BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |
Peter Halldorf, Guds Israel? I profeternas spår genom omstritt land, Stockholm: Libris, 2024;
Oversættelser fra svensk er anmelderens.
Peter Halldorf mødte de smerter, sår og følelser, der er forbundet med palæstinensernes situation, da han i årene fra 2012-2017 studerede profeten Jeremias. Studiet end med bogen Alla himlens fåglar har flytt (2017). Men de sår og følelser Halldorf mødte, betændte af tid og indelukning, fik forfærdelige udtryk den 7. oktober 2023, da Hamas udførte et terrorangreb på Israel. Halldorfs nye bog Guds Israel? handler om de besøg, og de mennesker han mødte, da han forberedte Jeremias-bogen, og derfor genlyder bogen både af samtaler, af Jeremias-læsning, samtidig med at teksten er aktualiseret og inddrager terrorangrebet den 7. oktober, og den efterfølgende krig i Gaza, med det ufatteligt store antal civile ofre.
Peter Halldorf er præst med rødder i pinsebevægelsen i Sverige. Siden begyndelsen af årtusindskiftet har han været tilknyttet en økumenisk kommunitet, der er vokset frem omkring Nya Slottet i Bjärka-Säby, lidt syd for Linnköping. Samtidig er han en aktiv foredragsholder, har forfattet mere end 30 bøger, og blev i 2021 æresdoktor i teologi ved Lunds Universitet.
Halldorf er i bogen Guds Israel? optaget af relationen mellem tre aspekter af Israel: det bibelske Israel, det moderne Israel og det ”Guds Israel”, som Paulus taler om i brevet til Efeserne. Halldorf er ikke engageret på nogen sider af konflikten i dag, og er ikke interesseret i at tage parti. Men det han er optaget af, er om der er en kristen, teologisk vinkel, der kan favne de tre udtryk for Israel (det bibelske, staten og ”Guds Israel”): ”Hvordan ser en troværdig kristen teologi om Israel ud? Og hvad betyder Guds Israel efter Kristus?” (PH: 43). Spørgsmålet, der klinger prøvende igennem bogen, er om der kan drages paralleller fra Jeremias til i dag? Har Jeremias kritik af datidens ledere, som afviste sårede, skrøbelige og marginaliserede, og endda legitimerede det i religionens navn, en parallel i hvordan mennesker i Palæstina afvises og undertrykkes i religionens navn?
Elegant, til tider snørklet og ikke helt enkelt, gennemspiller Halldorf problemstillingen på flere måder i den form, der i jødisk tradition kaldes midrash. En midrash: ”er en litterær form hvor forskellige røster og tekster fører en åben, fordomsfri samtale” (PH: 7). Det indebærer, at der ikke er en systematisk fremstilling, men derimod et narrativ, der ved at vende en sag i flere omgange og fra flere perspektiver opnår at beskrive en kompleks situation og inviterer læseren til selv at gøre sig overvejelser. Igennem de mange beskrivelser af møder med steder og mennesker gennemspiller Halldorf mange temaer, hvor jeg her blot skal henlede opmærksomheden på forestillingen om udvælgelse, og den associerede tanke om en pagt, og på det penible spørgsmål om bosættelser.
Spørgsmål om Guds udvalgte folk ”med et unikt kald til at vidne om Guds retfærdighed og visdom” (PH: 44) veksler med nærmest klagende (for ikke at sige profetisk) beskrivelse af situationen på profeten Jeremias tid, hvor ”verden er Guds sår” (PH: 59). For Jeremias fremstår Guds karakter udtrykt i tre ord: hesed, mispat og sedaga, dvs. ømhed, retfærdighed og retfærd. Det gudsbillede indebærer, at Gud aldrig tilfredsstilles af nok så mange fromhedsøvelser og gudstjenester, hvis det sker samtidig med at ”menneskelig værdighed og værn om de svageste tilsidesættes” (PH: 62), som Jeremias gør det klart for datidens ledere. Udvælgelse handler i det perspektiv ikke om en magtdemonstration, men om at Gud kalder et folk til at være ”mønster for et samfund og en kultur” (PH: 56). Det er det, det bibelske Israel er kaldet til. Den pagt mellem Gud og Israel, der italesættes i Bibelen, er netop det Jesus fornyer ved at tale om, at Torah’en, Loven, kan blive internaliseret – ”skrevet i hjerterne”.
Halldorf bekræfter, at ”det jødiske folks ret til et land, hvor man kan udleve en kaldelse om at være Guds folk må være en indlysende del af en kristen teologi om Israel” (PH: 106). Men, det nagende spørgsmål er, hvordan den indlysende ret ”hænger sammen med palæstinensernes længsel efter at blive set, anerkendt og eje et hjem” (PH: 112). Som læsere af Peter Halldorf ved, så formår han mange gange at sammensætte fyndige sætninger. Således også her, hvor han f.eks. siger, at ”hellighed er vanen at holde ud med den andens andethed” (PH: 115), og understreger, at der påhviler den israelske regering et moralsk ansvar for ikke at dehumanisere palæstinenserne, så ”hjerterne stivner i bitterhed og blikket bliver mørkt af had” (PH: 114).
Halldorf er centralt placeret i den moderne pilgrims- og retrætebevægelse i Norden og ved derfor fra første hånd, at der er et spektrum af kristen teologi om Israel, der spænder fra ubetinget støtte til Israel (mere eller mindre tydeligt relateret til en to-pagts teologi) til en erstatningsteologi, hvor ”jødedom nærmest er at sammenligne med en religiøs fossil,” en tanke Halldorf afviser (PH: 42). Flere steder skinner det igennem, at Halldorf forestiller sig, at bogen taler til den konservative eller evangelikale del af kirken, der i udgangspunktet støtter staten Israel, inklusivt ekspansionen i de besatte områder, der ofte kaldes Judæa og Samaria.
Halldorfs ærinde er at nuancere forestillingerne, lade Palæstinenserne træde frem som mennesker (og som kristne), og give rum til en profetisk stemme mod nutidens magtmisbrug i staten Israel. Det kan ikke ske uden, at tekster i den jødiske Bibel om Israel afkobles fra legitimering af den nutidige stat Israel. At Halldorf ikke er blind for profetiske teksters relevans i dag er tydeligt, når han spørger om Jeremias kritik af datidens ledere klinger igen i kritik af jødiske og kristne ledere legitimering af overgreb på naboer. Men han er samtidig optaget af, at hverken kritik eller legitimering kan overføres uden at der bliver gået en omvej over en refleksion. Er det muligt, spørger Halldorf endelig, ”at holde fast ved en forståelse af Israel som Guds folk, og samtidig lave om på de dybe lag af forståelse, som har gjort os – og gør os – blinde for okkupationen?” (PH: 125). Heller ikke her er der et enkelt svar. Men for os, der med Halldorf står udenfor og længes efter en kristen teologi, der favner såvel Israels og dets naboers ret til eksistens, og som knap nok ved, hvor vi skal se hen, er der alligevel en vej. En vej i ”bøn … som en akt, der skærper blikket” (PH: 132). Ikke bare til at kunne se, hvad der sker, eller hvad vi skal gøre. Det er mere et blik for, hvem vi vil være som mennesker, og en opmærksomhed om, hvor Gud er på færde.
