Af Jonas Adelin Jørgensen

I årtierne efter 2. verdenskrig og kolonitidens ophør har der været et stort fokus på opgøret med tidligere tiders mentale strukturer og kolonial tænkning om ikke-europæiske folk og samfund. Nødvendigheden af denne kritik – og selvkritik – er blevet tydelig, eftersom at afslutningen af kolonitiden som et politisk system ikke har løst problemerne med økonomisk ulighed, underudvikling, udbytning og dystre fremtidsudsigter for voksende befolkninger i tidligere kolonialiserede områder. Også i forhold til kirke- og missionshistorien har opgøret med tidligere tider rejst spørgsmålet, om i hvor høj grad missionstænkningen og de strukturer, som er vokset ud af den protestantiske verdensmission i det 19. århundrede, bør revideres og gentænkes. Hovedspørgsmålet har lydt: Har kristendommen og særligt kristen mission været instrumenter for kolonialisering, politisk såvel som åndeligt, af de modtagende? I undersøgelsen af dette spørgsmål er det blevet klart, at den post-koloniale situation kræver en revision af missionsteologier, heling af relationer, og at en udviklingen af nye strukturer er nødvendige for at overvinde ulighed og fremme partnerskaber. Denne artikel beskriver de forskellige områder, hvor missionstænkningen har udviklet og ændret sig som respons på afkolonialiseringen efter 2. verdenskrig.

Øget mistanke mod mission og behov for reformulering

Efterkrigstidens nyordning af de politiske strukturer inkluderede en øget mistanke over for vestlige missionærer og vestlig mission, hvilket krævede en betydelig teologisk reformulering af selve missionens natur. Det resulterede i et nyt paradigme for mission, der allerede var foregrebet af den tysk-schweiziske teolog, Karl Barth, som på en missionskonference i Berlin i 1932 pegede på det teologiske perspektiv, som kom til at præge missionstænkningen efter kolonitiden. Han sagde:

»Har ikke selv den mest trofaste missionær, de mest overbeviste venner af mission, grund til at overveje, at begrebet missio i oldkirken var et udtryk for treenighedslæren? Det vil sige [mission er] et udtryk for, at det guddommelige sender sig selv i Sønnen og Ånden til verden. Kan vi hævde, at vi gør det på nogen anden måde?« (Gengivet i Bosch Transforming Mission, min oversættelse).

Dette oldkirkelige perspektiv på mission som Guds sendelse af sig selv må ifølge Barth være medbestemmende for teologien om mission i enhver del af kirken. Det er ikke frelseslæren eller endetidslæren, der er grunden til mission, men Gud selv, der er grunden til mission. Fordi Gud meddeler sig på den måde, som Gud gør, så formes kirkens mission på denne måde. Det vil sige, en forståelse af mission som betinget af missio Dei, Guds mission. I sig selv er Gud selvmeddelende og selvhengivende kærlighed, og det er grunden til mission i det nye paradigme.

Partnerskab som nøgleord

Både med inspiration fra den ændrede teologiske forståelse og i anerkendelse af det ufrugtbare i tidligere tiders forhold søgte missionsorganisationer fra midten af det 20. århundrede efter mere frugtbare og ligeværdige relationer mellem nordlige og sydlige kirker. Partnerskab blev det centrale anliggende i restruktureringen og i opgøret med, hvad der kunne ses og føles som paternalistiske strukturer i mission. Den historiske vision i protestantisk verdensmission – at evangelisere verden i vores generation, som det blev formuleret på konferencen i Edinburgh i 1910 – blev derfor i stigende grad set som et ansvar, der skulle deles mellem nordlige og sydlige partnere.

Mission på seks kontinenter

Mission ophørte med at være udelukkende en bevægelse fra nord til syd, men blev en bevægelse med syd-syd og syd-nord udveksling. Dette afspejlede en ambition for den globale kirke om at være engageret i mission både som udsendende og modtagende kirker. Konkret kom det til udtryk ved Kirkernes Verdensråds kommission for verdensmission og evangelisation (CWME) i Mexico City i 1963. Integrationen af det tidligere Internationale Missionsråd (IMC) i Kirkernes Verdensråd som en kommission signalerede integrationen af kirke og mission, hvor mission er kirkens opgave, snarere end opgaven for en specialiseret organisation.

Mission på verdens dagsorden

Forskydningen mod det globale syd forstærkede fokus på strukturelle problemer og mangler. Sammenhængen mellem missionsforetagendet, vestlig kolonialisme, moderne rationalisme og nationalstater blev påpeget, hvilket udløste betydelig kritik fra konferencen i Mexico City i 1963. Det blev samtidigt startskuddet til en nytolkning af, hvordan Guds mission ser ud i vores sekulære og fælles verden, den postkoloniale verden. I slutdokumentet fra konferencen siges det:

»Det mønster, som kristen mission følger i en sekulariseret verden, er derfor et konstant møde med vores tidsalders meget virkelige behov. Det bør være i form af dialog, gennem brugen af moderne sprog og tankemønstre, informeret af videnskabelige og sociologiske begreber, og i et møde med mennesker i deres egne livssituationer« (citeret i Ecumenical Missiology, red. Ross et al, s.5, 2022).

Denne mission på verdens dagsorden kan forstås dobbelttydigt: På den ene side ønsket om at kirkerne tager et ansvar for samfundsmæssige strukturelle problemer og ikke kun for eksistentielle og personlige udfordringer. På den anden side kan udtrykket også forstås som en sekularisering og instrumentalisering af kirkens mission i en tilpasning til samfundets ønsker og forventninger, en fortolkning som tiltrak sig stor kritik fra mere konservativ kristen side og senere førte til en splittelse i den økumeniske bevægelse og til stiftelsen af Lausannebevægelsen i 1974 med et stærkt fokus på evangelisation.

Udfordring af status quo og ulighed

Den nye økumeniske forståelse af mission, som et fælles anliggende for alle kirker og på verdens dagsorden, så sig selv som en udfordring af status quo: En vigtig – måske den vigtigste – del af kirkens mission måtte være at deltage i kampen for at overvinde vedvarende, voksende og uretfærdig ulighed mellem nord og syd. Det blev i hvert fald hævdet i den økumeniske bevægelse. Ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968 blev det opsummeret og parafraseret med ordene at mission ikke er Gud-kirke-verden, men Gud-verden-kirke, og mission derfor kommer lige fuldt til udtryk gennem engagement for borgerrettigheder og byfornyelse. Lignende røster hørtes indenfor romersk-katolsk teologi, hvor den latinamerikanske befrielsesteologi med fokus på befrielse af de undertrykte blomstrede op anført af teologer som Jon Sobrino og Gustavo Gutiérrez. Disse impulser førte også til en udbredt opfordring til et moratorium for mission ved Uppsala i 1968, en tænkepause for mission, som satte spørgsmålstegn ved tidligere tiders vestlige mission i syd, og i stedet søgte en »økumenisk deling af ressourcer«.

Omstrukturering af missionsorganisationer for deltagelse og magtdeling

Med inspiration fra blandt andet denne ide om økumenisk deling af ressourcer eksperimenterede nogle missionsorganisationer med omstrukturering for at muliggøre relationer og lighed. Målet var strukturer, der i højere grad tillod partnerkirker fuld deltagelse i alle beslutningsprocesser, herunder spørgsmålet om budgettering og finansiering af projekter. Både det franske Communauté Evangélique d’Action Apostolique (Cevaa) fra 1971, det britiske Council for World Mission (CWM) fra 1977, det tyske United Evangelical Mission (UEM) fra 1996 er eksempler på organisationer, som har forsøgt at restrukturere sig for kunne fungere som missionsorganisationer i en postkolonial verden. De har afkolonialiseret strukturer ved at dele budgetbeslutninger ud på alle involverede partnere, og selv om hoveddelen af indtægten kommer fra de vestlige partnere, så kræves det, at alle deltagende kirker er aktive i beslutningstagning. På den indholdsmæssige side har alle tre missionsorganisationer en række træningsprogrammer i interkulturel mission inklusive heling og eksorcisme for alle medlemskirker, og på menighedsniveau arbejder de i høj grad med venskabsmenigheder og menighedsbesøg. På den måde har disse tre missionsorganisationer forsøgt at blive instrumenter for afkolonialisering af kristendommen.

Konklusion

Perfekte strukturer findes ikke. Enhver struktur er betinget af historie og kultur, og det betyder, at alle strukturer har brug for reformation. Også efter kolonitidens ophør var det nødvendigt at genformulere mission og missionsstrukturer. Den forståelse af missio Dei, der voksede frem i samtalen mellem historie, samfund, missionsteologi og det økumeniske fællesskab af kirker, reflekterer genfortolkningen af mission, som kom til at kendetegne mission efter kolonitiden: Den tidligere forståelse hentydede til organiserede former for mission, muliggjort af traditionelt kristne lande i ikke-kristne lande. Den afkolonialiserede mission ser mission som en opgave for den ene, hellige, katolske og apostoliske kirke gennem denne kirkes medlemmer, hvor de end er. I forhold til missionsstrukturer blev diskussionerne om forholdet mellem lokale og globale dynamikker og magtforhold til et fornyet forsøg på at finde strukturer, som kan bekræfte den grundlæggende lighed på tværs af økonomisk og politisk ulighed. Samlet set har afkolonialisering således tvunget missionsorganisationer til at genoverveje deres form og funktion for at adressere historiske uligheder og fremme mere ligeværdige og gensidige relationer i en globaliseret kristendom. De nye strukturer som kristne missionsorganisationer har eksperimenteret med har vist, hvordan afkolonialisering konkret ser ud i mission: Deling af indtægter, fælles budgettering, fælles kapacitetsopbygning og relationsbygning på menighedsniveau.

Foto: Tegning af en Anglikansk biskops grav, rejst af David Livingstone, omgivet af både Europæere og Afrikanere