BOGANMELDELSE // Af Hans Raun Iversen
Anmeldelse af Ane Kirstine Brandt og Sigrid la Cour Sonnes (red.) En verden til forskel. Religionsmøder og religionsteologi i et mangfoldigt samfund, Eksistensen 2025.
Denne bog, der er redigeret af de to teologer, der er ansat ved Folkekirke og Religionsmøde, består af ti artikler skrevet af ansatte ved de teologiske uddannelser: Kirstine Helboe Johansen, Bo Kristian Holm og Claudia Weltz fra AAU, Mikkel Gabriel Christoffersen, Anna Vind, Gitte Buch-Hansen og Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, KU, Michael Agerbo Mørck, DBI og Birgitte Graakjær Hjort, tidligere FUV, samt to artikler fra to religionsdialoggarvede svenske teologer, Jakob Wirén og Helene Egnell.
Redaktørerne har indhentet religionsteologisk udfordrende cases fra 11 præster og folkekirkeligt ansatte (nogle gange blot i form af annonceringer) samt en enkel case skrevet af en kirkebruger. Casene handler om religiøst anderledes involveret kirkebrugeres deltagelse i folkekirkelig praksis. De ti danske forfattere er blevet bedt om at skrive en religionsteologisk artikel med udgangspunkt i hver deres case(s).
Der er læseværdige og oplysende bidrag om folkekirkelige udfordringer ved nadverpraksis, dåbssamtaler, begravelser, synet på de dødes tilstand før kroppens opstandelse, Koranens plads i kirkerummet og Ramadan- og Halloween-fejringer. Ikke overraskende placerer bidragene sig på en skala mellem inklusivistisk og eksklusivistisk religionsteologisk set, de fleste nogenlunde i midten. Religionsteologisk set er de to stærkeste bidrag de to svenske, Wiréns med et koncentreret allround oversigt, særlig omkring de 20 lokale religiøse råd i Sverige, og Egnells om ”det evangeliske lysthus”, som Svenska Kyrkan forvandles til med indoptagelse af, hvad Morten Thomsen Højsgaard har kaldt google-buddhismens tredje reformation.
De danske bidragydere har alle godt styr på deres lutherske teologi og den folkekirkelige ordning, som ikke altid så let går i hak med religionsmødernes udfordringer. Hertil kommer, at forfatterne som hovedregel griber fat i det teologiske materiale, som de har inden for rækkevidde. Det er de blevet opfordret til af redaktørerne, så det er jo oplagt, selv om de dermed nogle gange rammer noget skævt, idet andre indfaldsvinkler fra de respektive fagområder kunne have været mere frugtbare. Jeg går lidt dybere ind på tre artikler, som forekommer mig lærerige på hver deres måde:
Religionsfilosoffen Claudia Welz arbejder med centrale emner i religionsteologien med baggrund i sin omfattende forskning i jødisk filosofi, dialogisk lytning, gæstfrihed og bøn. Hendes vision er, at vi må ”lære af hinanden i en dialog, der i sidste instans fører os ’hjem’ til den Gud, som jøder, kristne og muslimer tror har skabt os alle, og som ønsker, at vi skal leve i fred med hinanden”. Hun har desværre fået tildelt en meget utilstrækkelig beskrevet case om et folkekirkemedlem, der skal giftes med en erklæret kulturmuslim, som så ved brylluppet bærer et markant muslimsk smykke, hvad der øjensynligt forstyrrer præsten, som imidlertid hverken ved, hvad smykket betyder, eller hvorfor det bæres. Da der ikke er foregået en dialog mellem præsten og kulturmuslimen, er det svært for Welz at bruge casen i forhold til den dialogiske teologi, hun arbejder med.
For den praktiske teolog Kirstine Helboe Johansen er spørgsmålet, om de juleafslutninger, som skolebørn er med til i kirken, er gudstjenester og dermed ”religiøse”, eller der blot er tale om kultur, dannelse og interaktiv læring? Det sidste tænker mange af de lærere, der kommer med deres børn. Alternativt kunne man spørge, om børnenes besøg i kirken bidrager til integration og fælles forståelse; bliver ikke-kristne børn set? Eller man kan spørge: Driver disse kirkebesøg på Kristus, bidrager de til en Kristusorientering i børnenes liv – uanset om juleafslutningerne i kirken er med eller uden Fadervor? Alle børn i Danmark ved, at Jesus er født i Betlehem, han er ikke en eventyrfigur. Det gør de, fordi de synger om det i børnehaven og i skolen – og det gør de måske igen, fordi de skal hen og synge med på ”Et barn er født i Betlehem” i kirken. Og forældrene bliver også husket på, at Jesus er født af en fattig jomfru, når børnene bagefter vil have ”Et barn er født i Betlehem” sunget rundt om juletræet. Sådanne perspektiver forekommer mig lige så religionsteologisk og folkekirkeligt relevante som (lærernes og religionssociologernes) spørgsmål om, hvor meget ”religion”, ud fra én eller anden arbitrær definition, der er i en juleafslutning i kirken.
Kirkehistorikeren Anna Vind har fået to cases om begravelse: En, hvor en markant ateistisk mand skal kirkeligt begraves, fordi han, til stor overraskelse for hans egne søskende, har fastholdt sit medlemskab af folkekirken. Og en anden, hvor en muslimsk mand skal have begravet sin kristne kone. Præsten tillader, at Koranens Sura 1 Åbningen kan læses ved graven. M.h.t. begravelsen af den ateistiske mand med mange ateistiske venner til stede i kirken, mener Vind, at præsten skulle have fastholdt en traditionel begravelse med klassiske salmer etc. M.h.t. læsningen af Sura 1 ved graven siger hun, at der er tale om unødig religionsblanding: ”… de to religioner, kristendom og islam, har hvert deres univers/semantik, hver deres forkyndelse i forbindelse med død og begravelse, og der er ingen grund til at blande dem sammen… [så] begge religioner gøres til almen kultur uden alvor og troværdighed”. Dialog og sjælesørgerisk indlevelse overvejes ikke. Vind mener, at hendes fremgangsmåde bidrager bedst til ”at forkynde Jesus Kristus som hele verdens frelser”. Så der er måske slet ikke brug for religionsteologi?
Jeg er positivt indstillet over for redaktørernes projekt. Bogen følger et veludtænkt og elegant præsenteret redaktionel design, som gør resultatet ganske veldrejet, men samtidig noget forudsigeligt, hvis man kender de gode folk, der har skrevet i bogen. Jeg har i mere end 50 år citeret Maos udtryk ”Bombarder hovedkvarteret”: De teologiske lærere bliver som regel ikke bedre end de udfordringer, de får udefra. Der er i høj grad brug for, at folk uden for parnasserne sætter de akademiske teologer i arbejde med deres spørgsmål fra kirkens praksis. Så tak for det!
Når jeg alligevel slutter her med nogle principielle bemærkninger af kritisk art, kan forfattere og redaktører med rette indvende, at jeg begår den anmelderfejl at ønske mig en anden bog end den, der er skrevet. Jeg ønsker nemlig en yderligere og anderledes, opfølgende bog, for jeg synes, at den foreliggende – til trods for ideen med aktuelle cases fra folkekirken – er for bagudvendt eller ahistorisk tænkt. Og det af fem grunde:
For det første et eksempel på det bagudvendte. På side 243 får vi at vide, at ”halloween-fejringer i Danmark generelt er næsten strippet for kristelige komponenter”. Det var rigtigt for 15 år siden, men i dag vrimler det med arrangementer med halloween integreret i kirkelig forkyndelse ved børnearrangementer i kirkerne. Der findes hele bøger om halloween-fejring i kirken, som redaktørerne kunne have bedt forfatteren tage udgangspunkt i. Omvendt kunne forfatteren have ulejliget sig med en simpel søgning på nettet.
For det andet er casene generelt meget ufuldstændigt fremlagt. Kun et enkelt sted kommer én af kirkens brugere kortfattet til orde. Ellers handler det om cases, som præsterne har beskrevet ganske kort – og uden større forståelse af de ikke-kristne kirkebrugeres situation og tankegang. Redaktørerne kunne have givet nogle stærkere udfordringer til forfatterne, hvis de havde lavet feltarbejde og interviews med de berørte kirkebrugere, så forfatterne havde et materiale fra begge sider i ”kulturmødet”. I det hele kan man savne refleksion over termen ”kulturmøde”, der jo indgår i bogen titel.
For det tredje savner jeg nogle cases, hvor der gås langt mere radikalt til værks – religionsteologisk og sjælesørgerisk set. Bl.a. præster og imamer fra Islamisk Kristent Studiecenter har i mange år gennemført fælles bryllupper for par, hvor kristne og muslimer lever med hinanden i det daglige. En udførlig beskrivelse af en sådan vielse med efterfølgende interview af det tværreligiøst viede par kan man fx finde i min artikel fra 2018: ”Kirkelige handlinger for mennesker med forskellig religion og livstydning.” i Tidsskrift om Islam & Kristendom 9-38. Artiklen findes også i ”Mangefoldet tro og sjælesorg. Multiplicitet som vilkår for mennesker, møder og samtaler.” Iversen, H. R. & Johannessen-Henry, C. T. (red.), Eksistensen Akademisk, 2019, 111-36. Et andet eksempel på en sådan mere radikal praksis, hvor en kristen præst går langt ind i en ikke-kristen sprogbrug i en begravelse for en anderledes troende ven, som han har været i dialog med i flere årtier, kan ses i Ole Skjerbæk Madsen: ”Mødet mellem religiøsiteter: En personlig teologisk udviklingshistorie” i ovennævnte bog s. 137-54.
For det fjerde mangler bidragene hensyntagen til de faglige bidrag om kulturmøde og religionsteologi, som tidligere er fremlagt af danske fagteologer. Antologien ”Kristendommen og de andre religioner”, Anis 1988, fra Københavns Universitet og den tilsvarende fra Aarhus Universitet ”Religiøsitet og religioner”, Anis 1991, refereres der ikke til. Det samme gælder Theodor Jørgensens omfattende religionsteologiske indsats, som kulminerede i hans afskedsforelæsning i 2005 og står markant i den posthume bog ”Dannelse til evigheden”, Eksistensen 2021. Claudia Welz og Birgitte Raakjær Hjort henviser til Peter Lodbergs bog ”Tro versus tro”, Kristeligt Dagblads Forlag 2021. Den slags litteratur, som findes under rubrikkerne ”Missiologi” og ”Kulturmøde” i det digitale magasin, Kirke for Alle, leder man forgæves efter i bogen. Kun to forfattere, Birgitte Graakjær Hjort og Michael Agerbo Mørch, trækker på missionsteologiske indsigter. Silotænkningen i dansk teologi og kirkeliv er en grundskade, selv om hensyntagen til kollegers arbejde med samme emne vel regnes for en akademisk dyd…
Sidst og sammenfattende sagt er det påfaldende, at ”de andre” ikke kommer til orde i bogen. Det er et kors for tanken, at vi nu gennem årtier har talt om ”den anden” som en ophøjet instans i dansk teologi, mens ”den religiøst anden” forbliver ”de andre”, dem udefra, fordi vi ikke praktiserer lyttende dialog og gæstfrihed ved at give dem en stemme i det teologiske arbejde. Heldigvis går også Folkekirke og Religionsmøde ofte anderledes dialogisk til værks i mange aktiviteter, fx i Kristen Muslimsk Samtaleforum. Jeg ser frem til en bog nr. 2, der tager folkekirkens religionsteologiske udfordringer alvorligt, som denne søger at gøre det, men samtidigt bygger på lyttende dialog med ”de andre”. På den måde kan kirken komme dybere med sin mission og samtidigt bidrage til det, vi i dag måske mangler allermest i Kongeriget: empati i forhold til dem, der ikke er snydt ud af vorea egne næser.
I 1980 var jeg med til at udgive den lille bog ”Sekularisering, nyreligiøsitet og hvad så?” i DMS-serien Nyt Synspunkt. Først var der to akademiske artikler med situationsanalyse, og så blev nogle folk fra den kirkelige praksis bedt om at svare på ”hvad så?” Indre Missions daværende formand, John Ørum Jørgensen, var ikke imponeret over de akademiske analyser: Det nytter ikke at stå derinde på bredden og diskutere fiskebestand og fangstredskaber. Se at få gang i missionen i stedet, lød det i hans indlæg. Jeg var ret uenig med IM-formanden dengang. I dag kunne jeg nok ønske, at der var flere som Simon Peter og Grundtvig med et kald til en (dialogisk) indsats i Sankt Peders Gilde, jf. DDS 147.
Og så på falderebet: I en akademisk og pædagogisk seriøs bog er det godt med indekser, så det er lettere at fange de røde tråde og tendenser i bogen. Og det hjælper med forfatteroplysninger, hvis man vil have andre end vennerne til at læse med. Litteraturlister og referencer bør afstemmes, så de passer i de enkelte artikler. Og niveauet kan hæves ved, at forfatterne tager udgangspunkt i et fælles materiale som fx de to svenske artikler, eller ved gensidig kritik på artiklerne, enten ved intern peer-review eller ved et eller flere forfatterseminarer. Et godt udgangspunkt kunne være en fælles udlægning af Wiréns fire vejledende, religionsteologiske principper: 1) Modstå foragtens teologier, 2) Udøv teologi i den andens nærvær, 3) Vær agtpågivende på den eskatologiske horisont og 4) Vær forankret i din egen tradition for at være åben over for den anden.
