Folkekirkens rolle minder i højere grad om de andre kristne kirker i et pluralistisk samfund, og det er derfor i tiltagende grad nødvendigt at komme den forældede skelnen mellem folkekirkens indre og ydre anliggender til livs, skriver Simon Schmidt
//Af Simon Schmidt, uddannet folkekirkepræst, Ph.d.-studerende i systematisk teologi og hjemmegående husfar.
Med valgkampen blev debatten om store bededags afskaffelse (og mulige genopståen) igen relevant. I diskussionen skelnes mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, og der lyder kritik af, at regeringen blandede sig i kirkens indre anliggender.
Men som den amerikanske teolog Stanley Hauerwas fyndigt har udtrykt det:
”Det mest teologiske dokument i en kirke er dens regnskab”.
Det er i årsregnskabet, at det faktisk udtrykkes, hvad kirken i praksis tror på. Det kan godt være, at der findes officielle trosbekendelser af forskellig slags, men det er regnskabet, som viser hvordan en kirke i realiteten agerer og prioriterer. Pointen er, at kirkens såkaldt ydre forhold ikke kan skilles fra de såkaldt indre forhold.
Sandsynligvis optræder den her skelnen mellem kirkens ydre og indre forhold første gang i Euseb af Caesareas Konstantins Liv fra ca. år 339. Ifølge denne beretning siger kejser Konstantin, den første kristne kejser, at han vil tage sig af kirkens ydre anliggender og så kan biskopperne tage sig af kirkens indre anliggender.
Det kan fortolkes på flere måder hvad kejseren præcis mener med den formulering. Men det er tankevækkende, at denne adskillelse af kirkens indre og ydre anliggender opstår præcis her ved indgangen til en lang periode i Europas historie med kristendom som statsreligion.
Den periode har vi i længere tid været på vej ud af igen i den vestlige verden og i stedet på vej mod et pluralistisk samfund med flere kirker og flere religioner. Måske det derfor også er på tide at opgive denne skelnen mellem kirkens indre og ydre anliggender.
I en luthersk teologisk model giver det måske god mening at drage denne skelnen. Ifølge én version af luthersk teologi formidles kristendommens budskab klart i prædiken og sakramenter, og rammen udenom er derfor ikke så vigtig. Det er en fin teori, men den harmonerer ikke med praksis. For det første kommer der jo nu engang ikke så mange mennesker til gudstjenesterne om søndagen, så det her budskab bliver ikke rigtigt hørt.
Men for det andet, så er det ikke sådan kommunikation fungerer. Alt hvad præsten og kirken gør kommunikerer til resten af samfundet. Hvis præsten i landsbykirken siger smukke ting om søndagen om ikke at stjæle, men bliver taget i at hugge en pakke smøger i Brugsen om mandagen, ja så går det også ud over prædikenens troværdighed. I en teoretisk model skulle det prædikede ord måske gøre sin virkning uanset hvordan præsten ellers opfører sig.
I realiteten vurderer mennesker hele kirkens optræden, når de skal vurdere det budskab, den kommer med. På samme måde som præstens hele optræden vurderes i forhold til hendes budskab, så vurderes også hele kirkens optræden og struktur i forhold til dens budskab. Hvordan kirken agerer i ”det ydre” i samfundet kan ikke skilles fra dets ”indre” anliggende, fra dens prædiken. Det er to forskellige former for kommunikation, men de skulle gerne pege i samme retning.
Vi lever i en tid, hvor mange er politisk interesserede i kirkens funktion snarere end i dens budskab. Hvad kan kirken bidrage med i forhold til demokrati og dannelse og så videre. Det er godt at både folkekirke og frikirker kan bære med til samfundets fælles gode.
Men alt dette er afledte egenskaber, så at sige, af den historie om Kristus, som kirken forsøger at blive bekendt med og forkynde. Folkekirkens rolle minder i højere grad om de andre kristne kirker i et pluralistisk samfund, og det er derfor i tiltagende grad nødvendigt at komme den forældede skelnen mellem folkekirkens indre og ydre anliggender til livs, så kirken kan kommunikere sit budskab klart i både ord og gerning til gavn for både samfundet og den enkelte.
