Hvordan skal kristne forholde sig til krig? Det er bestemt ikke et enkelt spørgsmål.
Mens den tidligere regering – og formentlig også den kommende – opruster massivt, laves der nu på ny protestsange, fx HUGORMs ”Nedlægger forsvaret”, hvor Simon Kvamm og Peter Sommer synger alvorsfuldt:
”Har bare lyst til at sige det, som ingen tør sige. Skal alting koste en krig?”
Jesus kunne have fortsat sangen med teksten:
”elsk jeres fjender”
”bed for dem, der forfølger jer”
”vend den anden kind til”
”salige er de, der stifter fred”
Ja, det er bundnaivt, kunne man sige. Men Simon Kvamm har et klart svar til dem, der kalder dem for naive: “Men hvem ved, om ikke det er det rigtige? Gør du?, spørger han retorisk” (fra DR.dk).
Kristne er i dag stort set enige om, at kristne og kirker skal arbejde for fred og udfordre krigens logik ved at insistere på, at fred er mulig gennem konkrete, menneskelige møder, hvor selv små handlinger kan bryde eskalation og åbne for forsoning. Historien viser, at fredsarbejde er en langvarig proces, der kræver tålmodighed og robuste institutioner.
Men hvad gør vi, når diplomati og økonomisk pres ikke er nok, og når altid brænder på, og vi ser uskyldige mennesker blive angrebet?
Det er ikke enkelt at finde vej, som teologistuderende Carla Gjerlev skriver om. For ”bliver vi nødt til at gå på kompromis med vores værdier i dag, for at de kan findes i morgen?” spørger hun.
I dette nyhedsbrev med temaet ”Fjendekærlighed i krig” har vi samlet en række forskellige stemmer. Svarene er ikke enslydende, men de er alle værd at overveje.
For kirkens svar har netop været polyfonisk. I min artikel skriver jeg selv om, hvordan den tidlige, kristne tradition først var mere eller mindre pacifistisk. Da kristendommen blev en statsreligion i 300-tallet, begyndte man i stedet at tale om ”retfærdig krig”.
Ida Auken (S) argumenterer for, at kristne med udgangspunkt i Luther bør tage ansvar i den verdslige magt – også med sværdet. Hun gør op med idéen om, at tro og politik kan adskilles. Kristne må tage ansvar. Også midt i verdens svære dilemmaer.
Måske har vi først lov at indtage en holdning, hvis vi har konkret erfaring med menneskers lidelse? Det har Christian Alsted, der var metodistisk biskop for bl.a. Ukraine. Han deler her en ærlig artikel om, hvor svært det er at tale om fjendekærlighed midt i krigens smerte. Men han gør det, for som han skriver: ”alternativet er værre.”
Derfor problematiserer baptistpræst Ulrick Dam den måde, den tidligere regering taler om åndelig oprustning. For vi har det med at glemme Jesus, der faktisk talte om fjendekærlighed og ”overgav sig til døden på et kors”. Uden voldelig modstand.
Ph.d.-studerende Simon Schmidt mener dog, at kirken må kunne tale om fjendekærlighed – og samtidig beskytte den svage og opretholde retfærdighed, for det er også bibelske perspektiver.
Uanset hvor vi placerer os i spørgsmålet, bør vi overveje, hvem vi følger. Derfor spørger Simon Griis: Hvilket evangelium følger vi? Han forklarer, hvordan både Jesus og kejser Augustus blev kaldt ”frelsere”. Følger vi Jesus, der bringer fred gennem sin død, eller følger vi kejseren, der bringer fred gennem krig?
Dette spørgsmål står i skærende kontrast til situationen i Rusland. Det skriver Emil Saggau om. Her ser vi, at den russiske patriark Kirill – og dermed den russisk-ortodokse kirke – støtter helhjertet op om Putins vision om et russisk rige, og hvor krigstjeneste bliver italesat som en ”næstekærlig handling” (det mente Luther faktisk også, vil jeg tilføje).
For at forstå global politik – og den religiøse dimension – har vi brug for at forstå andre kristne traditioner end den lutherske. Dette indvier Bent Bjerring-Nielsen os i med udgangspunkt den evangelikale støtte til Trump.
Det er let at blive modløs. Vi har brug for håb.
Derfor giver vi til slut ordet til biskop Peter Skov-Jakobsen, der forkynder, at håb er noget helt andet end optimisme. For håb kommer udefra.
Med ønske om håbefuld læsning her midt i påskens opstandelsestid!
Pax
Simon Fuhrmann, redaktør
PS: Som altid ønsker vi en levende samtale. Så har du lyst til at skrive en replik til noget du har læst eller tage et helt andet emne op, er du velkommen til at skrive til mig.
