// Af Morten Skrubbelstrang, Lektor i kirkekundskab, FUV og tidligere formand i Danmission
“Jeg synes, det kunne være spændende at få en samtale om, hvordan en moderne mission ser ud. En mission, hvor det handler om, at evangeliet bliver præsenteret for folk som en mulighed for at tyde sin tilværelse og forstå sit liv på.”
Således lød det fra Sundheds- og kirkeminister Ida Auken i et interview i kirke.dk i august 2026. Dermed slog hun an til, at vi igen skal tale om mission, men det var dog på baggrund af, at hun i interviewet i afsnittet kort før giver udtryk for et syn på mission, der forbinder mission med tvang:
“Jeg tror, den moderne, lutherske kirke i Danmark bedre kan arbejde med den form for mission, der handler om at tilbyde folk et budskab. Det andet lyder som tvang, og den form for mission er der ingen, der ønsker.”
Nej, den form for mission er der ingen, der ønsker, og det har der vel ret beset ikke været i mange år. Alligevel er det den forståelse og fordom, der ofte kommer frem, når der tales om mission. Hvordan kan det være, at der fortsat er så stor forskel på, hvad folk forstår ved mission? Hvorfor er det som om, at her knap 75 år efter, at man på missionskonferencen i Willingen i 1952 slog fast, at vi taler om mission som Guds mission (missio Dei) og ikke kirkens, fortsat hænger fast i så mange fordomme omkring begrebet?
Måske udspringer det af, at ingen rigtig ejer begrebet mission, og det er i små, lukkede kredse, at der tages livtag med forståelsen af mission. For egentlig burde det være ganske enkelt. Kristendommen lever af at blive delt, den er aldrig mere end én generation fra at uddø, som det ofte siges. Hvad hjertet af fuldt af, deles ud, og det er en uomgængelig del af kristendommen, at den rækker ud til vores næste. Sendelse er en del af kirkens natur, og det er egentlig ikke noget, vi diskuterer. Og alligevel kan vi igen og igen debattere, hvordan vi skal forstå mission. Er det mon fordi, vi har svært ved at sætte begreber på det helt indlysende?
Flerfoldig betydning og flerfoldigt ejerskab
Det flerfoldige ejerskab er en væsentlig årsag til forvirringen omkring begrebet. Et flerfoldigt ejerskab både i kirken og uden for kirken. Uden for kirken bruges ordet mission jo glad og gerne. Vores soldater er på en mission, Artemis var sendt på en rummission, en diplomatisk mission repræsenterer f.eks. Danmark i internationale organer eller i andre lande, og virksomheder har en mission. ”Hvad betyder det ”at være på en mission”, når det ikke handler om månelandinger – men om universitetsforskning og samarbejde med eksterne parter til nytte for samfundet?” spørger Aalborg Universitet på deres hjemmeside, og har lange definitioner på missionsbegrebet, herunder hvad det vil sige at have en missionsorienteret tilgang. Eksemplerne er utallige på, at mission er et helt almindeligt, let forståeligt og rimelig enkelt ord at afkode. Bare ikke når det sættes sammen med noget kirkeligt.
Og selvom kirkeligt engagerede mennesker, der holder af mission, af og til kan stirre sig blinde på, at andre jo godt kan få lov til at bruge ordet, uden at det vækker negative associationer, så er det altså ikke nogen farbar vej at hævde, at fordi ordet mission også bruges i verden uden for kirken, så kan vi også bruge det i kirken. For det handler stadig om, at folk skal forstå, hvad mission i kirken rent faktisk er. At det ikke er forbundet med tvang, kolonialisme, korstog og lignende. For der findes ikke noget ”bare,” når vi taler om mission i kirken. Vi taler ofte om nødvendigheden af kontekstuel teologi, og at kristendommen er en oversætterbevægelse, og derfor skal vi også se i øjnene, at konteksten for hvor vi bruger ordet mission har betydning. Dertil hører en anerkendelse af, at ordet mission har en anden klang i kirkelige sammenhænge end i verdslige sammenhænge.
Der har i kirkelig sammenhæng været mange forsøg på at definere det udefinerbare, at sætte ord på, hvad mission er. Biskop Niels Henrik Arendt skrev en definition af mission tilbage i 2000, som mange har kunnet set sig ind i. ”Mission er at præsentere og repræsentere kristendom,” lød det, og noget lignende kommer til udtryk i Danmissions missionssyn fra 2021. Heri lyder det, at ”opgaven er at møde verden med evangeliet om Jesus Kristus i ord og handling, og der arbejdes ud fra troen på, at der er håb, der er tilgivelse og der er liv”. I Mogens Mogensens grundige værk ”Missionen midt iblandt os” fra 2024 beskrives der hele 13 modeller for mission, der er blevet identificeret i gennemgangen af missionshistorien i, til og fra Danmark. Han har også tidligere i 2019 udgivet ”Missionsmetaforer”, hvor der beskrives ni forskellige metaforer for mission. Alt sammen udtryk for, at der ikke kan gives nogen enkel definition på begrebet, men at der skal bruges hele bøger til at få kvalificeret og præciseret det. Mission har det underfundige over sig, at det kræver mange ord for at beskrive præcist. Der er en flerfoldig betydning – og et flerfoldigt ejerskab.
Mogens Mogensen rejser i ”Missionen midt iblandt os” også spørgsmålet, om ordet mission overhovedet kan bruges? Han henviser til den amerikanske missionsteolog Michael W. Stroope, der argumenterer for, at mission som begreb er så uløseligt forbundet med den europæiske koloniale ekspansion, at der er behov for at ændre sprogbrugen. Mogens Mogensen holder dog fast i ordet, men primært som et fagteologisk begreb, der har vundet global udbredelse, samtidig med at han påpeger, at det hele tiden er hensigtsmæssigt at overveje, hvilke ord, der bedst udtrykker fagbegrebet mission.1 Det er et synspunkt, der på mange måder giver god mening, men som dog er blevet udfordret af den nye menighedsrådslov fra januar 2026, hvor ordet mission pludselig er skrevet ind i formålsparagraffen, der nu lyder, at ”menighedsrådet er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet, og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission”.
Igen har det jo altid – eller i hvert tilfælde de seneste knap 125 år, været menighedsrådenes opgave at sørge for gode vilkår for evangeliets forkyndelse, men at der nu direkte bruges et fagbegreb som mission i udfoldelsen af, hvad det indebærer, er nyt og ukendt terræn for menighedsrådene. Om det gør, at begrebet samlet set bliver mere udbredt og forstået, er dog nok stærkt tvivlsomt.
Samtidig har vi også set, at begrebet rykker ind på den politiske arena – uden dog at være fri for, at der også her er mange forståelser af mission, der i højere grad hører fortiden end fremtiden til. I efteråret 2025 kom der debat på baggrund af, at tal viste, at antallet af 0 til 4-årige medlemmer i af folkekirken for første gang på landsplan vil være under 50 %. Det fik nogle kirkeordførere – herunder Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti – til at til at slå ud efter præsterne, som han mente havde en doven tilgang og ikke havde været arbejdsomme nok.
”Jeg synes, at præsterne skal være meget mere udadvendte i deres kommunikation om, hvad kristendommen er, og hvad den har af betydning for vores samfund og det enkelte menneske. Jeg oplever alt for ofte en leflen fra mange præsters side for alle mulige andre trosretninger. Men det er nødvendigt, at kirken, og det vil selvfølgelig især sige præsterne og biskopperne, siger som en selvfølgelighed, at man da døbes i Danmark, for vi lever i et kristent land”
lød det i et avisinterview i november 20252. Heri blev det også slået fast, at han gerne så flere midler til missionsvirksomhed i folkekirken. Biskopperne afviste kritikken om en doven folkekirke og uarbejdsomme præster, og beklagede, at retorikken leder tankerne hen på en missionsforståelse, ”der hører middelalderen til”. Så da missionsbegrebet endelig fandt vej ind i lidt bredere debatter, var det med en meget politisk og splittende tilgang. En tilgang, der er ganske tvivlsom som løftestang til at få begrebet mission genoplivet i dansk sammenhæng.
Mission er ikke et begreb direkte beskrevet i Biblen. Det medvirker til den flerfoldige betydning, at det ikke er et grundbegreb fra Biblen. Det betyder jo langt fra, at Biblen ikke giver anvisning til, hvordan vi skal forstå opgaven med at være sendt ud i verden. Men det er blot ikke entydigt. Og derfor vil vi altid tolke begrebet, vi vil binde det op på egen forståelse, egne erfaringer og egen tro. Begrebet bliver, uagtet af, hvad vi siger, bundet op på sin historie.
Slip os fri
Så hvorfor er det, at et begreb, der ikke findes i Biblen, som er forbundet med kolonihistorien, korstog og brutal magtudøvelse, som har en flerfoldig betydning og et flerfoldigt ejerskab, som betyder noget helt andet i verden uden for kirken, end når vi taler om det i kirkelig sammenhæng, som kræver enten 13 modeller eller ni metaforer for at blive udfoldet, igen og igen bruges som et centralt begreb i, hvad vi som kirke gør? Hvorfor holder vi, med nærmest ukristelig stædighed, fast i at ville bruge et ord langt flertallet af befolkninger misforstår, som betyder noget helt andet, og grundlæggende står i vejen for det, vi kommer med? Hvorfor kan diverse undersøgelser og en flok af professionelle kommunikationsmennesker ikke overbevise os om, at ordet er uhensigtsmæssigt, og at vi ikke sådan bare lige kan få folk til at forstå, hvad det virkeligt betyder?
Ja det er jo fordi det er hjerteblod. Vi deler ikke kristendommen, og vi sendes ikke ud til vores næste, bare fordi det er en ordre. Vi gør det af kærlighed. Vi bringer evangeliet i ord og handling, fordi vi synes verden har brug for det. Hvad vores hjerter af fulde af, bobler munden over med. Der er følelser, identitet og livshistorier bundet til ordet og begrebet mission, og det er langt fra noget, som mange af dem, der arbejder med mission, har behov for at tage afstand fra. Derfor bliver diskussionen om, hvilket sprog vi bruger så følelsesladet. Logikken siger os ét, men hjertet noget andet. Men måske skal vi sætte os selv fri. Sætte os fri fra at forsøge at frembringe en definition, som vi alle bliver enige om. For den findes ikke. Befri os selv fra opgaven med, at vi bare lige skal have forklaret resten af verden, hvad det er, vi mener med ordet mission. For det sker ikke. I stedet for skal vi bruge kræfterne på at være sendt ud i verden og tage del i det, der sker omkring os. Vi skal bruge kræfterne på at dele vores tro, fortælle om det, der bor ved troen i vores hjerter, som det søndag efter søndag lyder i indledningen til nadveren. Vi skal stoppe med at tro, at Gud har brug for præcise ord for det, der er Guds væsen.
Ganske sigende findes der ikke længere nogen afdelinger for økumenisk- og missionsteologi på nogen af universiteterne i Danmark længere. I Århus, hvor den tidligere fandtes, er den nu lagt ind som en disciplin under ”Afdeling for teologi”. Nogen vil måske tænke det er en forfaldshistorie, men måske er det netop udtryk for, at mission lever bedst alle andre steder end i afgrænsede afdelinger. En ganske god og præcis definition af mission er heller ikke skrevet i en bog om mission og missionsteologi, men derimod i en nyere bog om offentlighedsteologi. Heri skriver Peter Lodberg, at definitionen på offentlighedsteologi i bogen er: ”teologisk engagement i ord og/eller handling i forhold til spørgsmål vedrørende alle samfundsborgere”3. Selvom det ikke er et forsøg på at definere mission er det den måske mest præcise definition vi har lige nu. For der er masser af mission, det er i kirkens dna, og vi må dele det, der betyder noget for os. Men fri os fra at sætte det i kasser, og lad os bruge de ord, der ikke står i vejen for budskabet.







