Vi skal både beskytte den svage, opretholde retfærdighed og elske fjenden. Vi er forpligtet på alle tre, selv om det er svært at gøre samtidig. Ofte er det ikke nemt at praktisere alle tre samtidigt. Men at elske sin fjende er den mest kondenserede sammenfatning af det kristne evangelium, påpeger Simon Schmidt
// Simon Schmidt, ph.d.-studerende og hjemmegående
”Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer.”
Sådan siger Jesus i Lukasevangeliets femte kapitel.
Så er der ikke meget mere at rafle om, terningerne er kastet: de kristne må være pacifister?
Men den menneskelige tilværelse kan sjældent udlægges i et enkelt ciffer. Og på samme måde rummer de bibelske fortællinger flere tematikker, som står i en intern spænding til hinanden.
Tre bibelske perspektiver: Omsorg, retfærdighed, fjendekærlighed
De tre tematikker kan sammenfattes som ”omsorg for svage”, ”retfærdighed” og ”fjendekærlighed”. Kirken må forsøge at navigere i spændingen mellem dem.
Budskabet om, at kærligheden viser sig som omsorg for flygtningen, enken og den faderløse findes udtrykt både i det gamle og det nye testamente. Ét blandt mange eksempler:
”Når du høster druerne i din vingård, må du ikke plukke rent efter dig; lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage” 5. Mosebog kapitel 24:21.
I sammenhæng hermed finder vi også tanken om, at der må være en retfærdighed, som dømmer den skyldige og på den måde skærmer den uskyldige. Disse to udtryk for kærlighed er, heldigvis, naturlige og selvindlysende for mange mennesker.
Men pointeringen af at man kan elske sin fjende, hvor utopisk det end lyder, er hvad der udmærker kristendommen. Allerede Tertullian (ca. 160-222) sagde det:
“Kristendommen kommer med noget nyt – budskabet om at elske sin fjende.” [3]
Beskytte den svage, opretholde retfærdighed og elske fjenden. Ofte er det ikke nemt at praktisere alle tre samtidigt. Men alle tre spor fletter sig sammen i de bibelske skrifter og så vidt som kirken er forpligtet på de bibelske historier, er den også forpligtet til at forsøge at følge alle tre – selvom de kan dirre i modsætning til hinanden.
At støtte ofret og at fordømme forbrydelsen er ikke så svært at holde sammen. Men talen om at elske fjenden føjer et andet element til.
Måske er ”fjendekærlighed”, som Rowan Williams har udtrykt det, den mest kondenserede sammenfatning af det kristne evangelium. At elske fjenden er måske den bedste måde at udtrykke den kristne Guds kærlighed; en kærlighed som ikke kender nogen grænse.
Kærlighed er kendetegnet ved at forbinde sig til dét, som er anderledes end en selv. Det er fint og godt at elske sine børn – selvfølgelig. Men ret beset er de vel små genetiske kopier af en selv. Kærlighed viser sig i sin dybde og i storhed, når den forbinder sig med dét, som er helt anderledes. Og den mest fjerne fra os er nu engang fjenden. Den som vil os det ondt. I den kristne fortælling ser vi det mest kondenserede udtryk for hvad kærlighed er i det Jesus gjorde: Kristus kom til dem, som ikke elskede ham, og døde for dem. Dermed gjorde han fjender til venner.
Der sker nemlig noget interessant sprogligt, når vi taler om at ”elske sin fjende”. Kan det overhovedet lade sig gøre at tale om at elske en fjende? Hvis en ”fjende” elskes, så opløses selve begrebet. Hvor sætningen starter med at anerkende, at der er en fjende, så findes fjenden måske slet ikke længere, når tanken er tænkt til ende. Dén man elsker kan vel i grunden ikke være en fjende? Vores opdeling af mennesker bryder sammen.
Sådan sproglig badutspringeri er måske ikke meget bevendt, hvis man er en ukrainsk soldat, som står over for en modstander med mord i øjnene? Men at tale om kærlighed til fjenden indøver os i at tænke en konflikt anderledes.
Inden for fredsforskningen, som desværre ikke fylder meget i Danmark, tales der blandt andet om vigtigheden af, hvordan man opfatter en konflikt. Om hvordan man kommer til at tænke i fastlagte spor, hvor det ene skridt tager det næste og slutpunktet bliver vold og krig.
Fjendekærlighed hjælper os til at stille spørgsmålstegn ved krigens logik
Krigens logik er svær at slippe ud af. Og når man er fanget ind af den bliver alle hurtigt ofre. Ikke mindst i krigen i Ukraine er talen om kristendom og talen om nationale interesser blevet vævet sammen på en måde, som er svær at komme fri af. Det ser man både i Ukraine, Rusland og Danmark. Det er forståeligt, at det sker. Men det er en logik, som man i kirken bør stille spørgsmålstegn ved. Talen om fjendekærlighed kan hjælpe til at tænke på tværs af nationale grænser.
Da kirken blev tættere forbundet til de vestlige imperier og stater, har det oftere været talen om ”retfærdig krig”, som har været på dagsordenen. I realiteten har det dog i den lutherske teologi ofte ført til en legitimering af krige på vegne af de nationer, som de lutherske kirker har været bundet til.
Men gennem kirkens lange historie har der været mange andre måder at forholde sig til krig. Hvis man ser ”bagud” langt før Luther, kan man i den tidlige kirke finde mange kritiske overvejelser over, hvorvidt man kan være i militæret som kristen; ikke mindst i tiden før kristendommen blev statsreligion i løbet af 300-tallet.
Fredsforsker: Pacifismens kamp foregår i fredstid
Ligeledes når man kigger ”til siden” og ser på andre kirkesamfund end det lutherske, er der helt andre overvejelser om kirke og krig. Særligt i de ”radikal-protestantiske” kirkesamfund, som for eksempel mennonitterne, som skød op samtidigt med den lutherske reformation, har man ofte fastholdt, at reformation betød at gå tilbage til det bibelske budskab ikke bare på et åndeligt plan, men også i livsførelsen. En tradition, som blandt andet er blevet ført videre af den mennonitiske fredsforsker John Paul Lederach.
En af de pacifistiske indsigter går ud på, at det er i fredstid, at den pacifistiske kamp må kæmpes – det er her, der kan knyttes bånd og skabes forbindelser, så krigen ikke bryder ud.
Men hvad betyder det så i den nuværende situation i Europa, hvor både Trump fra vestsiden og Putin fra østsiden på hver sin måde truer med at undergrave demokrati og frihed, som konferencen Krig og Kristendom gjorde klart?
Det er noget andet at tale om disse emner i den nuværende situation, end det var i begyndelsen af 2000-tallet, da vesten var medvirkende til at starte den ene krig efter den anden i Mellemøsten.[4] Hvordan taler og forholder vi os nu i kirken på en måde, som giver den rette vægtlægning på de tre aspekter fra denne artikels overskrift i vores tid? Det er den udfordring, vi står over for.
Debatten om alles frelse viser, at ikke alle forbinder noget positivt med “retfærdighed”
I det seneste års tid har der i folkekirken udspillet sig en spændende debat om alles frelse. Måske har diskussionen vist, at vi ofte ikke forbinder noget positivt med begrebet retfærdighed.
Er retfærdighed noget, vi frygter, fordi det indebærer en dom for os? Eller er retfærdighed noget vi længes efter, fordi det endelig betyder, at der bliver fred? Luther frygtede Guds dom, men i de gammeltestamentlige tekster udtrykkes der ofte længsel efter den:
”Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk.” fra Amos’ bog kapitel 5:24 og “For jeg, Herren, elsker ret, men hader rov og uret” fra Esajas’ bog kapitel 61:8a.
I den nuværende verdenspolitiske situation er det russiske magter, som begår ”rov og uret”. Og her er det nødvendigt at tale højt om retfærdighed i ord og handling.
Forhåbentligt har denne tekst gjort det klart, at der både i den bibelske tekst og men også i vores liv kan være en spænding mellem omsorgen for den svage, retfærdigheden og fjendekærligheden. Betyder det, at vi ikke kan sige noget? Nej, det betyder, at vi i enhver situation må overveje, hvilken af de tre det er nødvendigt at understrege klarest i dette øjeblik. Og i en situation med Ruslands angreb på Ukraine er det klart, at her er tale om ”rov og uret”, som vi må gå uforfærdede og lidenskabeligt imod.
Kirken er noget andet end staten
Hov! Hvem er det ”vi”, der omtales ovenfor? Er det kirken eller staten? Der kan være mange sammenfald af interesser mellem kirken og for eksempel den danske stat. I modstanden mod Ruslands ageren ser det angiveligt ud til at være sådan et tilfælde. Men det er ikke det samme ”vi”.
Kirken er nu engang et overnationalt fællesskab af mennesker, som samles om en historie om en fyr, som dør og bliver levende igen, som det siges i den apostolske trosbekendelse hver søndag i kirken. Det er noget andet end en stat.
Kirken er derudover et fællesskab, hvor vi kan bede om at Gud må vejlede os, så vi navigerer ret i en situation, så vi ikke glemmer omsorgen for krigens ofre og længslen efter retfærdighed.
Samtidig skal vi have ørerne åbne, da: “I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.” (Matthæusevangeliet kapitel 5:43-44)
For det er nu engang ”fjendekærlighed”, som klarest sammenfatter det kristne budskab.
Om forfatteren: Simon Schmidt er halvtids ph.d.-studerende i systematisk teologi ved Lunds Universitet og halvtids hjemmegående husfar. Han har tidligere blandt andet udgivet en bog, som sammenligner teologiske tolkninger af kirkens forhold til resten af samfundet: Church and World: Eusebius’s, Augustine’s, and Yoder’s Interpretations of the Constantinian Shift. Princeton Theological Monograph Series. Oregon: Wipf and Stock. 2020.
[1]
[2] “Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.” som det smukt synges i børnesangen Marken er mejet. Citatet fra 5. Mosebog i noten ovenfor indgår næsten ordret.
[3] “It is peculiar to Christians alone to love those that hate them”. Fra: Tertullian. ”To Scapula (Ad Scapulam)” i Ante-Nicene Fathers Volume 3. Red. Allan Menzies. Edinburgh: T & T Clark. Først udgivet 1885. Oversat af Sydney Thelwall. Del 1; side 215. Kan det budskab faktisk findes i andre religioner også? Muligvis (og i så fald heldigvis).
[4] Her cirka to årtier senere tragikomisk sammenfattet i et citat tilskrevet den amerikanske aktivist Normal Finkelstein: ”If you ever feel useless, remember it took 20 years, trillions of dollars and 4 US Presidents to replace the Taliban with the Taliban”
