Om postkoloniale strategier i globale kirkelige relationer
// Af Rt.Rev. Dr. Joshua Peter og PhD Henrik Sonne Petersen
Allerede i 1988 beskrev Gayatri Spivak en af de grundlæggende udfordringer i tværkulturelle, globale relationer. Det handler om, at mennesker, der er marginaliserede eller lever under en gruppebetegnelse som “subalterne,” kun vanskeligt kan repræsenteres af andre, selv når det bliver gjort i den gode viljes navn.1 For når andre taler på deres vegne, gentages den oprindelige tavshed, der er skabt af marginaliseringen. De får ikke lov at tale, og kan ikke præsentere sig selv, fordi andre repræsenterer dem.
Det er den problemstilling, vi retter kritisk opmærksomhed på her igennem et studie af forholdet mellem den danske, kirkelige organisation, Danmission (tidligere: Dansk Missions Selskab), og den indiske kirke, Arcot Lutheran Church. Vi anvender en postkolonial analyse til at afdække, hvordan kolonial fortid og magtforhold sætter deres præg på relationer i dag. Midt i analysens hybride landskab af udfordringer finder vi dog fremvoksende, emergerende fortællinger, der peger ud over den historik og de begrænsninger, den koloniale fortid sætter, og som på paradoksal vis er knyttet til begrebet partnerskab. Vi vil argumentere for, at begreberne venskab og enhed kan være kilder til nyt liv i globale relationer, idet de ophæver de snævre binære bånd om præsentation/repræsentation og skaber plads til en messy entanglement, en rodet sammenfiltring af mennesker, kultur og natur.
Arcot Lutheran Church og ”partnerskab”
Arcot Lutheran Church, ALC, blev grundlagt i 1863 som et missionsprojekt under Det Danske Missionsselskab (nu Danmission). Fra 1951 var kirken registreret som ALC, og siden første biskop blev indviet i 1960, har relationen gennemgået flere faser, fra
- Kirke periode (1960-2003): Fokus på “accompaniment” (medvandring/følgeskab) gennem initiativer som “Kaffe Klubben” og “Råd af Partnere”.
- Post-Missions periode (fra 2003): Afslutning på bloktilskud i 2006.
- Projekt periode (2004-2017): Fokus på reciprocitet og gensidighed i masterplaner.
- Post-Projekt periode (fra 2017): Spørgsmålet om partnerskab i fravær af fælles projekter.
Allerede ved århundredeskiftet foreslog daværende formand Lars Mandrup at skifte narrativ fra “partnerskab” til “medvandring” eller ”følgeskab.” Argumentet var, at partnerskab refererede til organiske relationer og som sådan implicerede en lighed der ikke afspejlede den faktiske ulighed i ressourcer og magt. Medvandring og følgeskab gør det muligt at anerkende uligheden, samtidig med at det fastholder et stærkt fællesskab.
Siden da har Danmission arbejdet med sprog i strategier for at tilpasse virkelighed, teologi og kontekstuel forståelse. Men de to store udfordringer, magt og ideologi, består. Der er nødvendigvis magt forbundet med økonomisk støtte af projekter. Men der er også ideologi relateret til den nævnte spænding mellem præsentation/repræsentation, der lever sit eget skjulte liv. For der er en stilhed omkring Dalit-marginalisering, der spreder sig som en sygdom nordpå. Det er så svært at engagere sig direkte i de forhold, der omgiver Dalitter, at der ties eller ansvaret overlades til store alliancer. Resultatet er en mangel på farvede stemmer i danske organisationer i almindelighed, og i særdeleshed i forhold til beslutningsmyndighed, og en tilsvarende mangel på receptivitet (religiøs eller kulturel literacy) omkring globale forståelser af Gud.
Det var forhold som disse, der spillede ind på relationen mellem ALC og Danmission i 2017 og gjorde det nødvendigt at initiere en post-projekt periode. For Danmission endte det i et dilemma. For det var ikke klart, og er fortsat ikke klart, hvordan det er muligt at være i relation eller ledsagelse i en situation, hvor der ikke er projektsamarbejde!?
Udfordringer med partnerskab fra et indisk perspektiv2
Fra indisk side opfattes begrebet partnerskab primært som en økonomisk konstruktion. Relationen har historisk været præget af asymmetri, hvor ALC primært har været modtager. Vi forstår ikke denne asymmetri som et udtryk for ond vilje. Snarere handler det om en latent stilhed omkring uligheden i partnerskabet. Men i en postkolonial tid er der en øget bevidsthed om, at alle involverede i et partnerskab både er givere og modtagere.
Hvis kristen tro forstås som en plante, kan det i et historisk perspektiv se ud som om, at den er blevet modtaget, plantet, og vandet i Indien, for den er blevet en velsignelse med helbredelse og åndelig næring for millioner af mennesker i Indien. Men selvom alle disse mennesker har modtaget velsignelserne af kristen tro, er de aldrig blevet spurgt om at bidrage til forståelsen af tro og Bibel, og de er slet ikke blevet bedt om at bidrage til spørgsmål om klimaretfærdighed, forbedring af kønsrelationer, uddannelse, etc. Er det fordi kristen tro alligevel ikke har været ordentligt rodfæstet i lokal jord? Har den ikke fået lov til at gro uhindret og tage form efter jordsmon og klima?
Midt i disse udfordringer er der glimt af et nyt liv, for der er en længsel efter at dele ressourcer. Det åbner nye muligheder for globale relationer. Først introducerer det et asketisk aspekt i relationerne: Globale relationer begynder med at noget opgives! For det andet retter det opmærksomheden mod dynamiske aspekter af partnerskaber, relateret til tropen familie. Her er det oplagte perspektiv Eukaristien, hvor det er kommunion, altså fællesskab, der er på spil.
Kan Dalitter Tale?
Den korte postkolonale analyse indikerer, at relationen mellem Danmark og Indien stadig er påvirket af koloniale perspektiver. Udfordringerne er moralsk, og stammer fra mangel på synlighed og social fantasi. Det danske perspektiv introducerede en spændingen omkring præsentation/repræsentation, informeret af Gayatri Spivaks tekst, mens det indiske perspektiv tilføjede indsigt i Dalit-samfundenes pragmatiske indespærring i strukturer af kolonialt hegemoni, der fortsat hænger ved i både sprog og tankemønstre. Det er ikke mærkeligt, at det har været svært for begge partnere at være fuldt til stede. Relationen har simpelt hen været udfordret af de temaer, som en postkolonial analyse bringer frem: Magtbalance, køn, social og kulturel marginalisering, spænding mellem præsentation og repræsentation, og synlighed. Spivaks spørgsmål, “Can the subaltern speak?” har med andre ord en pendant i spørgsmålet, “Kan Dalitter ses?”
Manglen på synlighed er vokset over de sidste 25 år, paradoksalt sideløbende med et ønske om mere lighed og reciprocitet. Den voksende usynlighed stammer fra en stigende ulighed relateret til den teknologiske revolution, der også udfordrer evnen til at engagere sig i interpersonelle relationer, og som sådan skubber yderligere til den begrænsning i interkulturelle relationer, som en etnisk orienteret politik (i Danmark og Indien) lægger ned over både danskere og indere.3
Baseret på denne analyse af udfordringerne, kan vi nu rette opmærksomhed mod glimtene af nye måder for globale relationer, som vi opfangede midt i den postkoloniale analyse. De er markeret af en længsel efter lighed, reciprocitet og kommunion, krav om retfærdighed, og ønske om at dele læsninger af Bibelen.
Fremvoksende Narrativer: Venskab
Sally McFague foreslår, at venskab er et bedre udtryk for relationer end partnerskab.4 I Johannes 15 taler Jesus til sine disciple som venner og inviterer dem til at deltage i den guddommelige dans, perichoresis, som for Jesus selv resulterede i, at han gav sit liv som et udtryk for kærlighed. I Eukaristien, hvor Jesus deler brød og vin med sine venner, finder McFague det ultimative billede af en moden relation: Det der er mest essentielt deles med venner, der deltager i ”kommunionen.” I denne tankegang flyttes vægten fra samarbejde til enhed.
Ville det berige missiologiske relationer mellem Danmark og Indien hvis de blev udtrykt gennem begrebet venskab?5 Sådan at venskab benyttes som udtryk for en grundlæggende lighed, mens partnerskab bruges som en beskrivelse af samarbejde med alle de ledsagende aspekter af forhandlet lighed i forhold til beslutningstagning, økonomi, ansvar, etc.!?
Den Fattige Gud og Verdens Fattige
Narrativet om venskab får flere dimensioner tilføjet af Dr. Dhyanchand Carr.6 Dr. Carr argumenterer for, at Exodus-narrativet, som har været fremherskende i befrielsesteologi, kan legitimere brug af vold, og derfor ikke kan bruges mereI stedet foreslår Dr. Carr, at narrativet om korset bliver den nye model for engagement med de fattige. Derved inkluderes de ”skandaløse” idéer præsenteret i Esajas, hvor det beskrives, hvordan Israels lidelser under eksilet i Babylon ikke kun udløste råb om hjælp og krav om retfærdighed, men blev forstået af Esajas som midler til forløsning — for undertrykkerne! Narrativet om korset er et narrativ om Gud som medfølende, og i solidaritet med verdens lidende samfund, som igennem Jesu liv, død og opstandelse er et tilbud om frihed til både undertrykte og undertrykkere.
Med Dr. Carrs ord bliver det klart, at Gud er kompromisløst engageret i retfærdighed, samtidig med at han paradoksalt nok er barmhjertig overfor de nådesløst onde. Kristi kors er i den vision summen af den forløsningslidelse, der bæres i fællesskab med Gud som den Medlidende og Støttende.
Dr. Sarah Coakley7 fortsætter denne tankegang. Når de rige giver til de fattige for at udligne den økonomiske forskel, er den paradoksale erfaring, at det er modtageren, der ”gives back Christ,” til giveren. På denne måde findes nådens midler ikke kun i sakramenterne eller kirkens fællesskab, men også i mødet med hinanden, ikke mindst hvor vi er synlige for hinanden, i omsorg og gestikulation.
Den Fattige Kirke
Gestikulation er i denne sammenhæng en rækken-ud-mod-hinanden – fra de fattige til de rige og omvendt. Det er en offentlig hændelse, som er kernen i det, der kendes som kirkernes samfundstjeneste.8 Det er bevægelser, der ligner en famlen i mørket, en tumlen om i et ukendt område, da parterne (de rige og de fattige) kun lige akkurat kan ane hinanden, men imiterer en velkomst, selvom det i en tværkulturel forvirring lige så godt kan blive opfattet som en afvisning af den anden.
Når de fattige involveres på den måde, Dr. Carr og Dr. Coakley foreslår, hvor både de fattige og de rige kan ”ses” og gestikulere til hinanden, indebærer det en drejning i rollefordelingen. For i stedet for at være præget af spørgsmål om fortalervirksomhed og magtforhandling, bliver kirkens rolle præget af æstetiske overvejelser over, hvordan gestikulation af velkomst og inklusion kan ”ses,” og hvordan gaver og offer kan udveksles.
Er den tjeneste, der åbnes af en gestikulation i og fra kirkerne, i realiteten en mulighed for at “se” dem, som ofte beskrives som ”de andre”? Kan vi med andre ord ane et glimt af et fællesskabsbaseret globalt venskab i disse tanker, hvor det ikke kun er personlige relationer, der er på spil, men hvor det er Kristi legeme, vi er i kontakt med? Betyder det, at der er brug for en slags semiotik for globale relationer, dvs. øget opmærksomhed om de tegn, vi kan se, og om ydre bevægelser og signaler?
Kultur og Kroppe
En sidste dimension af det emergerende narrativ bør nævnes, som ligger i forlængelse af opmærksomheden om de æstetiske aspekter om gestikulation og venskaber. Dr. Chad Rimmer har præget begrebet stedsbaseret økologisk formation,9 som en opmærksomhed om lokale værdier og kulturer, og forbindelsen der eksisterer mellem folk og natur. Udfordringen ved dette er, at et ”sted” historisk er blevet forbundet med blod og etnicitet – ”blut und boden” – hvis ikke med frygt.10 I den forstand leder en sted-orientering mod monisme, væk fra en ”messy entanglement” med de andre og det andet.
Men det behøver ikke være sådan. For det ”stedsbaserede” kan også forstås som en realisme om det kulturelle rum og en forståelse af, at ”de andre” opleves som en forstyrrelse. Forstyrrelsen kan vi ikke løbe fra. Spørgsmålet er blot, om den opfattes negativt, eller som en mulighed for ny mening gennem sociale og økologiske relationer. Forstået på denne måde beskriver en stedsbaseret dannelse den meget reelle kamp med at åbne en kultur mod andre perspektiver.
Alt dette indebærer, at en forestilling om stedsbaseret dannelse involverer to aspekter med direkte relevans for forståelsen af globale relationer. Når ingen løsninger synes at kunne bryde spændingerne i magt og voksende ulighed, åbner teologiske fortællinger om “lovprisning” en mulighed, som giver alle aktører mulighed for at deltage på deres egne præmisser, herunder på egne socioøkonomiske betingelser. Desuden giver nadveren sted og krop til et specielt perspektiv. For Kristi krop, der deles som gave og offer, er det primære medium for udtryk, når det gælder ”ethvert kulturelt forhandlet meningssystem”, siger Sarah Coakley. Således brydes den postkoloniale analyses dødvande gennem taksigelse og opmærksomhed på kropslige udtryk for behov og ønsker.
Tegn på Globale Relationer
De emergerende fortællinger tillader os at ane konturerne af globale relationer i nye afkolonialiserede relationer, hvor gamle søjler som udsendelse af personale fra nord til syd, sigte mod omvendelse og visioner om at løfte andre ud af lidelse sættes til side. Ikke for at blive glemt, for de kan muligvis genintroduceres, når grundlaget er i orden. Men grundlaget for globale relationer hviler i stedet på livet i de kors-mærkede fællesskaber, hvor hjerter og relationer åbnes for Kristus. Dét afsæt er fælles i nord og syd. I et menighedsbaseret, eller stedsbaseret afsæt, dannes mennesker og fællesskaber til at modtage nyt liv, først erfaret som synlighed for alle, herunder en mulighed for at præsentere sig selv og dermed dele noget med andre. I anden række erfares det som det at blive rodet ind i noget, en messy entanglement med andre og andet.
Der er to store udfordringer, som også viser sig i relationerne mellem de danske og indiske aktører, vi har i tankerne her. Den første udfordring handler om en tendens til at rense kirkers mission for antydninger af magt og vold, og dermed for spænding mellem præsentation/repræsentation. Det handler ikke om at udslette kirkers mission, men om at tillade Gud i inkarnationens nærvær at vende tingene på hovedet, især i relation til maskulin magt og vold, og skabe nye udtryk for social kontrol såvel som symbolsk orden. Målet er ikke at rense globale relationer for krop eller køn, men at skabe plads for at Bibelen og Guds Ånd, i det omfang det afhænger af os, får plads og rum til at bryde dødvandet, sådan at den tavshed, der rugede over økonomisk ulighed og patriarkalsk hierarki i en moderne verden, ikke får lov til at præge relationer i en postmoderne sammenhæng.
Den anden udfordring er, at et postkolonialt perspektiv ofte negerer metafysiske aspekter og efterlader en teologi, hvor Ånd bliver tilsidesat til fordel for social udvikling. Det er en alvorlig mangel, eftersom det er Åndens nærvær, der bryder hierarkierne op og holder dem åbne – hierarkier, som er så fremtrædende i trosbaserede relationer. En afkoloniseret teologi må nødvendigvis være præget af Helligånd.
Hvordan gør vi det praktisk? Selvom vi har lavet analysen og lyttet til emergerende fortællinger, er det praktiske aspekt stort set efterladt urørt, hvilket gør det klart, at der stadig er lang vej at gå. Løsningen ligger ikke i at negligere frygt og skam for at opnå en falsk normalitet. Måske er der en kilde til nyt liv i globale venskaber, hvor normalitet ikke etableres ved at negligere frygt og skam, men hvor kroppe får stemmer, dvs. bliver synlige og kan røres/berøres, sådan at svaghed og fattighed kan deles med dem der kæmper med frygt og skam, og det umage venskab bliver et kendetegn på Guds nærvær og kirkens fællesskab!? I det umage venskab, der tegner sig som godt eksempel på en “rodet sammenfiltring”, er der tegn på, at enhed i Kristi krop kan danne grundlag for nye venskaber.
- Gayatri C. Spivak/Estefaná P. Loaiza (2020), Can the Subaltern Speak? London: Afterall Books (original publicering af teksten i 1988). ↩︎
- Den følgende sektion trækker på et mundtligt oplæg af Rev.Dr. Joshua Peter, Direktør i UELCI, præsenteret online ved Dansk Missionsråds efterårsmøde, 13.nov., 2024. ↩︎
- Christine Rosen (2024), The Extinction of Experience. Reclaiming our humanity in a digital world, London: BH print, Penguin. ↩︎
- Sally McFague, A New Climate for Christology. Kenosis, Climate Change and Befriending Nature, Minneapolis: Fortress Press, 2021: 76. Cf. Aristotle, Nichomachean Ethics, ch.viii, 2: 1155b, on ”philia”. ↩︎
- Cf. Alan Fowler, ”Partnerships: negotiating relationships,” Intrac Occasional Papers no.32, Oxford: Intrac, 2000, hvor Fowler introducerer forskellen mellem relationer og partnerskab. ↩︎
- Dhyanchand Carr (2006), “The Poor God and the Poor of the World” in: Religion and Society, Vol. 51, No.23, June-Sept, (Bangalore:CISRS) ↩︎
- Sarah Coakley (2024), The Broken Body. Israel, Christ and Fragmentation, Hoboken, NJ: Wiley Blackwell. ↩︎
- Lutheran World Federation, (LWF, 2016), The Church in the Public Space, Geneva: LWF. ↩︎
- Chad Rimmer, (2019), «Worship as place-based ecological formation,» i: Andrianos, Biehl, Gütter, Motte, Parlindungan, Sandner, Stork og Werner (Ed.s), Kairos for Creation. Confessing Hope for the Earth, (Solingen: Foetus -verlag, 2019). ↩︎
- Disse aspekter er gennemarbejdet i et kapitel om skam: Henrik Sonne Petersen, ”Mission. Engagement i forandring og længsel efter fornyelse. Skammens bidrag til en nutidig missionsforståelse,” ch.8 in: M.G. Christoffersen & K.S. Nielsen, (Editors, 2021), Skam. Et forsømt aspekt ved kristendommen, Frederiksberg: Eksistensen Akademisk. ↩︎







