Carla Gjerlev deltog i konferencen om kristendom og krig, der blev afholdt på Christiansborg. Hun var nysgerrig på kirkeministerens udtalelser om, at “Danmark skal gå i krig for kristendommen”

// Af Carla Gjerlev, teologistuderende og studentermedhjælper i Grøn Kirke

På en grå, snefygende mandag morgen satte Danske Kirkers Råd, Areopagos, Ida Auken (A) og Kim Aas (A) temaet om krig og kristendom på dagsordenen i Folketingets proviantsal.

Med en vis portion skepsis hoppede jeg op på cyklen i håbet om en mere nuanceret forståelse af kirkeministerens udtalelse, som, angiveligt efter en tur i mediemøllen, var endt med at lyde i omegnen af, at ”Danmark skal gå i krig for kristendommen”.

En generel enighed om vigtigheden af dagens tema og manglen på sprog for selv samme blev fundamentet for dagen. ”Den almene dansker kender ikke til grundlæggende dele af den kristne tro og har ikke sprog for denne”, blev en af pointerne i Bent Bjerring-Nielsens oplæg, som efterfølgende lød til at vække genklang hos flere tilhørere.

Programmet bød på en tur rundt i den kristendom, som ligger udenfor vores ellers trygge og velkendte lutherdom – for hvordan var det nu lige med Calvin, med katolicismen i USA eller den ortodokse kirke i Rusland? Og kan vi måske, ved at vende blikket lidt ud af, blive skarpere på, hvad vi selv kæmper for, uanset hvordan den kamp ser ud.

Det med at adskille politik og religion, det er noget vi er ene om

Af temaet udsprang et undertema om forholdet mellem politik og religion samt adskillige eksempler på, hvordan disse i kombination kan bruges og misbruges.

I den forbindelse er Danmark i høj grad forankret i det lutherske herunder Luthers to-regimente-lære, som har bidraget til et syn på religion og politik som adskilte størrelser.

Det stod dog klart på formiddagens seminar, at denne insisteren på adskillelse af religion og politik, (hvis det så også er tilfældet…) er noget vi, i Danmark, er ene om.

Gennem eksempler fra USA, Rusland og 30’ernes Tyskland ses en tydelig sammenhæng mellem det religiøse og politiske domæne. I USA handler det om at bruge religion, for at opnå stemmer til et valg, og i Rusland genkendes det fra propaganda-videoer, som forsøger at værge folk til militæret med bibelcitater som argumenter og med budskabet om, at gerningen som soldat både er selvopofrende og frem for alt næstekærlig.

Flere forhold pegede også på, hvordan disse lande hver især vinkler kristendommen til at sige, at de selv har en særlig plads i Guds skabning. Skræmmende eksempler som alle vidner om de forfærdelige konsekvenser forbindelsen mellem religion og politik kan forårsage – ofte i kombination med en nationalisme, som ikke er at finde i Det Nye Testamente.

Kær værdi har mange navne

Og Morten Dahlin fik da også mulighed for kort at tale sin sag og uddybe det føromtalte citat. Han lagde ud med en påstand om, at de kristne værdier er så indlejrede i vores nutidige samfund, at vi selv er blevet blinde for dem. Det kan jo i og for sig være rigtigt og desuden svært at kritisere, hvis man selv er en af de svagt seende… Men måske en nærmere definition af de såkaldte ”kristne værdier”, som fløj rundt i lokalet i løbet af dagen, kunne være på sin plads.

For Morten Dahlin kunne dette kort sagt opsummeres i menneskets ukrænkelige værdi og dets frihed. Snakken om kristne, danske, humanistiske eller måske europæiske værdier var nemlig også en central del af dagens afsluttende debat, for som Kim Aas tilføjede, så sidder de ikke i Rusland og diskuterer russiske værdier. Den slags er de helt ude over med den form for styre, der regerer på de kanter. Og selvom det langtfra er efterstræbelsesværdigt, så kan vi ikke komme udenom, at autoritære regimer er mere effektive end demokratier.

Vores ”bløde” debat om, hvorvidt det, vi skal stå op for, er ligestilling og homoseksuelles rettigheder (hvilket af DF’s Mikkel Bjørn fremhævedes som ikke-kristne værdier), de føromtalte kristne værdier eller noget helt tredje, bliver pludselig også et billede på det ”kaos” som Rusland kæmper mod i den ideologiske krig, de har indledt i Ukraine. Og mens vi gør det, så ruller kampvognene ind over Europas grænser – og måske også med retning mod os, før vi ved af det.

Dette er vores dilemma

Dilemmaet kan ridses op på følgende måde: Bør vi stå fast, eller bliver vi nødt til at gå på kompromis med vores værdier, fordi de værdier, vi er oppe imod, er så stærke og langt fra vores, at vi risikerer at blive tromlet ned på vejen, midt i vores insisteren på at føre en demokratiske og nuanceret samtale? Jeg genkender i hvert fald selv trangen til at gå den vej. Gå med på de andres spilleregler og tage lidt lettere på sine egne principper.

I sit brev til Galaterne kommer Paulus med sit bud på et kristent værdisæt, som blandt andet rummer kærlighed, fred og tålmodighed – de såkaldte ”Åndens frugter”. Jesus og de første kristne gik ikke på kompromis med disse værdier, da der opstod kriser. I alle situationer insisterede Jesus på at værne om kærlighed, fred og tålmodighed, og Jesus og mange af hans efterfølgere gik i døden for det!

Måske vi nogle gange midt i orkanens øje kan miste blikket for, at kernen i det, vi tror på, er ”Fredsfyrsten fra Betlehem”. Ham som kom uden kampvogne og varmt tøj i grønne nuancer. Ham som satte det ene ben foran det andet, tog sandalerne på og mødte det enkelte menneske med kærlighed, fred og tålmodighed. Set fra det perspektiv, er det svært for mig at forene det at gå i krig med Jesu lære. 

På den anden side er det måske muligt at skelne kristendommens metode fra dens indhold. Tage de ”kristne værdier”, såsom alle menneskers ukrænkelige værdi, og gå i krig og også dræbe nogle, for at værdierne kan overleve, selvom alle de værdifulde mennesker ikke gør. Vi må gå på kompromis med vores værdier i dag, for at de også findes i morgen. Den tyske teolog Karl Barth er kendt for citatet ”Bed – og køb kanoner”, som han meddelte til de danske teologer i 1939, da nazismens Tyskland bankede på.

Mit indtryk er, at dette er en populær position og sikkert også en fornuftig løsning, når man kigger ud i verden og ærligt talt begynder at ryste lidt i bukserne.

Så det kan godt være, at nogle skal øve sig lidt i at køre en kampvogn og at vi andre skal støve nødradioen og Højskolesangbogen af. Det kan også godt være, at det ville være godt, hvis vi i højere grad begyndte at værne om sammenhængskraften i vores land, snakkede lidt mere om Grundtvig eller noget af det andet, som folk vil udbrede i et forsøg på åndelig oprustning.

Det er nok ikke et dilemma man løser på en formiddag i folketinget eller i en lille kronik til et magasin, men måske det heller ikke er meningen. Måske meningen er alle de tanker og samtaler med folk, som kom ud af denne dag, og som stadig rører sig i mig og mange andre.

For det er nok nu engang der, man må starte med en situation, som er så svær som denne. Man må starte med at tænke sig om. Snakke med sig selv og med dem man møder – og dem man ellers ikke lige møder. Man må bevare kærligheden, freden og tålmodigheden og ikke mindst tage sig tid til nuancerne. For også det må siges at være en aktivistisk handling, når andre styreformer ønsker at undergrave grundigheden og presse os til frygtsomme og forhastede beslutninger.