Jeg tror, vi bør lade os udfordre af pave Leo og begynde at sætte spørgsmålstegn ved idéen om retfærdig krig. For det er netop blevet denne idé, der retfærdiggør alverdens krige, og som gør, at kristne bekæmper hinanden, skriver Simon Fuhrmann
//Af Simon Fuhrmann, redaktør for Kirke for alle, teologisk rådgiver i Danske Kirkers Råd og præst i folkekirken. Læs hele serien “Fjendekærlighed i krig” her.
Det er blevet politisk korrekt at være patriotisk, kunne man dagen før befrielsesdagen læse i Kristeligt Dagblad. Nationalisme er på vej frem internationalt – vi mærker det nu også i Danmark – hvor det ikke længere er kontroversielt at ville kæmpe for det danske sprog, værdier og kultur.
Det kunne umiddelbart lyde fornuftigt og sund, hvis ikke det lå i forlængelse af den bevægelse, vi ser i en stor del af både den vestlige verden, men også mange andre lande, ikke mindst Rusland. Vi er i højere grad end før beredt på at kæmpe for det, vi har kært, som vi så ofte synger i kirken.
Men det er ikke uden en vis spænding i forhold til den kristne tro. For hvad betyder det at kæmpe? Er det at bære våben? Eller er det som Jesus, der kæmper med blod sved og tårer, og som afvæbnede Peter?
Kristendommen adskiller og udmærker sig ved at tale om fjendekærlighed. I krigstid har det altid været kontroversielt at tale om fjendekærlighed, for kan man på én gang elske og slå sin fjende ihjel?
Hvad mente man i den tidlige kirke?
Her ser vi, at svaret ændrer sig fra før og efter, at kristendommen blev en statsreligion i år 392.
Før 300-tallet, hvor kristne blev forfulgt af den romerske statsmagt, mente kirkefædre som Tertullian, Origenes og Hippolyt, at når Jesus afvæbnede Peter, afvæbnede han enhver soldat (Tertullian), at kristne bedre tjener kejseren gennem bøn end ved at dræbe fjender (Origenes), og at kristne slet og ret ikke måtte dræbe (Hippolyt).
Mange mente, at man ikke kunne være soldat og kristen på samme tid. Historierne om, at soldater blev kristne for derefter at forlade deres militærtjeneste, er mangfoldig.
Her er Martin af Tours – ham, vi fejrer Mortens aften – et eksempel. Martin/Morten er en af de mest kendte skikkelser i 300-tallet, der først var soldat, men som i og med sin omvendelse til den kristne tro nægtede at bære våben og nu erklærede: ”Jeg er en kristen soldat, jeg har ikke lov at slås.”
I 300-tallet ændrede denne holdning sig.
Kirkefaderen Augustin (354-430) var hovedarkitekten for teorien om retfærdig krig (bellum justum). Augustin argumenterede for, at krig kunne være nødvendig og en barmhjertig handling for at forsvare de svage, skabe fred og straffe ondskab.
Hvor soldater før 300-tallet skulle sværge troskab til hedenske guder, kunne kristne nu som soldater forsvare et kristent rige.
Omkring årtusindskiftet med korstogene udviklede denne tanke sig til idéen om hellig krig, hvor det ligefrem kunne være en from handling at ”kæmpe for kristendommen”. Den katolske, politiske teolog Williams Cavanaugh viser dog, historien er mere mudret. For der blev ikke alene ført korstog mod andre religioner (læs: muslimer), men også mod andre kristne, der eksempelvis havde andre politiske interesser end pavens.
Teorien om retfærdig krig blev altså nu brugt til at legitimere, at kristne dræbte andre kristne.
Teorien blev senere udviklet og forfinet af den vigtige teolog, Thomas Aquinas, og hans tanker om retfærdig krig har lagt grunden for de konventioner, Vesten i dag har omkring retfærdig krig.
Der er altså et før og et efter 300-tallet. Og så er der et men.
For historien er ikke så sort/hvidt. For allerede før 300-tallet var der mange kristne, der søgte til den romerske hær (med de privilegier, der medførte), og nogle historikere mener også, at netop disse soldaters vidnesbyrd er med til at vende kejser Konstantin til kristendommen.
Retfærdig krig i dag
Nogle vil måske mene, at idéen om retfærdig krig er den realistiske position, som kristne må indtage.
Det ulykkelige er dog, at det denne logik, som eksempelvis den russisk-ortodokse kirke bruger for at legitimere Putins krig. Den russiske patriark Kirill taler om at forsvare sig mod Vestens dekadence og at beskytte det pro-russiske mindretal i Ukraine. Og det skaber så en situation, hvor kristne dræber kristne.
En helt anden holdning indtager pave Leo, der vel at mærke er en del af augustinerordenen og derfor kender Augustins tanker til bunds. Han sagde bl.a. i sin prædiken palmesøndag:
”Dette er vores Gud: Jesus, kongen af fred, som forkaster krig, og som ingen kan bruge til at retfærdiggøre krig.”
Og henvendt mod Trump og måske især Pete Hegseth – og hans propaganda-video, hvor han beder Fadervor – sagde paven:
”Jesus lytter ikke til bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem og siger: Selv om I sender mange bønner, vil jeg ikke lytte: Jeres hænder er fulde af blod.”
Det kommer ud af en erkendelse af, at moderne krige ikke længere kan anses for retfærdige. En pointe, også pave Frans ofte gentog.
Ikke-voldelig modstand i stedet for pacifisme
Jesus sagde, at ”salige er de, der stifter/skaber fred” – som i den latinske bibel, Vulgata, lyder: ”Beati pacifici.”
Ordet pacifisme er dannet af rødderne pax (genitiv: pacis), som betyder “fred”, og facere, der betyder “at gøre”. I dag er Jesu ord om pacifisme tynget af, at mange synes, at pacifisme rimer på passiv. Men pacifisme er ikke at være passiv – tværtimod er det at være aktiv på en ikke-voldelig måde i mødet med ondskab.
Derfor nægtede eksempelvis Desmond Tutu at kalde sig pacifist, men sagde i stedet:
”I’m a man of peace”.
Og nogle af de mest kendte kristne pacifister var netop ikke passive: den katolske anarkist, Dorothy Day, der utallige gange blev fængslet, fordi hun demonstrere mod amerikansk krigsførelse; den katolske præst, Daniel Berrigan, der var medlem af de aktivistiske grupper Catonsville Nine og Plowshares Eight, hvor de brændte indkaldelsespapirer til hæren af og trængte ind på våbenfabrikker for at ødelægge atommissiler for derefter at bøje knæ og vente roligt på anholdelse; eller baptistpræsten Martin Luther King Jr., der gjorde kristen næstekærlighed og ikke‑vold til kernen i borgerrettighedsbevægelsen.
I luthersk sammenhæng ser vi meget færre pacifister, hvilket er en følge af Luther, der var fortaler for idéen om retfærdig krig.
Nogle teologer argumenterer dog for, at den lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer faktisk forblev pacifist frem til sin henrettelse. Disse peger på, at Bonhoeffer ikke deltog aktivt i attentatforsøget på Hitler, og at han heller ikke blev anhold på grund af dette. Han blev i stedet anholdt, fordi han skjulte 14 jøder.
En luthersk – og folkekirkelig – holdning til pacifisme problematiseres ved, at der i folkekirkens bekendelsesgrundlag, Confessio Augustana, taler direkte om, at det er tilladt kristne at gøre krigstjeneste og føre retfærdige krige.
Luther mente, at kristne udøver kærlige gerninger ved at gå i krig. Så er vi kommet ret langt væk fra Jesus’ tale om fjendekærlighed.
Hvad kan kirken gøre i dag?
Den pacifistiske teolog, Stanley Hauerwas, havde på et tidspunkt en tegneserie hængende på sin kontordør, hvor der stod:
”Kristne kunne begynde med ikke at slå hinanden ihjel”. Og med det mente han ikke, at vi kunne nøjes med at slå ikke-kristne ihjel. Det var mere en ironisk tilgang til, hvor vi kunne begynde.
Jeg tror, vi bør lade os udfordre af pave Leo og begynde at sætte spørgsmålstegn ved idéen om retfærdig krig. For det er netop blevet denne idé, der retfærdiggør alverdens krige, og som gør, at kristne bekæmper hinanden.
I stedet skulle kirkeleder – igen som paven gør det – være modige og tale imod krigen, mane til dialog og fred. Hvis kirker og kirkeledere gør dette i alle verdens hjørner, vil det være et levende vidnesbyrd om, at krig for kristne aldrig er en farbar vej.
Og hvis kristne verden over nægter at bære et våben, vil der være utrolig mangel på militært personel. Der vil simpelthen mangle soldater til at udføre krige.
I stedet for militærtjeneste bør kristne ikke læne sig tilbage, men gå i gang med det langsommelige og slidsomme fredsarbejde, eller måske blive aktive førstehjælpere (samaritaner) i krigssituationer eller arbejde med politisk dialog med dem, de er uenige i.
For som fredsforsker, Isabel Bramsen, påpeger, kan konkrete menneskelige møder deeskalere og åbne for forsoning.
Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning.
