Hvordan forberedelser man sig til fred og bevarer sin menneskelighed, når alting rystes? Vi må vogte vores sjæl, skriver Christian Alsted, der var dansk biskop i Ukraine. Dette er hans kamp for fred og menneskelighed i krigstid

// Christian Alsted, præst i Metodistkirken i Rønne og biskop emeritus for for de Nordiske og Baltiske lande

Siden det tidlige forår i 2022 har jeg talt med mange desperate mennesker i Ukraine. Mennesker, der har mistet alt. De kommer fra sønderbombede byer og boligområder med traumatiske oplevelser af død, lemlæstelse, rædsel, ødelæggelse og sorg i bagagen.

Mødre med børn ‒ og gamle, som nu bor i centre for internt fordrevne. Seks, otte mennesker i ét rum ‒ med hele deres liv pakket ned i et par poser. De fleste af dem har en film kørende i deres hoveder, en film intet menneske burde se.

Jeg har besøgt og mødt mennesker, der bor i byer, hvor natten aldrig er stille. Hvor man hører dronernes hvin over hovederne. Hvor luftalarmerne vækker ny frygt mens advarslerne tikker ind på mobiltelefonen. Hvor de aldrig ved, om det er denne gang deres eget kvarter, der bliver ramt. De lever med frygten som en konstant følgesvend.

Eugenia, som er feltpræst og bor med sin mand Valeri i et boligområde i Kyiv, som også er blevet ramt af droner sagde til mig:

”Når jeg er tæt på Gud, sover jeg. Men når jeg ikke er tæt på Gud, sover jeg ikke.”[1]

Der findes ikke en eneste familie i Ukraine, som ikke har mistet nogen eller kender nogen som er faldet i krigen. Selv i de mindste landsbyer står rækker af flag på gravene for at markere, at her ligger en falden soldat. Og på torve og pladser i byerne er det store plancher med billeder af faldne soldater.

Vi vil alle gerne have fred ‒ men nogle steder er freden kun en fjern drøm.

Det er let nok at tale om fjendekærlighed på afstand, men midt i krigen er det næsten umuligt.
Og alligevel ‒ alternativet er værre. For hadet æder mennesker op indefra.

Jesus siger: “Elsk jeres fjender.” Det er en udfordring.

Jesus siger i Bjergprædikenen:

I er heldige, hvis I sørger, for I vil blive trøstet.[2]
I er heldige, hvis I længes efter, at det bliver som Gud vil have,
for jeres længsler vil blive opfyldt.[3]
I er heldige, hvis I skaber fred,
for Gud vil kalde jer sine børn.[4]

Og senere siger han endnu mere udfordrende:

Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.[5]

Men hvad betyder det, når fjenden ikke længere er et abstrakt begreb, men et menneske, der bomber dit hus, dræber dit folk, ødelægger din by?

Hvordan skal man elske, eller bare undgå at hade dem, der har sat det i værk? Hvordan skal man elske sine russiske ”venner” fra samme kirkesamfund ‒ eller familiemedlemmer, som benægter, at Rusland fører krig og afviser at anerkende de lidelser, ukrainerne går igennem?

Det er let nok at tale om fjendekærlighed på afstand, men midt i krigen er det næsten umuligt. Og alligevel ‒ alternativet er værre. For hadet æder mennesker op indefra.

Vogt din menneskelighed

Min ven, Ivan Rusyn, bor i Butja (nordvest for Kyiv), hvor mere end 400 civile blev dræbt i invasionens første dage, og han deltog i evakueringen af mennesker fra Butja. Han er også rektor for landets største protestantiske teologiske skole, som træner mange feltpræster, der bliver sendt til frontlinjen. Ivan sagde til mig i en af vores samtaler:

”Jeg kan ikke læse de tekster fra Bjergprædikenen – de giver ingen mening. Jeg ved, det er sandt, men det er umuligt. Før krigen bildte jeg mig ind, jeg havde svarene. Nu har jeg kun spørgsmål.”[6]

Den form for ærlighed kalder på respekt. Fjendekærlighed handler ikke om at acceptere det onde – men om ikke selv at blive formet af det.

Den kroatiske teolog Miroslav Volf siger (i koncentreret form): ”Vogt din menneskelighed.”[7]

Jeg foretrækker at sige: ”Vogt din sjæl.”

Volf taler om ondskaben, som er i omløb. Og pointerer, at ondskaben er smitsom – også for dem, der bekæmper den. At vogte sin sjæl betyder, at vi ikke må lade ondskaben forme os i sit billede – men heller ikke lade frygt eller apati lamme os.

Modstand mod undertrykkelse kan – og bør – være et udtryk for kærlighed.
Kærlighed til ofrene – men også, hvor svært det end er, til undertrykkerne selv.

Grundlag for fred

Vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe ukrainerne, til at støtte dem, der forsvarer sig mod aggression, og det gælder uanset om vi abonnerer på idéen om den ”retfærdige krig.”

Samtidig må vi huske, at sand fred aldrig kan bygges på hævn. Retfærdighed kan ikke genskabes gennem gengældelse. Fred kræver sandhed, retfærdighed og ansvarlighed.

Det gælder i Ukraine krigen, i konflikten/krigen mellem Israel og Hamas, og i alle andre krige, at vi må insistere på at tale sandt, også når sandheden er ubehagelig for os selv. Vi må ikke lade vores sympati med den ene side underminere forpligtelsen til sandhed og retfærdighed.

Det taler vi om i Metodistkirken i Ukraine, men det er vanskeligt. Lige nu er det mest presserende håbet, modet, fællesskabet og styrken til at holde ud, til at bære hinanden, og til at tale om, at der stadig findes en fremtid.

Fred og forsoning er en moralsk praksis

At tale om fred og forsoning midt i krigens gru, hvor hundredvis dør hver dag, og håbet svinder, er næsten umuligt. Ukrainerne beder ikke om fred, de beder om sejr.

Ægte forsoning kan ikke finde sted, mens kampene stadig raser, og overgrebene gentages igen og igen. Netop derfor må vi begynde at forberede os, allerede nu, på den dag, hvor fred og forsoning igen bliver mulig.

For én dag vil krigen ende. Vi ved ikke hvordan, vi ved ikke på hvilke betingelser,
men vi ved, at freden kommer.

Og så må vi spørge:
Vil der være sandhed?
Vil der være retfærdighed?
Vil der være helbredelse – og vil der være noget, vi kan bygge forsoning på?

Forsoning er ikke et kompromis for at standse krigshandlinger. Den kan aldrig være at acceptere uret med en pistol for panden.

Forsoning er en moralsk praksis, som kræver, at vi tør kalde ondt for ondt, og godt for godt. Miroslav Volf siger det skarpt (igen i koncentreret form):

”Kirker og kristne, der tier under krigen, har ingen ret til at tale om forsoning bagefter.”[8]

Kirkernes Verdensråd har i denne konflikt mistet sin troværdighed som mulig fredsmægler, fordi de ikke har holdt Den Russiske Ortodokse Kirke ansvarlig for sin støtte til Putins krig, og for patriark Kirils velsignelse af den som hellig krig.

Kirkernes Verdensråd har prioriteret at bevare relationen, men på bekostning af sandhed, og dermed kompromitteret deres troværdighed over for de ukrainske kirker.

Den europæiske kirkeorganisation, Conference of European Churches, CEC
har vist langt mere fasthed. Både i udtalelser og gennem initiativet Pathways to Peace
har de åbent kritiseret den russisk-ortodokse kirkes støtte til krigen og engageret Europæiske og Ukrainske kirker i ærlig dialog. De fremstår som en troværdig europæisk partner, som kan få en vigtig rolle i en fremtidig freds- og forsoningsproces.

Når vi holder fast i sandheden og samtidig nægter at forsvare ondskaben, skaber vi grobund for forsoning og håb.

Danske implikationer

Krigen i Ukraine har tydelige implikationer for situationen i Danmark og i store dele af Europa. Vi bruger nu milliarder på militær støtte til Ukraine og på vores egen oprustning.

Måske er det nødvendigt. Men vi må samtidig erkende, at de samme midler kunne have løftet millioner ud af fattigdom, givet børn skolegang og bygget hospitaler.

Kirken er altid i fare for at tilpasse sig staten – ikke mindst i krisetider. Har vi overgivet os til krigsretorikken? Accepteret nødvendigheden af vold, og at det eneste svar på vold er mere vold?

Jeg anfægter ikke nødvendigheden af at tage den sikkerhedspolitiske situation alvorligt og bestemt heller ikke den stærke støtte til Ukraine. Men jeg savner en åben samtale – en bevidst problematisering af selvfølgeligheden i, at vi skal opruste til fem procent af vores bruttonationalprodukt, ledsaget af opfordringen: ”Køb, køb, køb.” Er andre muligheder seriøst afsøgt? Er de udtømte?

Af de otte lande[9], jeg har været biskop i, grænser seks op til Rusland. Dér tales åbent om, at krigen kan brede sig. Allerede i 2014, efter Ruslands annektering af Krim, diskuterede det økumeniske kirkeråd i Estland, ”hvordan kan vi være kirke, når Rusland angriber?”[10] Der er ingen tillid til Putins oprigtighed i de baltiske lande.

Og nu taler jeg ud fra et kirkeperspektiv – det har jeg vel egentlig gjort hele tiden…

Resignation og apati er nærliggende måske ligefrem fristende. Men hvis vi vil agere ansvarligt, er der noget vi kan gøre, og bør gøre i Ukraine, og det har også perspektiver for den danske kontekst. Vi kan og bør forberede os, åndeligt, menneskeligt og praktisk på den dag, hvor freden forhåbentlig kommer.

En anden kroatisk teolog, Branko Sekolic, taler ud fra erfaringen på Balkan og siger:

”Der er ingen fred i Kroatien – kun en 30 år lang våbenhvile. Det hårdeste bliver at håndtere krigen mod krigen, den kollektive og individuelle traumatisering og nationalismen.”[11]

Det vi kan gøre og gør::
‒ Vi kan hjælpe og etablere selvhjælpsgrupper for en massivt traumatiseret befolkning.
‒ VI kan uddanne flere feltpræster og udruste præster, diakoner og frivillige til at støtte traumatiserede mennesker.
‒ Vi kan tale åbent om, hvordan kirken kan formidle håb, sandhed og retfærdighed midt i krisetid.
‒ Vi kan forberede os på at håndtere tusinder af traumatiserede soldater.
‒ Vi kan forberede os på nationalisme, had og hævntørst.
‒ Vi kan forberede os på at være kirke i et samfund, der sandsynligvis vil være præget af vold og storemængder af tilgængelige våben.

Og kirkerne kan bruge deres indflydelse gennem det nationale kirkeråd og andre økumeniske organer til dialog med regeringen.

Og frem for alt, må vi tale og forkynde håb. Det håb, der holder os oprejste,
selv når alt synes tabt.

Jeg er inspireret af præsten Brian Anderson fra Nordirland. Han arbejder hver dag for fred, forsoning og menneskelig værdighed i Øst-Belfast ‒ et sted, hvor sår fra fortiden stadig er åbne. Han sagde til mig:

”Der har været fred i 50 år – men ingen forsoning.”[12]

Og alligevel bliver han ved. Ikke fordi resultaterne er store, men fordi han ved, at det er det eneste rigtige at gøre.

For sådan er det med arbejde for fred og forsoning: Det sker ikke nødvendigvis gennem de store ord og armbevægelser, men med små, vedholdende handlinger.

Med sandhed.
Med mod.
Med kærlighed.

Og med viljen til at vogte sin sjæl.

Sådan kan vi forberede fred…

Noter

Fakta: Christian Alsted var biskop i Metodistkirken for de Nordiske og Baltiske lande fra 2009 til maj 2025, fra 2022 til maj 2025 var han desuden biskop for Ukraine. Han er i dag præst i Metodistkirken i Rønne, og arbejder desuden med lederudvikling i Danmark og Norge.

[1] Sagt i en samtale i deres hjem.

[2] Matt.5:4 Bibelen 2020

[3] Matt.5:6 Bibelen 2020

[4] Matt.5:9 Bibelen 2020

[5] Matt.5:44 Bibelen 2020

[6] Sagt i flere samtaler

[7] Miroslav Volf / War in Ukraine: Theological and Moral Reflections

19 mar 2022 · For the Life of the World / Yale Center for Faith & Culture

[8] Miroslav Volf / War in Ukraine: Theological and Moral Reflections

19 mar 2022 · For the Life of the World / Yale Center for Faith & Culture

[9] Danmark, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Ukraine. De seks sidste har grænse mod Rusland.

[10] Mundtligt refereret af distriktsforstander Robert Tserenkov

[11] Citat fra et foredrag på Københavns Universitet 27. Maj 2025

[12] Sagt i forbindelse med et besøg i East Belfast Mission i efteråret 2024.