Mission og offentlighedsteologi hører uløseligt sammen – også i en tid, hvor en ny åbenhed for kristen tro forandrer missionsmetoder, men ikke missionsprincipper

// Af Claus Bækgaard, generalsekretær i FrikirkeNet

Mission og offentlighedsteologi er to forskellige begreber, men de hænger nøje sammen – og det er vigtigt, at de ikke adskilles. Skiller vi dem ad, udvander vi for det første forståelsen af offentlighedsteologien. Og for det andet underminerer vi den positive udfordring, som offentlighedsteologien er for vores missionsforståelse.

Det er min påstand, som jeg vil begrunde nedenfor.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mission ligger i kirkens dna

Jeg har forståelse og sympati for både Luthers toregimentelære samt Abraham Kuypers sfæresuverænitetsbegreb, når vi taler om kirkens forhold til samfundet. Begge perspektiver hjælper os til at forstå, hvorfor kirken både skal engagere sig i offentligheden og samtidig bevare sin egenart.

Vores pluralistiske demokrati fordrer så at sige, at vi tænker i offentlighedsteologiske baner, men jeg mener, det er vigtigt, at denne tænkning tager udgangspunkt i vores missionsforståelse.

Og hvad er den så?

Det kan se meget forskelligt ud, alt efter hvem man spørger. Mit afsæt er dels i Bibelen og dels i kirkehistorien. Da Jesus sendte sine disciple ud to og to, skete det med ordene:

”Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud” (Matt. 10;7-8a).

Samme mandat giver han de 72 udsendte i Lukasevangeliet kapitel 9, og i missions-/dåbsbefalingen lyder det:

 ”… gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem … og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt. 28:19b-20a).

Mission ligger således i kernen af kirkens kald og mandat. Det er i høj grad dens dna. Men mission er mere end det. Mission er også en direkte videreførsel af Abrahams kald til at være en velsignelse. Derfor er der – og skal der være – en interaktion troen og samfundet imellem. Så når vi taler om mission, er der for mig at se en sammenhæng mellem flere elementer.

Den ’varme bøn’ skal ud

Traditionelt formuleres kirkens opgave som martyria, liturgia, koinonia og diakonia, altså vidnesbyrd, gudstjeneste, fællesskab og omsorg for andre. Dertil lægger nogle kerygma, altså forkyndelse/proklamation. I forhold til offentlighedsteologi kan forkyndelsesdelen måske virke provokerende, og derfor udelades den ofte.

I min forståelse er proklamationen – evangeliet – de gode nyheder – dog helt klart en del af det, vi kalder mission. Og dermed får proklamationen også betydning for vores tænkning om offentlighedsteologi.

Apostlen Paulus spørger retorisk:

”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?” (Rom. 10:14).

Kerygma er nødt til at klinge med i offentlighedsteologien, selv om vi i Danmark ikke bryder os om at være påtrængende. Derfor ynder vi også at bruge følgende citat, som vi (fejlagtigt*) tillægger Frans af Assisi:

”Prædik evangeliet – om nødvendigt, brug ord!”

Og Frans af Assisi var god til at række ud til dem, der særligt trængte det – men han lærte også sine disciple at forkynde, udsprunget af bøn. Når bønnen havde ”vokset sig varm”, skulle den ud. Selv prædikede han ofte op til i fem forskellige byer på den samme dag.

Surdejskraft til modkultur

Mit grundlag for overhovedet at tale om offentlighedsteologi tager således sit afsæt i en forståelse af, at kirken og enhver kristen er kaldet til at dele det budskab, som er os betroet. Ikke med magt eller overtalelse, men ved at vise, hvor radikalt anderledes det himmerige, disciplene blev sendt ud med, var. Børn, kvinder, slaver blev pludselig værdsat og fik betydning. Jeg tror ikke helt, vi forstår, hvor radikalt budskabet var.

Jesus sammenligner i Matthæusevangeliet 13 Guds rige med en lille klump surdej, som gennemsyrer hele dejen. Dykker vi lidt ned i kirkehistorien, finder vi flere beskrivelser, som illustrerer denne surdejskraft.

Eksempelvis et bemærkelsesværdigt brev fra det andet århundrede, som kaldes ”Brevet til Diognetus” (søn af Zeus). Man kender ikke forfatteren, men i brevet beskrives blandt andet, hvordan de kristne begår sig i samfundet og viser en helt anden vej end de normer, der ellers gjaldt. En modkultur. De var kendt for deres indbyrdes kærlighed, og måden de rakte ud og tog sig af mennesker på.

Og så konkluderer forfatteren:

”Kort sagt, hvad sjælen er i kroppen, er kristne i verden! Sjælen er fordelt ud i alle kroppens lemmer, og kristne i alle verdens byer. Sjælen bor godt nok i kroppen, men er dog ikke af kroppen. Og kristne bor i verden, men de er ikke af verden.” 

Vi ser altså allerede her en form for adskillelse, men som alligevel er så dybt involverende, at de kristne påvirker det omkringliggende samfund. Jeg tror, at kirken i dag har et kald til på samme måde at være en positiv surdej i offentligheden.

Blandt andet er det kirkens opgave at tage de svages parti, kæmpe mod uretfærdigheden, være med til at stifte fred, arbejde for tros- og religionsfrihed etc.

Kristus og kulturen: Niebuhrs fem typer

Teologerne Helmut Richard Niebuhr og Lesslie Newbegin har nogle interessante betragtninger, når det gælder forholdet mellem Kristus og kulturen.

Niebuhr er deskriptiv og typologisk i sin tilgang, og i bogen ”Christ and Culture” kortlægger han historiske og teologiske mønstre, som han opsummerer i fem idealtyper for forholdet mellem Kristus og kulturen:

1. Kristus imod kulturen – eksklusivisten. Ser kulturen som grundlæggende fjendtlig og kirken som det rene og adskilte alternativ.

2. Kristus af kulturen – kulturkristen (ikke som et øgenavn). Ser en dyb harmoni mellem Kristus og kultur og læser kristendommen gennem kulturens værdier.

3. Kristus over kulturen – syntetikeren. Ser Kristus som den, der fuldender det bedste i kulturen, og søger en syntese mellem tro og kultur.

4. Kristus og kulturen i paradoks – dualisten. Ser forholdet mellem tro og kultur som et spændingsfyldt paradoks præget af både konflikt og nødvendighed.

5. Kristus, der forvandler kulturen – konversionisten. Ser kulturen som noget, der kan fornyes og omformes gennem Guds handling i tiden.

Væren og inkarnation: Newbegins dynamikker

Newbigin, derimod, er missional og eskatologisk i sin tilgang og afviser faste typer som endelige løsninger. Han ser Kristus–kultur-forholdet som en dynamisk proces, der altid er under forandring:

1. Kirken er sendt – fordi Gud er mission. Mission er således ikke kirkens projekt, men Guds projekt. Derfor er kirken ikke først og fremmest en institution, men et sendt folk.

2. Kirken skal leve som inkarneret vidnesbyrd i sit lokalsamfund ved at være til stede på arbejdspladser, i nabolag, relationer og hverdagsliv. Denne inkarnation og kontekstualisering må dog aldrig føre til, at kirkerne taber evangeliets særpræg, men den skal lytte og lære af kulturen.

3. Kirken er et fællesskab, der lever som et tegn på Guds rige. Ikke ved at være ’relevant’, men ved at være anderledes — et nyt folk. Fokus skal være på væren frem for gøren, på discipelskab og på kirken som modkultur; et fællesskab, der viser evangeliets virkelighed gennem sin livsform.

4. Den kristne tro former hele livet — arbejde, familie, politik, samfundsengagement. Kirkerne bør derfor udruste de troende til hverdagen snarere end til at kunne varetage kirkens, interne aktiviteter. Hverdagen er missionens primære arena.

Gudsriget som radikal målestok

Lige nu oplever vi markante forandringer i vores samfund, hvor kristentroen igen fylder på nye og overraskende måder, også blandt kendte stemmer og offentlige personer. Det rejser spørgsmålet om mission og om menneskers vej ind i troen, for der synes at være et skifte i gang, som også berører offentlighedsteologien.

Historisk har metoder ændret sig – fra behave-believe-become, til belong-believe-become, til Anne Mie Skak Johansons touched-taught-transformed – og måske ser vi nu endnu et skifte, hvor flere intellektuelt “læner sig ind” i troen, undersøger den og tilvælger den.

Når flere i offentligheden åbner for kristne perspektiver – ikke kun følelsesmæssigt, men også intellektuelt, værdimæssigt og kulturelt – ændrer det offentlighedsteologiens arbejdsfelt og skaber både nye muligheder og nye udfordringer.

For det første bliver der større rum for at bringe teologi og kristen etik ind som legitim stemme i samfundsdebatten ud fra en medskabende position, hvor kristen tro tilbydes som ressource for kulturel fornyelse, etik og offentlig samtale.

For det andet medfører det en risiko for, at kun kristne værdier, som passer ind i en bestemt politisk eller kulturel dagsorden, bliver fremhævet. Offentlighedsteologi må derfor fortsat fastholde Gudsriget som helhed som den radikale målestok.

I periferien af centrum

Så for at konkludere: Kirken er kaldet til at forkynde og dele budskabet – samt at interagere med kulturen gennem inkarnation og kontekstualisering.

Men hvordan sikres balancen eller den ligelige integration mellem kerygma og inkarnation, samt kontekst?

I mit eget svar på spørgsmålet, hælder jeg til at være enig med David Stroud, Founding pastor af Christ Church London samt medstifter af ”The Everything Conference” og ”Forum” – som begge handler om at forbinde kultur‑ og samfundsledere for i fællesskab at løfte og forny samfundet.

Han siger, at kirken ikke skal være i magtens centrum. Men heller for langt derfra, så kirkens stemme bliver skinger. Kirken skal stå i periferien af centrum, så den kan råbe magthaverne op.

* Først gang vi støder på sætningen på skrift, er i 1993 i en bog af Steve Sjogren: ”Conspiracy of kindness”. Skulle citatet have overlevet siden 1200-tallet i en mundtlig overlevering alene?