To-regimentelæren er ikke en to-rums-tænkning – at virkeligheden er delt op i et privat, åndeligt rum og et fælles, samfundsmæssigt rum – men netop det modsatte: Et forsøg på at vise hvordan to dimensioner af livet – det åndelige og det samfundsmæssige – hænger sammen i den ene virkelighed, skriver Jonas Adelin Jørgensen
// Af Jonas Adelin Jørgensen. akademisk medarbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
Mens jeg skriver disse linjer, overvejer de fleste deres kryds til folketingsvalget.
De første uger af valgkampen har været præget af politikforslag fra de forskellige partier: Skolepolitik, rent drikkevand, svineproduktion, skattelettelser og en lang række andre forslag. Økonomiske perspektiver, klimaperspektiver og velfærdsperspektiver giver forskellige løsninger på de udfordringer, som Danmark står overfor.
Men hvad med et teologisk perspektiv?
Hvordan ser det fælles samfund ud fra et luthersk teologisk perspektiv, den form for kristendom, som dybest har præget vores moderne danske samfund?
Samfundet er formet er luthersk kristendom
Historisk er vores danske samfund er gennem århundreder formet af luthersk kristendom. Fra reformationstiden og til indførelsen af grundloven i 1849 var den lutherske tænkning om familie, kirke og stat et vigtigt ideologisk værktøj til at forstå såvel som at indrette det fælles samfund.
Den første og vigtigste lovgivning efter reformationen, som lagde grundlaget for den ny danske og norske lutherske fyrstestat, er Kirkeordinansen fra 1537/39. Denne lov sigter på at nyordne organiseringen af kirken efter reformationen og indeholder derfor også love for fattigforsorg, skoler, jordemødre, og en række andre områder.
Kirkeordinansen skelner mellem ”Guds ordinans” og ”Kongens ordinans”
Grundlæggende er Kirkeordinansen stærkt præget af den lutherske to-regimente-lære, dvs. ideen om at Gud styrer alt men på to forskellige måder, som der kan skelnes mellem.
Det ene regimente – den måde, hvor mennesker har med Gud at gøre – er gennem forkyndelsen af evangeliet og modtagelsen af sakramenterne i kirken. Det andet regimente er gennem loven og andre menneskers krav i samfundet.
Det første regimente kalder Kirkeordinansen for ’Guds ordinans’, fordi det drejer sig om forkyndelse og sakramenter, men også børns kristne opdragelse, skolernes undervisning og fattiges forsørgelse. Det andet regimente kaldes for ’Kongens ordinans’, fordi det omfatter de love og regler, den samfundsarkitektur, der er nødvendig, for at ’Guds ordinans’ kan fungere.
’Kongens ordinans’ er derfor konkrete og praktiske anvisninger og love for de økonomiske, administrative og liturgiske områder af samfundslivet.
Kirkeordinansen blev indoptaget, moderniseret og afløst af Danske Lov (1683), hvor de andre og ældre landskabslove også blev indarbejdet. På den måde kom Kirkeordinansen til at præge dansk samfundsliv og -tænkning i 300 år, og kan siges stadig at have en efterglød, en psykologisk-kulturel indflydelse på, hvordan vi i Danmark fornemmer vores fælles samfund.
Samtidig er det klart, at to-regimentelæren ikke er en to-rums-tænkning – at virkeligheden er delt op i et privat, åndeligt rum og et fælles, samfundsmæssigt rum – men netop det modsatte: Et forsøg på at vise hvordan to dimensioner af livet – det åndelige og det samfundsmæssige – hænger sammen i den ene virkelighed.
De to regimenter handler begge om det fælles samfund
Hvad er det så for en fornemmelse af det fælles, som denne tænkning om to sammenhængende men forskellige regimenter giver af det fælles samfund?
Forholdet til Gud er fundamentalt, men er formidlet på to forskellige måder (’regimenter’). Mennesket står over for Gud i forkyndelsen af evangeliet i kirken. Her kan mennesket blive saligt gennem troen på evangeliet. Mennesket står også over for Gud i samfundets og andres krav på den enkelte. Her kan mennesket blive helligt gennem overholdelse af loven.
Salighed handler om den enkeltes evige frelse, mens hellighed handler om forholdet til andre.
Saligheden kan mennesket eje i troen, men hellige bliver vi ikke fuldstændigt; for helligheden ville være at opfylde alle krav som andre har på os. Saligheden finder vi i troen, dvs. det er et åndeligt begreb. Helligheden finder vi i forholdet til medmennesker, og helligheden er derfor et verdsligt og samfundsmæssigt begreb.
Kærligheden holder det verdslige og åndelige sammen
Det, som sammenholder det åndelige og det verdslige, er kærligheden, det eneste som både er åndeligt og verdsligt.
Denne forståelse lader de samfundsmæssige love være et sandt og rigtigt udtryk for Guds vilje, også selv om menneskets frelse ved overholdelsen af disse love afvises. Denne måde at tænke om og erfare samfundet på, er meget anderledes end vores moderne sekulariserede måde at erfare det på. Det er en måde at erfare verden og samfundet på, som er dybt præget og formet af en luthersk teologi i et tidligt moderne samfund, hvor begreber som ’salighed’ og ’hellighed’ både var vigtige eksistentielle og sociale begreber. Det er en måde at erfare verden på, hvor Gud handler og kræver noget af mennesket, og at mennesket – ligesom samfundet og staten eller fyrsten – er forpligtet på noget udenfor sig selv.
For mange moderne danskere har kristendommen og kirken mistet sin relevans og plausibilitet, og det er uklart hvad kirken har med det fælles samfund at gøre. Kirken som selvfølgelig institution og sammenhængskraft i samfundet er i stigende grad fortid.
Det er ikke troen på Gud der er fundamentet under samfundskonstruktionen og den ramme som helheden ses indenfor, men derimod demokratiske valg, hvorigennem folket giver sig selv lovene der styrer samfundet. Derfor har den lutherske teologiske forståelse af samfundet først og fremmest betydning som en fælles, dunkel erindring om vores fælles danske samfund og kirke, hvor vi engang ufortjent kunne blive salige, men samtidigt arbejdede på vores hellighed.
I vores moderne samfund er lovene ikke længere et udtryk for Guds vilje
Hvad kan denne dunkle erindring betyde i dag? Vi stoler ikke længere på, at samfundets love er udtryk for Guds vilje, og vi har rigelige erfaringer med love, som ikke er retfærdige.
Hvis vi ikke kan blive hellige gennem at overholde samfundets love, hvilken teologisk betydning har så det fælles samfund?
Parafraseret i et mere moderne og eksistentielt sprog, så er det sammenhængende billede af virkeligheden og samfundet, kirken og staten, som den lutherske teologi optegner for det moderne menneske følgende:
Mennesket erfarer et sammenhængende krav om et liv for den anden; denne lov som mennesket fødes ind under, kan det ikke opfylde. Hvorfor? Fordi de eksisterende love forlanger i deres sum, at du skal elske din næste. Så hvad loven kræver, kræves før den udtales. Loven er altid givet på forhånd. Der er ingen udveje, kun fortvivlelsen over at skulle det, som man ikke kan. Kun Gud kan skænke (i troen), hvad han hidtil har krævet (gennem loven). Tro er altid tillid, og tillid er resultat af det tillidsvækkende. Kun troen giver det, som loven kræver. Det er hvad det salige bytte for Luther består i, og det holdes sammen af kærligheden.
Måske kan det kaste nogle nye og teologiske perspektiver ind over vores fælles samfund og det valg, som finder sted i dag og de politiske udfordringer, som vi skal løse i de kommende år.
