Religion og politik kan ikke adskilles, og kristen tro kan ikke være en privatsag. Statens opgave bliver “guddommelig”, hvis den tager sig af de svageste og beskytter friheden. Men man kan aldrig tale på Guds vegne, skriver Ida Auken

// Ida Auken, teolog og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet

Forholdet mellem religion og politik har været diskuteret i luthersk teologi siden – ja, Luther. Ofte vender man i dansk og tysk teologi tilbage til begrebet om Luthers toregimentelære, som I måske har hørt om: altså læren om det verdslige og det åndelige regimente eller sværd.

Det er forkert, at religion og politik bør holdes adskilt

I dets allermest basale form får det nogen til at konkludere, at Luther mente, at man skal holde religion og politik helt adskilt. Og at vi i Danmark gør det samme, fordi religionen er en ”privat sag”. Men det er en forkert fortolkning af Luther, som jeg vil vise jer i dag.

Dels er det først i det 20. århundrede, at talen om Luthers toregimentelære overhovedet bliver et fast begreb – nemlig med en afhandling som udkommer i 1938 med titlen ”Luthers lære om de to regimenter” (Harald Diem 1938). Før det taler man mere om Luthers begreb om ”de tre stænder” – staten, kirken og familien. Men med Diems afhandling og resten af 1930’erne og frem bryder der en heftig strid ud blandt lutherske teologer om forståelsen af Luthers toregimentelære. Striden kulminerer under det, man kalder ”kirkekampen” i Tyskland i 1930’erne, men forsætter faktisk i resten af det 20.århundrede.

Kirkekampen i 1930érne afslørede, at teologer ikke havde sprog for at tale Hitler imod

Kirkekampen er særligt interessant, for da Hitler er kommet til magten, står mange lutherske teologer nemlig med det problem, at de intet teologisk kan stille op over for Hitlers magtovertagelse. Fordi de har plantet sig selv i et hjørne, hvor man ikke må blande sig i politik, hvis man er teolog.

Selvom man altid skal passe på med at sammenligne noget som helst med Tyskland i 1930’erne og 1940’erne, så giver situationens alvor en god mulighed for at tænke mere grundlæggende over forholdet mellem religion og politik, stat og kirke. Det vender jeg tilbage til.

Luthers tanker om de to regimenter

Men først lidt om Luthers egne tanker om de to regimenter. Luthers vigtigste skrift om forholdet mellem religion og politik er skriftet ”Om den verdslige øvrighed” fra 1523. Her stiller han spørgsmålet, om den kristne skal adlyde den verdslige øvrighed, altså på den tid fyrsterne og kejseren. Og det er bestemt ikke et teoretisk spørgsmål for ham, fordi de katolske fyrster var begyndt at nedkæmpe lutheranerne i deres områder. Derfor ville det være undergangen for de evangeliske menigheder, hvis de underkastede sig øvrigheden.

Omvendt stod Luther i et dilemma, fordi Bibelen har adskillige udsagn om, at den kristne skal underlægge sig magthaverne, fx Romerbrevet 13,1: 

”Alle skal underordne sig under de myndigheder, der står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud”. 

Eller 1. Petersbrev 2,13-14: 

”for Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholderes, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.”

I skriftet ”Om den verdslige øvrighed” skriver Luther: 

”Derfor har Gud oprettet de to styreformer, den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og gode mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker.” (s. 165)

Det åndelige sværd er Helligånden, ikke kirken

Læg dog mærke til, at det verdslige sværd kun er rettet mod ikke-kristne for at begrænse deres synd, mens det åndelige sværd gør mennesket kristent. Dette sværd føres af Helligånden og ikke af noget menneske (heller ikke af den katolske kirke). Derfor er det forkert, når nogen tror, at den åndelige magt er kirkens. Det er den ikke. Det er helligåndens magt.

Det er vigtigt for Luther, at begge sværd er der, men også at de holdes adskilt, fordi man ikke skal tro, at man kan regere over sjælen med det verdslige sværd eller over ondskaben og synden med det åndelige sværd.

Kristne skal underlægge sig det verdslige sværd

Farerne lurer til begge sider her: Dels kan det ende i skinhellighed, hvis det åndelige sværd mangler, for uden Helligånden er ingen rigtig fromme. Dem, der bare påkalder sig troen og Gud, uden egentlig at være blevet forvandlet af troen og tilgivelsen, er netop skinhellige.

Men mangler det verdslige sværd, kan ondskaben få frie tøjler. Derfor afviser Luther også sværmernes position, da de ønsker at regere verden alene med evangeliet. Den position giver ondskaben alt for frie tøjler. 

Selv den kristne, der har Helligånden i hjertet og derfor af sig selv handler rigtigt, skal ifølge Luther underlægge sig det verdslige sværd. Man skulle nødigt blive et dårligt eksempel for andre, så de også tror, at de ikke behøver at underlægge sig det verdslige sværd.

Luther mente, at kristne kan arbejde som bødler

Men Luther går skridtet videre. Eftersom Evangeliet har gjort den kristne til alles tjener, skal den kristne tilbyde sig som bøddel, retsbetjent, dommer, herre eller fyrste. Og her laver han en meget interessant skelnen. 

For hvordan forbinder man Bjergprædikens ord om at vende den anden kind til, når nogen gør en uret, med opgaven at være retfærdighedens vogter som dommer eller retsbetjent?

Kristne har pligt til at føre sværdet

Jo, siger Luther, når det gælder dig selv, skal du vende den anden kind til, men gælder det andre mennesker, skal du vogte over retfærdigheden. ”Selv om det ikke er nødvendigt for dig [som kristen] at få din fjende straffet, så er det nødvendigt for din syge næste.” Og Luther går endda så vidt, at han hævder, at den kristne har mere pligt til at føre sværdet end ikke-kristne:

”At bruge sværdet som en særlig tjeneste for Gud påhviler de kristne mere ned alle andre på jorden.”

Men Luther sætter også en klar grænse for den verdslige magt: den kan ikke bestemme over sjælene. Troen er en frivillig sag og kan aldrig tvinges.
Hvis ikke vi allerede her har manet forestillingen om, at Luther hævder, at religion og politik skal holdes adskilt, i jorden, kan man jo læse videre i hans såkaldte ”Fyrstespejl”, der er en del samme skrift.  Her giver han en lang forklaring på, hvordan en kristen fyrste skal opføre sig, så han hersker, som Gud ønsker det.

Fyrsten som eksempel på, hvordan kristne kan regere

Fyrsten må kun stræbe efter fordel, ære og frelse for andre, men ikke for sig selv. Han må lade sin fornuft gælde over enhver lov og bede Gud om visdom til at regere godt. Han må tage vare på sit folk og vide, at han tjener dem. Han skal vise barmhjertighed og af og til se igennem fingre med ting, hvis der er større uret forbundet med det at skaffe ret.

Luther forholder sig også til, hvad undersåtterne skal gøre. De skal nemlig adlyde, som der også står i bibelen. Dog skal de ikke adlyde en fyrste, der har uret. Her er igen to klare grænser: 

1. Hvis fyrsten vil bestemme, hvad man skal tro, 
2. eller hvis fyrsten vil føre en uretfærdig krig. 

”Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham?” spørger Luther og svarer selv. ”Svar: Nej! For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed mere end mennesker.”

Lad os så prøve at flytte disse tanker til to andre historiske kontekster: Tyskland i 1930’erne under Hitler. Og Danmark i dag.

Hitler støttede Deutsche Christen

Efter Hitler kom til magten i januar 1933, vidste han, at han ikke kunne tage magten, hvis kirken var imod ham, men han kunne heller ikke give den for meget magt.

Derfor støtter han gruppen ”Evangeliske Nationalsocialister”, der senere skifter navn til ”Deutsche Christen”.

Allerede i 1932 var NSDAP gået ind i kirkevalget i Preussen og kæmpede for nazistiske dagsordner som ”en samlet rigskirke” med ”en rigsbiskop”. Det kom ikke til en magtovertagelse, men allerede året efter i 1933 blev der udskrevet kirkevalg i hele Tyskland. Her får Deutsche Christen 70% af stemmerne og der bliver oprettet en rigskirke med Ludwig Müller som rigsbiskop.

Man indfører allerede i 1933 arierparagraffen i kirken og alle præster skal aflægge troskabsed til Føreren. Alle præster, der ikke vil deltage i denne ”religiøse fornyelse” af folket, bliver afskediget. Deutsche Christen opfatter dette som en fuldendelse af reformationen. Man laver en altomfattende tysk folkekirke, fordi – hævder man – at Luthers reformation ikke var en konfessionel reformation, men en national reformation.

Det går dog ikke helt så let med magtovertagelsen af kirken, for i november 1933 holder Deutsche Christen et kæmpe træf på Berliner Sportsplast, der vækker folk til, hvad Deutsche Christen står for. Den øverste kirkeleder i Berlin Reinhold Krause har disse pointer i sin tale:

• Vejen til den store idé går gennem kamp, kors og død – ikke falsk fred.
• Det tyske folks sjæl tilhører fuldstændig den nye stat – derfor skal kirken ikke vokse ved siden af staten, men inden for staten. Deutsche Christen taler om den totale kirke i den totale stat.
• Alt utysk i gudstjeneste og bekendelse skal renses ud: Væk med Det Gamle Testamente og rabbinere Paulus’ syndebuks- og mindreværdsteologi.
• Man ønsker en raceopdelt kristendom med den heroiske ariske Jesus skikkelse som grundlag. Her taler han blandt andet om, at Gud har skabt racen, og at man forbryder sig mod Gud, hvis man blander racer.
• Det var jøderne, der slog Jesus ihjel og derfor er hadet mod dem legitimt.

Man kan også finde skrifter fra samme tid, hvor Hitler omtales som den nye Messias.

Efter denne skandale går det op for folk, hvad Deutsche Christen står for, og det fører til masseudtrædelser af kirken.

Lutherske lærde reagere på Hitler ved at gå i den modsatte grøft

Hvordan reagerer de lutherske lærde så? Jo, de skynder sig over i den modsatte grøft. De mener, at Deutsche Christen blander religion og politik, samt stat og kirke, på en måde, som Luther aldrig ville have gjort:

ADSKILLE: De vender tilbage til forestillingen om de to sværd hos Luther og lægger vægt på, at det er meget vigtigt at adskille religion og politik, samt stat og kirke, lov og evangelium.

LYDIGHED: For at sikre adskillelsen, slår de også på, at den kristne skal være lydig over for staten (ellers blander man sig jo i politik).  Man taler om, at staten er Guds vilje, og kirken derfor skal være lydig mod staten. Den har ikke ret til at gøre modstand.

SKABELSESORDNING: Og man hævder, at staten er en såkaldt ”skabelsesordning” – det vil sige et udtryk for Guds vilje til at opretholde verden og en form for orden i den. Også familien, ægteskabet, sproget, opdragelsen, religion, naturen og opdelingen af menneskeheden i folk er en åbenbaring af Guds vilje og dermed en udiskuterbar skabelsesordning.

Ved Ansbacher Ratschlag i juni 1934 udtaler lutheranerne (i øvrigt vendt mod en anden protestantiske erklæring, der hedder Barmen-erklæringen): Kirken skal understøtte den til enhver tid siddende øvrighed, for den er udtryk for Guds vilje. De ender endda med at takke ”Gud Herren for at have sendt Føreren som en from og tro herre til det tyske folk i dets nød.” (tese 5).

De lutherske lærde ender alligevel det samme sted som Deutsche Christen

Med disse teologiske opfattelser får de tyske lutheranere gjort Tysklands historie til Guds historie. Og dermed er Hitler også et udtryk for Guds vilje. På den måde ender de tyske lutheranere faktisk nogenlunde samme sted som Deutsche Christen. Total adskillelse kan meget let føre til total sammenblanding rent teologisk.

Karl Barth til danske teologer: Hitler er ikke en øvrighed, der skal adlyde, men en tyran, der skal bekæmpes

Også de danske lutheranere befinder sig nogenlunde samme sted, da den reformerte teolog Karl Barth kommer til Nyborg Strand-mødet i 1939. Her kommer Løgstrup til at tale om sine suveræne livsytringer med betegnelsen ”Schöpfungsordnungen”, altså de før omtalte ”skabelsesordninger”, så Karl Barth er ved at få kaffen galt i halsen. Men det er først, da en dansk luthersk præst bemærker, at hvis Hitler erobrer Danmark, så er han jo den verdslige øvrighed, som man har pligt til at adlyde. Teologen Regin Prenter citerer Karl Barth for følgende legendariske svar:

”Jeg har været tavs ind til dette øjeblik. Men nu må jeg tale! Når en dansk præst – og det efter det nødråb, vi for lidt siden hørte fra Hitlers rige – kan tale sådan, hvordan vil så ikke de danske kristne lægfolk kunne tale – om Hitler? Man har fortalt mig, at Danmark består af en halvø og femhundrede øer. På disse øer vil I danske fredeligt sidde og diskutere tidens spørgsmål, akademisk uforpligtende, den dag Hitler kommer og tager jer. For han kommer! Man kan mene om Hitler, hvad han vil, men dum er han ikke. Han kender de europæiske nationers fejghed. Derfor tager han dem roligt én efter én, medens de andre skræmte ser til. Først Østrig. Så Tjekkoslovakiet. Og snart kommer turen til Polen. Og ingen gør modstand mod, at Hitler gør sig til deres ”øvrighed”, som de skal ”lyde”! Men Hitler er ingen øvrighed, som skal lydes. Han er en tyran, som skal bekæmpes. Og det er på allerhøjste tid, også for jer! Klokken er fem minutter i tolv!” (Prenter 1985, s. 103).

Da en anden af de tilstedeværende spørger derefter, hvad de danske præster skal gøre for ikke at være passive, svarer Karl Barth:

”Jeg kan ikke lægge et helt program for jer. Men jeg kan give jer det første punkt: bede! og det sidste: købe kanoner! Hvad der ligger imellem de to punkter, må I selv finde ud af.”

Man må hverken sammenblande eller adskille religion og politik

Barth udvikler i disse år en teologi, som på mange måder, svarer bedre til Luthers tanker, selvom han er reformert. Han siger kort fortalt, at man ikke må sammenblande religion og politik (som Deutche Christen), men at man heller ikke kan adskille religion og politik (som de tyske lutheranere).

Ifølge Barth lever den kristne ikke i to verdener -en åndelig og en verdslig. Ligesom den troende ikke kan hænge sin tro på en knage, når man går ud ad døren derhjemme (hvorfor forestillingen om, at tro er en rent privat sag, er noget sludder). Den kristne lever ét liv i én verden.

Barth udvikler på baggrund heraf en såkaldt analogilære, som man kunne kalde en moderne udgave af toregimentelæren. Den handler om, at den kristne naturligvis er forpligtet på evangeliet i dag og til enhver tid skal forsøge at forstå, hvad evangeliet betyder for ens liv i dag. Her laver Barth endda et lille fyrstespejl, hvor han kommer med et teologisk bud på en kristen etik og statslære (Rechtfertigung und Recht 1938).

Statens opgave er “guddommelig”, hvis den tager sig af de svageste og beskytte friheden

Her er det, at analogierne kommer ind: Gud blev menneske. Derfor skal man altid tale menneskets sag. Gud kom til jorden for at retfærdiggøre mennesket og bære vores synd. Derfor må man altid være på rettens side. Kristus tog sig af de svageste. Derfor skal den kristne tage sig af de svageste. Den kristne skal beskytte menneskets frihed, fordi man kun kan omvendes i frihed (som også Luther siger). Og den kristne skal beskytte freden, fordi Kristus skabte forsoning. På den måde er statens opgave hos Barth såvel som hos Luther ”guddommelig”, fordi den skal sørge for ret og fred. Men staten selv er ikke guddommelig. Så udfører staten ikke sin opgave, må man naturligvis gerne kritisere den.

En analogi er netop ikke et lighedstegn. Derfor kan en kristne aldrig sætte lighedstegn mellem evangeliet og den verdslige lov. Ligesom den kristne aldrig kan tale på Guds vegne eller hævde at have Gud på sin side. I stedet må den kristne lære at skelne sit eget ord fra Guds ord og sine egne handlinger fra Guds handlinger.

Hverken Luther eller Barth ville nogensinde kunne acceptere et teokrati, da teokratiet netop forveksler det nuværende styre med Gudsriget. Mennesket kan ikke skabe Gudsriget på jord. Det kan højst skabe noget, der ligner. Forestillingen om, at nogen kunne skabe et gudsrige på jorden, kommer i øvrigt frygteligt tæt på Deutsche Christens teologi, hvor Hitler blev set som den nye messias.

Man kan heller aldrig udtale sig på Guds vegne eller hævde at have Gud på sin side af historien. Man kan bede om visdom, ydmyghed, klogskab og hjælp. Men at tale om ”God on our side” vil altid være en uacceptabel sammenblanding af religion og politik.

Den lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer, der i begyndelsen teologisk ligger helt på den lutherske lydigheds- og adskillelseslinje, flytter sig med tiden derhen, at han mener, at man som kristen må gribe til våben, hvis man vurderer, at uretten har taget magten. 

I skriftet ”Die Kirche  vor der Judenfrage” (1933) beskriver han, at når kusken er fuld, er det ikke altid nok at forbinde ofrene under hjulene. Man må stikke en kæp i hjulet på vognen. Men heller ikke her handler man på Guds vegne. Det er en beslutning, man selv må tage ansvaret for med al den fare, der er for misforståelser og fejlbarlighed, som knytter sig til det at være menneske. Således tager Bonhoeffer selv ansvaret for at gå ind i den tyske modstandskamp, hvilket han senere bliver henrettet for.

Dette kan vi lære af historien i dag

Hvad kan vi så lære af alt dette her i dag: Først og fremmest må man kende lidt til historien om forholdet mellem stat og kirke i Danmark. Det bliver nemlig grundlagt samtidig med, at Luthers reformation når Danmark. 

I 1536 lægger kong Christian d. 3 kirken ind under staten. Dermed overtager han alle kirkens præster og gør dem til en slags embedsmænd, så han pludselig har folk i alle egne af landet. Samtidig overtager han dog også kirkens ansvarsområder (omsorgen for syge, ældre og fattige). På den måde kan man se de tidligste træk af velfærdsstaten tage form i Danmark. 

Tager man fx den britiske stat, så er statens opgaver primært at opretholde orden indadtil og udadtil. Der er ingen omsorgsopgaver.

Christian d. 3 mener, at han personligt er ansvarlig for både det verdslige og det åndelige sværd som henholdsvis konge og kirkens overhoved. Derfor sker der en enorm magtkoncentration i Danmark på dette tidspunkt.

Den tidligste danske lovgivning som fx Kongeloven er også tydeligt præget af kristendommen. Fx er hele strafferetsdelen bygget over de ti bud.

Med alt dette in mente er det tydeligt at se, hvor misforstået det var, da Anders Fogh Rasmussen hævdede, at religion i Danmark er en privatsag. Det er historisk forkert. Vi har en folkekirke, der langt hen ad vejen minder mere om en statskirke, vi har traditioner, lovgivning, helligdage og et sprog og en tænkning, der er dybt farvet af kristendommen. 

Vi har i Danmark været igennem en dybdegående sekularisering, således at mange af os snarere er kulturkristne end troende kristne. Derfor kan det også være svært for mange at se, hvor meget kristendommen faktisk fylder og har fyldt i det danske samfund.

Vi hører som nævnt tit, at i Danmark er religion en privat sag, og at vi har lært af Luther, at man ikke må blande religion og politik. Men er det nu også rigtigt? 

Hvad vi kan lære af Luther er, at vi har pligt til at blive irettesat af evangeliet

Hvis man skal lære noget af Luther, er det nærmest, at man som kristen har en pligt til at blive irettesat af evangeliet. Der findes med andre ord en kristen etik. Men eftersom etikken alene kan forstås som en analogi – en lighed i forskel – med evangeliet, kan man aldrig hævde at tale på Guds vegne. Man er selv ansvarlig for sin fortolkning af evangeliet.  Derfor kan man som kristen heller aldrig trække troen ned over hovedet på andre, da man ifølge Luther træder langt forbi sine beføjelser. Det åndelige sværd svinger kun Helligånden.

På den måde kan den kristne både formå selv at have en etisk forpligtelse fra sin tro, og samtidig bevare en ydmyghed over for både evangeliet og magten. Derfor har det også været en smule komisk at opleve dem, der var meget bange for, at der skulle komme en præst på Christiansborg. Som om det ville føre til en tvangskristning af nogen. Eller andre former for magtmisbrug. Tværtimod – så viser det sig, at det modsatte sker. Præsternes budskab til politikerne er ganske ofte det omvendte.

Jeg har tit til Folketingets åbning oplevet, hvorledes præsterne netop taler til de folkevalgte på en måde, der viser os, hvor stor en ydmyghed, vi skal have over for magten. Man kan aldrig skabe Gudsriget på jord, og derfor vil ens politik altid være fuld af fejl. Man kan aldrig trække sin tro ned over hovedet på andre mennesker eller hævde, at de skal tro på en særlig måde, ”fordi det står i Bibelen”. 

Politikere har brug for et alter

Ved folketingets åbningsgudstjeneste i år 2025 indledte biskop Ulla Thorbjørn Hansen sin prædiken med at citere en…

”kendt og respekteret politiker, der i radioen engang sagde, at Folketinget i sit arbejde har brug for et sonedække. Et sonedække… […] At sige at Folketinget også har brug for et sonedække klinger mere fremmedartet. Vi fornemmer, at dette er noget helt andet end love, finanser og kontrol. Det er som om, der med tanken om et sonedække i bund og grund efterlyses et alter. Et sted, hvor også en politiker kan få tilgivelse. Folketinget har brug for noget ved siden af sig selv.

Måske har enhver tanke brug for noget, som den ikke selv har tænkt. Jeg bed mærke i radioudtalelsen om Folketingets behov for et sonedække, fordi det er usædvanligt, at der peges på, at der er et forhold mellem lovens tavler og lovgivningsarbejdet på den ene side – og så tilgivelsen på den anden.

At tænke soning og tilgivelse med i det politiske arbejde er vist nok ikke hverdagskost. Men måske er tilgivelse det modstykke til lovgivning, finanser og kontrol, vi ikke kan undvære?

Som mennesker er enhver af os konstant nødt til at træffe beslutninger og handle – og når vi handler, står vi også i fare for at handle forkert og lave fejl. Sådan er livets alvor. Det gælder også folkestyrets repræsentanter, vores Folketing.

Ja, når vi prioriterer, når vi skal vælge, så betyder det også, at vi kan komme til at svigte nogen eller noget – for at noget andet kan blive støttet, reddet, hjulpet eller bevaret.

Det kræver et særligt mod at erkende, at vi kan fejle – og ikke mindst, at vi ikke skal dække over vores fejl på en måde, så vi dermed begår nye fejl – eller næste gang ikke kan vælge frit.”

Luthersk kristendom kan ikke være et magtmiddel

Når nogen er meget bange for, at religion og politik bliver blandet sammen, er det som regel, fordi de frygter, at religionen bliver brugt som magtmiddel. Enten til at tvinge andre til en særlig holdning eller til at udelukke nogen fra det nationale fællesskab.

Luthersk teologi kan ikke bruges til nogen af delene. Men man bør vide, hvor afgørende en rolle kristendommen og kirken har været for at forme det samfund, der findes i dag. Og man må som kristen vide, at der kan påhvile en et ansvar for at påtage sig ansvaret for den verdslige magt – hvad enten det er som retsbetjent, politibetjent, lægdommer eller politiker.

Denne artikel er holdt som oplæg på konferencen “Kristendom og krig” (25. november 2025) og bygger på Ida Aukens prisafhandling, ”Forholdet mellem stat og kirke som teologisk problem i nyere protestantisk teologi” fra 2004.