Må vi tage dette håb op – håbet om reformation, håbet om renæssance – som kommer til udtryk gennem kristne, der lever med saligprisningerne som rettesnor for livet, prædikede biskop Peter Skov-Jakobsen

// Af Peter Skov-Jakobsen, luthersk biskop over Københavns Stift

Læs biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken til den økumeniske vesper i anledning af den økumeniske bedeuge og kardinal Pietro Parolins besøg i forbindelse med 1200-året for Sankt Ansgars udsendelse til Danmark.

Jesus talte om fjendekærlighed i en verden, vi kan genkende

Evangeliet kan til tider virke skræmmende. Vi vil sikkert gerne stræbe efter fuldkommenhed, men de fleste af os ved, at det er umuligt.

Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.

Da disse ord blev sagt for første gang, var det ind i en verden præget af fjendskab og mange krige. Det var en verden, som vi kender den – et sted hvor de mægtige forsøger at handle med nationer, kulturer og mennesker. Et sted hvor én nation forsøger at skræmme en anden og true andre nationer til underkastelse.

Verden er til tider et sted med farlige kampe, ført af mennesker, som ikke bekymrer sig om retfærdighed.

Alligevel ser jeg nogle gange på historien og tænker, at der er gode grunde til at være optimistisk.

Vi lærer af historien

Menneskeheden lærte meget af det 20. århundrede, hvor frygtelige og blodige krige blev udkæmpet. Vi lærte noget af Auschwitz, af Gulag, af Nagasaki og Hiroshima. Vi lærte noget om autoritære samfund. Vi oprettede internationale domstole. Vi indså, at gennemsigtighed er nødvendig, hvis vi ønsker holdbare løsninger.

Frem for alt lærte vi, at had og forfølgelser kun skaber mere had, og at kaossets og mørkets rige ikke overgiver sig, men frembringer usikkerhed og frygt – og at hævnen bliver terrorens drivkraft.

Her stopper min optimisme, og jeg må lytte til fødselsens evangelium, til juleevangeliet, og til opstandelsens evangelium.

Optimisme kommer indefra, håbet kommer udefra

Opstandelsen er ikke en lykkelig slutning, men den uendelige fortælling om Gud, der taler ind i verdens mørke.

Optimismen ophører – og vi rækker ud efter håbet.

Optimisme kommer indefra, af vores fælles viden. Håbet kommer udefra. Håbet er påske og jul, genopført på ny. Vi bliver taget ind i den nye skabelses sfære. Kristus taler til os i håbet om, at vi må blive mennesker. Han tilbyder os en ny begyndelse, hvor mørke bliver til lys, og hvor død bliver til liv. Han stræber efter forvandlingen af vores liv, efter forvandlingen af samfundet og efter forsoning mellem nationer. Historien kan ikke udslettes, men den kan forvandles.

Ansgars lærte os, at livet begynder, når vi ser på Kristus

I år fejrer vi, at det er 1200 år siden Ansgar, Nordens apostel, kom til det høje Nord. Hele sit liv stræbte han efter at vidne om Kristus.

Stakkels mand – vores forfædre gav ham en hård medfart. Han måtte lide mange afsavn og begynde forfra flere gange. Han gav ikke op – og han gav heller ikke efter for vikingerne. Han håbede på en renæssance, eller kald det en reformation, eller kald det en forvandling af vores forfædre.

Må vi tage dette håb op – håbet om reformation, håbet om renæssance – som kommer til udtryk gennem kristne, der lever med saligprisningerne som rettesnor for livet, for kulturen og for politikken, og som husker, at salige er de retfærdige, de sørgende, de sagtmodige, de barmhjertige, fredsstifterne og de rene af hjertet.

Salige er de, som søger at forvandle samfundet til et lyttende fællesskab.

Ansgar lærte os, at livet begynder, når vi ser på Jesus Kristus og tror, at i ham begynder vores liv på ny, dag for dag – fordi han er, og altid vil være, Gud med os.

Vesperens evangelielæsning fra Matthæus 5,44–48:

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Læs også kardinal Parolins prædiken til den økumeniske vesper.