BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |
Christian Munch-Hansen, Lyden Af Solen, Essays om musik og tro, København: Multivers 2024.
Christian Munch-Hansen har skrevet en smuk lille bog om musik og tro. Bogen består af 14 essays, indrammet af en prolog og en epilog. Ambitionen er ifølge forfatteren at undersøge musikkens vinkel på “kristendommen med dens mysterier og eksistentielle temaer”. Med det afsæt tages læseren i hånden til en introduktion til nogle kendte og andre meget lidt kendte musikere og musikstykker (for denne anmelder i det mindste), for at lære – og lytte – til tekster og musik, og hvad de siger om emner som økologisk baseret spiritualitet, om verdens lys i “Ordet,” om tro, om inspiration, om skønhed, om tab og sorg, om kærlighedens kilder, om sammenhæng mellem Guds tanker og menneskets følelser, om dem der er skrøbelige (og især børnene), og om døden. Igennem denne perlerække af emner genlyder toner om tro og evighed som et tema, der igennem sin gentagelse får os til at undre over, om der er en særlig affinitet mellem de mysterier, forfatteren er optaget af, og evigheden!? Tro og evighed spiller som sagt en rolle, men det gør naturen også. Måske er det et udtryk for, at økoteologi har brug for andre udtryksmidler end deklarationer og akademiske udgivelser, dogmatiske såvel som liturgiske? For uden en popularisering af udtryk og virkemidler, er det svært at vække genklang for de nødvendige tilpasninger af handlinger og holdninger.
Solens sang er en spændende bog, båret af et sprogligt overskud hos Christian Munch-Hansen, som giver en både personlig, kreativ og fagligt kompetent intro til hvordan musikere arbejder med det uudsigelige, med sorg, tab, død og mening, blandet sammen med de religiøse markører allerede nævnt. Her er Bach, Beach Boys og Bono, sammen med Ars Nova, Arvo Pärt og Coltrane og mange, mange flere, klassiske, jazz- og pop musikere, såvel som musikere, der blander genrer. Som sådan indeholder bogen en række muligheder. Den er i første række en mulighed for at få en personlig indføring i feltet musik og tro. I anden række indeholder bogen en række spændende essays, der engageret og elegant beskriver hvordan teologiske emner gennemspilles i forskellige musikgenrer, som kobles op med introduktion til de forskellige musikere. Men der er også et tredje lag af betydning, som knytter til ved en gennemgående gudsforståelse, der især kommer til udtryk i økoteologi, eller mere præcist det, der er kaldt et sakramentalt eller inkarnatorisk perspektiv på verden, som hviler på den indsigt, at Gud er alt i alle.
Bogen føjer sig ind i en større sammenhæng, eller rettere en sammenhæng som begynder at vise sig. Tilbage i 2016 formulerede Amitav Ghosh et behov for at finde sprog til at gennemtænke de store udfordringer omkring klimaforandringer, (The great derangement. Climate change and the unthinkeable, University of Chicago Press, 2016). Skal vi følge en EU-rapport fra 2023 handler sådan et behov for et nyt sprog både om at udvikle økonomiske og politiske styrings-mekanismer, der kan gå hinsides vækst-paradigmet, men også om at levere et nyt set indikatorer for socialt liv, som kan supplere den økonomiske indikator, BNP, som er et altoverskyggende mål, når det handler om udvikling af vores samfund (European Parliamentary Research Service (EPRS), Beyond Growth. Pathways towards sustainable prosperity in the EU, European Union press). Udfordringen med at finde et nyt sprog sætter Alva Dahl ord på i en kristen tradition, når hun i en lille perle af en bog skriver, at det handler om, at “vække forundring og synliggøre og ophøje alt helligt, så tilbedelsens ånd vækkes i mennesker,” (Längtans flöde, Malmö: Syster Enbär, 2019, p.145 (HSP oversættelse)).
Det er ind i denne sammenhæng, at Lyden af solen anslår flere strenge. I første række består bogen af essays, som det ellers ikke er så almindeligt at arbejde med, i hvert fald ikke i Danmark. Hos Heidegger og Derrida er det digtet, der relaterer til det uudsigelige, til væren hinsides det værende, men Ricoeur gør opmærksom på, at det narrative udtryk, essay og historieskrivning, rækker ud efter mening uden digtets og det religiøses “overbud” (cf. Derrida) af andre udtryk i en søgen efter det mere oprindelige. Essays er et legende arbejde med at finde fodfæste, hvor der ikke er noget, og beskrive en mening uden at gøre den til en trussel mod en flerhed af meninger. Det skal ikke få os til at afskrive det mystiske, for så vidt det handler om kilder til liv, moral og social kultur, alt sammen noget vi har desperat brug for. Men når det handler om at forandre holdninger og handlingsmønstre, er det ikke overbuddets famlen efter det numinøse, der motiverer til forandring. Her er der brug for innovativ relevans og tilkobling til aktuelle emner, sammen med en gæstfri åbning, eller måske snarere tilføjelse til kendte identitets-markører, sådan at “alle gode kræfter,” politiske, sociale såvel som religiøse stemmer, kan bidrage. Essayet som form bidrager til et nyt sprog, og åbner mulighed for nye indikatorer gennem en forundring over noget, vi ikke har bemærket før.
I forlængelse af de tanker bidrager Lyden af solen desuden, i anden række, med en række begreber og metaforer, der væver sig ind og ud af de forskellige essays og musikere, Christian Munch-Hansen så kreativt lytter til. Christian Munch-Hansen skriver om hvordan musikken synger om “brændende træer,” næsten som om det der jordens mund, der “råber på os,” (31). Sammen med “naturens uforklarlige skønhed” (32) skaber det håb, at der kommunikeres til os, der lever i en udfordret verden. Det er “himmerigsmundfulde… [der] kan minde os om det, vi står til at miste,” (64). Træet er også metafor for identitet og tro (46), og står som sådan, forankret eller brændende, foran en legendarisk brydekamp med associationer til Jakobs kamp ved et “vadested i nattens mulm og mørke,” (109). Over det hele spændes et solspejl, som vækker “forundring og forventning ” (91) i sådan en grad, at selv “lyden af solen” (14) kan anes, som et stille kald, der tillader “et nyfødt barn at styre rumskibet mod stjernerne,” (13) som en mild omskrivning af Peter Laugesens digt lyder.
Her er der billeder og begreber på spil, som ikke bare stammer fra en teologi “from below,” men snarere fra “from within”. En sådan teologi er ikke afsluttet, dogmatisk, men åben og kalder på flere stemmer, fra flere sider. Ikke bare fra musikkens, men også fra dramaet, litteraturens og “de skønne kunster”. Desuden er der brug for indspil fra andre kulturelle og religiøse perspektiver, fordi de åbner for perspektiver på natur og liv og evighed, som vi end ikke kan forestille os.
Det er genklangen af ukendte perspektiver, meningsgivende og -udfordrende, som vi finder i Christian Munch-Hansens essays om musik og tro, og de føjer sig ind i en stor sammenhæng, hvor handlinger og holdninger skal forandres, og derfor kalder på sprogligt arbejde. Det vil vi gerne høre mere til.
HSP/20240801
