Kejser Augustus’ propaganda blev formidlet som et evangelium. Når Marcus provokerende skriver “evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn,” udfordrer han hele den kejserlige ideologi og placerer en fattig jødisk mand fra rigets periferi i den rolle, kejseren havde tiltænkt sig selv, skriver Simon Griis
// Af Simon Griis, præst, prædikant, skribent og ivrig debattør. Har været præst i Apostolsk Kirke Randers fra 1990 til 2023 og daglig leder af aktivitets- og kulturhus siden 1992
Advent er en tid til bod, stilhed og eftertanke. Som kristne retter vi blikket både bagud mod Kristi første komme og fremad mod hans genkomst. Det gør advent til en periode for selvransagelse: Står vi rede? Vil vi kende ham – og, endnu vigtigere, vil han kende og kendes ved os? De fire adventslys minder os om troens grundværdier – håb, fred, glæde og kærlighed, og kalder os til at undersøge, om disse dyder præger vores eget liv.
De stille i landet genkender Jesus
I Lukasevangeliets anden kapitel møder vi Simeon og Anna, to ældre, retfærdige og fromme mennesker, der ufortrødent tjener Gud og lever i forventningen om Israels trøst og Jerusalems forløsning. Vi kalder dem ”de stille i landet”, hvilket i virkeligheden kun står ét sted i Skriften; Salme 35.20. Andre steder beskrives den slags troende som de ydmyge, sagtmodige, retfærdige og trofaste. Det er mennesker uden politisk magt eller økonomisk indflydelse, men som venter Messias i tillid, lydighed og stille trofasthed.
Lukas’ pointe er ikke blot, at to personer i templet genkendte Messias. Det afgørende er deres karakter: deres vedvarende fromhed, retfærdighed og tjeneste. Det er netop sådanne mennesker, der er i stand til at se og kende deres Messias, når han åbenbarer sig.
Messiasforventningen på Jesu tid
Messiasforventningen i Jesu samtid var omfattende, men langt fra ensartet. Nogle ventede en ny lærer i Moses’ tradition, andre en profet som Elias eller en præst som Aron. Mest udbredt var forestillingen om en davidisk konge, en apokalyptisk krigerfigur, der med religiøs autoritet, politisk lederskab og militær styrke skulle fordrive Rom og genoprette Israels rige direkte under Guds herredømme. Makkabæernes sejr 160 år tidligere stod stadig som et historisk bevis på, at et sådant opgør kunne lykkes.
Trods forventningen forblev Jesus, profeternes lovede Messias, ukendt for flertallet i hans samtid. Johannes understreger, at verden ikke kendte sin egen skaber, da han trådte ind i historien. Paulus uddyber i 1 Kor 2.8, at “denne verdens herskere” ikke ville have korsfæstet Kristus, hvis de havde forstået Guds visdom – hvad enten man forstår herskerne som himmelske magter eller jordiske autoriteter. De religiøse ledere, farisæere og skriftkloge, genkendte ham ikke. Det gjorde de politiserede grupper, saddukæere og herodianere, heller ikke. Zeloterne, essenerne og sicarii overså ham, og selv de romerske og jødiske magthavere, Augustus, Herodes og Pilatus, stod blinde over for hans identitet.
Derimod blev han genkendt af “de stille i landet”, de sagtmodige og trofaste. Simeon og Anna genkendte ham endnu før han havde holdt sin første prædiken og udøvet sin første helbredelse – ja, inden han overhovedet havde talt sit første ord og gået sine første skridt. De genkendte ham selv som spæd, fordi deres sindelag var beslægtet med hans. Som man tidligere udtrykte det: ånd søger ånd.
Et evangelium om den guddommelige papsøn
Vi taler normalt om Markusevangeliet som det første evangelium, men der var andre evangelier før hans, og jeg tænker specielt på et, kendt i hele Romerriget, og grundlaget for al politik og religiøsitet. Jeg taler selvfølgelig om ”Kejserens evangelium”.
Den romerske republik, præget af krig, korruption og voksende ulighed, brød sammen, da Julius Cæsar i 49 f.Kr. tog magten som diktator. Efter hans død pegede hans testamente på grandnevøen Oktavian som arving. I 27 f.Kr. stod han som ubestridt hersker og tog navnet Augustus, “den ophøjede”. Dermed satte han sig et sted mellem guder og mennesker, og trådte ind i både historiens og juleevangeliets scene som den, der udskrev folketællingen, vi læser om i Lukas evangeliet.
Augustus medvirkede til at guddommeliggøre Julius Cæsar og antog selv titlen Divi Filius – “den guddommelige søn”. Det var et teologisk nybrud: politisk legitimitet blev for første gang knyttet direkte til guddommelig autoritet. Augustus samlede den loyalitet, der tidligere var rettet mod republikken, om sin egen person og fremstod som forsynets udvalgte – kejser, ypperstepræst (Pontifex Maximus) og rigets frelserskikkelse.
Han fremstillede sig selv som fredsbringeren, ophavsmand til Pax Romana, den to hundrede år lange fred sikret gennem militær dominans og brutal repression. Fred gennem styrke – og gennem tusindvis af korsfæstelser. I Res Gestae Divi Augusti proklamerede Augustus: “Jeg alene genoprettede staten fra ruin”, eller i mere moderne termer: ”I alone can fix it”. Samtidige røster hævdede, at han “rensede senatet”, kort sagt: han drænede sumpen.
Formelt bevarede Augustus republikkens institutioner, men i praksis centraliserede han al magt – militær, juridisk og økonomisk i egen person. Senatet bestod og valgene fortsatte, men den reelle autoritet var kejserens. Samtidig blev Rom præget af soldater i gaderne, veteraner afhængige af kejserlig gunst og en voksende elite af privilegerede oligarker, broligarker, eller skulle man i dette tilfælde kalde dem “ROMigarker”? … der nød godt af hans styre. Augustus etablerede dermed en trefoldig herskerideologi: politisk autoritet, militær kontrol og religiøs legitimation.
De to evangelier
Kejser Augustus’ propaganda blev formidlet som et evangelium. Priene-indskriften fra 9 f.Kr. erklærer, at “den guddommelige Augustus’ fødselsdag var for verden begyndelsen på evangeliet”. Augustus fremstilles i sit evangelium som Guds søn, rigets frelser og den store fredsstifter.
På den baggrund er Markus’ indledning radikalt provokerende, når han skriver: “Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.” Med dette ene vers udfordrer han hele den kejserlige ideologi og placerer en fattig jødisk mand fra rigets periferi i den rolle, kejseren havde tiltænkt sig selv. Markus legitimerer ikke Jesus gennem politisk propaganda, men gennem profeterne: “Som der står skrevet hos profeten Esajas …” Jesu autoritet er forankret i Israels hellige skrifter, ikke i romersk magt.
Da Markus lige efter dette fortæller om Jesu dåb, lader han himmelen flænges og Guds røst lyde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!” Jesus er ikke Guds søn, fordi han har en død adoptivfar i Rom. Han valideres ifølge Markus direkte fra himlen af Gud selv.
Markus fuldender sit narrative greb med en regulær plottwist ved korsfæstelsen. Som himlen flængedes ved Jesu dåb, rives forhænget i templet itu ved hans død. Og den, der nu bekender Jesus som Guds søn, er en romersk officer, en repræsentant for kejserens eget evangelium. Hans ord bliver den endelige afgørelse: “Sandelig, denne mand – og ikke Augustus – var Guds Søn!”
Kristi antipolitiske, antiimperiale evangelium
Bibelens evangelier fastholder en konsekvent modfortælling til kejserens evangelium. Lukas lader englene proklamere: “I dag er der født jer en frelser … fred til mennesker med Guds velbehag!” – en direkte kontrast til Augustus, der allerede var udråbt som frelser, kyrios og som allerede ifølge eget udsagn havde bragt fred til imperiet.
Hos Matthæus bliver stjernen ikke blot et tidstypisk magttegn, men en bevidst modvision til den komet, der ved Julius Cæsars død skulle legitimere hans guddommeliggørelse. Hvor kejserens tegn var propaganda, er Matthæus’ stjerne en guddommelig vejleder til den sande Messias.
Johannes fortsætter den antiimperiale linje. I Johannes 6.15 afviser Jesus utvetydigt at blive gjort til politisk nationalistisk konge: han trækker sig tilbage, da folket vil tvinge ham til magt. Og i Johannes 18.36 siger han: “Mit rige er ikke af denne verden … ellers ville mine tjenere have kæmpet.” Her afviser Jesus ikke blot politisk og militær magt for sig selv, men for hele Guds rige – for sin kirke, sine disciple og alle fremtidige efterfølgere. Det er en kategorisk teologisk grænse: Kristi evangelium er ikke et politisk magtprogram.
Lukas skriver i 6.29: “Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til”. Her lader Jesus hele kirkens værdigrundlag integrere i den enkelte troendes liv som en obligatorisk frugt – ikke som passiv offermentalitet, men som ikke-voldelig, værdig og anstændig adfærd. Som Paulus ville have udtrykt det; Gud vil forme os efter sin søns billede, idet vi fornyes i vores skabers billede, og lever i en kontinuerlig forvandling ved fornyelsen af vores sind. Vi dannes og formes efter Kristi billede, han, som ikke blot vendte den anden kind til, men gav afkald på Guds skikkelse, tog en tjeners skikkelse på, og ydmygede sig og blev lydig til døden, ja døden på et kors.
Donald Trump Jr. talte i for nogle år siden ved et Turning Point USA arrangement og til tusinder af applauderende kristne kunne han fortælle, at han og hans ligesindede nu igennem fem årtier havde ”vendt den anden kind til” og ikke fået noget som helst ud af det, så nu skulle det være slut med det blødsødne spil. Den vågne kristne vil spotte, at dette er det modsatte af hvad Jesus lærte, det er det absolut kontrasterende af Kristi evangelium, ja det er antikristeligt og en dannelse af vores karakter i konflikt med Guds intension. Vejen går ikke fra et liv, hvor vi vender anden kind til og til en gebærden, hvor vi ikke finder os i noget.
Markus 10.42–45 samler kontrasten. Hvor “folkenes fyrster” – de romerske besættere – misbruger deres magt og undertrykker folket, siger Jesus: “Sådan skal det ikke være blandt jer.” I stedet indfører han den kristne anti-magt: den største er tjeneren, den første er alles træl.
Forskellen mellem kejserens evangelium og Kristi evangelium er dermed fundamental. Det ene bygger på politisk dominans, militær styrke og religiøs propaganda; det andet på tjeneste, afkald og guddommelig legitimitet uden tvang.
Vi skal holde op med naivt at klappe i vores små hænder, hver gang noget kristeligt bliver nævnt i politiske kredse og hver gang en kristen popper op tæt på magtens centrum og får indflydelse.
Simon Griis
Vi skal holde op med naivt at klappe i vores små hænder, hver gang noget kristeligt bliver nævnt i politiske kredse og hver gang en kristen popper op tæt på magtens centrum og får indflydelse.
Vi skal i stedet være os bevidste, at der nu mere end i mange årtier forkyndes to evangelier i kirken, kejserens evangelium og Kristi evangelium, og i dette skal vi være skarpe og tage et konsekvent valg; hvilket evangelium vil vi prædike og følge og legemliggøre.
Kontrasten – to konkurrerende fortællinger, to modsatrettede evangelier
Kirkehistorien viser, at to evangelier konstant har stået over for hinanden: Kristi evangelium, præget af ydmyghed, barmhjertighed og tjeneste – og kejserens evangelium, som lover magt, orden og teologisk legitimation af politiske systemer. Denne spænding løber som en rød tråd gennem korstogene, kolonialismen, slaveriet i USA, fascismen i Europa og nutidens dominionistiske bevægelser.
Korstogene repræsenterede i århundreder en kristendom, der helliggjorde vold og definerede fjender, som skulle besejres. Samtidig trådte Frans af Assisi frem som den radikale modstemme: en forkynder af den fredens Kristus, som evangelierne vidner om. Hans møde med sultanen i Damietta vidner om en kristen tro, der sejrer gennem mildhed og kærlighed – ikke gennem sværd og krig.
Columbus’ ekspedition blev hurtigt indlejret i en teologisk ramme, da pavestolen i 1493 gav Spanien “guddommelig ret” til de nyopdagede områder. Resultatet var undertrykkelse, ødelæggelse og drab i Guds navn. Midt i dette stod Bartolomé de las Casas, som tidligt protesterede imod volden og kaldte den en synd mod Gud og mennesker.
Den ene kristendom – kejserens evangelium – retfærdiggjorde slaveriet i USA, den anden – Kristi evangelium – bekæmpede det. Harriet Tubman, Frederick Douglass og de første kvækere repræsenterede evangeliets frigørende kraft i opposition til slaveriet. Douglass formulerede kontrasten skarpt: “Mellem Kristendommen i Kristus og Kristendommen i USA er der lige så stor forskel som mellem himmel og helvede.”
“Mellem Kristendommen i Kristus og Kristendommen i USA er der lige så stor forskel som mellem himmel og helvede.”
Frederick Douglass
Kvækernes protest fra 1688 viser, at selv når magtens kristendom dominerede, fandtes en kristenhed tro mod Kristi evangelium. I det 20. århundrede fortsatte spændingen. Martin Luther King Jr. formulerede evangeliet som en vej til retfærdighed og ikke-vold, mens andre kirker aktivt legitimerede raceadskillelse og kæmpede for at bevare magtens strukturer.
I Italien gav Laterantraktaten fascismen religiøs legitimitet, mens præster som Don Giovanni Minzoni blev myrdet for deres modstand. I Tyskland forsøgte “Deutsche Christen” at tilpasse evangeliet til den antisemitiske nazisme, mens mænd som Barth, Niemöller og Bonhoeffer insisterede på Kristi herredømme over enhver stat, og ikke blot deltog i en modstandskamp, men tog det nødvendige teologiske opgør med kejserens evangelium i nazistiske klæder.
Den russiske ortodokse kirke og national-kristendommen
I Rusland ser vi i dag et tydeligt eksempel på, hvordan kirken kan blive bærer af et magtevangelium. Den russisk-ortodokse kirke fremstiller invasionen af Ukraine som en åndelig krig, velsigner soldater, våben og angreb og betegner Ukraine som antikristeligt og præget af satanisk tilbedelse.
Denne teologiske legitimering af vold og imperialisme er ikke Kristi evangelium; det er kejserens evangelium i nutidig form. Russkiy Mir–ideologien, også fremholdt af kirken, søger at samle hele den “russiske verden”, Rusland, Ukraine, Hviderusland, Moldova og dele af Polen under Moskvas dominans og gør kirken til et redskab for statens geopolitiske projekt.
Da mere end 300 præster protesterede mod denne fordrejning af evangeliet, blev mange suspenderet, forflyttet eller helt fjernet fra deres embeder. Det vidner om den dybe kløft mellem Kristi fredens evangelium og den national-kristne ideologi, der helliggør og herliggør krig, magt og herredømme.
Det evangelikale magtevangelium i USA
I USA ser vi i dag en moderne udgave af det gamle valg mellem de to evangelier. Store dele af den evangelikale bevægelse har udviklet et magtevangelium — et nutidigt kejserevangelium — der i praksis står i direkte konflikt med Kristi evangelium.
Profetiske netværk, karismatiske bevægelser og dominionistiske teologier som Kingdom Now, Christian Reconstructionism, Guds manifesterede Sønner, NAR og ikke mindst Seven Mountain Mandate bygger på forestillingen om, at kristne skal erobre og kontrollere alle samfundets nøglestrukturer før Jesu genkomst.
Grundidealet er slående:
“Kristus har autoritet over dig, og vi er hans repræsentanter!”
Dette er ikke evangeliets tjenersind, men en teologisk legitimering af politisk dominans. Det er et evangelium, der vil omforme samfundet til et totaliserende kristent system, hvor kirken søger magt frem for tjeneste.
Konsekvensen er tydelig: hvor Kristi evangelium kalder til ydmyghed, fred og selvopofrelse, fremmer det evangelikale magtevangelium kampen om kontrol. Det gamle opgør mellem Kristi rige og kejserens rige bryder igen frem — nu blot på amerikansk jord og inden for kirken.
Konklusion: To evangelier – ét uomgængeligt valg
Fra korstogene til Columbus, fra slaveriet til fascismen, fra Russkiy Mir til nutidens amerikanske dominionisme løber den samme strukturelle konflikt: Kirken konfronteres igen og igen med valget mellem to evangelier. Det ene kejserens evangelium – magtens, voldens og kontrollens evangelium, som søger national homogenitet, politisk dominans og teologisk legitimation af statens overherredømme. Det andet Kristi evangelium, tjenestens, fredens, barmhjertighedens og retfærdighedens evangelium – som afviser voldens logik og magtens selvophøjelse.
Kirkehistorien dokumenterer, at vidnerne til Kristi vej aldrig har manglet; de har blot ofte stået i minoritet over for de stærke kræfter, der ville gøre evangeliet til et redskab for politiske projekter. Samtidig viser historien, at magtevangeliet forbliver en vedvarende og potent fristelse.
Derfor står kirken også i dag over for det samme grundlæggende valg: hvilket evangelium vil den forkynde, leve og legemliggøre?
Adventstidens valg
Advent er ikke blot liturgisk forberedelse; det er en eksistentiel domstid. En periode for bod, eftertanke og selvransagelse i lyset af Kristi genkomst. Og netop her bliver kontrasten mellem de to evangelier uafvendelig: Hvilket folk søger Kristus, når han kommer igen?
Jesus selv er entydig: Det er de sagtmodige, barmhjertige og fredsstiftende – de stille i landet – der skal arve jorden, møde barmhjertighed og kaldes Guds børn. Det er dem, der giver brød til den sultne, vand til den tørstige, husly til den fremmede og omsorg til den fængslede. Det er dem, der ikke blot bekender evangeliet, men legemliggør det i deres eget liv og adfærd.
Apostlen Peter skærper alvoren: “Når nu alle disse ting går i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på – ja, fremskynder – Guds dags komme” (2 Peter 3.11–12). Advent er således ikke passiv venten, men et etisk kald: et liv formet af hellighed og gudsfrygt i forventningen om verdens fuldendelse.
Peters budskab er klart: Gud har ikke forandret sig, og Kristus har ikke revideret sit rige. Ved sin genkomst vil han opsøge den samme slags mennesker, som genkendte ham ved hans første komme – mennesker som Simeon og Anna, hvis trofasthed og stille integritet gjorde dem i stand til at se Guds frelse. Derfor står kirken i dag over for et afgørende spørgsmål:
Vil Kristus finde et folk, der vandrer i tjeneste, fred og barmhjertighed – eller en kirke, der i sig har implementeret magtevangeliets fristelse i sin hunger efter at dominere og herske?
Advent kalder os til at vælge og til at leve det evangelium, han vil kende os på, når han kommer.
