Hvad præger religionsmødet i dag?
// Af Nik Bredholt, Sekretariatsleder Religion & Samfund
Denne artikel tager udgangspunkt i erfaringer fra arbejdet i Religion & Samfund (RESAM) og de religionsmøder, som finder sted i netværket, og omkring de religiøse traditioner, som deltager.
Mission er i ord og handling at udtrykke sin tro og overbevisning overfor mennesker, som ikke tilhører ens eget trossamfund, og som man forventer har en anden tro og overbevisning.
RESAM er ikke sat i verden for at prædike en bestemt religion, men for at styrke samtalen mellem ledere i kirker og trossamfund om, hvad religion og religiøs visdom har at give til samfundets positive udvikling. Med ovenfor nævnte definition af mission kan man godt sige, at der udfolder sig mission i RESAM, idet deltagerne i RESAM forum åbent og ærligt sætter ord på deres egen tro og de trostraditioner, de repræsenterer overfor de øvrige deltagere, hvoraf mange ikke deler denne tro.
Hvis man imidlertid med mission mener, at man med sine ord og handlinger forsøger at få dem, man henvender sig til, til at opgive deres tro og konvertere, så er det ikke sådan vi tænker og arbejder i RESAM. Det ville i øvrigt også være mere end almindelig svært at få noget ud af den slags mission i et forum, hvor deltagerne har ledelsesansvar i deres respektive trossamfund.
Den gode dialog om tro og religion indebærer nysgerrighed i en kombination med respekt og åbenhed også i forhold til at lade sine egne religiøse forståelser blive udfordret. I en ideel verden, vil andre trosretninger kunne blive attraktive, når viden om den religiøse anden bliver bedre funderet. Således kan spørgsmålet om mission krybe ind i mange diskussioner og vinkler, som religionsmødet i RESAM bringer med sig.
Selvom der er mange forskellige trosretninger i Danmark og derfor også forskellige typer af religionsmøder, er det som udgangspunkt det kristen – muslimske møde, der tales om i offentligheden. Det har der været en række eksempler på i den seneste tid.
Den faldende dåbsrate og et politisk krav om at folkekirkens præster konverterer muslimerne
Sidste efterår startede en debat om den faldende dåbsrate, og hvad det vil kunne betyde for folkekirken hvis antallet af medlemmer falder drastisk.
Som udløber af den diskussion blev der fra politisk hold efterspurgt en indsats fra kirkens side.
Kunne folkekirkens præster gøre mere for at indvandrene blev kristne? Vinklen var, at de mange indvandrere gerne måtte blive kristne og medlemmer af folkekirken.
Flere politikere var ude med krav om at folkekirkens præster skulle være mere direkte og fortælle muslimerne, at de tager fejl, og at det ville være bedre for dem at blive kristne. Det blev sagt på en måde, hvor præsterne samtidig blev kritiseret for at være for bløde. Dvs. religionsmødet skulle have et klart formål – at få den anden til at blive kristen!i
Et eksempel på den tilgang er den tidligere politiker, Nasar Khader. Han afsluttede i foråret pastoralseminaret efter teologistudierne og blev i sommer indsat som præst i Roskilde Stift. For ham, virker det som om religionsmødet overordnet set bør være et forsøg på at konvertere og ikke en samtale eller en dialog, hvor man går åben og fordomsfri til den anden for at forstå.
Ikke muslimsk islam
I offentligheden ser vi i stigende grad personer uden tilknytning til islam udlægge, hvad islam ”i virkeligheden” er – for derefter at kritisere netop det billede, de selv har skabt. Den form for adfærd er af forsker Jesper Petersen fra Københavns universitet blev kaldet ”ikke-muslimsk islam”.
Her bliver mødet med islam et møde med alle de mest uheldige og ekstreme elementer, som kan sammensættes. Islam fremstilles som en monolitisk størrelse, ofte baseret på selektive læsninger af koranen eller andre religiøse tekster. Ifølge Petersen er der opstået en hel tradition, hvor koranen udlægges som et politisk værktøj til global dominans, og hvor konklusionerne – kalifat, sharia, drakoniske straffe – præsenteres som uundgåelige, hvis blot man ”læser ærligt”.
Med sådan en tilgang bliver religionsmødet skævt fra begyndelsen. Det bliver ikke et møde, hvor begge parter får lov at udtrykke deres tro, men et møde baseret på en forudfattet antagelse om, at den anden part ikke taler sandt.
På flere måder er den politiske diskurs i Danmark præget af netop en ikke-muslimsk islam, hvor islam bliver udlagt af politikere eller meningsdannere. F.eks. har Pia Kærsgaard både i folketinget og i medierne udlagt, hvad hun mener Islam er.ii
Samtalen om religion bliver derved ikke en samtale om de gode elementer i hver tradition, for det er slet ikke en samtale. Det er en konfrontation med et karikeret billede af den andens tro.
En faktor i denne diskussion er også, at religionsmøderne i dag i højere grad finder sted på nettet, og ikke ansigt til ansigt mellem faktiske mennesker. Religionsmødet på nettet er påvirket af den form for søgeadfærd, som den enkelte udviser. Med algoritmer, som forstærker en tendens, vil både de positive og negative elementer fremstår tydeligere. Religionsmødet på nettet kan således godt finde sted, men vil ikke nødvendigvis være udtryk for den virkelighed, som de troende selv lever i.
Remigration, vi kan ikke leve sammen
Ved valget i foråret 2026, blev et politisk krav formuleret om re-migration, altså om at migranterne skal sendes tilbage. Det var i særlig grad det nye ”Borgernes parti” der stod for denne formulering, men holdningen har støtte langt ind i det politiske højre.
Bag ved det politiske budskab ligger der en forståelse af, at vi ikke kan leve sammen som kristne og muslimer, og at vi derfor er nødt til at gøre noget drastisk. Religionsmødet er i den forståelse dømt til at mislykkes.
Denne fortælling understøttes af politiske udmeldinger, der fremstiller kristendommen som mere frihedsorienteret end islam.iii
Samtidig er der fra samme politiske hold krav om, at bestemte beklædninger skal forbydes, at bestemte holdninger skal ændres, og at visse værdier skal fremmes. Spørgsmålet er, om ikke vi som kristne i religionsmødet stiller lige så mange krav til den anden part, som der stilles i f.eks. islam!?



Nye konvertitter
En undersøgelse fra Bibelselskabet har vist, at unge i Danmark igen interesserer sig for tro. En del af denne interesse hænger sammen med religionsmødet: fremkomsten af islam i Danmark og muslimske medborgeres tydelige religiøse identitet har fået nogle etnisk danske unge til at genopdage – eller genforhandle – deres egen kristne tradition. Religionsmødet skaber altså ikke kun konflikt; det skaber også refleksion og ny religiøs bevidsthed.
Konklusion
Religionsmødet er under pres, men det lever. I den offentlige debat er det svært at få øje på de positive gevinster ved religionsmødet. Tonen er ofte negativ, præget af politiske krav om mission, unuancerede udlægninger af islam og ekstreme forslag om tilbagesendelse. Dialogen mangler, og religion reduceres til konfliktstof.
Men på trods af disse udfordringer finder religionsmødet sted hver eneste dag – i skolegården, på uddannelsesstederne, på arbejdspladserne og i de lokale fællesskaber. Her mødes mennesker, ikke karikaturer. Her opstår samtaler, ikke slagord.
Islam er i dag en almindelig del af dansk hverdagsliv. Selv supermarkederne har ramadan- og Eid-produkter på hylderne. Det er ikke ukontroversielt, men det er virkeligheden: religionsmødet er ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Det er allerede en del af vores fælles samfund.








