt af da’wah i Koranen. I sammenhængene betyder da’wah at kalde til ”islam”, ”tro på Gud”, ”Guds vej”, ”Guds bog”, ”sandhed”, ”frelse”, ”kilden til (åndeligt) liv” og ”fred”.
Ozalp konkluderer: ”With all meanings considered, da’wah is the act of propagating Islam, inviting people to Islamic faith and exhorting the application of Islam’s key principles in their lives.”
Et relateret begreb, amr bi’l-ma’ruf nahy ‘ani’l-munkar, der betyder at kalde til det gode og aktivt promoveret det rette og forbyde og forsøge at forhindre det onde. Men mens da’wah retter sig mod ikke-muslimer, så retter dette begreb sig mod muslimer, som en slags vækkelse til sandt islamisk liv af muslimer. Lidt kækt kunne man måske tale om hhv. ydre og indre mission.

Da’wah omfatter tre funktioner.

(1) Tabligh – dvs. at overbringe islams budskab og lære til andre mennesker. Da islams budskab primært er nedfældet i Koranen, kommer Koranen til at spille en vigtig rolle i tabligh. Da der ifølge Koranen ingen tvang er i religionen (2,256), så må budskabet ikke påtvinges folk, men må ske med overtalelse og visdom. ”Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Og du skal strides med dem på en endnu smukkere måde!” (16,125).

(2) Tamthil – dvs., at legemliggøre og repræsentere islams lære, praksisser og moralske idealer. Mange steder advarer Koranen mod hykleri, som fx i 2,44: ”Befaler I, når I læser op af Skriften, andre at være fromme, men glemmer jer selv? Vil I ikke komme til fornuft?” Tamthil er så vigtig at tabligh (altså forkyndelsen) i princippet kan ske alene gennem tamthil. Men selv om en muslim ikke er perfekt i sin adfærd, så skal han eller hun alligevel fortsætte sin tabligh-aktivitet.

(3) Taklif – dvs. at tilbyde en person at overveje at modtage islam. Når en ikke-muslim har hørt islams budskab, så manifesterer taklif sig som denne persons ansvarlighed over for Gud for at modtage det. Når Muhammed, hvis tamthil var fuldkommen, havde reciteret en passage fra Koranen, ville han typisk afslutte diskussionen med taklif, altså en appel til tilhørerne om at tage imod budskabet og blive muslimer. Men Muhammed ville altid overlade den endelige beslutning til tilhørernes frie valg.

Der er ikke tradition for i islam at have en særlig klasse af fuldtids missionærer (da’i), men alle muslimer forventes at praktisere da’wah i omgangen med ikke-muslimer i deres hverdagsliv, altså er enhver muslim i princippet en da’i. I moderne tid har der dog været organisationer, som har fungeret som en slags missionsselskaber, der fokuserede på ikke-muslimer (da’wah), samtidig med at de var en slags vækkelsesbevægelser, der fokuserede på muslimer (amr bi’l -ma’ruf …). Et eksempel på det er Tablighi Jama’at, der blev grundlagt på det indiske subkontinent i 1927.

Det hører også med til historien om komparativ teologi, at der på initiativ af World Council of Churches’ Commission on World Mission and Evangelism og International Review of Mission 1976 blev afholdt en femdages konsultation med temaet ”Christian Mission and Islamic Da’wah”. Indbyderne var David Kerr fra Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations i Birmingham (Selly Oak) og Khurshid Ahmad fra Islamic Foundation in Leicester. Det var, som en af indbyderne udtalte, første gang, kristne og muslimer mødtes på internationalt niveau for at drøfte et så vitalt emne, som var af afgørende betydning for begge religioners integritet.

Mission i buddhismen

Da buddhismen har et budskab, der har universel betydning for menneskeheden, må det naturligvis deles. Læren (dharma), hvis hovedelementer handler om middelvejen, de fire ædle sandheder og den ædle ottefoldige vej, er en viden om vejen til at befri sig selv både fra lidelse forårsaget af uvidenhed og fra den endeløse cyklus af genfødsler i samsara.

I buddhistiske traditioner er der en forståelse af, at buddhister har en pligt til at videregive dharma, en forståelse, som er forankret i beretningen om Buddhas liv. Således var de sidste 50 år af Buddhas liv efter hans oplysning og første prædikenen præget af hans fortsatte bestræbelse på at lære andre om den ædle ottefoldige vej til befrielse fra lidelse.

Forståelsen af buddhistisk mission som videregivelse af dharma er endvidere funderet i Buddhas egen instruktion, som er gengivet i Sutta Nkaya i Pali kanonen, og som også er blevet kaldt for buddhismens missionsbefaling:

                      I allow you, monks, to wander abroad for the good of many, for the welfare and
                      happiness of devas and humans. So not go two together, monks, but teach the
                      Dhamma that is lovely in its beginning, lovely in its middle, and lovely in its ending,
                      both in the letter and in the spirit, and display the holy life fully complete and perfect.
                      There a beings with little dust on their eyes who are perishing through not hearing
                      Dhamma: they will become knowers of Dhamma.

Missionsbefalingen indebærer altså både at de skal videregive dharma og eksemplificere sila, dvs. etisk tanke og adfærd. Buddhistisk mission indebærer en opfordring til tilhørerne om at tage deres tilflugt til Buddha, til dharma og til sangha (munkefællesskabet).

Buddhistisk mission har traditionelt vist tolerance over for andre religiøse traditioner og trosformer og har ikke søgt at erstatte dem fuldstændig, men at adoptere dem og inkorporere dem i buddhismens religiøse rammer: ”… Buddhism has survived the centuries by its capacity to align its teachings with those of other religious traditions and belief systems …”.

Mission i hinduismen

Hinduisme er ikke én religion, men et meget komplekst netværk af religiøse traditioner, som har udviklet sig i nær forbindelse med hinanden gennem mere end 5.000 år. Der er to hovedretninger inden for hinduismen. Den første retning, hvortil Sankaras skole hører, repræsenterer et monistisk syn på det guddommelige og selvet som en uendelig enhed kaldet brahman. Den anden retning, hvortil bhakti-religionen hører, orienter sig i retning af teisme og personalisme og taler om en ontologisk distinktion mellem Gud og selvet. Disse to hinduistiske retning anviser hver deres vej til udfrielse af de evige genfødsler, nemlig gennem hhv. erkendelse (jnana) og hengivenhed (bhakti).

I begge traditioner er der både missionariske og ikke-missionariske elementer. De første spor af missionarisk sprog finder vi i tekster, der går helt tilbage til den vediske periode (ca. 1500 f.Kr.), hvor der tales om at ”gøre hele verden arisk”. Mens der i hinduismens ældste periode ikke var mange eksempler på mission, så er der ingen tvivl om, at det bl.a. skyldes påvirkningen fra islam og måske især kristendommen, at hinduismen i de senere år er blevet mere missionerende.

I bhakti-traditionerne forstås mission som udryddelsen af den individuelle uvidenhed (avidya), verdens og det guddommeliges natur og opnåelsen af åndelig oplysning. Frelsen (moksha) opnås gennem hengivelse (bhakti) til ens udvalgte personlige guddom (istadevata). Gennem hengivelsen får selvet lov til at deltage i det guddommelige liv. Mission forstås som en medlidenhedshandling, der fører til oplysning, befrielse og adgang til den guddommelige kærligheds verden.

Swami Vivekananda, der hørte til Sankara-skolen, var en af de mest kendte og indflydelsesrige hindu-missionærer, der også havde blik for behovet for mission i Vesten. I en tale i Chicago i 1893 til ”World Parliament of Religions” præsenterede han Advaita Vedanta som kernen i hinduismen, samtidig med, at han hævdede, at ikke-dualisme repræsenterede den evige sandhed, som lå under alle religiøse traditioner og kulturer:

Perfection is absolute, and the absolute cannot be two or three. It cannot have any
qualities. It cannot be individual. And so when a soul becomes perfect and absolute, it
must become one with Brahman and it would only realise the Lord as perfection, the reality, of its own nature and existence, the existence absolute, knowledge absolute, and bliss absolute.

I en tale i Madras (i dag Chennai) i 1897 udtalte han bl.a.:

                      The whole of the Western world is on a volcano which may burst tomorrow. … They
                      have searched every corner of the world and have found no respite. They have drunk
                      deep of the cup of pleasure and found it vanity. Now is the time to work so that
                      India’s spiritual ideas may penetrate deep into the West. Therefore young men of
                      Madras, I specially ask you to remember this. We must go out, we must conquer the
                      world through our spirituality and philosophy. There is no other alternative, we must
                      do it or die. The only condition of national life, of awakened and vigorous national life 
                      is the conquest of the world by Indian thought.

Vivekanandas missionsforståelse indebar et engagement i samfundet, praktisk handling og humanitært arbejde.

I dag er der en række hindu-missionsinstitutioner, der også er aktive i vesten. Det gælder bl.a. ISCON (Hare Krishna), Vedanta Society, Trancendental Meditation, Brahma Kumaris og Arjah Samaj.

Mission i kristendommen

Efter at have lyttet til andre religioners forståelse af mission er det interessant at se, hvordan en kristen teolog – her den australske protestant Wendy Sargeant fra Uniting Church of Australia – præsenterer en kristen missionsforståelse.

Kirkens mission udspringer af Missio Dei, Guds mission. Missio Dei reflekterer Guds trinitariske natur:

                      God’s movement in sending the Son into the world with the empowerment of the Holy
                      Spirit reveals God’s ‘stepping out of Godself and turning to those outside… The
                      missio Dei establishes a basis for the mission of the Church on earth: the mission of
                      the church is expressed solely in terms of the relationship between the ministry of
                      Jesus, the sending of the Spirit and the role of the Church as an instrument through
                      which Christ may work and bear witness to himself (Joh 20,21).

Denne missionsforståelse udfoldes i seks missionspraksisser:

• Gudstjeneste (Worship)
• Vidnesbyrd
• Tjeneste, diakoni
• Fællesskab (Communion)
• Forkyndelse
• Undervisning

Der er ikke tale om adskilte handlinger, for missionen integrerer alle disse praksisser som en respons på Guds handling i Jesus Kristus, og mission kan ikke reduceres til nogen enkelt af disse praksisser. Hver af disse praksisser er inderligt forbundet med kirkens liv.

Efter at have gennemgået, hvordan kirkens mission på godt og ondt er blevet praktiseret igennem kirkehistorien, peger forfatteren på en række påtrængende problemstillinger i det 21. århundrede, som kristen mission i dag må adressere:

• Retfærdighed, fred og skaberværkets integritet
• Dialog
• Inkulturering
• Globalisering og migration
• Kvinder i mission

Mission og komparativ teologi

Francis X. Clooney, der er en af de fremmeste eksperter i komparativ teologi, sporer denne disciplins rødder tilbage til kristne missionærer som fx Francis Xavier, som han er opkaldt efter. Xavier, der var jesuitisk missionær Indien i midten af 1500-tallet, kom tæt på hinduernes liv. Hans mål var, at inderne blev omvendt til kristendommen, men denne omvendelsesintention blev ledsaget af en seriøs bestræbelse på interreligiøs læring.

Clooney forklarer, at målet for komparativ teologi er at lære af interreligiøse ligheder uden at ignorere forskellene. Det drejer sig om at finde et sprog, der kan bruges til den opgave at dele og sammenligne sandheder uden at fremsætte en meta-religiøs position, som ingen religion har. Sammenligning indebærer imidlertid ikke enighed, men kan tværtimod i nogle tilfælde føre frem til erkendelsen af uoverstigelige forskelle.

På basis af sin sammenligning af missionsforståelsen og missionspraksissen i en lang række religioner når Aaron J. Ghiloni frem til fire brede karakteristika, som ligger i begrebet mission: (1) pligt, (2) bevægelse, (3) kommunikation af sandhed og (4) fællesskab. Disse fire karakteristika svarer på fire grundlæggende spørgsmål ang. mission:

• HVEM er missionærer? Mennesker, der er bundet af deres pligt.
• HVORDAN optræder mission? Som en grænseoverskridende bevægelse.
• HVORFOR udføres mission? På grund af mandatet til at forkynde sandhed.
• HVOR forekommer mission? I og gennem tilpasningsdygtige fællesskaber.

Mission som pligt møder vi ikke blot i missionsbefalingen i kristendommen, men også i alle de andre religioner. Joseph Smith, der grundlagde mormonismen, sagde fx: ”After all that has been said, the greatest and most important duty is to preach the Gospel.” I Koranen siger Noah, at han blot opfylder sin Herres missions pligter. Missionærer taler ikke om mission som deres eget valg, men som en forpligtelse – at respondere på en ”guddommelig mission.”

Mission som bevægelse ses ikke blot i kristendommens prototypiske apostel, Paulus, der skriver om sit virke som mission: ”Ofte på rejse, i fare på floder, … Jeg har arbejdet og slidt.” (2 Kor 11,26). Mange lignende eksempler findes i andre religioner. Bevægelsen udspringer af, at missionærer ’sendes’. Der er tale om en bevægelse fra det partikulære til det universelle, fra det der ER til det, der ENDNU IKKE er; en bevægelse, der aldrig afsluttes, og derfor kan man aldrig tale om ”mission completed”. Hvordan bevægelsen sker, kan være forskelligt. Nogle ’missionsrejser’ kan være valgt intentionelt, mens andre sker som et resultat af migration, forfølgelse, søgen efter arbejde eller noget helt fjerde. Missionærernes centrifugale bevægelse fører til forsøgene på at etablere forbindelse med de lokale befolkninger og indebærer undertiden tilpasninger af de religiøse traditioner, eller oversættelse af de religiøse traditioner. Paul Tillich har sagt dette om grænseoverskridelsens betydning for religioner: ”The boundary is the best place for acquiring knowledge”, og Levinas har sagt, at ”The absolutely foreign alone can instruct us.”

Mission som kommunikation af sandhed møder vi heller ikke kun i kristendommen, hvor der tales om Jesus som vejen, sandheden og livet, men også i de fleste andre religioner. Kaldet (pligten) til at bevæge sig over grænser indebærer også et kald til at tale. Engang kom en religiøs mand til Guru Arjan og bad om, at hans poesi, der priste stilheden, måtte blive inkluderet i Sikh-kanonen. Guru Arjan afviste det, fordi han ikke betragtede det som hellige mænds opgave at holde det budskab, som Gud havde pålagt dem at give til verden, skjult. Hævdelsen af at tale sandheden kan imidlertid ske på en aggressiv og overlegen måde, men den fare må, ifølge ærkebiskop Rowan Williams, ikke føre til, at man opgiver at tale om sandhed i mission.

We can’t not register that the reason we’re talking to each other at all is that we have convictions about how things actually are; and if we have convictions about this we naturally assume that alle human beings will somehow have to come to terms with the same reality sooner or later. In a way, even the Hindus has this conviction – a sometimes passionate belief that the truth of the universe is irreducibly plural at the level of appearance and inexpressibly one in its depths, and that the two orders cannot be confused or assimilated.

I dialogen om mission mellem muslimer og kristne i 1976 udtalte Khurshid Ahmad med stor oprigtighed: ”In the deepest recesses of my heart I want every human being to be a Muslim”. For muslimer tror i sandhed, at islam er den lige vej, der kan føre mennesker fra mørke til lys. ”Da’wah presumes al-Haqq [sandheden]”.

Udfordringen i et komparativt studie af mission er således at finde en vej til at afvise vold forårsaget af proselytisering uden at skabe en ny slags vold – eller overgreb – ved at bringe de forskellige religioners verdensbilleder til tavshed, selv om deres verdensbilleder indebærer et kald til omvendelsen.

Mission som fællesskab hænger sammen med, at budskabet om sandhed kun kan videregives fra den ene til den anden, hvis der er en fælles menneskelighed, der binder os sammen. En tro på, at alle mennesker i sidste ende har den samme værdighed, de samme muligheder. Kommunikationen af sandhed kan være krigerisk, men behøver ikke at være det. Den kan også være gavmild og storsindet og bunde i en forståelse af, at det gode for en del af verdens familier hænger sammen med det gode for alle andre. Khurshid Ahmad sagde således:

                      I want every human being to be a Muslim. But I firmly believe that, if that is not
                      possible, clearly this world would be a much better place to live in if Muslims become
                      better Muslims, Christians become better Christians, and Jews become better Jews –
                      everyone going back to their religious traditions and meeting each other with greater
                      reliance on their own spiritual resources.

Ved at lytte til andre religioners missionsforståelse og praksis bliver der således kastet lys over missionsforståelse(r) og praksis(ser) i ens egen religion, både når man støder på ligheder og forskelle. Praktiseringen af komparativ teologi indebærer både muligheden for at aflægge vidnesbyrd om sin egen tro (og lytte til andres vidnesbyrd) og for en gensidig berigelse.