Valget i Ungarn finder sted på et tidspunkt med høj geopolitisk spænding, og dets udfald vil have geopolitiske konsekvenser. Mulighedsvinduet for at afsætte Orbán og Fidesz-regeringen er snævert. Hvis Fidesz taber valget, er et muligt scenarier, at de bestrider valgresultatet og begynder store protester, påpeger Marietta van der Tol

// Af Dr. Marietta van der Tol. Hun er Leverhulme early career fellow ved University of Cambridge med speciale i komparative studier af politik, jura og religion. Indledning ved Emil Saggau.

Indledning

Under den ungarske valgkamp afholdtes det højre-nationale konvent CPAC sin årlig kongres d.21 marts 2026 i Budapest. Hovedtaleren var selvfølgelig lederen af Ungarn, Viktor Orbán.

I hans indledende tale roste han forskellige højre-bevægelse fra Frankrig til USA, hvorfra flere prominente politikere var mødt op for at vise deres støtte til Orbán. I talens dramatiske højdepunkt påpegede Orbán, at ”Vi kæmper for Vestens Sjæl!” og derfor ”Lad os gøre Europa stort igen”. Det løb umiskendeligt som et ekko fra den amerikanske valgkamp I 2024 og fra Orbán’s egen tale i 2019, hvor han slog fast at ”Uden kristen kultur vil der ikke være et frit Europa, så hvis vi ikke lykkes med at forsvare vores kristne kultur, så vil vi miste Europa, og Europa vil ikke længere være for europæerne”. Men spørgsmålet er, hvad er dette for en kristen kultur, som Orbán taler om? Og hvorfor er højrefløjen fra USA, Frankrig mv. i Budapest for at støtte Orbán?

Denne artikel giver et bud på dette. Den er først udgivet som en kommentar i 2024 i forbindelse med valgåret i USA. Artiklen berører en central akse mellem USA’s yderste højre, Rusland og så især Ungarn i det, som forfatteren kalder for en transnational kristen illiberal nationalisme. I anledningen af det ungarske valg d.12 april 2026 gengiver vi derfor artiklen i en dansk oversættelse med visse opdateringer, da artiklen rammesætter, hvilken form for kristendom, som både det regerende parti i Ungarn, men sådan set også dets primære modstander står for. Det er ifølge forfatteren, Marietta van der Tol, en form for illiberal kristendom, der adskiller sig fra den mere traditionelle konservative kristendom, hvorfor der i dag opstår konfliktlinjer i eks. den katolske kirke mellem J.D. Vances illiberale kristendom og så pave Leo XVIs klassiske konservative kristendom. Artiklen giver et perspektiv på, hvor det yderste højres kristendom er på vej hen og hvorfor samme tema dominerer i både USA og Ungarn.

Her begynder artiklen:

Valg i Ungarn: Kristen Nationalisme på fremmarch

Sammenfaldet mellem kristendom og så bevægelser på det yderste højre i USA, Ungarn og Frankrig kan forstås som en slags resonanser mellem det, der egentligt er løst organiserede grupper, bevægelser og politiske partier. Disse resonanser kredser om en række kontraster: religion og sekularisme, traditionalisme og LGBT+-rettigheder eller feminisme, forestillinger om godt og ondt, som for det meste er et spørgsmål om idéer og ideologi. Konservative kristne oplever, at dele af deres traditionelle værdier og perspektiver deles med aktører på den yderste højrefløj.

Men der er også andre spørgsmål, hvor det imidlertid ikke er så klart, hvor de kristne står: den ændrede verdensorden, hvor Amerika ikke længere er den ubestridte leder af den frie verden og finder sit internationale lederskab udfordret af både Kina og Rusland. Mange kristne vil ikke sympatisere med den ekstreme højrefløjs antisemitisme, hvorimod grænserne mellem højreorienterede aktører og den ekstreme højrefløj kan være ganske porøse, når det eksempelvis handler om antisemitisme. Tilsvarende er konservative kristne ikke nødvendigvis liberale, men det betyder ikke, at de er “imod” tradtionelle liberale værdier, Vesten mere generelt eller NATO; snarere kan disse være strukturer være et omdrejningspunkt for, hvordan nationer forfølger deres internationale interesser.

Endelig er der en væsentlig forskel mellem konservativ kristendom, selv anti-liberal kristendom, og dem, der dissideret fører illiberal politik. Illiberal politik ses ofte sammenblandet med anti-liberale eller konservative holdninger, men det er dog to forskellige ting: illiberal politik bruger konservativ retorik til at retfærdiggøre strukturelle ændringer i loven. Nogle kalder dette demokratisk tilbageskridt. Et eksempel er at indsætte politiske loyale personer i de højeste domstole, så domstolene ikke længere kan udføre deres arbejde fuldt uafhængigt, eller det kan være at begrænse presse- og mediefriheden, eller at ændre valglove til fordel for ens eget parti, eller at bruge loven til at fremme interesserne for en mindre kreds af loyale støtter eller at placere loyale personer i magtpositioner i civilsamfundets institutioner. Det er alle politiske tiltag, som har kendetegnet Orbán regeringen i Ungarn, men som også kendes fra andre europæiske eller amerikanske lande.

Illiberal politik italesættes ofte som udslag for “folkets” vilje, men de agerende politikere, som Orbán udnævner også sig selv til at tale på “folkets” vegne. I demokratiets, suverænitetens eller folkets viljes navn er det i virkeligheden en lille gruppe politikere, der træffer de vigtige beslutninger. I alt dette er valg stadig vigtige som en politisk procedure eller en “overgangsrite”, men illiberale regeringer tjener ikke længere folket: de foretrækker at tjene interesserne hos en lille gruppe. I værste fald kan loven bruges mod folket, til at undertrykke dissidenter, til at frustrere oppositionen og endda til at sende masserne i krig, som vi i øjeblikket ser i Rusland.
Mens yderligtgående højrebevægelser er blevet meget dygtige til at tilpasse deres kernebudskaber til en bred vifte af målgrupper, herunder kristne, ville det være en fejl at sidestille deres traditionalistiske eller anti-liberale budskab med kristendom. En undergruppe af kristne identificerer sig måske med illiberal politik, men det går for vidt at sidestille kristendom med illiberalisme. Faktisk begyndte mange kirker og kristne organisationer at tale mere højlydt imod den yderste højrefløjs brug af kristendommen allerede før det amerikanske valg i 2024 og i stigende grad siden da, eks. som den anglikanske kirkes udtalelses mod engelske højre nationalister i 2025.

Fra et transnationalt perspektiv, altså et der går på tværs af nationer, så er det dog ofte de “kristne” dimensioner af den yderste højrefløj, som folk genkender på tværs af forskellige nationale kontekster. Det kan ske åbent ved at bruge kirker som facade, såsom den russisk-ortodokse kirke i Rusland, katolske og protestantiske kirker i Ungarn, den katolske kirke i Polen eller en række kirker i USA. Det kan ske mere implicit ved at påkalde spørgsmål om køn og seksualitet eller andre emner, som vi er kommet til at forbinde med de såkaldte kulturkampe. I dette essay vil jeg se nærmere på tre emner, og hvordan krydsfeltet mellem kristendom og illiberalisme kommer til udtryk. De tre emner er et krav på det hellige, et krav på verdensordenen og et krav på demokratiets fremtid.

Et krav på det hellige

Da Donald Trump tabte valget i 2020, måtte hans selvudnævnte “profeter” hurtigt trække i land: de havde betragtet Trump som en form for Messias. Nogle husker måske pastor Paula Whites kommentarer om “englene fra Afrika og Sydamerika” som skulle redde Trumps valgsejr. Kravet på det hellige er vedvarende i kredse på den yderste højrefløj og er bestemt ikke begrænset til “Make America Great Again”-kampagnen. Dette krav på kristendom har en tendens til at være mindre succesfuldt, når kirkeledere taler imod den yderste højrefløj, som vist af Ulrich Schmiedel og Hannah Strommen i A Claim to Christianity. Tobias Cremer foreslår i The Godless Crusade, at mangfoldigheden af kristne stemmer i Amerika gør det sværere at tage klart afstand fra sådanne krav. Det gælder også i lande som Ungarn med ingen entydig majoritetskirke.
Men hvad er dette krav på det hellige egentlig? Min opfattelse er, at visse personer eller partiers krav på kristendom er en del af et krav på det hellige: det kan være Gud eller noget “ud over” strukturerne i det moderne demokrati eller simpelthen “ud over” den politiske virkelighed. Dette krav på kristendom synes at tjene flere formål: for det første at appellere til kristne vælgere for umiddelbar gevinst; for det andet at kunne bruge religionsfriheden og tilhørende beskyttelse, hvor deres sprog eller handlinger ellers ville støde sammen med lovens grænser tidligere; og for det tredje at konstruere deres autoritet uafhængigt af stemmer eller valg, men med appel til noget, der er mere transcendent.

Desuden kan kravet på kristendom se forskelligt ud afhængigt af konteksten. I Rusland tager det form som mobilisering af ortodokse præster samt voldelig undertrykkelse af minoritetsreligioner, især dem der forbindes med Amerika, såsom baptister, protestanter eller Jehovas Vidner, både i Rusland og i de besatte områder i Ukraine. I Ungarn kan det ligne favorisering af de vigtigste katolske og protestantiske kirker i en sådan grad, at regeringen kan kontrollere dem, samtidig med at man stille og roligt sikrer, at en oppositionskirke må lukke og endda placerer en af dens medarbejdere i administrativ tilbageholdelse (uden sigtelse).

Kravet på kristendom kan tage form af anti-LGBT+-lovgivning, kontrol med børnelitteratur eller “LGBT-frie zoner”, men i andre kontekster, især i Vesteuropa, ville sådan retorik skræmme for mange vælgere væk. Kravet på kristendom kan være anti-vestligt, samtidig med at det hævder, at traditionalisme repræsenterer det “sande” Vesten, eller være anti-muslimsk eller anti-migrant i en påstået jødisk-kristen civilisations navn, mens det samtidig er åbent antisemitisk og pro-israelsk. Med andre ord er kravet på kristendom fra et transnationalt perspektiv næppe sammenhængende.
Den amerikanske kontekst er fra et transnationalt perspektiv blot én sådan kontekst, hvor sådanne modsætninger træder frem. Denne proces gentages derefter på nationalt plan: mange amerikanere vil huske begivenhederne den 6. januar og den forsigtighed, hvormed Donald Trump måtte udtrykke sin sympati for oprørerne, samtidig med at han tog afstand fra deres handlinger. Men andre, som ikke sympatiserede med oprøret, tog ikke nødvendigvis afstand fra sådanne handlinger (det ville måske være “for demokratisk”).

Det viser styrken af samlingspunkter – hvad enten det er Trump, præsident Putin, Viktor Orbán eller andre sådanne ledere: deres personlige brand kan overskride specifikke begivenheder eller spørgsmål, som endda kan tilsidesættes af hensyn til et “større gode”. Jeg frygter, at dette også gælder for kravet på kristendom: særligt ukristen adfærd kan blive ignoreret af hensyn til et større gode. Det kan også ske omvendt: at visse fordele gør nogle kristne blinde for prisen og dermed også bidrager til demokratisk tilbageskridt.

Alligevel er kritikken af sekularisme blevet et stærkt mobiliseringsredskab i anti-vestlig diskurs: den optræder i den politiske retorik hos Viktor Orbán og hans modparter i Serbien, Slovakiet og Polen samt i de begrundelser, som Ruslands præsident Vladimir Putin og den russisk-ortodokse patriark Kirill har fremført for krigen i Ukraine. I denne diskurs fungerer “sekularisme” som et kodeord for “Vesten”, liberalisme, opløsning af traditionelle køns- og familieroller og nogle gange antisemitisme. Kirker bruges til at fremhæve et kristent alternativ til vestlig liberalisme.

Deres påkaldelse af kristendom handler dog ikke blot om en “religionens tilbagekomst” i europæisk politik. Snarere fungerer kirker som det symbolske grundlag for et krav på det hellige og tilbyder alternative forestillinger om politisk legitimitet samt retfærdiggør angreb på retsstaten og – i Ruslands tilfælde – den internationale orden. Disse anti-vestlige diskurser i Europa finder en vis resonans i amerikanske politiske bevægelser.

Et krav på verdensordenen

Fremkomsten af den yderste højrefløj i Europa og USA finder sted på baggrund af en ændret verdensorden. I litteraturen omtales dette som fremkomsten af en multipolær verdensorden, hvor Amerika ikke længere er overlegen i forhold til andre magter, men deler sin ledende position med Kina og Rusland. For Rusland er Kinas fremgang også problematisk, og for Rusland er spørgsmålet ikke, om det kan blive nummer ét i den nye verdensorden, men om det i det mindste kan blive nummer to frem for nummer tre. At være nummer tre stemmer ikke overens med Putins selvbillede.

Krigen i Ukraine udtrykker flere dimensioner af Putins bekymring: bekymring for arven efter hans præsidentskab, da han ønsker at generobre territorier fra flere tidligere sovjetstater; bekymring for Ukraine selv, da han ønsker at fremstille det som en central del af en “hellig” russisk identitet, mens ukrainere generelt søger at understrege, at de er noget andet: ukrainske, adskilt fra russiske. Bekymring for den ændrede verdensorden: Rusland har brug for et stærkere fodfæste i Østeuropa for at styrke sin position i verden. Den moraliserende retorik fra både Kreml og Moskva-patriarkatet trækker på disse kontraster og appellerer til sympatisører andre steder i verden.
Under religionens fernis ligger krigens realitet: almindelige soldater, der tvinges til at grave sig ned i mudderet, mens tusinder vender hjem i ligposer hver måned. Den ortodokse kirke kan være til stede ved begravelser og lejlighedsvise gudstjenester tæt på frontlinjen, men måske vil folk huske kirken for dens rolle i tabet af deres kære. For Kreml er menneskeliv blevet en billig valuta, samtidig med at det fortsætter sin støtte til pro-life-bevægelser andre steder i verden, angiveligt i menneskelig værdigheds navn.

Krigen i Ukraine er også en bekymring for Det Hvide Hus og særligt for Orbán i Ungarn. Forpligtelsen til at støtte Ukraine, samtidig med at man holder øje med andre konfliktzoner, er en afgørende og kostbar opgave. Den tilbagetrækning af støtten til Ukraine, som J.D. Vance først foreslog i 2024, synes at have taget form. I den Ungarske valgkamp tager det form som Orbáns afvisning af støtte til Ukraine og brug af det ungarske mindretal i Ukraine, som undskyldning for sin manglende støtte. Ungarn balancerer mellem EU, Rusland og Kina. Samtidig afslører efterretningstjenester russisk påvirkning, bestikkelse og misinformation i Europa.
De ændrede skillelinjer ses også i kredse på den yderste højrefløj: trods modvilje mod NATO måtte Italiens premierminister Giorgia Meloni justere sin linje, så hun i dag er en af Ukraines støtter. I Polen sås lignende dynamikker, hvor en konservativ regering støttede NATO og Ukraine, da frygten for truslen for egen position blev for meget.

Et krav på demokratiets fremtid

Politiske bevægelser og akademiske bevægelser omkring den yderste højrefløj søger at formulere alternativer til demokratiet, Det er dog vigtigt at adskille mellem deres kritik af liberalisme og deres kritik af demokrati. Spørgsmålet er, om der findes levedygtige alternativer til demokrati i den nuværende kontekst i Vesten, da det længe er blevet beskrevet som “den værste styreform, bortset fra alle de andre styreformer, der fra tid til anden er blevet afprøvet”.

Illiberalismen, som mødes i eks. Ungarn, anlægger et snævert syn på demokrati: den læner sig op ad idéen om “folket”, praksissen med valg og juridisk formalisme, men den ser politiske procedurer, magtens tredeling og domstolsprøvelse som forhindringer for realiseringen af sine mål. Desuden er illiberalisme villig til at tildele de menneskerettigheder, der er bekvemme for den, mens den udfordrer dem, der begrænser dens politiske magt. Selvom hver af disse rettigheder kan være tidskrævende eller præget af bureaukrati, så udgør de tilsammen “retsstaten”, som markerer grænserne for politisk magt, uanset hvem der sidder ved magten.
Der findes en del, som CPAC, transnationale netværk, der hævder enten eller både kristendom og nationalisme for at fremme deres illiberale idealer. At sådanne grupper var aktive i USA før Trumps valg til præsident for anden gang, kommer ikke som nogen overraskelse, men at de så markant samlede sig omkring “Project 2025” fra Heritage Foundation, kom alligevel som en overraskelse. For Trump og vicepræsident J.D. Vance opstod der et problem før deres valg til embede. På den ene sidefastholdte de deres sympati for projektet, samtidig med at de også måtte tage afstand fra det. En nedskaleret version af Project 2025 synes dog efter Trumps valg til præsident at være ved at blive gennemført med skadelig virkninger for USA’s liberale institutionelle strukturer.

Den yderste højrefløj har ligeledes haft succeser og fiaskoer i Europa, da det kan være vanskeligt for højrefløjsbevægelser fuldt ud at gennemføre deres idéer. Det skyldes, at de ganske enkelt mangler de nødvendige vælgertal, hvilket tvinger dem ind i koalitionsaftaler med mere moderate partier. Sådan har det ikke været i Ungarn i lang tid og er det ikke i USA på grund af dominansen af et hovedpartier og den tilhørende “winner-takes-all”-mentalitet i politik. Den tiltagende polarisering (og radikalisering) af den politiske debat har gjort kløften endnu sværere at bygge bro over.

Konklusion

Valget i Ungarn finder sted på et tidspunkt med høj geopolitisk spænding, og dets udfald vil have geopolitiske konsekvenser. Det sker også på et kritisk tidspunkt i ungarsk politik. Mulighedsvinduet for at afsætte Orbán og Fidesz-regeringen er snævert. Fremtiden for ungarsk politik vil fortsat være præget af udfordringer. Hvis Fidesz taber valget, er et muligt scenarier, at de bestrider valgresultatet og begynder store protester. Det større billede er dog, at valg ikke alene kan løse alle problemer. Det vil kræve meget tid, indsats såvel som juridisk og administrativt at løsne statsapparatet fra Fidesz’ politiske greb. Det samme gælder for kirkelige institutioner, som har modtaget så mange midler fra regeringen og derfor har haft begrænset incitament til at ændre deres loyalitet over for Fidesz. Og i mellemtiden kan Orbán og Fidesz begynde at planlægge et comeback efter næste valg – ligesom Trump i 2024.

Redigeret og oversat af Emil Hilton Saggau med tilladelse fra forfatteren.

Dr. Marietta van der Tol er Leverhulme early career fellow ved University of Cambridge med speciale i komparative studier af politik, jura og religion. Hun har studeret ved Utrecht University, Yale og Cambridge og har arbejdet ved University of Oxford som Alfred Landecker postdoc-forsker ved Blavatnik School of Government samt som collegeunderviser i politik ved St Peter’s og Lincoln College. I hendes senest bog “Constitutional Intolerance: the fashioning of ‘the other’ in Europe’s constitutional repertoires” (CUP 2025) gennemgår hun illiberal politik i EU landenes tilpasning af deres forfatninger og grundlæggende rettigheder.

Hun har derudover sammen med Sophia Johnson, Petr Kratochvíl & Zoran Grozdanov redigeret bogen “The Many Faces of Christianism: The ‘Russian World’ in Europe” (Brill 2025), der fokuserer på kristen nationalisme og Ruslands religiøse ideologi i Europa.

Læs den oprindelige tekst her: https://canopyforum.org/christian-transnationlism/, hvor andre essays om kristen nationalisme i USA kan findes.