I ’Menighedsplejen i Danmark’ møder vi ofte præster og menighedsråd, der gerne vil engagere de unge i menighedslivet. Mange af dem ønsker brændende at få unge til at blive en del af sognelivet samtidig med, at sognelokaler og gudstjenesteform ikke er indrettet til de unge. Så på den ene side vil man gerne invitere de unge ind, men man vil samtidig ikke ændre på det man gør.
Mette Møbjerg Madsen, Menighedsplejen i Danmark
I ’Menighedsplejen i Danmark’ har vi vendt det lidt på hovedet, så vi i stedet for at invitere de unge ind i kirken, går ud og møder de unge, der hvor de er. Derfor har vi for eksempel engageret os i ’Kirke Care’, hvor frivillige fra menigheden går på gaden for at møde de unge fredag og lørdag aften/nat. Ligesom vi i vores sommerferie projekt – Folkekirkens Feriehjælp – har lavet en særlig indsats for de unge på ferien, så vi tilpasser os deres behov. Disse aktiviteter har vi sidenhen udviklet ved at lave weekendophold for de unge, der har deltaget på sommerferierne, så de kan møde hinanden på tværs af landet. Vi har givet disse weekender navnet ’Åndehuller’, fordi formålet netop er at give de unge nye netværk, hvor de kan afprøve nye kompetencer og sociale relationer i et trygt fællesskab.
For en ting er vi helt sikre på, og det er, at de unge har brug for åndelige fællesskaber. Allerede i 2017 skrev Kristeligt Dagblad i artiklen: ”Forskere: Unge i dag har det faktisk hårdere” følgende: ”Antallet af selvmord er faldet, men ellers er det de seneste 20 år gået den forkerte vej i forhold til omfanget af blandt andet stress, ensomhed, depression og almindelig livstilfredshed”. I 2021 skrev Børne- og ungeforsker ved Aarhus Universitet Helle Rabøl Hansen, der har arbejdet på et forskningsprojekt om unges liv i en Coronatid: »Jeg har fulgt ensomhed i nogle år. Og jeg har aldrig mødt så mange unge, der har reflekteret så direkte over ensomhed, som under anden Coronabølge, siger hun til nyhedsbureauet Ritzau. Forskningsprojektet fra Aarhus universitet vækker også bekymring hos Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl. »Det, som bekymrer mig mest, er stigninger omkring selvmord og selvskade, samt hvor hårdt ramt af ensomhed børnene er ved de sidste nedlukninger,« siger han til Ritzau. De unges mentale trivsel er i de sidste fem år kun blevet dårligere. Bekymring og ensomhed fylder meget, samtidig med at sociale fællesskaber fylder mindre. Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier fortæller, at unge mennesker tidligere kendte forældrene til deres venner, hvor de i dag kun kender forældrene til vennerne via Instagram eller Facebook. Antallet af voksne, som de unge kan knytte sig til, er drastisk faldende, og de unge har brug for voksne, som de kan spejle sig i. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at kirken bidrager til at skabe møder og fællesskaber mellem unge og voksne, som det for eksempel sker på ferier og de weekender. Vi har afholdt weekender for unge i 2020 og 2021, hvor de unge kommer på weekend uden deres forældre, og det har betydet utrolig meget.
”Pigerne fik meget ud af at komme væk hjemmefra, og det var godt for dem at være sammen med en anden opmærksom voksen. (Frivillig 1)”
Vi oplever, at de unge, der er med på ferie en gang imellem, holder sig tilbage fra at deltage i aktiviteterne, fordi de var vant til ikke at passe ind i gruppen og bange for at lide endnu et nederlag. Her taler vi om unge i alderen 14 til 17 år, der allerede i den alder har oplevet så mange nederlag, så de ikke tør kaste sig ud i nye ting. For dem kan kirkens trygge fællesskab være en god øvebane, hvor de på ny kan prøve sig selv af på nye måder uden at lide nederlag.
”Jeg kom med tre unge, hvor der lige så godt kunne stå ”jeg er en taber” på panden. De er for tykke, de kan næsten ingenting fysisk og i løbet af ingen tid så mister de koncentrationen, og de var bare på. De andre unge så dem bare, som de mennesker de er og var totalt inkluderende. Alle mulige andre de ville tænke, ”Ej se lige dem der, de går på specialskole”, men der var bare god stemning og alt det var slet ikke eksisterende. Og det var jeg rørt over. (Frivillig weekend 2)”
På en af vores weekendture med unge i projektet ’Åndehuller’ lavede vi en øvelse med de unge, hvor de skulle prøve at skrive en jobansøgning til et fiktivt hverdagsjob. Her var der nogen af de unge, der ikke viste, hvad de skulle skrive, for de synes ikke, at de var gode til noget. Derfor blev, der etableret en leg, hvor alle gik rundt med post-it-seddeller på ryggen, og så kunne andre skrive på, hvad de synes personen var god til. De unge gik rigtig meget op i det, og alle fik noget skrevet på ryggen til stor begejstring for modtagerne. En af de unge blev helt rørt over, at nogen synes at han var god til at gøre aftnerne hyggelige. Det lyder måske som små ting, men det er sådan noget, som er vigtigt for unge, der føler sig udenfor i hverdagen. Her er det vigtigt, at de oplever, at de kan noget, og at de allerede er elsket, så de kan elske sig selv og tro på, at deres talenter også kan bruges. Kirken har en enestående mulighed for at bidrage til at give de unge et åndehul i hverdagen, som et sted, hvor de kan opleve at være elsket som de er, og at de er en del af Guds skaberværk uden at de skal tilpasse sig de voksnes kultur. Det vigtige er, at vi møder de unge, der hvor de er, og ikke forsøger at mase dem ind i kirkens snævre rammer. Som Søren Kierkegaard siger:
”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynder der ”.
Kierkegaard, Søren: Synspunkt for min forfatter-virksomhed”. C. A. Reitzel 1859 s. 96.
