Teorien om retfærdig krig var ment til at begrænse krig. I praksis har den legitimeret den. I den kunstige intelligens’ tidsalder erklærer paven den for forældet

// Af Simon Fuhrmann, redaktør af Kirke for alle

Kommentarer og analyser er begyndt at strømme ind, mens mange meningsdannere og kommentatorer stadig er i gang med at læse sig igennem pave Leos første encyklika, Magnifica Huminitas. Det, jeg blandt andet hæfter mig ved, er pavens erklæring omkring “retfærdig krig”, som i århundreder har været den katolske kirkens officielle teologi omkring fredsarbejde. Men nu udstikker pave Leo en ny vej.

For der er en passage i Magnifica Humanitas, som jeg ikke kan slippe. Paven erklærer, at den katolske kirkes klassiske lære om bellum iustum – den retfærdige krig – nu er “forældet” i lyset af teknologiens militære fremskridt. Paven skriver direkte:

“Today, more than ever, without prejudice to the right to self-defense in the strictest sense, it is important to reaffirm that the ‘just war’ theory, which has all too often been used to justify any kind of war, is now outdated.” Han tilføjer: “Humanity possesses far more effective and capable tools for promoting human life and resolving conflicts, such as dialogue, diplomacy and forgiveness.”

Forældet. Det er et stærkt ord fra en institution, der måler sig i årtusinder.

Hvad teorien egentlig siger – og hvad den er blevet brugt til

Lad mig først minde om, hvad vi taler om. Teorien om den retfærdige krig er ikke udtænkt af nogen krigsglad teolog. Den er formuleret af kirkefaderen Augustin i det femte århundrede og videreudviklet af Thomas Aquinas i det trettende. Hensigten var at sætte grænser for krigsførelse, ikke at legitimere den. For at en krig kan retfærdiggøres, kræves det klassisk set: en retfærdig grund (typisk selvforsvar), at den føres af en lovlig autoritet, at hensigten er fred, at krig er en sidste udvej, at midlerne er proportionale, og at der er en rimelig udsigt til sejr.

Intensionen med teorien om retfærdig krig var ædel. Men den er blevet misbrugt i næsten al den tid, den har eksisteret.

Den amerikanske politiske teolog William Cavanaugh har vist, hvordan nationalstaten i moderne tid har overtaget kirkens rolle som den “lovlige autoritet”, der erklærer krig. Cavanaugh peger på, at krigen i moderne tid er blev en slags “Den er i stedet blevet “nationens sakramente”. Vi ofrer vores sønner ikke for Gud, men for flaget – og kalder det det samme. Cavanaugh peger på, at det er næsten umuligt at finde et moderne tilfælde, hvor en vestlig stat har erklæret krig og ikke ment, at den var retfærdig. Doktrinen er i praksis altid blevet brugt til at sige ja, aldrig til at sige nej.

Dronen og det tomme rum

Ind i dette billede falder nu de autonome våbensystemer. Og her er pavens pointe stærkest.

Den klassiske teori om retfærdig krig forudsætter en kæde af menneskelig beslutning. En soldat løfter et gevær. En officer giver en ordre. Bag dem står en politiker, en folkevalgt, et ansvar. Teorien kræver, at der hele vejen igennem er et menneske, der bærer den moralske byrde. Det er ubehageligt – og det er meningen.

Men hvad sker der, når et autonomt AI-system identificerer et mål, vurderer sandsynligheden for civile tab og affyrer et missil, alt sammen inden for millisekunder? Hvem bærer da ansvaret? Hvem har sagt ja? Paven skriver, at det “ikke er tilladt” at overlade uigenkaldelige, dødsbringende beslutninger til AI-systemer. Det er ikke en lille præcisering. Det er en erkendelse af, at den menneskelige beslutningskæde, som hele teorien om retfærdig krig bygger på, er brudt.

Og det er ikke det eneste, der er brudt. Teorien kræver proportionalitet – at skaden ikke overstiger det, der er nødvendigt. Men hvad er proportionalt, når en enkelt drone kan udrydde civile – en skoleklasse? Et begravelsesoptog? – på basis af en fejlklassificering i en algoritme? Teorien kræver, at krig er en sidste udvej.

Leo XIV taler direkte om dette. Han fordømmer, hvordan AI har bidraget til at “normalisere krigen” ved at gøre os ufølsomme over for dens pris. Og han har ret. Den retfærdige krig krævede altid, at vi følte vægten af det, vi gjorde. Teknologien har frataget os den vægt.

Det, Dorothy Day vidste

Der er en traditionslinje i kristenheden, som aldrig har stolet på teorien om den retfærdige krig. Pacifisterne. Dorothy Day, den katolske aktivist og medstifter af Catholic Worker, sagde det enkelt: En pacifist er en person, der tror, at Jesu lære om kærlighed til fjenden ikke var beregnet som smuk poesi, men som konkret vejledning. Day blev ikke populær af det synspunkt. Hun blev overvåget af FBI. Hun blev hånet under Anden Verdenskrig. Men Day fastholdt, at teorien om den retfærdige krig i praksis altid var kommet til at fungere som kirkens officielle service-manual for statsmagtens vold.

Jeg anerkender, at konflikter er komplekse. Jeg er ikke i stand til at sige, at enhver brug af militær magt til enhver tid under enhver omstændighed er forkert. Men jeg er nødt til at indrømme, at hun så noget, som vi andre har kigget forbi: at en doktrin, der teorietisk sætter grænser for krig, i praksis meget let bliver en doktrin, der legitimerer den.

Joel Halldorf, den svenske kirkehistoriker og samfundsdebattør, der har arbejdet indgående med historisk pacifisme og kristendommens forhold til det politiske, har peget på, at kirkens hoved­problem ikke er, at den har støttet for mange krige – det er, at kirken alt for sjældent har opstillet den pacifistiske tradition som et reelt alternativ. Pacifismen er blevet betragtet som noget for sekter og særlinge, mens teorien om retfærdig krig er blevet fremstillet som den ansvarlige voksnes position. Det er en skæv fremstilling af en rig tradition.

Hvad er nyt hos Leo XIV?

Paven bryder ikke fuldstændig med teorien. Det er vigtigt at sige. Han siger ikke, at den aldrig har haft sin berettigelse. Men han gør noget, ingen af hans forgængere har gjort: Han erklærer den utilstrækkelig som svar på den militære virkelighed, vi nu befinder os i. Det er en teologisk nydannelse af første rang.

Johannes Paul II advarede imod krig, men kaldte aldrig doktrinen forældet. Benedikt XVI var varsommere og mere klassisk. Pave Frans skar igennem med sin skarpe kritik af militarisme – men selv han holdt igen. Leo XIV tager skridtet. Og det er afgørende, at han gør det i en encyklika om AI, ikke i en tale eller en interview. En encyklika er kirkeretten at lære med størst autoritet. Det her er ikke et meningsindlæg. Det er et bindende bidrag til kirkens sociale lære.

Og det bindende budskab er: Vi kan ikke længere bruge teorien om retfærdig krig, som vi brugte den. Den forudsætter en menneskelig beslutningskæde, der ikke længere er intakt. Den forudsætter proportionalitet, der ikke længere lader sig beregne. Den forudsætter en “lovlig autoritet”, der i praksis er blevet erstattet af stater, der erklærer sig selv retfærdige pr. definition.

En invitation, ikke en konklusion

Med sin Magnifica Humanitas stiller paven os over for en opgave, vi ikke kan undvige: kirken må tænke forfra om krig. Ikke for at legitimere mere vold, men for at bremse den. Pacifismen er ikke naiv – den er historisk den ældste kristne position. Den forudgår teorien om retfærdig krig med fire hundrede år.

Måske er det tid til at lytte til de stemmer, vi alt for hurtigt har affejet: til Day, til den radikale tradition, der insisterer på, at Bjergprædikenen ikke er et fromt digt, men en politisk erklæring. Ikke fordi krig aldrig finder sted – det gør den. Men fordi kirken, hvis den skal have en stemme i fremtiden, ikke kan være den institution, der leverer efterrationalisering til dem, der affyrer missilerne.

Paven har rettet sin skrivelse til: “to all Christians and to men and women of goodwill.” Nu er spørgsmålet, om vi tør tage det alvorligt.